Læsetid: 15 min.

Livet er noget rod

Vi må ikke tøve med at slå Osama bin Laden ihjel. Men de følsomme mordere skal vi i stedet forsøge at forstå. Hvis romanen rummer nogen form for morallære, er den, at mennesket er et sammensat, uforudsigeligt væsen, skriver Carsten Jensen
Vi må ikke tøve med at slå Osama bin Laden ihjel. Men de følsomme mordere skal vi i stedet forsøge at forstå. Hvis romanen rummer nogen form for morallære, er den, at mennesket er et sammensat, uforudsigeligt væsen, skriver Carsten Jensen
29. juli 2009

Jeg har for nylig haft en oplevelse, der kan minde om den, kvinder har i månederne efter en fødsel: en overvældende og skræmmende følelse af, at tusinder, ja, måske millioner af hjerneceller en efter en ophører med at fungere. Om der findes en medicinsk betegnelse for denne tilstand, ved jeg ikke, om den er objektivt målbar eller blot en udefinerbar subjektiv fornemmelse, ved jeg heller ikke. Jeg ved blot, at denne tilstand ifølge mine kilder bærer betegnelsen 'amme- hjerne'.

I mit tilfælde vil jeg nok foreslå et andet ord.

Tilstanden gik langsomt op for mig i de år, jeg skrev på de to romaner Vi, de druknede og den efterfølgende Sidste rejse. Jeg lagde først mærke til den, når jeg tændte for nyhederne i tv eller åbnede for en avis. Jeg blev overvældet af de samme følelser, som jeg altid bliver, når jeg konfronteres med den kaotiske verden, jeg lever i: raseri, fortvivlelse, foragt, medfølelse, desperation, håb eller blot en forbitret kedsomhed. Og jeg ønskede, som jeg altid gør i sådanne øjeblikke, at finde ord for alt det, der rørte sig i mig, ikke i den banale forstand, at jeg ønskede at finde ord for mine følelser, men at jeg ønskede at finde en form for orden i dette snart bevægende, snart modbydelige kaos, glimt af et mønster, med andre ord et ståsted, hvorfra jeg kritisk kunne undersøge verden, en slags højdepunkt, hvorfra tågerne i dalen ophørte med at være uigennemtrængelige, og en horisont blev synlig.

Jeg mobiliserede min fornuft og de analytiske redskaber, som den kritiske tradition, jeg føler, jeg tilhører, altid tidligere har stillet til rådighed for mig. Men intet skete. Der meldte sig ikke noget. Det var, som om en del af min hjerne var blevet utilgængelig for mig selv. Det oprørte hav, der havde rejst sig inden i mig, forblev lige utæmmet. Jeg var akkurat så uartikuleret som før. Mit ordforråd havde indskrænket sig til bandeord, en afmægtig hvæsen og vrissen, kun afbrudt af enkelte udråb, hvis tonefald ikke tillod en tilhører at afgøre, om de var trusler eller smertensudbrud.

Jeg blev selvfølgelig grebet af den ængstelse, som en mand, der har passeret de 50, altid vil blive grebet af. Den biologiske nedbrydning af min hjerne var allerede begyndt, og jeg havde indledt en åndelig rejse med et kun alt for kendt og desværre i enhver henseende helt udsigtsløst endepunkt.

Roman-hjerne

Der gik lang tid, før det gik op for mig, at tilstanden var selvpåført. Jeg led hverken af amme-hjerne eller af de første tegn på en begyndende senilitet, men af et helt tilsvarende fænomen: roman-hjerne. En del af mine hjerneceller, der tidligere havde befundet sig i en permanent alarmtilstand, blev simpelthen ikke brugt mere og var enten døde af mangel på brug, eller også var de faldet hen i en dvaletilstand, hvorfra ikke engang et kanonskud kunne vække dem igen.

Når jeg siger, at tilstanden var selvpåført, vil jeg ikke dermed sige, at den var frivillig. Jeg var simpelthen ikke klar over konsekvenserne, da jeg påbegyndte nedskrivningen af en roman. Hvis der fandtes en gør-det-selv-pakke, hvor man i færdig form kunne erhverve sig alle de redskaber, der skal til for at skabe en roman, burde den være påført en advarsel: »Længere tids intens koncentreret romanskrivning kan medføre alvorligt tab af hjerneceller! Producenten fralægger sig ethvert ansvar.«

Men en sådan forbrugeroplysning findes ikke, og derfor gik det mig, som det nu engang gik mig. En dag vågnede jeg op med roman-hjerne.

Det, jeg prøver at sige, er ikke, at det kritiske essay, debat eller polemik skrives med højre hjernehalvdel, mens romaner forfattes med venstre, altså, at essayet er fornuftens domæne og romanens følelsernes, en traditionel romantisk opfattelse, der i dansk litteratur har haft et langt og stædigt ekko. Det, jeg prøver at sige, er, at romaner ikke skrives ligesom et essay: som en kæde af argumenter, der munder ud i en foreløbig konklusion. Tilværelsens almindelige mangel på eksakthed er essayets og romanens fælles domæne, men essayet argumenterer sig igennem tågen. Romanen gør noget andet.

Respekt for virkeligheden

Hvad er fantasi? Frihed over for virkeligheden eller blot løgnagtig omgang med den? En akut følelse af dens begrænsninger? Overdreven tro på ens egen skaberkraft? Indlevelse i et andet menneske, langt ind over tærsklen til de døre, han eller hun selv har lukket for andre, fordi de fører ind til alt for private rum? Fantasi er måske alle disse ting på en gang, med en altid vekslende balance mellem indbildningskraftens mange vægtskåle.

Hvordan det nu end forholder sig, så var det i hvert fald ikke mangel på respekt for virkeligheden, der fik mig til at indse, at jeg måtte skrive en roman. Det var lige omvendt. Det var respekt for virkeligheden, der drev mig til den beslutning at anvende fantasien som et redskab.

Jeg ønskede ikke at beskrive sømændene i Marstal, sådan som de var i nogen bogstavelig forstand, jeg ønskede ikke at gøre dem til typer, ambassadører for en by og dens historie og da slet ikke at få dem til at passe til klichéen om den djærve søulk, som er så populær, ja, nærmest altdominerende, i vores i øvrigt sparsomme litteratur om livet på havet, værst af alle hos national-ikonet Holger Drachmann i hans såkaldte 'sømands- historier'. Jeg ønskede at vise dem fra en vinkel, som de selv umuligt kunne finde i noget spejl.

Vi, de druknede åbner med en henvisning til en af hovedpersonernes himmelfart. Under et søslag står Laurids Madsen på dækket af et linjeskib, da krudtkamrene eksploderer under fødderne på ham. Han bliver slynget højt op i luften, slår en saltomortale og falder igen ned på dækket, hvor han lander i god behold på sine store fødder.

Denne begivenhed, der synes at gøre grin med de mest elementære naturlove, fandt virkelig sted.

Manden, der midt under et søslag for til himmels og kom ned igen. En hvilken som helst historiker, ja selv en uerfaren førsteårsstuderende ville med en professionel mine have skubbet den til side som irrelevant og perifer, distraherende, højst af en vis anekdotisk værdi, men selv i det tilfælde invalideret af en manglende evne til at sige noget som helst væsentligt om det, søslaget handlede om.

Skulle jeg finde nogen værdi i anekdoten, forudsatte det, at jeg allerede var begyndt at lide af roman-hjerne, dvs. havde opgivet at sætte alle enkeltheder i forhold til en helhed og at søge årsager og forklaringer på enhver tilfældig tildragelse.

Hvad har vi altså her, ved romanens begyndelse, i 1849? En krig, et Europa i oprør, gryende nationalisme, løsrivelsesbevægelser, Tysklands fødselsveer, Danmarks dødskrampe, storslået, panoramisk stof. Og hvad fortæller romanen om? En usandsynlig overlevelse, hvis vigtigste rekvisit er et par søstøvler.

En mester i opmærksomhed

Romanens perspektiv på verden er et andet end historikerens.

Romaner er heller ikke filosofi. Hvis de rummer nogen form for morallære, kan det kun være den, at livet er noget rod og mennesket et sammensat, uforudsigeligt væsen. Romanen er en mester i opmærksomhed. Forfatteren ser og ser. Livet er overvældende, og han slår ikke blikket ned. Han flygter heller ikke ind i en abstraktion. Ind i kunsten træder han for alvor, når han distancerer sig fra sprogets konventioner, der så gerne vil diktere ham, hvordan virkeligheden skal opfattes, uden at han selv behøver at bruge øjnene.

En forfatter som eksil-tjekkoslovakken Milan Kundera har takket være sine mange højstemte essay fået ry for at være en alvorstung herre, et ry, han selv synes at under- strege med den ironiske titel på en af sine romaner, Tilværelsens ulidelige lethed. I hans roman om den opportunistiske digterspire Jaromil, Livet er et andet sted, spiller et par tykke, sjaskede og skidengrå underbukser ikke desto mindre en afgørende rolle.

Romanen er ikke bare en profan genre. Den er også en solidaritetserklæring fra forfatter til læser. Romanforfatteren er ikke bedre end sin læser, og det er ud fra denne viden, at han eller hun skriver. Det banale er vores livsvilkår. Det er også derfor, en roman ikke kan grundes på en filosofi eller en verdensanskuelse, skønt forsøget af og til bliver gjort. Hvis en roman overhovedet kommer i nærheden af at belære, er det kun, fordi den er et stykke grundforskning i de menneske- lige svagheder.

Forfatteren ved sammen med sin læser, at livet er alt for rodet til at tillade sluttede tankekonstruktioner den store forklarende kraft.

Jeg genlæste for nylig Dostejevskijs roman Forbrydelse og straf. Jeg læste den for første gang for 39 år siden, og ikke meget var blevet hængende i min erindring, og da slet ikke dens afgørende scene, hvor den unge Rodion Raskolnikov inspireret af tidens nihilistiske tankestrømninger myrder en gammel pantelånerske med en økse. Jeg huskede først og fremmest, at hovedpersonen tilbragte det meste af sin tid med at ligge på sengen på sit værelse og enten sove eller stirre op i loftet. Jeg havde med andre ord hæftet mig ved det i romanen, der mindede mig om den fase i livet, jeg selv befandt mig i, den gærende uvirksomhed, teenagere synes at falde hen i som en paradoksal forberedelse til den bratte opvågnen til voksenlivets ubønhørlige krav.

Dostejevskij vil udstille nihilismens frygtelige konsekvenser, men han foretager sit opgør ved hjælp af detaljen, ikke en filosofisk argumentation. Vi lærer, hvordan Raskolnikovs ydmyge værelse ser ud, hans lurvede påklædning, hans selvforglemmende mangel på hygiejne, hans hallucinerede overgange mellem søvngængeragtige tilstande, forfølgelsesfantasier og brat opvågnen til en virkelighed, han ikke kan undslippe.

Vi ser ham udefra og færdes samtidig hjemmevant i hans indre verden. Snart deler vi hans anskuelser, snart må vi rædselsslagne tage afstand fra dem, men vi er hele tiden som sammenvoksede med ham.

For en læser i dag (eller genlæser, som i mit tilfælde) er der forbløffende opdagelser at gøre. Miljøet omkring Raskolnikov er chokerende nutidigt, præget af de samme frigørelses-diskussioner og eksperimenter med samlivsformer, som fulgte efter opbruddet i 1968. Fri sex, ophævelsen af den private ejendomsret, også på følelsernes område, pædofili som det ultimative billede på drifternes amokløb. Overmenneske-teorierne er datidens, om end med konsekvenser langt ind i det 20. århundrede. Nutidig derimod er scenen, hvor Raskolnikov på skrømt, i ædende ond sarkasme, tilstår mordet på pante- lånersken for den politiinspektør, der undersøger det, og netop derved overbeviser sin forfølger om, at han umuligt kan have begået det. Han får lyst til »at række tunge«, som Dostojevskij beskriver det, og det gør han så verbalt i en gestus, der kunne være en moderne dansk stand-up-komikers: Det standpunktsløse menneske, der med sarkasmen som facade og ironien som alibi fralægger sig ethvert moralsk ansvar.

Det er i stedet De besatte, der har vundet ry som Dostojevskijs store roman om terrorismen. Det er den også. Den er en rystende klar analyse af sammensværgelsens virkemidler og den moralske medskylds mekanismer. Men dens hovedpersoner forbliver utilgængelige for os. Nikolaij Stavrogin, terror- ens egentlige bagmand, er hyldet i dæmoniens mørke, svøbt i sin egen ondskabs uigennemtrængelige kappe. Hans håndlanger Pjotr Stefanovitsj er knap nok et menneske, snarere legemliggørelsen af infernalsk konspiration, Stefan Trofimovitsj er en svækket repræsentant for oplysningstidens filosofi og meget symbolsk far til den samvittighedsløse Pjotr. Han er en discount Voltaire uden stolthed eller uafhængighed og formår kun stedvist at vække medynk, men dog mest latter.

I Forbrydelse og straf ser vi derimod forbryderens tilblivelse i alle stadier. Vores forståelse vokser, om ikke til tilgivelse, så dog til billigelse, da et usædvanligt humant russisk retssystem i romanens slutning idømmer Raskolnikov en mild straf. Dostojevskij selv er endnu mere opsat på at benåde sin hovedperson, og i en epilog til romanen lader han lyset fra den kristne næstekærlighed skinne over straffefangen i den sibiriske ødemark.

»Stavrogins tilbagekomst« kaldte den franske filosof André Glucksmann det, da han i bogen Dostoïevski à Manhattan beskrev terrorattentatet mod New Yorks tvillingetårne den 11. september 2001. Men vil vi forstå piloterne, der sidder i cockpittet, da flyene med ødelæggende kraft rammer tvillingetårnene, er det Forbrydelse og straf, vi skal læse, ikke De besatte.

Mohammed Atta er den kendteste af piloterne, den utilnærmelige alvorsmand, der mener, at »glæde dræber hjertet« og nægter at le, så længe hans trosfæller er undertrykte i Palæstina. Han er ikke nogen Stavrogin. Han er en mand, der har ledt efter en Stavrogin og fundet ham. Bag fundamentalistens afvisende facade er Mohammed Atta et stort åbent sår, og han tror, at kun det sviende flammehav, der ender hans liv, kan lukke såret.

Med Ziad Jarrah, en anden af al-Qaedas apokalyptiske ryttere, er vi endnu tættere på Raskolnikov. Jarrah er opvokset i et sekulært miljø i Libanon, i modsætning til den kvindeangste Atta er han indviklet i et langvarigt kærlighedsforhold til en ung, selvstændigt tænkende kvinde af tyrkisk afstamning. Hans afskedsbrev er rettet til hende. På vej ind i flyet, hvor han skal ende sit liv, ringer han hende op og gentager over telefonen tre gange, at han elsker hende. Hans afsked med livet er fuld af nervøse ryk. En romanforfatter, der vil åbne døren til Ziad Jarrahs indre liv for at udforske den vej, der fører ham frem til selvmordsaktionen, vil finde sin udfordring her: I terroristens trefoldige kærlighedserklæring.

Forsoning og forståelse

Her er vi fremme ved noget centralt i roman-genren. Den dømmer kun sjældent, fordømmer næsten aldrig, den kan godt være en proces, men kun sjældent indebærer rets- sagen på dens sider en domfældelse. Titlen på den engelske forfatter Ian McEwans roman Forsoning er i den henseende næsten en genrebetegnelse. En ung kvinde har gjort to mennesker uoprettelig skade. Den roman, vi læser, og som hun skriver sent i livet som en for længst etableret forfatter, er hendes forsøg på at opnå den forsoning, som livet ubarmhjertigt har nægtet ikke blot hende, men også hendes ofre: en bøn om tilgivelse, men ikke nødvendigvis tilgivelsen selv.

Der findes mennesker, som har en så overudviklet indfølingsevne, at de bliver lammet af den. De forstår andre så godt, at de helt lader sig fylde af dem, og i mellemtiden mister de deres egen vilje. Romanforfatteren er i slægt med dem. Han lader ting ske med sine figurer, somme tider forfærdelige ting, som kan minde om en dom. Men han slipper dem aldrig, før han har forstået dem. Hovedpersonen i Forsoning er på samme tid helt- inde og skurk, det ufølsomme, hævngerrigt egoistiske og det følsomme er uadskilleligt forbundet i hende.

Orhan Pamuk forsynede sin roman Sne med et motto af Robert Browning: »Det er den farlige kant, der interesserer os: Den ærlige tyv, den blide morder, den overtroiske ateist.« Romanen er den sekulære Pamuks indlevelse i de religiøse fundamentalister, mens de, der burde være en verdslig forfatters allierede, det sekulære samfunds forsvarere i det tyrkiske militærs skikkelse, fremstår som skurke.

Hovedpersonen i Knut Hamsuns August-trilogi, verdensomsejleren, den rast- og rodløse August er romanværkets mest levende, sympatiske og medrivende skikkelse. Men også han repræsenterer det ondes kraft, og det siges så direkte, som det kan i slutningen af andet bind, der bærer hans navn i sin titel: »Der var moderne tid og mekanik og amerikanisme i ham.« Men så tilføjes der straks: »Han var snil og uegennyttig, han gav bort indtil skjorten og reiste sin vei uten at have tilvendt sig en øre.«

Hamsun er tiltrukket af det rodfaste og det nomadiske på samme tid. I sine politiske synspunkter vælger han det ene og bliver nazist, i sine romaner vælger han begge dele og forbliver en stor forfatter. Hans romaner lever af hans evne til at holde sine indre spændinger ved lige. »En digters liv handler om at drive sine jeg'er ind i nærkampe,« som det så smukt hedder i Ingar Sletten Kolloens store biografi om digteren med Janus-ansigtet, Hamsun. Sværmer og erobrer.

Da Hamsun i trilogiens tredje del, Men livet lever, uddriver August som en anden dæmon i en tydeligvis bibelsk inspireret scene, er det en del af sig selv, han begår mord på, den figur, der ligner ham mest. Der er selvuddrivelse i djævleuddrivelsen, og det er, som om hele romanværket om August skriger i protest mod sit ophavs overtydelige hensigter.

Konerne ved Vandposten var den af Hamsuns romaner, der skuffede samtidens læsere mest. Den har som hovedperson den elendige Oliver, der har mistet sin manddom i en ulykke og er henvist til at leve sit liv som hanrej og tilskuer til en kone, der lægger sig stadig flere børn til uden hans assistance. Kan man mobilisere nogen følelse for ham, er det højst en medlidenhed, der ikke rækker langt, men så tager romanen på sidste side en overraskende kovending og bliver et forsvar, ikke blot for Oliver, men gennem ham for det liv, som han tilsyneladende har så lidt andel i. Han er gjort af »det varige menneskestof«, hedder det om kastraten. Han er »lidt ufuldkommen af sig«, står der med en typisk hamsunsk underdrivelse, og så tilføjer Hamsun: »Men hvad er fuldkomment?« Det spørgsmål rummer i al sin prunkløshed roman- genrens dybeste indsigt.

Romanforfatterens credo

To meget forskellige forfattere har inden for de sidste år skrevet romaner om terrorismen. Den nyligt afdøde John Updike er den ene i romanen The Terrorist, Yasmina Khadra, en tidligere officer i den algeriske hær, der skriver under et kvindeligt pseudonym, er den anden i romanen The Sirens of Bagh-dad, og når jeg nu nævner dem i samme sætning, skyldes det, at afslutningen på begge romaner i forbløffende grad minder om hinanden. Det er der en grund til. Det er romanforfatterens credo, der dikterer de to romaner deres enslydende slutninger, ikke hverken politisk eller psykologisk sandsynlighed.

Updikes hovedperson vokser op i New Jersey, Khadras i en ørkenby i det krigshærgede Irak. Begge er de rodløse unge mænd i drift gennem tidens strømninger, og i deres jagt på store, utvetydige svar når de begge frem til islamismen. Begge lader de sig rekruttere som selvmordsbombere, den ene skal sprænge New Jerseys Lincoln Tunnel, den anden bærer bomben i sig i form af en ny dødsensfarlig virus, som han skal bringe fra Beirut til London, hvor hans smittefarlige krop skal udløse en altomfattende epidemi. Begge stopper de sekundet før, og begge har samme begrundelse: Det er synet af almindelige mennesker, deres kommende ofre, livet i al dets forsonende banalitet, der bringer dem over på den anden side.

Det er detaljen igen: ansigterne med deres individuelle træk opslugt af små gøremål, en sort familie set gennem bagruden på en bil, et afskedskys melllem ventende mennesker i en lufthavns afgangshal: tættere kommer vi ikke på romanforfatterens trosbekendelse.

Det gør ikke nødvendigvis slutscenerne troværdige. Har man først ladet sig opsluge af de store, guddommeligt inspirerede sand- heder, vækker det almindelige liv kun foragt, og både Updikes og Khadras hovedpersoner ville med langt større sandsynlighed have gennemført deres morderiske missioner, sådan som nyhedsbureauerne bevidner det hver eneste dag. Det er da også, hvad der sker i den pakistanske forfatter Nadeem Aslams nådesløse Afghanistan-skildring i The Wasted Vigil, hvor en ung terrorist, der ikke kender til sin egen blandede herkomst, sprænger både sig selv og sin amerikanske far i luften.

Romangenren er båret af en humanistisk vision. Det er virkelighedens mennesker ikke altid.

Man skal tage pisken med, når man skriver om nihilisterne, sagde Dostojevskij. Måske skriver vi bedre romaner med pennen end med pisken, og det er måske derfor, Stavrogin i De Besatte fremstår så utilgængelig og gådefuld. Men han findes. Vi er i krig med Osama bin Laden, og vil vi overleve som samfund, må vi ikke tøve med at slå ham ihjel. Også Raskolnikov findes, og tusinder tilhører hans åndelige familie. Men vil vi overleve som samfund, nytter det ikke at slå dem ihjel. Vi må i stedet begynde med at forstå dem. De er de følsomme mordere, der før de tager det endegyldige skridt ud i ufølsomheden endnu kan standses.

Så længe vi kun er i krig med Stavrogin, så længe er vi kun i krig med et mindretal af undtagelsesmennesker. Kommer vi i krig med Raskolnikov og Ziad Jarrah, kommer vi i krig ikke blot med et langt større antal mennesker, de, der i det mindste er halvvejs normale, men også med noget i os selv.

Osama bin Laden kan vi kun standse med et bøsseskud. Ziad Jarrah kunne vi have standset med noget andet.

Romaner frelser ingen. De vedkender sig blot, at livet er indviklet, og det er en erkendelse, vi trænger til at dele med hinanden.

Dette er det andet af Carsten Jensens seks essays om journalistikkens og litteraturens vilkår. Det første blev bragt den 24. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stanley Opmann

Немножко слов о Достоевском

En kakerlak var krøbet op
hvor man den aldrig venter;
da faldt den i en fluekop
med flueeksrementer…
(Af Dostojevskijs ”De besatte)

I denne sælsomme tid der hærges af så frygtelige misforståelser, grusomme underfundigheder, hadefuld spottelyst og dulgt hemmelighedskræmmeri samt intrige-mageri, må det være velgørende for vor bekymrede læser - der ønsker at bevare overblikket - at slå tilfældigt op i en roman som ”De besatte” af Fjodor Mikhailovitj Dostojevskij. Man kunne eksempelvis kaste et blik i det femte kapitel, ”Den alvidende slange”, der opsummerer og tilsyneladende, men heller ej mere, demaskerer bogens første intrige.
Hér samles for første gang alle det uhyre persongalleris vigtigste karakterer og interessant er det at følge hvorledes, som det udtrykkes i en anden af vor forfatters mesterværker, hoved- og birolleindehavere uophørligt bytter plads. Naturligvis er jeg meget vel klar over enhver fortolknings begrænsning i forhold til kunstværket selv; kun et middelmådigt produkt kan vinde ved at blive udlagt på rent videnskabelig vis, og det middelmådige må vi sky som pesten. Alligevel vil jeg driste mig blot til at opridse de ved dette optrin på Skvorejsnìki involverede personer og deres indbyrdes relationer, da alle disse, udover den naturlighed og realisme som Dostojevskij altid begaver sine figurer med, også hver besidder en højere idéel, ja, med risikoen for at fortale mig vil jeg endog næsten vove at sige symbolsk værdi, som måske kan hjælpe til at anskuelligøre visse forhold og adfærdsmønstre i vor egen moderne verden.
Det forekom mig som jeg sad dér, hensunket i min slidte fauteuil med en kop sort te og mit slidte eksemplar af De besatte i Ejnar Thomassens oversættelse, som kunne man indordne disse karakterer i et ganske bestemt hierarki, en logisk rækkefølge, hvor årsagen til alting kan føres tilbage til samme punkt, men skylden umuligt fordeles – af menneskehånd.
Og i midten af dette inferno står Stefan Trofìmovitj Verkhovjènskij og Varvàrja Petròvna Stavrògina - den dovne professor og den arbejdsomme generalinde, der i tyve år har dyrket det mest følsomme og på samme tid frugtesløse forhold man kan tænke sig – som repræsentanter for den russiske jord og dens tusindårige historie, som en legemliggørelse af hele den forældregeneration der har haft ansvaret for at bringe den hellige arv videre. Trofìmovitj blev i sin tid ansat som opdrager for Varvàrja Petròvnas eneste søn, Nikolàj, og det er netop den unge Stavrògin der i dette femte kapitel gør sin entré i selskab med professorens egen søn, som kun ”rent tilfældigt” har set sin fader et par gange i sit liv. Endvidere befinder sig i salen den højvelbårne jomfru Lisavèta Drosdova, også en tidligere elev af Trofìmovitj, og Dàrja Pàvlovna Sjàtova, en pige af folkelig herkomst, opdraget af generalinden, undervist af den allestedsnærværende Trofìmovitj og nu udset til dennes brud. Alle disse børn, undtagen sit eget, som han kun har videregivet sine gener, har den umulige professor opdraget og med sit sygeligt følelsesfulde og handlingslammede væsen – ødelagt. Hans hjertes godhed er hævet over enhver tvivl, som selve det russiske folks, men ak – når mudderkastningen begynder vil hans blændende hvide linned tage sig des mere smudsigt ud end de sorte skjorter som djævlens trofaste bærer.
Stavrògin har Trofìmovitj, som forfatteren selv fortæller, for tidligt podet med en efter storhed uslukkelig længsel der aldrig vil kunne vederkvæges. Men Stavrògin kan ikke som sin læremester slå leden hen med denne selvbehagelige form for dovenskab som er så udbrudt overalt, nej, han keder sig og anser endda kedsomheden som en fornærmelse. Han bliver ond af ligegyldighed og står fra denne afgørende vending i handlingsgangen som det kyniske center for de tøjlesløse begivenheder der udfolder sig, ikke fordi han ønsker dem eller fremprovokerer dem - nej, kun fordi han eksisterer. Alle mennesker fører han mod deres personlige afgrund, næppe engang for sin fornøjelses skyld, men simpelthen af lede. Hans latter genlyder igennem hele bogen, det lyder blot aldrig som om han virkelig morer sig. Men kan De overvinde Deres hemmelige sympati for Stavrògin, kan De overhovedet lade være med at elske ham for hans uendelige fald?
Den unge Verkhovjènskijs ondskab er af en helt anden natur, nemlig den egoistisk-vellystige slags. Bortset fra en vis evne til forstillelse og et åbenlyst geni for at spille mennesker ud mod hinanden for egen vindings skyld er han ganske blottet for talenter. I virkeligheden er han måske, med sin ublandede nihilisme, den eneste entydigt onde figur hos Dostojevskij medsamt fyrst Valkòvskij fra ”De ydmygede og sårede”. Hans had er den forstødte søns, han vil nedbrænde hele verden kun for at spytte den i ansigtet og lykkelig lade sig opsluge i flammerne sammen med den. Men kan han redde sig ved en gemenhed, så – naturligvis...
Lisa, amazonen, et nervevrag, Trofìmovitj’ yndlingselev, hvilke tårer har den halsbind-klædte herre ikke udgydt af henrykkelse, bogstaveligt talt ved hendes – skulder…hvilken tro på et lykkeligt forsyn der leder mennesket til paradiset ad en smægtende romantisk lediggangs vej, på un Dieu si grand et si bon der lægger dig eddike-omslag om hovedet når det værker…hvilken verdensfjern tomgang har han ikke prædiket for sin yndige studine! Konfronteret med sin elskede professors alt for talentfulde elev, Stavrògin, mister Lisa forstanden - hun nåede ikke at få sine timer i ondskabens væsen.
Dàrja overser man let for hun siger ikke meget, og foreløbig kun hvad hendes frue ønsker, men hun holder i virkeligheden i sin hånd en dunkel indflydelse på begivenhederne at ligne med månernes på planeternes. Hun er Stavrògins eneste mulighed for at leve, hans moders adopterede datter, og ikke mindst – Sjàtovs kødelige søster…
Og hermed er det på tide at introducere vort selskabs jokere.
Màrja Timofjèjevna Lebjàdkina, ja - nogle ville kalde hende indskrænket eller sindssyg, men jeg tror at gøre forfatterens hensigter retfærdighed ved at benævne hendes væsens essens som værende præget af det guddommelige enfold. Hun blev den egentlige anledning til de ophidsede hændelser hos generalinden da hun kastede sig for dennes fødder i kirken og til gengæld blev kørt på besøg i nådigfruens salon på grund af visse hemmeligheder som hun, uskyldig, står i centrum af. Pràvda, hun er Stavrògins retmæssige kone, og ikke nok med det, hun er beviset på de ædleste drifter der har rørt sig i denne mand, hendes død alene kommer han til at betale den endelige pris for. Hun er billedet på den ydmygede tro som Stavrògin ikke slår ihjel, nej, men hvis død han ligegyldigt imødeser og intet gør for at forhindre. Màrja Timofjèjevna er den eneste der gennemskuer prinsen, Stavrògin, kun hun kan se at han er – en anden..
Hendes bror, den selvbestaltede kaptajn Ignàt Lebjàdkin, forelsket dranker og fabeldigter, Stavrògins bajads, er skandalen i egen høje person, og derfor et nyttigt redskab for enhver der vil skabe røre i vandene. I dette specifikke kapitel er han blevet sat i scene af den på skuepladsen fraværende middelmådighedernes intrigemager selv, Liputin, der ligesom Lebjadkin blot er et redskab for langt mere destruktive kræfter. Kaptajnen er en komisk karakter, sin søsters spejlbillede i enfoldigheden og må nødvendigvis dø med hende og for hendes skyld, men igen foregriber jeg begivenhedernes gang…
Den sidste aktør jeg vil nævne må nødvendigvis blive Ivàn Sjàtov, Dàrjas bror, en slags slavofil, men heller ikke mere end en slags, for hans læremester udi den russiske jord og dens kraft er, overraskende nok – Stavrògin. Sjàtov er den eneste der spiller med åbne kort; han griber altid sin kasket for at gå når løgn og gemenheder tager overhånd uanset hvor meget det måtte skade hans egen sag, og han er den eneste der kan forløse skuespillet på Skvorejsnìki – ved at give Stavrògin en knytnæve i synet. Alle andre, pointeres det, ville den fordærvede generalssøn have slået ihjel på stedet efter en sådan fornærmelse, men…kan Sjàtov måske i virkeligheden være det eneste menneske Stavrògin respekterer?
Selve begivenhederne der udspillede sig denne søndag på godset har jeg hverken lovet Dem at genfortælle eller blot delvist opsummere, min forventningsfulde læser, så De har ingen ret til at føle Dem skuffet når jeg nu vil afslutte denne…variation over et tema af Dostojevskij så abrupt. Jeg har heller ikke tænkt mig at forløse Deres begær efter kendsgerninger og konklusioner med mere bogstavelige fortolkninger end dem jeg allerede har skænket Dem. Dostojevskij er en alt for spontan forfatter til at man kan søge at skabe en minutiøs eller endda kun grov indordning af hændelserne; man må lade sig nøje med at fange nogle få af de gnister der flyver omkring flammen i hans ord, og oplyse den del af natten som ligger indenfor ens egen rækkevidde. Jeg håber imidlertid at have fremsat et par opklarende tanker om karaktererne, for at De des bedre kan koncentrere Dem om handlingen og dialogen hvori nøglen findes til den egentlige forståelse af Dostojevskij og mange andre nyttige sager. Hans forfatterskab er en liturgi og lader sig ligesom denne ikke forklare af udenforstående – man må selv være til stede. Min fortjeneste ligger kun i at have bragt Dem endnu en sten til den filosofi De går og tumler med, og hvad jeg her lader være usagt må De selv finde frem til.

Ian Stark

Stanley Opmann

Немножко слов о Достоевском

En kakerlak var krøbet op
hvor man den aldrig venter;
da faldt den i en fluekop
med flueeksrementer…
(Af Dostojevskijs ”De besatte)

I denne sælsomme tid der hærges af så frygtelige misforståelser, grusomme underfundigheder, hadefuld spottelyst og dulgt hemmelighedskræmmeri samt intrige-mageri, må det være velgørende for vor bekymrede læser - der ønsker at bevare overblikket - at slå tilfældigt op i en roman som ”De besatte” af Fjodor Mikhailovitj Dostojevskij. Man kunne eksempelvis kaste et blik i det femte kapitel, ”Den alvidende slange”, der opsummerer og tilsyneladende, men heller ej mere, demaskerer bogens første intrige.
Hér samles for første gang alle det uhyre persongalleris vigtigste karakterer og interessant er det at følge hvorledes, som det udtrykkes i en anden af vor forfatters mesterværker, hoved- og birolleindehavere uophørligt bytter plads. Naturligvis er jeg meget vel klar over enhver fortolknings begrænsning i forhold til kunstværket selv; kun et middelmådigt produkt kan vinde ved at blive udlagt på rent videnskabelig vis, og det middelmådige må vi sky som pesten. Alligevel vil jeg driste mig blot til at opridse de ved dette optrin på Skvorejsnìki involverede personer og deres indbyrdes relationer, da alle disse, udover den naturlighed og realisme som Dostojevskij altid begaver sine figurer med, også hver besidder en højere idéel, ja, med risikoen for at fortale mig vil jeg endog næsten vove at sige symbolsk værdi, som måske kan hjælpe til at anskuelligøre visse forhold og adfærdsmønstre i vor egen moderne verden.
Det forekom mig som jeg sad dér, hensunket i min slidte fauteuil med en kop sort te og mit slidte eksemplar af De besatte i Ejnar Thomassens oversættelse, som kunne man indordne disse karakterer i et ganske bestemt hierarki, en logisk rækkefølge, hvor årsagen til alting kan føres tilbage til samme punkt, men skylden umuligt fordeles – af menneskehånd.
Og i midten af dette inferno står Stefan Trofìmovitj Verkhovjènskij og Varvàrja Petròvna Stavrògina - den dovne professor og den arbejdsomme generalinde, der i tyve år har dyrket det mest følsomme og på samme tid frugtesløse forhold man kan tænke sig – som repræsentanter for den russiske jord og dens tusindårige historie, som en legemliggørelse af hele den forældregeneration der har haft ansvaret for at bringe den hellige arv videre. Trofìmovitj blev i sin tid ansat som opdrager for Varvàrja Petròvnas eneste søn, Nikolàj, og det er netop den unge Stavrògin der i dette femte kapitel gør sin entré i selskab med professorens egen søn, som kun ”rent tilfældigt” har set sin fader et par gange i sit liv. Endvidere befinder sig i salen den højvelbårne jomfru Lisavèta Drosdova, også en tidligere elev af Trofìmovitj, og Dàrja Pàvlovna Sjàtova, en pige af folkelig herkomst, opdraget af generalinden, undervist af den allestedsnærværende Trofìmovitj og nu udset til dennes brud. Alle disse børn, undtagen sit eget, som han kun har videregivet sine gener, har den umulige professor opdraget og med sit sygeligt følelsesfulde og handlingslammede væsen – ødelagt. Hans hjertes godhed er hævet over enhver tvivl, som selve det russiske folks, men ak – når mudderkastningen begynder vil hans blændende hvide linned tage sig des mere smudsigt ud end de sorte skjorter som djævlens trofaste bærer.
Stavrògin har Trofìmovitj, som forfatteren selv fortæller, for tidligt podet med en efter storhed uslukkelig længsel der aldrig vil kunne vederkvæges. Men Stavrògin kan ikke som sin læremester slå leden hen med denne selvbehagelige form for dovenskab som er så udbrudt overalt, nej, han keder sig og anser endda kedsomheden som en fornærmelse. Han bliver ond af ligegyldighed og står fra denne afgørende vending i handlingsgangen som det kyniske center for de tøjlesløse begivenheder der udfolder sig, ikke fordi han ønsker dem eller fremprovokerer dem - nej, kun fordi han eksisterer. Alle mennesker fører han mod deres personlige afgrund, næppe engang for sin fornøjelses skyld, men simpelthen af lede. Hans latter genlyder igennem hele bogen, det lyder blot aldrig som om han virkelig morer sig. Men kan De overvinde Deres hemmelige sympati for Stavrògin, kan De overhovedet lade være med at elske ham for hans uendelige fald?
Den unge Verkhovjènskijs ondskab er af en helt anden natur, nemlig den egoistisk-vellystige slags. Bortset fra en vis evne til forstillelse og et åbenlyst geni for at spille mennesker ud mod hinanden for egen vindings skyld er han ganske blottet for talenter. I virkeligheden er han måske, med sin ublandede nihilisme, den eneste entydigt onde figur hos Dostojevskij medsamt fyrst Valkòvskij fra ”De ydmygede og sårede”. Hans had er den forstødte søns, han vil nedbrænde hele verden kun for at spytte den i ansigtet og lykkelig lade sig opsluge i flammerne sammen med den. Men kan han redde sig ved en gemenhed, så – naturligvis...
Lisa, amazonen, et nervevrag, Trofìmovitj’ yndlingselev, hvilke tårer har den halsbind-klædte herre ikke udgydt af henrykkelse, bogstaveligt talt ved hendes – skulder…hvilken tro på et lykkeligt forsyn der leder mennesket til paradiset ad en smægtende romantisk lediggangs vej, på un Dieu si grand et si bon der lægger dig eddike-omslag om hovedet når det værker…hvilken verdensfjern tomgang har han ikke prædiket for sin yndige studine! Konfronteret med sin elskede professors alt for talentfulde elev, Stavrògin, mister Lisa forstanden - hun nåede ikke at få sine timer i ondskabens væsen.
Dàrja overser man let for hun siger ikke meget, og foreløbig kun hvad hendes frue ønsker, men hun holder i virkeligheden i sin hånd en dunkel indflydelse på begivenhederne at ligne med månernes på planeternes. Hun er Stavrògins eneste mulighed for at leve, hans moders adopterede datter, og ikke mindst – Sjàtovs kødelige søster…
Og hermed er det på tide at introducere vort selskabs jokere.
Màrja Timofjèjevna Lebjàdkina, ja - nogle ville kalde hende indskrænket eller sindssyg, men jeg tror at gøre forfatterens hensigter retfærdighed ved at benævne hendes væsens essens som værende præget af det guddommelige enfold. Hun blev den egentlige anledning til de ophidsede hændelser hos generalinden da hun kastede sig for dennes fødder i kirken og til gengæld blev kørt på besøg i nådigfruens salon på grund af visse hemmeligheder som hun, uskyldig, står i centrum af. Pràvda, hun er Stavrògins retmæssige kone, og ikke nok med det, hun er beviset på de ædleste drifter der har rørt sig i denne mand, hendes død alene kommer han til at betale den endelige pris for. Hun er billedet på den ydmygede tro som Stavrògin ikke slår ihjel, nej, men hvis død han ligegyldigt imødeser og intet gør for at forhindre. Màrja Timofjèjevna er den eneste der gennemskuer prinsen, Stavrògin, kun hun kan se at han er – en anden..
Hendes bror, den selvbestaltede kaptajn Ignàt Lebjàdkin, forelsket dranker og fabeldigter, Stavrògins bajads, er skandalen i egen høje person, og derfor et nyttigt redskab for enhver der vil skabe røre i vandene. I dette specifikke kapitel er han blevet sat i scene af den på skuepladsen fraværende middelmådighedernes intrigemager selv, Liputin, der ligesom Lebjadkin blot er et redskab for langt mere destruktive kræfter. Kaptajnen er en komisk karakter, sin søsters spejlbillede i enfoldigheden og må nødvendigvis dø med hende og for hendes skyld, men igen foregriber jeg begivenhedernes gang…
Den sidste aktør jeg vil nævne må nødvendigvis blive Ivàn Sjàtov, Dàrjas bror, en slags slavofil, men heller ikke mere end en slags, for hans læremester udi den russiske jord og dens kraft er, overraskende nok – Stavrògin. Sjàtov er den eneste der spiller med åbne kort; han griber altid sin kasket for at gå når løgn og gemenheder tager overhånd uanset hvor meget det måtte skade hans egen sag, og han er den eneste der kan forløse skuespillet på Skvorejsnìki – ved at give Stavrògin en knytnæve i synet. Alle andre, pointeres det, ville den fordærvede generalssøn have slået ihjel på stedet efter en sådan fornærmelse, men…kan Sjàtov måske i virkeligheden være det eneste menneske Stavrògin respekterer?
Selve begivenhederne der udspillede sig denne søndag på godset har jeg hverken lovet Dem at genfortælle eller blot delvist opsummere, min forventningsfulde læser, så De har ingen ret til at føle Dem skuffet når jeg nu vil afslutte denne…variation over et tema af Dostojevskij så abrupt. Jeg har heller ikke tænkt mig at forløse Deres begær efter kendsgerninger og konklusioner med mere bogstavelige fortolkninger end dem jeg allerede har skænket Dem. Dostojevskij er en alt for spontan forfatter til at man kan søge at skabe en minutiøs eller endda kun grov indordning af hændelserne; man må lade sig nøje med at fange nogle få af de gnister der flyver omkring flammen i hans ord, og oplyse den del af natten som ligger indenfor ens egen rækkevidde. Jeg håber imidlertid at have fremsat et par opklarende tanker om karaktererne, for at De des bedre kan koncentrere Dem om handlingen og dialogen hvori nøglen findes til den egentlige forståelse af Dostojevskij og mange andre nyttige sager. Hans forfatterskab er en liturgi og lader sig ligesom denne ikke forklare af udenforstående – man må selv være til stede. Min fortjeneste ligger kun i at have bragt Dem endnu en sten til den filosofi De går og tumler med, og hvad jeg her lader være usagt må De selv finde frem til.

Ian Stark

jan henrik wegener

Et spørgsmål er om vi skal tænke og forstå på samme måde som læsere (eller skribenter) og som "borgere" i vid betydning. Jeg hælder stærkt til det sidste.

jan henrik wegener

Indrømmet, Søren Kristensen. Som mit indlæg står der giver det ikke rigtigt mening, men indfør to ord:"eller ej". Så får vi "Et spørgsmål er om vi skal tænke og forstå på samme måde som læsere (eller skribenter) og som "borgere" i vid betydning eller ej. Jeg hælder stærkt til det sidste." Dvs. meningen er at vi ikke uden videre kan omsætte en eller anden personlig "forståelse" af forskellige handlinger, som dem Carsten Jensens indlæg handler om til politiske holdninger. Spørgsmålet om hvorvidt nogle personer der udøver politisk voldelige handlinger i en eller anden form kan "forstås" er nok et helt andet end spørgsmålet hvordan der skal reageres.

Søren Kristensen

I et demokrati vokser "regeringen" (må man da håbe) ud af folkestemningen. I den forstand kunne Carsten Jensen have en pointe, hvis ikke hans synspunkt allerede var i tråd med folkestemningen, et godt stykke hen ad vejen. Mon ikke de fleste synes Osama Bin L. skal skydes? Og mon ikke de fleste synes at afskaffelse af dødsstraffen er en udmærket ting, som vi bør holde fast i? Jeg synes CJs artikler er mest spændende når han bevæger sig væk fra litteraturen og det er "journalisten", "meningsmageren" eller "samfundsrevseren" der er i forgrunden. Altså en mindre nørdet og mere aggressiv Carsten Jensen, som fx. i den forrige artikels frontalangreb mod "nyrindalismen", uden dermed at påstå at den aktuelle artikel er en direkte skæver. Som sagt er det altid en fornøjelse at læse Carsten Jensen. Fornøjelser er bare ikke lige stor hver gang.