Læsetid: 13 min.

Hvad læser de i forstæderne?

Engang skabte Erhard Jacobsen Centrumdemokraterne som et forsvar for forfulgte bilister og parcelhusejere. I dag er det sociologen Henrik Dahl der tungnemt gentager det samme fejlslagne eksperiment inden for litteraturen. Han efterlyser en ny kunst, som konformistisk vil styrke den nye middelklasses selvfølelse i en øredøvende hyldest til banaliteten i dens selvpromoverende livsstil, skriver Carsten Jensen her i sit første af seks sommeressays
Engang skabte Erhard Jacobsen Centrum-demokraterne som et forsvar for forfulgte bilister og parcelhusejere. I dag er det sociologen Henrik Dahl der tungnemt  gentager det samme fejlslagne eksperiment inden for litteraturen. Han efterlyser en ny kunst, som konformistisk vil styrke den nye middelklasses selvfølelse  i en øredøvende hyldest til banaliteten i dens selvpromoverende livsstil, skriver Carsten Jensen her i sit første af seks sommeressays
24. juli 2009

Det er sagt så mange gange, at det er endt som en kliché. Livets forbandelse er, at vi skal dø til sidst.

Nej, det er lige omvendt, siger modsigetrangens store mester, den fransk-rumænske tænker E. M. Cioran: Det er fødslen, der er vores store forbandelse.

I fødslen bliver enhver frihed jo på forhånd taget fra os. Vi er ikke herrer over hverken vores fødested eller tidspunktet for vores indtræden i verden. Vi bestemmer ikke selv vores hudfarve, vores køn, vores forældre, vores religion, om vi bliver født ind i en forarmet verden hjemsøgt af krige eller ind i en velsignet parentes af fred og velstand. Livet er en gave, siger vi. Men der var aldrig nogen, der bad os om en ønskeliste, og indtil vores dages barmhjertige ende slæber vi rundt på byrden af den skæbne, fødslen tildelte os. Fødslen er det stærkeste dementi af enhver tanke om frihed.

Frihed forudsætter en eller anden form for almendannelse. Man må tilegne sig en større, universel viden om de tanker, mennesker på de mest forskellige tidspunkter og steder, har gjort sig, for at kunne frigøre sig fra de lænker, fødslen pålægger en. Først når man har besteget det bjerg, der udgøres af menneskehedens samlede sum af erfaringer, har man en udsigt, der er tilstrækkelig stor til, at man kan vælge andet end det allerede givne, en på en gang utopisk og nødvendig tanke. I årevis har tendensen også inden for de institutioner, der skulle tage vare på dannelsen, været den modsatte: Det universelle fornægtes, og det partikulære fejres. Man skal finde sine rødder, dyrke sin givne identitet, sit sprog, sin kultur, det er forudsætningen for at være menneske. Ordet dannelse sigter ikke længere til en proces, men får en helt anden betydning: at være dannet betyder at være færdigdannet fra starten, at kende og omfavne sin egen præfabrikerede skæbne. Du er dansk fra fødslen.

Den danske kanon inden for litteraturen og andre kunstarter, som nu forhenværende kulturminister Brian Mikkelsen gav os for snart mange år siden, er ikke nogen døråbner. Det er nøglen til den fængselscelle, hvor du kan låse dig inde og sidde og dyrke din egen klaustrofobi resten af livet. Det er den litterære kanon ikke i den oprindelige dannelses ånd, men i den nye. Ånd ikke som frihed, men som gummicelle.

Kongen af nationale kanon

Det er praktisk taget umuligt at forestille sig et stykke verdenslitteratur, der ikke har været på konfrontationskurs med den nationale kultur, den blev skrevet ind i. Forfattere er aldrig ambassadører, og det er det, der gør, den danske kanon så absurd. Alle væsentlige værker skrevet på dansk har en indædt utilpassethed som drivkraft, en ubestemt længsel efter noget andet og større. I den danske kanon skal bøgetræer og egeskove i stedet gro i en urtepotte: det er nationalt, det hele.

Johannes V. Jensens roman Kongens Fald har vi taget til os som ingen anden bog. Den er et spejl for den danske sjæl. Men undskyld, hvilken sjæl taler vi om? Mikkel Thøgersen, lejesoldaten, med den golde hævndrift, der ikke selv kan bygge noget op? Axel, en rastløs hjerternes vagabond, der altid er offer for impulsernes og indskydelsernes kaos, et tankeløst øjebliksmenneske uden indre sammenhæng i hverken liv eller sjæl, en afklædt Aladdin uden hverken appelsin eller turban? Eller Kristian den Anden, en handlingslammet despot, ædt op af sin egen ubeslutsomhed, »skaberen af Danmarks mangel på historie«, som det hånende hedder. Og slutsummen? Tilsammen er de tre »Grundlæggere af et Dynasti i det Blaa«.

Hvad har dog fået os til at favne Johannes V. Jensen som kongen af den nationale kanon? Måske fordi læserne aner noget, de ikke ved i Kulturministeriet: At litteraturens sandheder ikke behøver at være hverken opbyggelige eller smigrende. Jeg taler selvfølgelig om voksne læsere. Jeg taler ikke om Brian Mikkelsen.

Litteratur kommet fra de indre kontinenter, som ikke er repræsenteret i FN eller har noget eget flag, det grænseløse sted, som ikke kender til betegnelser som fædreland eller modersmål. En kanon i den kulturministerielle forstand er en amputation, eller for at bruge et billede, som vi danskere vil kunne forstå i denne tid, hvor vi har så skarpt et blik for fejlene i andre kulturer, en åndelig klitorisomskæring.

Hvornår dør en forfatter? Og hvem bestemmer, hvor længe hans efterliv bliver? Hvordan bliver man kanon?

En forfatter kan udmærket være stendød, selv om han hyldes af en kulturminister, eller får veje opkaldt efter sig. En forfatter kan være hinsides ethvert genoplivningsforsøg, selv om der oprettes et helt forskningsinstitut i hans navn, og professorer skriver om ham. Og en forfatter kan være sprællevende, selv om ikke engang den mest afvigende folkeskolelærer underviser i ham.

Kanoner findes. Hvis en nulevende forfatter udfordres af en for længst afdød forfatter, ønsker at måle sig med ham, eller blot i almindelig generøs forstand lader sig inspirere af ham, så ånder den døde endnu og er en del af en kanon. Men en kanon er altid forfatternes kanon. Kun forfatterne kan skabe den. Kontinuiteten er dér, hvor en afdød forfatter formår at inspirere på trods af sin egen begrænsende bundethed til tid og sted. Det er i eftertidens livtag med ham, at han lever, ikke i det folkloristiske museum, som Brian Mikkelsen har oprettet under navn af kanon.

Kanon for politibetjente

I 2006 besluttede Jorge Amador, politimester i Neza, et socialt belastet og kriminelt slumkvarter i udkanten af Mexico City, at lave sin egen kanon, som skulle være pligtlæsning for de ansatte i den lokale politistyrke. Blandt forfatterne var Gabriel Garcia Marquez, Octavio Paz, Antoine de Saint-Exupéry og Edgar Allan Poe. Vi lægger mærke til, at der blandt forfatterne befinder sig flere ikke-mexikanske navne. Politimesteren i Neza har ikke ladet sig inspirere af Brian Mikkelsen. Det er ikke en national kanon, Jorge Amador har lavet. Han vil ikke have politibetjentene i Neza til at føle sig som mexikanere. Han har noget andet i tankerne. Han vil gerne udvide sine politimænds erfaring med verden. Desuden mener han også, at der kan være en moralsk gevinst ved læsning af litteratur. »At sætte livet på spil for at redde andre menneskers liv og ejendom kræver dybe overbevisninger,« siger han. Og i bøgerne kan betjentene møde personer, der lever deres liv med engagement. Personernes værdier kan bringe Amadors betjente til at tænke over deres egne. Vi lægger mærke til noget andet: Ligesom Amador ikke foretrækker litteratur skrevet af sine landsmænd, så foreslår han heller ikke sine politimænd, at de skal læse bøger, hvor politimænd er hovedpersonerne, skønt guderne skal vide, at der ellers er nok af dem. Det er ikke den lette, forudsigelige genkendelseseffekt, han går efter.

Det kan godt være, at Jorge Amador, en politimester i et slumkvarter, ikke har læst den tyske filosof Immanuel Kant, men hvad han foreslår springer lige ud af Kants tankegang. Litteraturens dyd, hævdede filosoffen, er, at den lærer læseren at sætte sig i andres sted.

14 år efter Kants død udkom Mary Shelleys roman om Frankensteins uhyre, hvor den monstrøse morder, et resultat af lige så monstrøse eksperimenter, der er endt med at frembringe et kunstigt menneske, afslører sig som et følsomt og dybt krænket individ, der drømmer om anerkendelse og kærlighed. Frankensteins uhyre bliver forbilledet for alle senere monstrer.

Men han hører ikke kun hjemme i gysergenren. Han burde også være forbillede for alle senere romanfigurer, slet og ret. Frankensteins monster udfordrer os til at gøre det næsten umulige og indleve sig i det uhyrlige.

Social tilpasning

Sociologen Henrik Dahl har for nylig gjort sig bemærket med et angreb på Statens Kunstfond. Fonden har efter hans mening holdt kunstigt liv i en række dramatikere, som Dahl ganske vist hverken har set opført eller læst. Men det behøver han heller ikke. Han ved, at de er negative over for middelklassen og dens værdier, og derfor kan de ikke anses for støtteværdige.

For Henrik Dahl er litteraturen et redskab til social tilpasning, som det tydeligt fremgår af konklusionen på hans bog fra 2008 Den usynlige verden, hvor han efterlyser en ny kunst, som konformistisk vil styrke den nye middelklasses selvfølelse i en i øredøvende hyldest til banaliteten i dens selvpromoverende livsstil. Det er tydeligvis ikke kunst, han efterlyser. Det er konfirmationssange. Vi er i Mikkelsen-land. Litteratur skal bedømmes på dens funktion som positiv identifikationsmulighed.

I Den usynlige verden er den barokke tanke, at kunsten først og fremmest er til for at styrke identiteten hos middelklassen foldet helt ud. Når indbyggerne i det nye middelklasse-Danmark, der er vokset frem i det sidste halve århundrede, helt mangler selvbevidsthed, ja, bare den mindste smule stolthed over deres livsform, er det forfatternes skyld. Forfattere overser fuldstændigt livet i forstæderne, eller giver, hvad der er endnu værre, udtryk for et nedladende og fordomsfuldt syn på villavejenes stille lykke.

Populisten Erhard Jacobsen skabte engang partiet Centrumdemokraterne som et forsvar for forfulgte bilister og parcelhusejere. 35 år senere søger Henrik Dahl tungnemt at gentage det samme fejlslagne eksperiment inden for litteraturen.

Ifølge Henrik Dahl lærer man først for alvor at elske et landskab, en by eller et forstadskvarter, når det er genskabt i en digters ord, hvilket nok ville komme bag på indbyggerne i de to Nykøbing'er, Mors og Falster, som sikkert hurtigt kan blive enige med hinanden om, at de helst havde undværet hjemstavnsdigterne Aksel Sandemose og Knud Romer.

Henrik Dahl er blevet sammenlignet med Peter Rindal, lagerforvalteren fra Kolding, der i 1960erne gik til angreb på den nystiftede Statens Kunstfond, fordi han ikke ville støtte en kunst, der ikke var forståelig for almindelige mennesker. Men Dahl er ikke nogen Rindal. Han vil ikke have brølende hjorte ved skovsøen hængende over sofaen. Han vil have tankstationer og motorvejsbroer og brølende Volvo'er. Han vil have kunst, der lærer os at elske moderniteten. Han vil ikke nøjes med kunst, der er genkendelig. Han vil have kunst, der opbyggelig. For Dahl er kunst identitetspolitik.

Dahl ser sig selv som opdager af et helt nyt Amerika, forfatterstanden endnu ikke har fundet frem til, og som han nu er i færd med at byggemodne, så en fremtidig litteratur kan rejse sig på det dahlske kontinent. Hans bog bugner af selvgjorte iagttagelser, som ifølge denne pioner i den menneskelige erfaring en dag vil udgøre grundstammen i hele generationers fremtidige litterære frembringelser. Hør blot: Hvilken forfatter har endnu beskrevet, »at stå bøjet under bagagehylden i et fly og vente på at døren bliver åbnet«? Eller »erfaringen at nogen har taget tandpasta ved at trykke midt på tuben«?

Titusinder af mennesker gør disse erfaringer hver eneste dag! Og så er de ikke engang beskrevet i litteraturen? Hvilket tab for det danske sprog!

Her kan en helt ny kanon tage sin begyndelse. Her er en virkelighed, der ikke blot venter på krisepsykologer, men også kræver en ny Andersen, en Kierkegaard, en Pontoppidan, hvis vi skal komme overens med den.

Henrik Dahls bog er formentlig den sureste, mest ressentimentfyldte bog, der nogensinde er udgivet på dansk, og det er dens indædte, lattervækkende smålighed, der gør den interessant, dog mest som en ufrivillig dokumentation af den nye middelklasses frustrede indre liv. Den usynlige verden er en gigantisk, nærmest monumental opremsning af den uendelige mængde af irritationsmomenter, middelklassemennesket oplever i sin hverdag.

Ægteskabet, der dog skulle være kernen i forstædernes lykkeliv, beskriver Henrik Dahl som et rettighedsløst, menneskeligt krænkende helvede, der får et almindeligt torturkammer til at ligne et ophold på et rekreationshjem.

Enhver bevægelse i bil, tog eller fly hindres af et befolknings-flertal af døve og blinde fumlegængere, der hverken kan finde deres reserverede plads i toget eller den rigtige bane på motorvejen. Der er altid nogen, der går i vejen for den målrettede Henrik Dahl.

Kun to sjældne lykkemomenter i det moderne middelklasseliv formår Henrik Dahl at komme i tanker om: Når han cruiser på motorvejen og oplever det sjældne, at ingen medtrafikanter kommer i vejen for ham, så han endelig befries for det, han frustreret kalder »refleksionens byrde«.

Et andet reservat af stille tilfredshed finder vor plagede sociolog, når han til en konference er sin ægtefælle utro i en seng, hvis knitrende rene sengetøj, han ikke selv har behøvet at hive ud af vaskemaskinen eller lægge på.

Man fornemmer på intensiteten i prosaen, at sengetøjet er vigtigere end erotikken. Jo, der leves lidenskabeligt i middelklassen.

Forstædernes digter

Faktisk har forstæderne, helt uden Henrik Dahls vidende, fundet deres digter. Om ikke på dansk, så i hvert fald på engelsk. Den seneste del af nyligt afdøde J. G. Ballards forfatterskab er et langt forsøg på trænge til bunds i det velordnede liv i de forstæder, hvor det eneste tegn på liv er de visne blades raslen i rendestenene. Det er det morderiske voldspotentiale, der gærer bag middelklassens respektable facader, Ballard udforsker i romaner som Super Cannes og Millenium People. »Forstæderne drømmer om vold,« står der på omslaget af den sidste roman, han nåede at skrive, Kingdom Come.

Ballard vidste, hvad han talte om. Han tilbragte mere end halvdelen af sit liv i London- forstaden Shepperton, hvis indbyggere næppe rejser en statue til hans ære eller på nogen anden vis har til hensigt at hylde ham for hans bidrag til deres selvagtelse. Det er heller ikke litteraturens formål, undtagen i dekreterne fra den nye konformismes kommisærer.

»Hjælp politiet, tæv dig selv!,« stod der engang på murene på Nørrebro. Det er nogen lunde Ballards syn på middelklassen. Det er den klasse, der gennem en overvældende mængde af sociale koder kontrollerer sig selv. Den har ikke blot koder for sex, men også for flirt og utroskab. Hvad drømmer den om? Den drømmer om at undslippe det tyranni, den udøver over sig selv. Den drømmer om frihed fra moral, siger en af personerne i Super Cannes, som skildrer en gruppe ørkesløse velhavere på Den Franske Riviera, der for sjov slår tilfældige mennesker ihjel. I Millenium vender medlemmerne af den kreative klasse oprøret mod sig selv og begynder at nedbrænde deres egne huse i Londons attraktive Chelsea-kvarter. Meningsløs vold er det eneste, der giver mening i en verden overlæsset med betydning og reguleret af sociale koder helt ned på følelsernes mikroplan.

De læser Stieg Larsson

Hvad læser de så i de nye forstæder? Jeg har et gæt: De læser Stieg Larssons romaner. Ikke blot tilhører Larssons to hovedpersoner, henholdsvis en journalist og en hacker, den nye middelklasses egen stamme, verdens vigtigste, som de selv storskrydende benævner symbolanalytikerne. Men romanerne er også skrevet for mennesker, hvis dagligdag er en stor gærende, potentielt eksplosiv ophobning af irrationelle irritationsmomenter, typer som Henrik Dahl, en kommende Falling down - mand, hovedpersonen i Joel Schlesingers film af samme navn om kontormanden, der fanget i morgenens trafikkø på vej til arbejde irriteres over en flues summen og ender med at skyde en McDonalds sønder og sammen med en maskinpistol, fordi de ikke vil servere ham morgenmad, skønt klokken kun er to i minutter i halv tolv, og der på et skilt står, at de serverer morgenmad indtil halv tolv. Dommedag udløst af et øjebliks irritationsmoment, en dommedag, der ikke har anden årsag end det pirrelige følelsesliv hos en hæmningsløst selvoptaget, såkaldt kreativ klasse med lav frustrationstærskel og det storhedsvanvittige hoved opfyldt af indbildte krænkelser, der kræver øjeblikkelig oprejsning.

Stieg Larssons romaner er ultravoldelige med feminismen som politisk alibi. Lisbet Salander, en almagtsdrøm i et voldsoffers skikkelse, starter som en Pippi Langstrømpe for den digitale tidsalder og ender som en Jesus-figur, komplet med begravelse og genopstandelse, da hun i slutningen af trilogiens andet bind med tre kugler i kroppen, herunder en i hovedet, bliver levende begravet og ender med at genopstå efter at have gravet sig ud af et flere meter dybt hul.

Det er ikke noget tilfælde, at Stieg Larsson fejrer triumfer, mens Henning Mankell, en anden svensk krimi-forfatter med appel til middelklassen, synes at være gået i stå. Kurt Wallander, Mankells hovedperson gennem ni bøger, hører simpelthen hjemme i en anden tid. Han er et grublende, plaget samvittighedsmenneske, og skønt datteren Linda i romanen Inden frosten tager over fra den udslidte Wallander, vil vagtskiftet ikke lykkes. Wallanders virkelige datter er ikke Linda, men Lisbeth Salander, og med hende sker der et skift fra retfærdighedsprincip til hævnfantasi, fra selvopofrende pligt til et emotionelt baseret anarki, fra tanken om loven til hyldesten til en narcissistisk almagtsfølelse. Lisbeth Salander er levendegørelsen af Ballards dystopiske diagnose af en middelklasse, for hvem frihed er frihed fra moral.

Det er den nye tendens i den internationale thriller-genre. Engang var det privatdetektiven, der var helten. Så blev det politimanden. Nu er det symbolanalytikeren, tidligere kaldet kontormanden, der, når han trues på idyllen, afslører, at funktionæren godt kan være det farligste rovdyr i junglen, hvis han vil.

Egentlig handler krimigenren om forbrydelse og skyld, om opklaringens mekanismer, fornuftens langsomme optrevling af en gåde. I den nye krimi skubbes hjernegymnastikken til side til fordel for amokløbet, ikke skylden er vigtig, men det påskud, den giver for skyldfri voldsudfoldelse. Don't fuck with the middle-classes! Læs storsælgende thrillerforfattere som Joseph Finder, James Siegel, Jeff Abbott, Simon Kernick. (Yes, jeg har læst dem). Det er de nye forstæders sande litteratur. Middelklassen leger med ilden og drømmer om at se sine egne luftkasteller sprængt.

Dette er det første af seks essays om journalistikkens og litteraturens vilkår af Carsten Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er som om der er nogle personer indenfor flere faggrupper, der har gjort sig særligt bemærket og blevet deres fags ikoner for æraen med Anders Fogh Rasmussen og George W. Bush.

Bjørn Lomborg må vel siges at være ”Fogh Æraens” mest fremtrædende og ultimative miljøekspert. På samme måde er Bent Jensen VKOs mest fremtrædende historiker, og man kommer vel heller ikke uden om, at det må være Henrik Dahl, der tager prisen som den ultimative neokonservative sociolog…

Jeg føler mig lidt klogere, lidt mere oplyst og i lidt bedre humør, hver gang jeg har læst noget fra Carsten Jensens hånd. Det modsatte sker, når læser eller lytter til Henrik Dahl.

Niels-Holger Nielsen

Ja, hvem husker ikke de gode gamle onde tider med Dahls ugentlige duel. Hver tirsdag - eller var det onsdag? - frygtede man, som radionarkoman, disse halvanden uundgåelige timer med Dahl. Aldrig faldt det en ind at slukke, og glad var man hver gang udsendelsen var færdig: Nu havde man jo fået endnu en bekræftelse på, at han var en dårlig sociolog og en velvalgt yndlingsaversion, og kunne med sindsro glemme ham i en hel uge. Jo, det var tider! Nu om stunder må man nøjes med blege anmeldelser af profetens bøger, som man ikke orker selv at læse. Ja, undskyld Carsten Jensen, dette er ikke møntet på dit vederkvægende udfald mod "Den usynlige verden", som genopvakte glæden ved at hade. Hip! Hip!

Jens Thorning

Hvorfor hører man aldrig mere om Ionescu, og hvorfor blev 100-året for Samuel Beckett's fødsel for to-tre år siden fuldstændigt ignoreret? Svaret giver sig selv. Kultureliten og de bevilgende og straffende politikere tør ikke lægge sig ud med den middelklasse, der udstilles i det absurde teater og nu søger svaret på det store spørgsmål i deres kriminalromaner: Hvorfor er nogle mennesker onde? Vi prøver at være gode samfundsborgere, men ondskaben lurer overalt. Hvorfor, hvorfor?

Tak til Carsten Jensen. 'Banaliteten i den selvpromoverende livsstil'. Det er rystende interessant og tankevækkende.

Søren Kristensen

Hvis jeg kunne skrive (og det ved jeg at jeg ikke kan, for jeg har prøvet ), så ville jeg skrive en opdateret ”Falling Down”. Er det kun mig der fantaserer om at ligge på et hustag og snipe kamphunde, fartbøller der overhaler indenom gennem fodgængerfelter og folk der arbejder sort og kører i firehjulstrækker, for nu bare at næve et udpluk af ”irritationsmomenter”, som på en eller anden måde har tildelt sig selv alt for lang snor, uden at nogen for alvor griber ind? Men hvad med forfatteren, hvad kan, udover symbolanalytikernes middelmådige selvoptagethed, bringe hans pis i kog? Jeg venter i hvert fald spændt på de kommende artikler, for det er altid en fornøjelse at læse Carsten Jensen.

Vibeke Nielsen

Carsten Jensens essay burde være en del af pensum på Danmarks Biblioteksskoles litteraturkurser - derude er de nemlig helt vilde med Henrik Dahl, han bliver nærmest betragtet som et orakel. Jeg mener - hvis man gerne vil have alle her i landet til at læse og diskutere skønlitteratur med henblik på at gøre os klogere - dvs bidrage til oplysning og gensidig forståelse gennem bekendtskabet med litterær kvalitet - så sker den bedste indgang til skønlitteraturen ikke gennem en toppoppet sociolog som Dahl, der mener, at skønlitteraturens fremmeste mål er at bekræfte en bestemt social klasse og et samfundsmæssigt status quo. Det sker heller ikke ved at lade litteraturen være identitetspolitisk spydspids for en særlig form for nationalfølelse i et bestemt socialt lag.

Tak til Vibeke Nielsen for en meget interessant kommentar, der meget godt illustrere hvordan neokonservatismen tilsyneladende er trængt ind i alle revner og sprækker i det danske samfund.

Man gyser simpelthen ved tanken om, at en dybt reaktionær ideolog og propogandist som Henrik Dahl er blevet en del af pensum på danske uddannelsesinstitutioner!

Jeg er bange for, at det kan komme til at tage lang tid at få ryddet op efter George W. Bush, og hans danske stedfortræder…

Lars Peter Simonsen

Tak, Carsten Jensen. Jeg så dig på tv for nylig, og det var meget interessant. Jeg vil læse dine bøger, af en eller anden grund er det "lykkedes" mig at undgå dem...

Torben Madsen

Carsten Jensen mener at middelklassen skal betale til kunst, den ikke gider se.

Hvis de ikke gør det, bliver de stemplet som rindalister og dermed som en uvidende underklasse.

Og er det noget som middelklassen ikke bryder sig om, er det, at blive sammenlignet underklassen.

Og hvem kan lave denne sammenligning. Det kan den kulturelle overklasse. Det vil sige Carsten Jensen.

Inger Sundsvald

Jeg kommer til at tænke på Sisyfos, hvis sten, som symbol for ”menneskehedens samlede sum af erfaringer”, naturnødvendigt må ramle ned igen, når erkendelsen indtræffer.

At opnå tilstrækkelig ”udsigt” til at ”frigøre” sig fra det allerede grundliggende og givne er en illusion.

Men ”Kongens Fald” er da vist et fint spejl for den danske sjæl. Alle facetterne kan dagligt iagttages som en del af helheden. Men spejlet trænger unægtelig til en oppudsning.

Jørgen Mathiasen

I betragtning af den krigspolitik VKo har ført, kan man ikke helt frakende B. Mikkelsen enhver indflydelse på verdens gang, men nogen nævneværdig betydning har hverken han eller H. Dahl haft på kunsten, og der er ikke noget, der tyder på, at det vil ændre sig. Man må antage, at det samme gælder for "forstæderne".

Det er i og for sig ikke voldsomt interessant. Måske var det væsentligere at holde fast i, at en kanon i tekstens sammenhæng tilhører en receptions- og ikke en produktionskategori.

Tak til Carsten Jensen for en fremragende artikel. Engang syntes jeg, CJ var en sur kværulant. Det synes jeg ikke mere, tværtimod!
Gad vide, om det er ham eller mig, der har forandret sig ...

Niels-Holger Nielsen

Hør Inger Sundsvald!

Man kan nemt finde Carsten Jensen interessant (og underholdende) uden at dele alle hans idiosynkrasier og endda uden at forstå alle hans analyser og metaditto. Som Carsten Jensen har det med symbolanalytikere har jeg det med bønder, og sådan er der så meget.

Længe leve aversionerne. Det vigtige er at vi fortsætter samtalen, men der jo ikke så mange her, som føler sig stødt på manchetterne.

Niels-Holger Nielsen

Søren Kristensen
Vi har vel alle fantasier, og dine er såmænd ikke de værste, jeg har hørt om. Fantasier kan vel være simpel mentalhygiejne, som hindrer filmen (Falling Down;-)) i at knække?

Niels-Holger Nielsen

Erik Rolfsen Nissen
Jeg skylder dig lige en tak. Jeg kom tilfældigt forbi din hjemmeside, og opdagede, at du havde de to vigtige museletters om energi af Richard Heinberg liggende. Dem har jeg vel nok savnet, siden han fjernede dem (vistnok fordi de skulle indgå i en bog eller rapport, som skulle have set dagens lys i sidste eller denne måned, men som jeg endnu ikke har kunnet finde skyggen af på nettet). Jeg har derfor været nødt til at lave egen research på sol og geotermi, og kan nu bekræfte at netop disse to artikler har stor værdi.
Gider du lige give mig et praj hvis du skulle finde på at tage dem ned eller lukke siden?

God week-end

Karsten Aaen

Hvis Henrik Dahl har ret, må indbyggerne i Vangede da elske Dan Turell som holdt så meget af hverdagen, at han digtede om den. Han har da om noget beskrevet Vangede og Omegn i sin litteratur. Jeg tror det nu næppe...

Og indbyggerne i marsk-området i Sønderjylland må elske Erling Jepsen, og takke ham hver dag fordi han skrev om et Sønderjylland, der nu er tabt for altid. Jeg tror det nu næppe...

Interessant er det dog at iagt-tage middelklassens fascination af netop feministisk vold, Kill Bill-trilogien skulle efter sigende også have en ret stor tilhængerskare? ; Mænd som hader kvinder har sikkert også en stor tilhængerskare blandt middel-klassen, måske også på grund af den vold der er i den...

Middel-klassen må virkelig være undertrykte i dens drifter, holde på den pæne måske småborgerlige facade, for så at kigge på æsteticeret vold i f.eks. Kill Bill eller Mænd som hader kvinder filmene - for trods alt at kunne mærke at de lever.

Jeg erindrer fra min skoletid i 1970erne, at der var noget, som hed social-realisme; jeg er ganske sikker på, at den med tand-pasta-tuben er beskrevet, om ikke andet så i Krumme-bøgerne (og filmene)... Jeg ved ikke om episoden med flyet er beskrevet i en bog...

Men jeg ved, at der findes en bog, som bl.a. handler om Søren og Mette af en dansk forfatter (kvindelig) - og som netop handler om hverdagens trivialiteter eller banaliter...

Middel-klassen skal tvinges til at se kunst den ikke bryder sig om; kun sådan kan middel-klassen opdage, at der findes en anden verden udenfor liguster-hækkene blandt villa-vejene...

Niels-Holger Nielsen

Nu er det spændende hvad Carsten Jensen vil tage op i de næste afsnit. Personligt holder jeg på, at han nødvendigvis må tage tidens aparte former for satire under behandling.

Heinrich R. Jørgensen

Karsten Aaen:
"Kill Bill-trilogien"

Ekstremt had og hævngerrige forløsninger vha. spekulære udfoldelser med et samuraisværd, stilistisk pakket sammen med lån fra genrer som splatter, martial arts og tegnefilm, er ikke umiddelbart noget der forbindes med feministisk vold.

Når Quentin Tarantino har haft en finger med i spillet, kan man være sikker på en forrygende oplevelse. Visuelt, dialogmæssigt, historiemæssigt, fortællemæssigt, you name it. Et kvalitetsstempel på højde med David Lynch...

Serien består i øvrigt af blot to dele, og er nærmest unik i filmhistorien ved, at en fremragende etter overgås af en endnu bedre toer...

Karsten Aaen

Handler plottet i Kill Bill 1 og 2 ikke om en kvinde, som vil hævne nogen eller noget ved at slå Bill ihjel?

Det lyder altså ret hævnende feministisk for mig...

Paul Hegedahl

Når man læser Carsten Jensens meget præcise karakteristik af kanonen, kommer man til at tænke på Franz Kafka: Et bur gik ud for at finde en fugl!

Jens Thorning

En uhyggelig tanke melder sig: Henrik Dahl og hans åndelige pendant Qvortrup er blevet FEMINISERET - de har frivilligt eller i forventning om den velkendte modydelse overtaget den kvindelige sans for detaljen, hverdagslivet , de små, men vigtige hændelser heri, Nærvær, Engagement i den umiddelbare, sociale omkreds og givet afkald på Reflektionen.

Johannes Sohlman

Torben Madsen har en kommentar til Carsten Jensens tankevækkende og vedkommende første indlæg. Torben Madsen har måske ret i sin anakronistiske pointe om over-, mellem- og underklasser og deres forhold til kunst, men hvad skal vi bruge denne pointe til? - Carsten Jensen tilhører muligvis det, Torben Madsen kalder den kulturelle overklasse, selv om også dette er et definitionsspørgsmål. Det er der intet nyt i. So what's the point?

Søren Kristensen

Pointen er vel at diskutere netop det spørgsmål: Skal middelklassen betale til en kunst den ikke gider se? Formuleret på den måde er det jo meget nemt at stemple Carsten Jensen som kulturimperialist. Men et eller andet sted også for nemt. Jeg må dog medgive at med hans seneste indlæg om nogle af de store romanfigurers betydning for terrorbekæmpelse, bliver mine øjenlåg lidt tunge. Men det gør ikke noget. Jeg hopper bare på igen en anden gang, når der igen er gang i Jensens galdekogeri.

Jakob Andersen

Det er muligt at Carsten Jensen kan tale ørene af fanden selv, men i mine øjne er han en kejser uden litterære klæder. I det mindste har han ikke læst Stieg Larsson med særlig omhue for så ville han vide, at både Salander og Blomkvist er dybe moralske personer og at der hos Salander ikke er en snert af en narcissistisk almagtsfølelse. Salander er beskrevet som et menneske med Asberger syndrom. Indelukket i sin egen verden, men det er jo ikke det samme som at være narcissist. Hendes moralske kodex går på tværs af den gængse, men hendes handlinger er dog stadigvæk dybt moralske og hører vel snarer hjemme i de Islandske Sagaer.
Og hvad angår Blomkvist, så forstår jeg slet ikke, hvor Carsten Jensen er på vej hen. Blomkvist er vel nærmest en modsætning til alt det, som Carsten jensen mener, Rindal og Dahl symboliserer.