Læsetid: 10 min.

Manden, der tog så frygtelig fejl

Under Anden Verdenskrig kortlagde han, hvordan man mest effektivt kunne bombe Japan. Under Vietnamkrigen kaldte man ham for krigens hovedarkitekt. Resten af sit liv brugte han på at bekæmpe fattigdom i verden. Den kontroversielle statistiker, direktør for Ford, forsvarsminister og Verdensbankpræsident Robert S. McNamara blev 93 år
Vietnamkrigen. »Vi tog fejl, vi tog frygtelig fejl,« skriver USA's tidligere forsvarsminister Robert S. McNamara i sin erindringsbog fra 1999. Her er han fotograferet i en helikopter under et endagsvisit i Vietnam hos de amerikanske tropper den 18. juli 1965.

Vietnamkrigen. »Vi tog fejl, vi tog frygtelig fejl,« skriver USA's tidligere forsvarsminister Robert S. McNamara i sin erindringsbog fra 1999. Her er han fotograferet i en helikopter under et endagsvisit i Vietnam hos de amerikanske tropper den 18. juli 1965.

Sstg R. W. Savatt

11. juli 2009

Man så ham gå rundt i Washingtons gader i udtrådte løbesko og med skjorteskørtet blafrende i vinden. Frem og tilbage mellem kontoret tæt på Det Hvide Hus og sit hjem. Man sagde, han lignede en hjemsøgt mand. Robert Strange McNamara, som er blevet kaldt det 20. århundredes mest indflydelsesrige forsvarsminister, gik de sidste år af sit liv med bøjet ryg og et fjernt blik.

Men Robert S. McNamara, der døde mandag 93 år gammel, indrømmede aldrig virkeligt, hvor meget hans egen samvittighed tyngede ham. Det lå snarere mellem linjerne. Han var USA's forsvarsminister fra 1961 til 1967 - først under præsident John F. Kennedy og siden under Lyndon B. Johnson. Det var i Vietnamkrigens første kritiske år. Dengang blev hans job kaldt det sværeste i Washington, og McNamara, der var en mester i systemanalyse og løste gigantproblemer ved at vende og dreje hver eneste lille detalje, var kontroversiel. Han var perfektionist, havde svar på alting, forberedte sig i fire timer, hver gang han skulle vidne en enkelt time i Kongressen. Kritikere kaldte ham en bedrager, en IBM-computer med ben, en arrogant diktator. Fordi han i de år var med til at træffe nogle af de skæbnesvangre beslutninger, der skruede USA dybere og dybere ind i Vietnams krigshelvede.

»Folk siger, du aldrig har taget fejl, har du nogensinde taget fejl, sir?« bliver han spurgt i et gammelt sort-hvidt tv-klip. »Oh, yes,« siger han og smiler. »Jeg har ikke tænkt mig at fortælle dig hvornår, men i utallige tilfælde.«

I 1964 kaldte demokraten senator Wayne Morse fra Oregon Vietnamkrigen for 'McNamaras krig'. McNamara protesterede ikke. »Jeg er glad for at blive identificeret med den, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for at vinde den,« svarede han.

Men var det hans skyld, at 58.000 amerikanske soldater og mere end en million civile vietnamesere mistede livet i Vietnam? Var det hans skyld, at 100.000 japanere i Tokyo alene - mænd, kvinder og børn - brændte ihjel under de amerikanske bombardementer under Anden Verdenskrig? Var McNamara med det karakteristiske tilbageslikkede hår og de uindfattede briller en ubarmhjertig høg? Eller var han en engageret medborger, der gjorde sin pligt? En hensynsløs krigsherre - eller en teknokrat, der aldrig rigtigt forstod de moralske konsekvenser af sine handlinger?

Fornuft redder os ikke

»Vi tog fejl, vi tog frygteligt fejl«, indrømmer han i sin erindringsbog In Retrospect: The Tragedy and Lessons of Vietnam fra 1995. Krigen blev hans personlige mareridt. Det var det, han blev kendt for, den overskyggede alt andet.

»Han sagde altid 'vi', aldrig 'jeg', men han sagde det,« skriver filminstruktøren Errol Morris, der i 2003 vandt en Oscar for The Fog of War: Eleven Lessons from the Life of Robert S. McNamara, på sin blog dagen efter McNamaras død. »Det kan godt være, det ikke var nok for mange mennesker, men det var en umiskendelig indrømmelse af at have taget fejl. Men hvordan siger du undskyld for historien?«

Folk blev rasende over McNamaras vage undskyldning. The New York Times skrev i 1995 i en omstridt leder, at undskyldningen ikke må resultere i, at McNamara undgår livslang moralsk fordømmelse fra sine landsmænd: »Må han dog i hvert eneste stille øjeblik høre den uafbrudte hvisken fra de stakkels drenge, der deling for deling døde i det høje græs til ingen verdens nytte. Det, han tog fra dem, kan ikke blive tilbagebetalt med en simpel undskyldning og tørre tårer tre årtier senere.«

Nogle år forinden var han blevet genkendt på en færge. Manden, der havde genkendt ham, prøvede at kaste ham over bord. »Jeg ville konfrontere ham med krigen,« sagde han. McNamara sagsøgte ham aldrig.

Måske kan man se tiden efter forsvarsministeriet som én lang undskyldning på trods af, at han selv benægtede det. I 1968, kort efter at han forlod forsvarsministeriet, blev Robert McNamara præsident for Verdensbanken, hvor han sad i 13 år.

»Han prægede banken som ingen før ham. Han kom med en fast tro på, at udviklingslandenes problemer kan løses,« skriver Verdensbanken i sin biografi om ham. Han blev kaldt 'Vestens samvittighed', fordi han ufortrødent forsøgte at overbevise industrilandene om at afsætte mere kapital til udviklingslandene. I 1999 udgav han Argument Without End: In Search of Answers to the Vietnam Tragedy . Det var, som om proppen var gået af ham, som om han prøvede at indhente 20 års tavshed. Han blev indædt atomvåbenmodstander. Som han sagde i The Fog of War :

»Det var rent held, der forhindrede en atomkrig: Kennedy, Castro, Khrushchev, de var alle rationelle. Rationelle individer var tæt på at ødelægge deres nationer. Og den fare eksisterer i dag.«

Det var McNamaras læresætning nummer to: Fornuft redder os ikke. Det var blevet åbenlyst for ham under Cubakrisen og optrapningen af Den Kolde Krig efter amerikanernes mislykkede invasionsforsøg i Svinebugten.

»Vi var så tæt på en atomkrig,« siger Robert McNamara i filmen og bruger tommel- og pegefinger til at vise hvor tæt.

»Den vigtigste lektie, Cubakrisen har lært os, er, at kombinationen af menneskelig fejlbarlighed og atomvåben vil ødelægge nationer. Er det ret og rimeligt, at der i dag eksisterer 7.500 atomare sprænghoveder, og 2.500 af dem kan blive aktiveret i løbet af 15 minutter, hvis en enkelt person beslutter sig for at gøre det?«

Da han trak sig tilbage fra Verdensbanken blev McNamara ved med at arbejde intenst som en kraftfuld énmands-tænketank for at løse verdens problemer. Han har mange gange kritiseret Bush-administrationen for at gå ind i Irak.

»Hvorfor talte du ikke imod Vietnamkrigen, efter at du forlod Johnson-administrationen?« spørger Errol Morris i The Fog of War . Hvorpå McNamara svarer: »Jeg siger ikke mere, end jeg har sagt. Det er den slags spørgsmål, der giver mig problemer. Du ved ikke lige så meget, som jeg gør, om hvor betændte mine ord kan virke. Mange mennesker misforstår krigen, misforstår mig. Mange tror, jeg er et dumt svin.«

51 procent af Tokyo

Da McNamara i 1961 som 44-årig blev spurgt, om han ville være USA's ottende forsvarsminister, sagde han: »Det er absurd, jeg er ikke kvalificeret«.

»Jeg tror heller ikke, der findes nogen skole for præsidenter,« svarede præsident Kennedy, der kaldte McNamara den skarpeste mand, han nogensinde havde mødt. Han manglede erfaring, det var rigtigt nok, men at han var lynende intelligent, var der fra begyndelsen ingen tvivl om. Han kæmpede sig vej til Washingtons magtcentrum fra sin beskedne opvækst i San Francisco. Hans far, der var søn af irske immigranter, var skotøjsforhandler. Og McNamara ville være den bedste.

»Jeg kan huske, at der i første klasse var en lærer, der altid satte os efter, hvordan vi havde klaret vores test. Den bedste sad altid i første række til højre for læreren. Jeg arbejdede min røv i laser for at sidde der,« siger McNamara i The Fog of War .

Han ville studere i Stanford, men familien havde ikke råd. I stedet læste han økonomi, matematik og filosofi på Berkeley og fik i 1937 sin eksamen med hæder, hvorefter han fik et stipendium til at studere en master i Business Administrations på Harvard.

»De afgørende øjeblikke i min uddannelse var kurserne i filosofi og matematik. Etikkurserne tvang mig til at danne et værdigrundlag, og at studere logik gav stramhed og præcision til min tænkning.«

Han tog et job hos Price Waterhouse Coopers, inden han i 1940 begyndte at undervise på Harvard. Samme år blev han gift med sin gymnasiekæreste Margaret Craig. Hun sagde: »Jeg bliver nødt til at vide, hvad S'et i dit mellemnavn står for«. »Det er Strange,« sagde han. »Det ved jeg godt,« svarede hun. »Men hvad er det?«

Samme år fik de deres første barn. »Det var den lykkeligste tid i vores liv,« fortæller han i filmen. De levede lykkeligt, men beskedent. Hver måned afbetalte de 10 dollar på det, fødslen havde kostet.

Så kom Anden Verdenskrig. Robert McNamara havde dårlige øjne, så han blev ikke sendt i kamp. I stedet skulle han lede en afdeling, hvor han lærte unge officerer, hvordan man kunne effektivisere bombetogterne i den europæiske luftkrig ved hjælp af statistiske metoder. Det handlede om at effektivisere. Hvor mange fly, hvor meget ammunition, hvor mange fly afbrød deres missioner og hvorfor? Han tjente under general Curtis Le May. Le May var brutal. Det amerikanske luftvåben bombede Japan og ødelagde 51 procent af Tokyo, 58 procent af Jokahoma, 40 procent af Nagoya. Man kunne blive ved.

»Vi brændte 100.000 japanske civile ihjel i Tokyo alene. Mænd, kvinder og børn,« siger McNamara i The Fog of War og kommer til læresætning nummer fem: Proportionalitet burde være en rettesnor i krig.

»At slå 50-90 procent af japanerne ihjel i 67 japanske byer og så bombe dem med to atombomber er ikke proportionalt med de mål, vi prøvede at opnå, ville nogle sige. Er det rimeligt at brænde 100.000 civile ihjel på en nat? Le May sagde, at hvis vi havde tabt krigen, var vi alle blevet dømt som krigsforbrydere. Og jeg tror, han har ret. Vi opførte os som krigsforbrydere,« siger McNamara i filmen og spørger: »Hvad er det, der gør det umoralsk, hvis du taber og ikke umoralsk, hvis du vinder?«

Om Vietnam

Anden Verdenskrig drev over. Kort efter fik både Robert og Margaret McNamara polio. Han blev hurtigt rask, men hun lå på hospitalet i ni måneder, og lægerne troede ikke, hun nogensinde ville komme til at løfte et ben igen. For at kunne betale hospitalsregningerne begyndte han at arbejde for bilfabrikanten Ford, selv om han helst ville tilbage til Harvard. Det gik dårligt for Ford, og han og ni andre statistikere skulle få den skrantende bilfabrikant op i superligaen igen. Alle 10 gjorde karriere, McNamara mest af dem alle. Som den første uden for Ford-familien blev han i 1961 direktør for Ford Motor Co. Fem uger efter blev han ringet op. Om han ikke ville være forsvarsminister?

»Det her sted er en jungle,« sagde Robert McNamara, der var gået betragteligt ned i løn, om sit arbejde. Han begyndte at effektivisere Pentagon. Han havde ansvaret for 3,5 millioner mennesker, 2,5 millioner af dem i uniform. Det årlige forsvarsbudget var på halvdelen af USA's bruttonationalprodukt, det var højere end noget andet NATO-lands samlede BNP. Og USA var allerede dybt involveret i Vietnam. John F. Kennedy mente, at hvis USA ikke engang kunne beskytte en lille asiatisk nation fra kommunisterne, ville den vestlige verdens troværdighed blive fuldstændig undermineret. Han troede på dominoteorien; at hvis kommunisterne vandt i Vietnam, så ville alle omkringliggende lande falde en for en. McNamara mente, at det bedste ville være at lave en plan for tilbagetrækning. I løbet af to år skulle alle amerikanske soldater være ude af Vietnam. I stedet eskalerede krigen. I løbet af de næste år blev forsvarsbudgettet næsten fordoblet fra 48,8 milliarder dollar til 74,9.

I 1963 blev John F. Kennedy myrdet i Dallas, og Lyndon B. Johnson tog over. Et år efter Johnsons tiltrædelse var antallet amerikanske soldater i Vietnam fordoblet. Året efter var antallet firedoblet. Der blev kastet to til tre gange så mange bomber over Vietnam, som amerikanerne smed under hele Anden Verdenskrig.

»Det var en total misforståelse. De (vietnameserne, red. ) troede, at vi havde erstattet franskmændene som en kolonimagt, at vi ville bruge Nord- og Sydvietnam i forhold til vores koloniale interesser - hvilket er absurd. Og vi så Vietnam som et element i Den Kolde Krig. Vi så det ikke, som de så det, nemlig som en borgerkrig,« siger Robert McNamara i The Fog of War . De havde ikke sat sig ind i modstanderen, indrømmer han. De så ikke, hvilke interesser de havde, og hvorfor de gjorde det.

Udadtil forsvarede McNamara krigen. Indadtil blev han mere og mere i tvivl.

Folk begyndte at protestere. I en juleferie, hvor han var ude at spise frokost med sin kone, kom en af de andre gæster hen til deres bord og skreg: »Du er en babymorder, du har blod på hænderne.«

I november 1967 skrev han et fortroligt notat til præsident Johnson. Han tvivlede på krigen, på at de gjorde det rigtige, skrev han. Han modtog aldrig noget svar. Der opstod rygter om, at McNamara var ved at gå ned med stress, at han var blevet neurotisk. Nogle uger efter annoncerede Johnson, at McNamara var blevet valgt som ny præsident for Verdensbanken.

»Følte du, at du bare var et instrument uden kontrol?« spurgte Errol Morris i The Fog of War . Robert S. McNamara svarer: »Jeg følte, at jeg tjente en præsident, som var valgt af det amerikanske folk. Det var mit ansvar at hjælpe ham. Det var i folkets interesse.«

Så hvordan skal vi huske Robert McNamara? Hvem var han, spørger Errol Morris i sin blog: »Det er umuligt at se ham som en, der var ubevidst om sin egen rolle i Anden Verdenskrig og i Vietnam. Men det, han gav os, var hans kamp for at forstå meningen med det, han havde gjort. Vi så ham kæmpe med historien.«

Kilder: The Independent, The New York Times, Der Spiegel, Washington Post, The Fog of War

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arash Sharriar

Vi opførte os som krigsforbrydere,« siger McNamara i filmen og spørger: »Hvad er det, der gør det umoralsk, hvis du taber og ikke umoralsk, hvis du vinder?«

Der er ingen forskel! Det var umoralsk, og vil altid være det. Så længe lande begår krigsforbrydelser, og ikke angrer over dem, er der ingen "tilgivelse" fra min side.

- Arash

Claus Oreskov

Det er altid farligt når mænd som McNamara tilstår historiske fejltagelser, for sammen med indrømmelserne, følger ofte nye tilsløringer, nye løgne. McNamare siger f.eks. at det er absurd at tro at USA's tilstedeværelse i Vietnam skulle hænge sammen med koloniale interesser. Her lyver han stort – for var der noget der styrede USA's interesse i krigen om Indokina så var det koloniale interesser. Noam Chomsky kalder da også USA's krig i Indokina for imperialistisk og han skriver i bogen ”Amerikas krig mod asien”: ” Det altoverskyggende mål for den amerikanske politik har været at opbygge et system af samfund, der er åbne for fri økonomisk intervention fra private forretningsliv”. Her er hele forklaringen på myrderierne i Vietnam. Et persperktiv som også Bertrand Russell vender tilbage til igen og igen. Se f.eks. hans bog ”Krigsforbrydelser i Vietnam”. I denne bog skriver Russell: ” Det står nu pinefuld klart, at den amerikanske imperialisme ikke kan overtales til at standse sine grusomheder. Hvor som helst der findes sult, hvor som helst der findes et udbyttende tyranni, hvor som helst mennesker bliver tortureret og masserne overladt til at rådne op under vægten af sygdom og sult, stammer den magt, som holder folket nede, fra Washington”.
Den skønlitterære forfatter Graham Greene var måske den der klarest gennemskuede USA's imperialistiske interesser i Vietnam – som det fremgår af romanen ”The Quiet american” (På dansk ” Den Stilfærdige Amerikaner” Steen Hasselbalchs Forlag 1965). Bogen udkom samtidig med, at USA overtog Frankrigs koloni krig i Vietnam, og på en måde var bogen en profeti om, hvad der var i vente. Graham Greene beskriver hykleriet bag spillet om Indokina, og han skriver lidenskabeligt om CIA´s infiltrationer, og terror handlinger som man fik hængt vietcong op på – for derefter at skride til voldshandlinger, legitimerede af vietcongs dito. Jeg har læst denne bog mange gange, og vil anbefale den på det varmeste – fordi den giver et godt billede af USA's rolle, i efterkrigstidens verden som global kolonimagt.

Morten Børre Nielsen

Claus Oreskov. Tak! Du sætter fingeren på ting, der er grusomt oversete. Tænk, om man blot kunne erobre nok af mediediskursen til at amerikansk imperialisme kunne blive et diskuterbart emne, frem for som nu et satirisk cue-card for typer som Clement Kjærsgaard eller Hella Joof, der vil fremmane "vore forældres excesser".

Lars Peter Simonsen

Ja, den amerikanske imperialisme er den største trusel mod menneskeheden, sammen med kapitalismen som er den næststørste.Eller er det omvendt?

Erik Karlsen

Til Claus Oreskov:
Fordi McNamara siger noget andet eller har en anden holdning til årsagen til USA´s engagement i Vietnam end de fleste andre, er det ikke nødvendigvis et udtryk for, at han lyver.
Det kan jo være, at han virkelig tror/mener det, eller også har han en anden måde at fortolke det koloniale begreb.

Jeg tillader mig at citere Torben Laurbergs indlæg fra Informations anden artikel om McNamara:

http://www.information.dk/197092

"MR. GULF OF TONKIN. Ligesom falsk flag operationen ’9/11’ for flere år siden snød hele verden og sendte amerikanerne ud i to angrebskrige, så var Vietnam-krigen baseret på McNamara’s falsk flag operation, ’Gulf of Tonkin’, som militære generaler siden har indrømmet, var en konstrueret begivenhed skabt for at etablere og skabe krig til gavn for økonomien.

Krigsforbryderen McNamara blev manden til at give grønt lys for at sende ærlige mænd ind i Vietnamkrigens kødhakkemaskine.

Vietnam-krigen blev – præcist som tilfældet er i dag med Irak- og Afghanistan-krigen - designet til at aldrig tillade USA at vinde. Krigen skulle opretholdes. Undersøges de militære kontrahenter og selskaber, som støttede McNamara’s krigsmaskine i Vietnam, springer det i øjnene, at de store indtægtsnydere af Vietnam-krigen var Boeing, Northrop, General Dynamics, Textron, Bell Helicopter, Raytheon og General Electric.

Analogt er de største indtægtsnyderne af Afghanistan-krigen og Irak-krigen kooperativerne Halliburton (som Dick Cheney var C.E.O. før han i 2000 pegede på sig selv som videpræsident), Unocal og Carlyle Group. Intet nyt.

Historien gentager sig med nye forbrydere på banen.

Men hvori bestod McNamara’s falsk-flag-krigsforbrydelse, som han på sine gamle dage pralede med i offentligt lys?

Den 2 august 1964 angreb tre nord-vietnamesiske torpedobåde den amerikanske destroyer USS Maddox.

Bådene affyrede angiveligt torpedoer mod det amerikanske skib i internationalt farvand i Gulf of Tonkin, omkring tredive miles væk fra Vietnam kyst. Den 4 august rapporterede US Navy et andet uprovokeret angreb på USS Maddox og USS Turner Joy.

Inden for timer beordrede præsident Lyndon B. Johnson et gengældelsesangreb iværksat.

Som grundlag for, at nord-vietnamesiske torpedo både blev bombet, gik Johnson på tv og fortalte Amerika: "Gentagne voldshandlinger mod de væbnede styrker i USA må modtages, ikke kun med forsvaret, men også med et positivt svar. Dette svar bliver givet, mens jeg taler her i aften."

Den næste dag forsikrede forsvarsminister Robert McNamara Capitol Hill, at Maddox kun havde været "en rutinemaessig mission af den type, vi udfører i hele verden på alle tidspunkter."

McNamara sagde de to skibe på ingen måde var involverede i de seneste syd-vietnamesisk båd razziaer mod nord-vietnamesiske mål.

På Johnson's anmodning godkendte Kongressen the Gulf of Tonkin Resolution.

Resolutionen præ-godkendte alle militære aktioner, som Johnson ville tage. Det gav præsident Johnson en fribillet til at føre krig i Vietnam i så stort et omfang, som han ønskede. Og tro mod sine Texas rødder fik en stor krig: I 1969 blev over en halv million amerikanske tropper sendt til Indokina.

Trods McNamara's vidnesbyrd om det modsatte ydede USS Maddox støtte til syd-vietnamesiske skibe, der foretog razziaer mod Nord-Vietnam.

Men McNamara havde også aflagt vidnesbyrd om, at der var et "uforlineligt bevis" på et "uprovokeret" angreb nummer to mod USS Maddox.

Faktisk fandt det andet angreb aldrig sted.

På tidspunktet for den anden hændelse fejlfortolkede de to amerikanske destroyers radar og radio signaler og troede der var tale om et angreb fra den nord vietnamesisk marine.

Det er nu kendt, at ingen nord-vietnamesiske både var i området.

Så i to timer skød de to amerikanske destroyers løs på ikke-eksisterende radar-mål og manøvrerede væk fra området for at undgå et angreb fra de nord-vietnamesiske "spøgelsesskibe".

Selv om det andet "angreb" kun involverede to amerikanske skibe, der forsvarede sig mod en ikke-eksisterende fjende, fik forsvarsministeren anvendt episoden til at tvinge Kongressen og det amerikanske folk til at starte en krig, de hverken havde ønsket eller brug for.

Efter at Vietnam-krigen udviklede sig til en sump, besluttede Kongressen at sætte grænser for præsidentens beføjelser vedrørende krigsførelse.

Således stækkede Kongressen den 7 november 1973 præsident Nixon's indflydelse og indførte en resolution kaldet War Powers Resolution.

Resolution fordrer, at præsidenten konsulterer Kongressen før der træffes en afgørelse, der engagerer det amerikanske militær i fjendtligheder. Nok er falsk-flag-krigsforbryderen McNamara ikke længere iblandt os, men McNamara resulterede indirekte i, at War Powers Resolution gælder stadig den dag i dag.

Desværre er ’War Powers Resolution’ truet at et ”Martial Law dekret” udstedt af George W. Bush kort før han overlod præsidentembedet til Obama.

Bush’s ”Marshal Law dekret” betyder nemlig, at den til enhver tid siddende præsident kan tilsidesætte kongressen – og dermed reelt gøre sig selv til diktator - i tilfælde af en undtagelsestilstand forårsaget af statsbankerot, pandemi eller terrorisme. Præsidenten bestemmer i så fald selv, hvornår undtagelsestilstanden ophører.

McNamara’s falsk flag operation ’Gulf of Tonkin’ resulterede i 58.000 amerikanske soldaters død, mens 3 millioner vietnamesere mistede livet, 2 millioner blev såret og 300000 savnet.

Ingen savner vel McNamara, endsige en ny falsk flag operation til kickstart af en Iran-krig."

Mads Kjærgård

"eller en teknokrat, der aldrig rigtigt forstod de moralske konsekvenser af sine handlinger?" Tja beskriver ret mange politikere og er dækkende for flere og flere efterhånden som årene går. Men fandens fin artikel.

Robert McNamara:

”Vi opførte os som krigsforbrydere (…) Hvad er det, der gør det umoralsk, hvis du taber og ikke umoralsk, hvis du vinder?”

Det samme spørgsmål kunne man jo passende stille, når det gælder krigene i Irak og Afghanistan. Man kan ikke ofte nok stille spørgsmålet om, hvor længe vi skal vente på at oppositionen, medierne og den danske offentlighed stiller den forhenværende danske statsminister til ansvar for sine ugerninger i forbindelse med det militære overfald på Irak, subsidiært at statsministeren bliver udleveret til retsforfølgelse i udlandet?

Den Internationale domstol i Haag har i de senere år haft travlt med at dømme krigsforbrydere fra det tidligere Jugoslavien og Afrika. Det ser dog ud til at domstolen har et blindt øje, når det gælder ledere fra de rige lande i Vesten.

Bush, Blair og Fogh har startet en ulovlig angrebskrig mod Irak og besættelsesmagten har i den sammenhæng systematisk anvendt tortur, begået massakrer mod civilbefolkningen og anvendt ulovlige kemiske våben. Fogh & Co. har startet en blodig og beskidt borgerkrig i Irak, som ingen i øjeblikket kan se en ende på. En nyere undersøgelse viser, at der siden krigens ophør er blevet dræbt mere end en halv million irakere.

Bevismaterialet mod statsministeren og hans kammerater er ganske overvældende, og det burde være en formssag at få dem dømt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Lad os håbe at retfærdigheden snart sker fyldest!

Mikkel Kaels:

"Hvor mange gange har du tænkt dig at copy paste det samme indlæg Per Thomsen?"

Så mange gange som det er nødvendigt, for at få Anders Fogh Rasmussen dømt ved den Internationale domstol i Haag for sin medvirken til krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden...