Læsetid: 3 min.

Mærkedage i det grundtvigske

Der er langt fra bønderne i Brem til erhvervsfolk på lederkursus. Der er især kulturel kapital til forskel, og spørgsmålet er, om danskerne nogensinde har været en ensartet, fasttømret gruppe?
1. august 2009

Jeg var i november måned til begravelse i Rødding frimenighed. Præsten var min gamle kollega Mette Gejl, som har været forstander på Krogerup Højskole i midt-00'erne, hvor hun afløste den radikale Søren Bald.

Min tante Anna From var død, 82 år gammel, på Rødding alderdomshjem. Hun var en landbokvinde med en fantastisk udstråling og viden. Anna havde været på Ryslinge højskole i 40'erne, hvilket var et af højdepunkterne i hendes liv. Hun drev sammen med min farbror en gård på 60 tønder land. Det havde de gjort med stort engagement i mere end 40 år. Min farbror var medlem af sognerådet for Venstre i Brændstrup ved Rødding indtil 1970 og formand for Brugsen i Rødding i en menneskealder.

Min fætter og kusiner har ikke overtaget gården. De er i stedet blevet akademikere. Min kusine Ellen er blevet agronom og økonom på Sjælland. Hun har sammen med sin mand, Asbjørn Børsting, købt et gods på Sydsjælland, hvilket ikke overrasker nogen. De penge, hun fik til konfirmation, købte hun et sprøjteaggregat for. Hun kørte herefter rundt og sprøjtede for bønderne på sin fars traktor. Hun havde en formidabel energi og sans for at tjene penge.

Hendes to søskende, Hanne og Niels, blev naturvidenskabelige kandidater og forskere på Århus Universitet. Og sådan er det gået utallige landbobørn i kølvandet på den velstandsstigning, som satte ind fra omkring 1957. Bønderbørnene valgte de natur- og samfundsvidenskabelige uddannelser, uagtet de kom fra grundtvigske miljøer.

Højskolesang og taler

Landsbyen Brem, som min fars familie kommer fra, var fyldt med kulturel kapital i modsætning til den missionskprægede naboby Brændstrup. Brem-bønderne kunne deres danmarkshistorie, litteratur og kristendom. De var selvbevidste. Her sang man efter højskolesangbogen og holdt taler, når der var en god anledning hertil. Hele det grundtvigske miljø i Rødding og omegn var ambitiøst. De så det som en udmærkelse, at deres børn klarede sig godt på universiteterne og i næringslivet.

Min fætter og kusiner er 'tørre' naturvidenskabsfolk. Men de er alligevel fortrolige med det grundtvigske. De er stadig levende optaget af alle de humanistiske sider af tilværelsen. Til mindehøjtideligheden for deres mor på Hotel Rødding sang de, så loftet løftede sig, samtidig med at de med engagement i pauserne kunne fortælle om den seneste skønlitterære bog, de havde læst.

I 90'erne, da jeg var beskæftiget med at uddanne ledere i erhvervslivet, erfarede jeg, at danske ledere var utroligt endimensionelle i kulturel forstand. Her læste man ikke litteratur. Man var totalt fremmed over for de humanistiske sider af tilværelsen. De var operationelle, dygtige ledere, men de manglede i forbavsende grad kulturel kapital. Derfor blev der op gennem 80'erne og 90'erne investeret millioner af kroner i human ressource på lederuddannelserne. Erhvervslivet havde nemlig opdaget, at kulturel kapital var af betydning for udviklingen af virksomhederne.

Det er denne kulturelle kapital som den nuværende borgerlige regering negligerer i uddannelsespolitikken. Vi står derfor med en akademisk almue, som har mindre udsyn, end den grundtvigske bonde fra Thy har.

Grundtvig og Calvin

Det grundtvigske Brem-miljø i Rødding lignede på mange måder det calvinske miljø, som hollænderen Geert Mak reflekterer over i mesterværket Min fars århundrede (Tiderne Skifter, 2009).

Det grundtvigske miljø var dog mere glædesorienteret end det calvinske miljø, som Mak beskriver. Men kravene til børnene var identiske. Man skulle gøre sig umage. Pligten og anseelsen var i zenit. Man skulle ikke spilde sine talenter. Man havde pligt til at gøre sit bedste. Man var grundlæggende mere konservativ end moderne. Man foragtede det smarte og københavnske. Det blev betragtet som overfladisk.

Den hollandske calvinisme, som Geert Mak beskriver, var som sagt ligeså konservativ som det grundtvigske. Men da det endelig gjaldt, var calvinismen i Holland paradoksal nok rygraden i den hollandske modstandsbevægelse. Det var her, man sagde fra, da nazisterne implementerede folkemordet på jøderne.

Modstanden kom ikke fra de frigjorte bymennesker, men fra de reaktionære calvinister.

Det hollandske samfund var, som det danske, langt op i 1960'erne og 70'erne delt op i en række søjler, som indbydes ikke havde noget med hinanden at gøre. Calvinisterne havde deres egne skoler, universiteter, aviser og politiske partier. Det havde katolikkerne og socialdemokraterne også.

Hollænderne har således, ifølge sociologen Geert Mak, aldrig været et homogent, nationalt samfund.

Spørgsmålet er, om vi danskere har været det. Jeg tror det ikke. Vi består af en række kultursegmenter, som har levet uafhængigt af hinanden i generationer. Det er først nu, hvor danskheden er blevet udfordret, at vi for alvor har opdaget, at vi ser forskelligt på udfordringer, hvilket Muhammed-konflikten afslørede med al tydelighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Kultur bruger vi til at skabe orden og forklaringer på de ellers kaotiske livserfaringer således, at vi ved hjælp at kulturen kan orientere os i det sociale rum, og kommunikere gennem sociale relationer.
De selvbevidste bønder i Brem, og deres missionske kollegaer i Brænderup, samt de tilsyneladende kulturløse erhvervsfolk i 90´erne – har hver deres kulturelle kapital. Hvorvidt dette kulturelle kapital er anvendeligt, og gavnligt afhænger af, om indholdet svare til betydningen, af den herskende klasses kulturelle betydninger.
Jeg tror, at den selvbevidsthed Brem bønderne fik gennem grundtvigianismen bidrog til en frigørelses proces, fra godsejer vældet. Medens den selvbevidsthed som Brænderup bønderne kunne, spejle sig i gennem missionen, skabte spejlbillede af, et bundet individ. Bondestandens udvikling var historisk bestemt til, at udvikle sig sammen med godsejerne, det lavede den grundtvigianske bevægelse markant om på. Alt det er kendt, og kulturen skal man ikke undervurdere, alligevel tror jeg, at det er produktionsforholdene som har betinget muligheden, for de kulturelt adskilte bonde samfund. Således som Marx skriver om de franske bønder, at de levede under de samme forhold uden, at komme i mangeartet berøring med hinanden. Alligevel udgjorde de en klasse og det er noget jeg savner i Thue Kjærhus analyse, nemlig erkendelsen, af de sociale klassers tilstedeværelse i det danske samfund, op gennem århundredet. Med de gode bønders livsverden som erkendelses omdrejningspunkt ender Kjærhus uundgåeligt i en forståelses, af samfundet, som bestående af adskilte kultursegmenter. Det er Grundtvigs romantiske stænder samfund der brænder igennem; men kultur er ikke andet end den overbygning, vi rejser oven på de økonomiske samfunds strukturer. Klassesamfundet med alle dets interesse konflikter, var drivkraften i den periode som Kjærhus beskriver, hvor også en ny klasse stormede frem – arbejderklassen! De havde også deres kulturelle overbygning, hvori de spejlede sig selv, og genkendte sig selv. Den overbygning hedder velfærdssamfundet.

@Oreskov

Der var og er faktisk store rødrevolutionære potentialer indbygget i ( også ) Grundtvigianismen:
Når en ellers spredt landboungdom samles på
højskolerne skete det jo- og vil ske - at når de så er så fysik tætte på hinadnen - da frembringer de og udveksler oprørske tanker og handlinger der ( formodentlig ? ) rækker videre end kun det oprør Grundtvig havde tænkt sig.

Ved ikke lige om Grundtvig var dum eller hyklerisk når han rettede denne kritik imod os røde:

"Det er menneskene selv der er hovedsagen"

For det er jo netop udfra ønsket om VOR størst mulige frihed, at vi ( byalmuen: proletariatet ) bestræber os på at få frembragt fælleseje til de vigtigste af samfundet's produktionsmidler.

@Oreskov

Det er nu heller fordi at ALLE landmænd er HELT håbløse - der er temmeligt mange af dem der mumler noget om:

At: I bankerne burde nationaliseres.

@Oreskov

Men lige p.t. ser det hele lidt håbløst ud, for man kan jo ane af folk flest foretrækker at fremfor Stalin foretrækker de så dog alligvel hellere at: Al det med penge o.lign. bliver styret af horoskoper.

Thomas Ole Brask Jørgensen

Nu gik jeg eller her og troede, at nationalisering af bankene var en kongstanke hos venstrefløjen.

Vi skal betale skat men vi skal også lade staten låne os vores skattekroner.

@Thomas Ole Brask Jørgensen

"Nu gik jeg eller her og troede, at nationalisering af bankene var en kongstanke hos venstrefløjen."

Det ER det da.

Måske udtrykte jeg mig for uklart; det der blev forsøgt påpeget er: At OGSÅ mange venstrebønder
nu er så tilstrækkeligt "mørgjorte" at også de synes:
At nationalisere bankerne - det er ikke det værste der kan ske.