Læsetid: 4 min.

Koreografernes sidste sommer

Tilfældighedskoreografen Merce Cunningham og skæbnekoreografen Pina Bausch døde med få ugers mellemrum. Med abstraktion og passion skubbede de dansen midt ind i avantgarde-kunsten
Merce Cunningham (øverst t.v.) i London i 1985 og Pina Bausch (nederst) i München i 1997. Begge koreografer begyndte som dansere. De brugte et helt liv på at kontrollere kroppens udtryk for sindets tanker - og på at sætte kroppen løs.

Merce Cunningham (øverst t.v.) i London i 1985 og Pina Bausch (nederst) i München i 1997. Begge koreografer begyndte som dansere. De brugte et helt liv på at kontrollere kroppens udtryk for sindets tanker - og på at sætte kroppen løs.

Ursula Kaufmann

1. august 2009

Mytemennesker trækker myter med sig helt ind i døden. Knap var den sørgelige meddelelse om den tyske koreograf Pina Bauschs død nået ud i verden, før hendes første dødsmyte fulgte efter: Det forlød, at den 68-årige Pina Bausch havde modtaget sin cancerdiagnose, hvorefter hun var taget hjem til sit arbejdsstudie. Her sad hun med en smøg i den ene hånd, uden at spise og drikke, mens hun arbejdede færdig, indtil hun døde fem dage senere ...

Om den 90-årige amerikanske koreograf Merce Cunningham er der (endnu) ikke en dødsmyte. Til gengæld skabte han i april måned koreografien Nearly Ninety - og pointerede dermed endnu en gang sin uendelige skabertrang.

Formmæssigt havde Cunningham og Bausch intet til fælles. Men æstetisk havde de alt til fælles: De insisterede begge på at give dansen en central plads, ikke bare i scenekunsten, men i hele samtidskunsten. Cunningham tilhørte generationen før Bausch, og han var lærer for koreografen Paul Taylor, der senere blev Pina Bauschs lærer. Men styrkemæssigt var de begge med til at præge det 20. århundredes kunst, som kun de største formår det. Cunninghams abstrakte dans fik naturligt størst gennemslagskraft i det musikalske univers, og Bauschs dramatiske dans gav stærkest genklang i teaterverdenen; ved Grotowski Festivalen i Wroclaw sidste måned var Pina Bausch således inviteret sammen med tidens andre, store teatermestre såsom Peter Brook og Eugenio Barba.

Trikot og tilfælde

Begge koreografer begyndte som dansere. De brugte et helt liv på at kontrollere kroppens udtryk for sindets tanker - og på at sætte kroppen løs. Cunningham legede med 'tilfældighedsprincippet' og konstruerede koreo- grafi, hvor trin og bevægelsesrækkefølger blev bestemt af terningkast. Handlingsdans fandtes ikke hos Cunningham. Han interesserede sig for dansen som 'bevægelse i tid og rum'.

Som ung dansede Cunningham med i Martha Grahams dansekompagni, og han lærte sig her Grahams symbolsk-psykologiske bevægelsesmønster. Da han skabte sit eget dansekompagni i 1953, var hans ideal imidlertid at skabe bevægelser, der var løsrevet fra faste symbolbetydninger - og at skabe værker, der blandede sig med tidens øvrige kunstneriske udtryk. Hans samarbejde med samtidige kunstnere blev afgørende. Ikke mindst med komponisten og partneren John Cage gennem et halvt århundrede, frem til Cages død i 1992, men også med visuelle kunstnere som Robert Rauschenberg og Andy Warhol. Cunningham var også en af de første til at udforske videoens potentialer for dansen. Han skabte contemporary dance, dans for samtiden og ikke mindst for nu'et. Og han blev inspirator for hele generationen af postmoderne koreografer, ikke mindst Trisha Brown.

En Cunningham-danser optrådte typisk i kropsnær unisex-trikot - som et dyr eller et væsen af sin helt egen slags. Med armene rundet over hovedet og kroppen hvirvlende i drejespring og strakte fødder. Selv optrådte Cunningham næsten uendeligt. Som 80-årig og gigt- plaget dansede han duet med Mikhail Baryshnikov i Occasion Piece - og skulle efter sigende have stjålet rampelyset fra balletstjernen. Cunninghams rynkede udseende og store visdom er blevet del af hans image. Rammende nok kalder New- yorker-kritikeren Tobi Tobias ham i sin nekrolog for 'en krydsning mellem en troldmand og en guru'.

Langt hår og Blåskæg

Pina Bauschs udgangspunkt var det mytiske - hun var »mere optaget af, hvad der bevægede folk, end hvordan de bevægede sig«, er hun citeret for at have sagt. Hun blev uddannet som danser i slutningen af 1950'erne på danseskolen i Folkwang Essen, der var kraftcentret for den frie dans og den ekspressionistiske dans efter koreografen Kurt Joos; kunstneren, hvis samfundsengagement også inspirerede svenskeren Birgit Cullberg.

Men allerede i 1960 kom Pina Bausch til Julliard School i New York, hvor hun blev inspireret af lyrikeren Anthony Tudor, men også drømmefangeren José Limon. Hun begyndte at koreografere i 1968, og i 1972 skabte hun Tanztheater Wuppertal Pina Bausch. I sine koreografier inddrog hun som en af de første dansernes egne erindringer og bevægelser; en metode, der i dag er den dominerende koreografiske skabelsesform.

Bausch var optaget af det umulige forhold mellem mand og kvinde. Af passion og besættelse, men også af tvang og underkastelse. Hendes stærke kvindefigurer lignede hende selv: Slanke, høje kvinder med langt hår. På scenen kastede de sig på jorden for høje, smukke mænd med tillukkede ansigter - i lange, sidelæns glidefald og kast mod gulvet, igen og igen. Berømt blev den endeløse kønskamp i Blaubart fra 1977, danset til en bånd- afspilning af Béla Bartoks Hertug Blåskæg-opera - og ikke mindst forestillingen Nelken (Nelliker) fra 1982, hvor hele scenen blev dækket af stive nelliker.

Strandfugle og nelliker

Da København struttede af dans i kulturbyåret 1996, kom Pina Bauschs kompagni på besøg med Nelken i Torpedohallen, og på Stærekassen dansede Merce Cunninghams kompagni bl.a. Beach Birds fra 1991 og Rondo fra 1996. Den sommer fik det danske dansepublikum et møde med de to store koreografer, der havde domineret 1970'erne og 1980'ernes dans så evident. Ellers havde deres gennemslags- kraft i Danmark mest været synlig i Nanna Nilsons Cunningham-prægede koreo- grafier for kompagniet New Now Dancers i 1980'erne og 1990'erne og Camilla Stages Bausch-påvirkede værker for kompagniet Living Creatures siden midten af 1990'erne.

Nu har de to store kropskunstnere så forladt danseverdenen den samme sommer. Midt i en ustoppelig nysgerrighed efter at nå ind til det såkaldt moderne menneskes hemmeligheder. Pina Bausch undersøgte det moderne menneskes skæbnedragning mod urmyterne. Merce Cunningham udforskede det moderne menneskes frisættelse fra formerne. Med buede arme og glidefald mod terningkast og passion.

AMC@INFORMATION.DK

Pina Bausch. Tysk koreograf. Født 27. juli 1940 - død 30. juni 2009. Merce Cunningham. Amerikansk koreograf. Født 16. maj 1919 - død 26. juli 2009

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu