Mytteriet på Touren

Det er en ubetydelig historie, at Fabian Cancellara fra det danske hold Saxo Bank med smallest mulige margin bevarede den gule trøje.

Om han kører i den en dag mere eller mindre vil være glemt om en uge af andre end ham selv og hans nærmeste, men det ville have været en fantastisk historie hvis den syvfoldige vinder af løbet, Lance Armstrong, havde kunnet trække den over hovedet i går - fire år efter at han sidst var klædt i den.

En pensionist på podiet. En mand som havde trukket sig fra sporten, mens han var helt på toppen, og som har helliget sig arbejdet for sin kræftfond, Livestrong, og som var ved at lægge an til en politisk karriere, hvis første station skulle være en kandidatur til guvernørposten i Texas.

Det er det for så vidt stadig. Blot udsat, som Armstrong frimodigt sagde det i det interview i det amerikanske magasin Vanity Fair, der i september sidste år offentliggjorde hans opsigtsvækkende beslutning om at cykle igen. For at bringe kræftsagen op på et højere politisk niveau, som han sagde dengang, og sikkert er det, at hans tilbagekomst og hans branding af sig selv og hans fond har fået millionerne til kræftforskning,- behandling og -forebyggelse at rulle ind i endnu rigere mål.

Medlidenhed vendt

Men hvis man så den besatte mand, der i går førte sit hold, Astana, til sejr i holdtidskørslen med de længste og hårdeste føringer, når terrænet var sværest, så må man gætte på et andet motiv end et uegennyttigt eller politisk.

Det var en mand, der har savnet adrenalinsuset, savnet at være den bedste til det han er så forbandet god til, savnet glæden ved at konkurrere og kicket ved at vinde. Det burde ikke kunne lade sig gøre at gøre comeback i verdens hårdeste cykelløb efter tre års pause fra løb og i en alder af nær 38.

Nok vinder han ikke Tour de France for 8. gang, det er jeg stadig nødt til at sige - med stadigt mere usikker stemme - men at køre sig i spidsen af løbet på en delt førsteplads med Cancellara er allerede nu så stor en begivenhed og historie, at han har vundet respekt og beundring i stedet for den medlidenhed der så ofte følger store mestre, når de forsøger et comeback i kapløb med alderen.

Astana var sammen Saxo Bank og de amerikanske hold Garmin og Columbia favorit til at vinde holdtidskørslen.

Men der var det løb i løbet, at Armstrong kunne køre sig i gult, hvis Astana slog Bjarne Riis' hold med mere end 40 sekunder. Hvilket på forhånd ikke lød særligt realistisk, men var en mulighed som Armstrong helt tydeligt forfulgte i sin animering af holdets kørsel.

Snedig og hensynsløs

At han blot var 40 sekunder fra trøjen skyldtes imidlertid en begivenhed som udspillede sig dagen forinden, hvor han med en blanding af snedighed og hensynsløshed havde bragt sig selv i en gunstig position i forhold til sin rival på holdet, Alberto Contador.

Da Lance Armstrong rakte venstre arm i vejret og med pegefingeren lavede en cirkelbevægelse i luften, var det en ordre. En ordre til sine hjælpere Popovitsj og Zubeldia om at lægge sig i front og køre med alt, hvad han havde, og dermed var det også en ordre til mytteri.

Det var i en uhyre dramatisk fase af etapen i mandags at Armstrongs lille gestus blev den af hidtil størst betydning i dette Tour de France. I minutterne før og med 32 km til mål var feltet blevet splittet, da vejen drejede 90 grader til højre, og fra modvind kørte rytterne ud i en pivende sidevind. Team Columbia med den danske sportsdirektør Brian Holm havde forberedt sig på den mulige sidevind på netop dette sted. Det lå allerede i front med fuldt mandskab for at arbejde for holdets sprinter, Mark Cavendish, men fanden tog ved dem, da de drejede ud i den vanskelige vind.

Fuldt tryk i pedalerne og kun de nærmeste bag dem og de mest opmærksomme kom med Columbias tog, da det kørte. Saxo Banks Fabian Cancellara i den gule trøje var en af dem efter en ekvilibristisk manøvre hen over grus og sten i en midterrabat for at skære den korteste vej i en rundkørsel, mens resten af det danske hold blev fanget bagude. Bjarne Riis bebrejdede bagefter sine ryttere, at de havde været uopmærksomme, mens man nu nok kan bebrejde ham selv og hans sportsdirektør Kim Andersen, at deres hjemmearbejde ikke var gjort lige så godt som Brian Holms.

Og som Lance Armstrongs. Han havde siddet langt nede i feltet det meste af dagen, men da Columbia gik i offensiven sad han lige bag dem med sine to hjælpere.

Dolk i ryggen

»Det kræver jo ikke nogen Nobelpris at vide, at man skal holde sig langt fremme, når der er risiko for sidevind,« kommenterede han det bagefter - og så fik han også med den bemærkning stukket til Alberto Contador, der på papiret og indtil videre er Astana holdets og Armstrongs kaptajn.

Contador havde været blandt de uopmærksomme, da feltet kørte ud i sidevinden, og blot 28 ryttere anført af Columbia øgede afstanden ned til sovetrynerne.

Det var, da Armstrong havde konstateret det med et blik bagud, at han rejste sig let fra sadlen og lavede sin cirkelbevægelse med pegefingeren. Det betyder, at nu kører vi med rundt. Det betyder, at nu tager vi del i arbejdet med at lægge endnu mere af stand til dem bagude.

Hvis man tidligere havde været i tvivl om den interne rivalisering på Astana mellem Armstrong og Contador, så skabte den diskrete fingerbevægelse fuldstændig klarhed. Den gamle, genopstandne amerikaner vil blæse på enhver loyalitet over for den unge spanier, der af de fleste regnes for favorit til at vinde Tour'en, og han vil falde ham i ryggen ved enhver opstået lejlighed med de midler, han nu har. Med erfaring, kløgt og tilsidesættelse af alle hensyn til andre end ham selv.

Armstrong havde i det første interne opgør tabt til Contador. Med en 10. plads på første etapes enkeltstart hverken brillerede han eller faldt igennem.

Langt fra fordums styrke syntes han dog at være, mens Contador med en 2. plads efter tempofænomenet Cancellara kørte blændende. Med sin lille fingerbevægelse og sit mytteri havde Armstrong taget andet stik hjem. På bekostning af den gode stemning ved middagsbordet.

Med Astanas sejr i holdløbet foran Garmin og Saxo Bank er freden ikke genoprettet. Rivaliseringen mellem Armstrong og Contador vil fortsætte med fornyet styrke trods høflige ord udadtil, og mens Cancellara nok må sige farvel til trøjen, når Touren rammer de første stigninger i morgen og på fredag, så vil den gale mand fra Texas ingen midler sky for at rage den til sig.