Læsetid: 4 min.

Der er kun én diva i dansk jazz

Mona Larsen holdt snigpremiere på ny cd og afslørede, at hun stadig vil udfordres
Mona Larsen er frygtløs, når det gælder om at tage nyt ind i repertoiret, men frygtløsheden belønnes, skriver Peter H. Larsen om mandagens koncert med Mona Larsen sammen med Thomas Clausens Trio - her fotograferet ved en koncert tidligere i år. Koncerten var samtidig en slags snigpremiere på konstellationens nye cd, der ventes i butikkerne til september.

Mona Larsen er frygtløs, når det gælder om at tage nyt ind i repertoiret, men frygtløsheden belønnes, skriver Peter H. Larsen om mandagens koncert med Mona Larsen sammen med Thomas Clausens Trio - her fotograferet ved en koncert tidligere i år. Koncerten var samtidig en slags snigpremiere på konstellationens nye cd, der ventes i butikkerne til september.

Torben Christensen

8. juli 2009

Der er god gang i ordet 'diva' i dansk vokaljazz i disse år. En ny jazzsangerinde kan ikke dukke op uden at få betegnelsen klistret på sig, og temaet, 'Jazzens danske diva'er', er det eneste jazztema, der har interesseret DR i samme periode.

I og med ordet bruges på hvem som helst, har det været kastet efter sangerinder med relativt behersket livserfaring, men en diva er er vel én, som har opnået en vis erfaring, er blevet selvbevidst og måske lidt 'vanskelig'. Men er hun en ægte diva, så er karrieren slet ikke slut, og der er ikke noget patetisk ved hende. Hun udfordrer stadig sig selv og andre. Hun er måske lidt karrig med sine optrædender men stiller ikke op, uden at hun har noget ganske særligt på hjerte og bryder stadig nye veje.

Hvis dét er en diva, så har dansk jazz kun én: Mona Larsen.

Mandag aften var hun at høre med Thomas Clausens Trio i Jazz Cup ved en festivalkoncert, der samtidig udgjorde en slags snigpremiere på konstellationens nye cd, der ventes udsendt til september. Til diva-kvaliteterne hører imidlertid, at utidig sales talk bebyrder man ikke publikum med, så musikken fik lov at stå på egne og koncertformens betingelser. I det omfang det medførte lydbalanceproblemer eller misforståelser musikerne imellem, kan man formentlig være rolig for, at det vil man ikke komme ud for på cd'en, for der findes næppe et mere perfektionistisk par i dansk jazz end Larsen & Clausen.

Frygtløse Mona Larsen

Og der findes altså også kun én Mona Larsen. Hvilken anden dansk jazzsangerinde ville indlede en festivalkoncert i stegende hede og med et særdeles blandet publikum med et Rilke-digt, som hun selv har sat i musik, for at lade den følge af en ekstremt langsom version af Jerome Kerns »All the Things You Are« - instrumentalisternes standard over alle standards, hvori harmonierne skifter for hver takt? > Hvilke anden dansk sangerinde vil, når hun har passeret de 60 og stemmevolumen og -bevægelighed ikke længere er upåvirket af alderen, give sig i kast de to mest halsbrækkende sange fra Bernsteins og Sondheims West Side Story eller Bill Evans' »Very Early« med de frygtede intervalspring - eller Cole Porters »It Was Just One of Those Things« som tango?

Mona Larsen er frygtløs, når det gælder om at tage nyt ind i repertoiret, men frygtløsheden belønnes, for som Aita O'Day og Carmen McRae øgede deres udtryks-fuldhed med årene - på trods af begrænsningerne i stemmens bæredygtighed - så gør Mona Larsen det også. Og hun beder ikke om at blive skånet af Thomas Clausens arrangementer eller akkompagnement - og bliver det heller ikke. Der er saft og kraft i alle spillets facetter - Clausens anslag synes at blive mere og mere kraftfuldt - formentlig en følge af, at han nu spiller så meget brasiliansk musik - og alle hans relativt korte soli var bragende flotte og rene tour de force'r.

Blændende komponist

Det kan man ikke sige om hans instrumentkollaga, den noget yngre Peter Rosendal, som mandag eftermiddag indtog senen på Gråbødretorv for at opføre ny musik i en serie festivalkoncerter sponsoreret af bl.a. KODA.

Rosendals udtryk er mere mygt. Man kan sige, at samtidig med at han konsekvent vælger danske titler til sine stykker, så dyrker han et nordisk, let drømmende udtryk, hvori han dog godt kan vise tænder.

Her var han bedt om at vise sig frem som komponist, og det havde han gjort ved at tømme skuffen for nyere ting, som endnu ikke har fået titel eller været spillet, i hvert fald ikke af denne besætning, hvor hans faste trio var udvidet guitaristen Jacob Fischer samt Hans Ulrik på tenor- og sopransax. Rosendal, der også har en baggrund i klassisk musik og folkemusik, og som i øvrigt også dyrker New Orleans-jazzen, er en blændende komponist. Han undgår manierede snurrigheder i harmoniene, og der er fine linier i det melodiske. Og så nøjes han ikke med at lade Danmark og Norden inspirere sig. Alene sammen med Jacob Ficher (som her var på en uriaspost) spillede han et lille ubetitlet stykke med spansk inspiration, der kunne være skrevet af catalaneren Mompou, og to stykker med brasiliansk inspiration udgjorde fine afsæt båe for ham selv, Hans Ulrik og Fischer, der kun spillede akustisk guitar.

Man kan i øvrigt godt undre sig over, at netop scenen på Gråbrødretorv på grund af manglende sidevægge er den af festivalens udendørsscener, der har det største gennemtræk. På grund af koncerterns tema - helt ny musik - er man sikker på, at der på denne scene skal bakses med en masse noder, som mandag for en dels vedkommende havnede ude på pladsen. Selv ikke et større antal klemmer kunne holde dem på plads. Måske festivalen kan få et af > Kriminalforsorgens klemmeværksteder som medsponsor.

>

Copenhagen Jazz Festival mandag: Peter Rosendal Special Edition på Gråbrødretorv. Mona Larsen & Thomas Clausens trio i Jazz Cup >

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu