Årets Roskilde Festival blev skudt i gang på Orange Scene af den svenske 'kille' Petter. Søndag aften var det de fire britiske blokes fra Coldplay, der lukkede festivalen.
Det er mændene, der stimler sammen i garagerne og jammer på deres guitarer aften efter aften.
Det ligger ikke til kvinders natur at vælge musikbranchen som levevej. De står hurtigere af ræset og vælger familielivet. Kigger man på de sidste to års programmer for Roskilde og Skanderborg festival, er listen af mandlige musikere alenlang. I år var der ifølge musikchef for Roskilde Festival, Rikke Øxner, kun omkring 48 kvinder i bands, hvilket ikke er meget på en festival med 180 bands på plakaten. Ser man på hovednavnene på Roskilde Festival gennem de seneste tre år, får man da også kun øje på Bjørk.
På Skanderborg har det også været småt med kvindelige musikere de sidste tre år, med få undtagelser af navne som Sinead O' Connor og Boney M. Peter Ramsdal, der er redaktør på Gaffa, peger på kønskultur som en forklaring på den mandlige overrepræsentation af musikere.
»Kvinder elsker at tale sammen. Det er min erfaring, at mænd i højere grad foretager sig noget aktivt sammen og oftere har behov for at kaste sig over et projekt som for eksempel det at spille musik,« lyder det fra Peter Ramsdal.
Kvinder har også et helt andet ambitionsniveau end mænd, og de står tidligere af ræset forklarer Rikke Øxner.
»Kvinder vælger tit hjemmet som base - især når de får små børn. Men det handler også om, at kvinder ikke har et lige så højt ambitionsniveau, når det handler om musik, som mænd har.«
Pia Rasmussen, der er lektor og cand.phil på musikvidenskab ved Aarhus Universitet, peger på teknik som en del af forklaringerne på, hvorfor mænd ofte kommer længere inden for musikbranchen.
»Jeg underviser blandt andet i musikproduktion, og jeg kan se, at interessen for det tekniske er større hos drengene. Pigerne er mere forsigtige, og tit virker de meget søgende«. Interessen for både den tekniske del af musikken og også musikhistorie tiltrækker i højere grad mænd end kvinder, mener Peter Ramsdal.
»Mænd dyrker mere nørderi end kvinder. Pladesamlingerne er tit store hos mænd, og de har en enorm viden om alle mulige detaljer om, hvem der spillede obo på en bestemt plade helt tilbage fra 60'erne.«
Musik er en drengedrøm
Uregelmæssige arbejdsdage og lange aftener ude gør det svært for især kvinder med småbørn at få familielivet til at hænge sammen - og det koster også på vennekontoen.
»Det er en livsstil, der appellerer mere til drengedrømmen, hvor mændene begynder tidligt som for eksempel roadies og træder deres barnesko på spillesteder. Det fysisk hårde arbejde, det kræver, at arbejde som roadie, er heller ikke noget, der tiltrækker kvinder,« siger Rikke Øxner. Hun trives fint i jobbet som musikchef, men erkender, at der stadig er en klar overvægt af mænd i musikbranchen.
Noget tyder dog på, at der er så småt er ved komme flere kvinder til musikbranchen.
Rikke Øxner har arbejdet som musikbooker siden 1995, og hun ser flere kvinder rundt om på pladeselskaber og bureauer end for 10 år siden. »Jeg ser flere kvinder, der arbejder på både tour og managerniveau. Det er især de store musikbureauer i London, hvor musikken til Roskilde Festivalen bliver booket, der har trukket kvinderne til i løbet af de sidste 10 år«.
Også på mindre spillesteder som Gimle i Roskilde er der mange nye kvinder, der begynder at markere sig.
»Det er fedt, at flere kvinder kommer på banen, for der er stadig flest mænd i branchen. Men jeg så da gerne, at der var flere kvinder der valgte musikbranchen som levevej. Ikke fordi de er kvinder, men fordi brænder for musikken og har energien der skal til,« fortæller Rikke Øxner.
Få kvindelige skribenter
Det er ikke kun på scenen, at mændene markerer sig. Kigger man på musikmagasinerne, står det også sløjt til med den kvindelige repræsentation. I Gaffa kan man her i juli læse to artikler skrevet af kvinder ud af en redaktion på i alt 21 skribenter, mens Soundvenue tæller tre kvindelige skribenter ud af i alt 35.
Peter Ramsdal vurderer, at op mod 70 procent af det stof, Gaffa dækker, handler om mandlige musikere. Fokus er også et andet hos mænd, der ofte fordyber sig i specifikt stof og detaljer, mens kvinder ofte ved lidt om en masse områder, mener Peter Ramsdal. I de 13 år, han har været redaktør på Gaffa, har billedet af de mandlige musikere været stabilt. Det er mændene, der dominerer musikbranchen.
»Mænd har et kæmpe konkurrencegen. De vil ses og høres i højere grad end kvinder. En mand med en guitar er jo det absolutte billede på maskulinitet over for det modsatte køn,« lyder det fra Peter Ramsdal.
Flest mænd i toppen
Man kender en kvalifikation, når man ser den: Slips og jakkesæt, udtalte journalist og forfatter Lone Kühlmann om mænd på topposter rundt om i bestyrelser. Ser man på ledelsen bag Roskilde Festivalen, er langt de fleste topposter også besat af mænd. Festivalledelsen består af fem mænd.
Derudover er det også mænd. der sidder på posterne som bestyrelsesformand og talsmand for festivalen. En af undtagelserne er Rikke Øxner, der overtog stillingen som musikchef i 2002 efter Leif Skov. For hende er debatten om køn og ligestilling ikke altafgørende. Det er vigtigere at have få kvalificeret musikbranchen, hvor der er stor rummelighed over for kvinder.
»Jeg er oppe mod mange magtmænd i denne branche, men jeg har aldrig følt, at jeg havde mere at bevise på grund af mit køn. Magten følger ikke kønnet, men den der skriver checken under.«
At der er få kvindelige musikere repræsenteret på Roskilde Festival, har ikke noget med køn at gøre, forklarer hun. Når der bookes musik til festivalerne, er det udfra kvalifikationer som aktualitet og den oplevelse, kunstneren kan give publikum. Det har intet med hverken politik, seksualitet eller religion eller køn at gøre. Det bekræfter både Rikke Øxner og J.P. Andersen, der er musikbooker på Skanderborg Festival.
Polariseret debat
På trods af den postive udvikling i musikbranchen, hvor flere kvinder sætter sig på især de administrative poster, halter debatten om ligestilling stadig gevaldigt bagefter, mener Pia Rasmussen.
En af forklaringerne på den ujævne kønsfordeling i musikbranchen handler om, at debatten om ligestilling ikke er nuanceret nok. Årets Jazz Festival er et godt eksempel. Kun 27 kvinder repræsenteret på jazzfestivalen, hvilket svarer til 5,5 procent. Der er i alt 489 instrumentalister på plakaten i år.
»I Danmark har vi en forestilling om, at vi har ligestilling, men debatten bliver hurtigt polariseret. Kræver man, at en vis procentdel af kunstnere på for eksempel næste års Jazz Festival skal være kvinder, kommer det til at handle om, at de er med, fordi de er kvinder, og det gør debatten unuanceret,« siger Pia Rasmussen.
Hun mener dog, at de kvindelige instrumentalister inden for jazz har bedre vilkår end de rytmiske musikere. Det mener hun blandt andet har at gøre med, at der ikke er lige så stort og stereotypt et fokus på for eksempel jazzmusikere.
»En kvinde, der blæser i en saxofon med udspilede kinder og sved på panden, er mere acceptabelt i dag, end det var i 50 og 60'erne, hvor kvinder blev latterliggjort, hvis de spillede andet end harpe og violin. Kvinder skulle stå på scenen i en stor kjole og se pæne ud, mens rockens instrumentarium var maskulint«.
Kvinder er ikke længere isolerede fra deres mandlige musikkollegaer, og det er for længst slut med at stå i et baggrundskor og spejde ud mod scenekanten. Men der skal være en større bevidsthed hos musikbookerne, og der mangler stadig rollemodeller for kvinder i musikbranchen, mener Pia Rasmussen.
Læs kommentaren: Jazz fødes af mænd side 16.
