Baggrund
Læsetid: 3 min.

Operaens sommerlukning vækker harme

Udenlandske turister og jyder på sommerferie i København kan ikke se opera, skuespil og ballet på Det Kongelige Teater. Nationalscenen holder nemlig lukket frem til september. Meget problematisk, mener et flertal i Folketinget
Man kan godt tage havnebussen over til Operaen om sommeren, men man kommer ikke ind. Der er nemlig lukket - ikke engang forhallen slipper arkitektur- og operainteresserede turister ind i. Det er for dårligt, mener danske kulturpolitkere.

Man kan godt tage havnebussen over til Operaen om sommeren, men man kommer ikke ind. Der er nemlig lukket - ikke engang forhallen slipper arkitektur- og operainteresserede turister ind i. Det er for dårligt, mener danske kulturpolitkere.

Brian Bergmann

Kultur
17. juli 2009

Der er stort set tomt på pladsen foran Operaen i København. En jysktalende mor, der er på sightseeing med sin datter, har taget turen med havnebussen fra Nyhavn. Men de må sande, at de er gået forgæves - for Operaen er lukket. End ikke den flotte forhal med de berømte lamper kan de komme ind i. Og vil de se en forestilling, må de vente helt til den 6. september, når sæsonen starter igen. De nyder udsigten over havnen fra den menneskeforladte plads og tager den næste havnebus tilbage.

Daglige forespørgsler

De to turister er ikke de eneste, der er gået forgæves. Det fortæller udviklingsdirektør i Wonderful Copenhagen, Peter Rømer Hansen:

»Vi har flere daglige forespørgsler fra folk, der gerne vil se ballet eller opera. Der må vi så skuffe dem og sige, at Det Kongelige Teater holder lukket hele sommeren,« fortæller han. I alt holder Operaen lukket fra den 14. juni til den 6. september - altså næsten i tre måneder. Skuespilhuset havde revy frem til den 4. juli - og har forestilling igen den 29 august. Altså en sommerferie på knap to måneder.

Og det er ikke godt nok, mener Venstres kulturordfører, Ellen Trane Nørby:

»Det er meget problematisk, at Operaen og Skuespilhuset holder lukket to-tre måneder hen over sommeren, hvor de fleste holder fri. Det er et problem for turister fra både ind- og udland,« siger hun.

Samme holdning har Socialdemokraterne:

»Der burde være et program i Operaen og Skuespilhuset hen over sommeren,« siger kulturordfører Mogens Jensen. Han tænker specielt på de mange sommerturister fra provinsen, der via skatten er med til at finansiere nationalscenen:

»Der er mange fra Jylland og Fyn, der kommer til København om sommeren. Det er deres mulighed for at få en oplevelse i Operaen,« siger Mogens Jensen. I alt modtager Det Kongelige Teater godt en halv milliard kroner i årlig offentlig støtte.

Brand

Også de konservative lægger vægt på danskere i provinsen:

»Det er problematisk i forhold til folk fra den øvrige del af landet, som holder ferie i København og gerne vil i operaen,« siger Per Ørum Jørgensen og tilføjer:

»København spilder en oplagt chance for at give turisterne en endnu bedre oplevelse.«

En åben nationalscene vil også kunne forbedre Københavns ry og på sigt tiltrække flere turister, mener Peter Rømer Hansen fra Wonderful Copenhagen:

»Scenekunst er helt sikkert noget, der kan tiltrække turister. Der er et stort marked for kulturturisme, og mange af dem, der besøger København, er netop kulturinteresserede mennesker. Man ser også, at andre byer brander sig på klassisk kultur. Verona er et oplagt eksempel,« siger Peter Rømer Hansen. At man end ikke kan få lov til at komme ind i Operaen, nyde arkitekturen og drikke en kop kaffe i caféen, er ifølge politikerne grotesk:

»Det virker fuldstændig hul i hovedet, at der er lukket, så man ikke kan komme ind og se det. Den slags bygninger bør være åbne,« siger SF's Kulturpolitiske ordfører, Pernille Frahm. Venstre er enige:

»Mange opfatter Operaen som et kunstværk i sig selv. Det mindste, man kan forvente, er da, at man kan få lov til at komme ind og se bygningen,« siger Ellen Trane Nørby.

Ikke råd

Politikerne i Kulturudvalget har flere gange påpeget, at sommerlukningen er problematisk - og Det Kongelige Teater forklarer sommerlukningen med, at kun få ønsker at gå i teatret, når det er sommer. Det argument forstår Socialdemokraterne godt:

»Man skal selvsagt ikke spille for halvtomme huse hele sommeren. Det er en balancegang, og der skal være økonomisk fornuft i det. Men jeg synes, det er mærkeligt, at bygningerne skal stå fuldstændig tomme hele sommeren, og der ikke er aktivitet overhovedet. Om ikke andet bør man på forsøgsplan lave nogle forestillinger,« siger han. Det Kongelige Teater har også udendørs tilbud med opera og ballet i det fri. Men det er ikke tilstrækkeligt, mener Ellen trane Nørby:

»Det er fint, at der sommerballet og -opera ude i landet. Men det ændrer ikke på, at det er et problem, at en så stor kulturinstitution ligger øde hen hele sommeren.«

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Det Kongelige Teater.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her