Interview
Læsetid: 6 min.

En pensioneret lommetyvs historie

Sherman Powell levede, indtil han var 55 år som lommetyv, alfons, pusher, hjemløs og narkoman. Så lærte han at fortælle sin livshistorie, fik tre kreditkort og blev en del af samfundet
Efter pår i fængsel på grund handel med hårde stoffer havde han mistet alt. Livet tog en ny drejning, da han på et afvænningshjem for narkomaner fortalte sin utrolige livshistorie. Nu lever han af at fortælle den, men har aldrig sagt at han var alfons. Man bør ikke handle med mennesker, siger O.T, alias Sherman Powell, der bor på et lille værelse på en slags forsorgshjem i Harlem.

Efter pår i fængsel på grund handel med hårde stoffer havde han mistet alt. Livet tog en ny drejning, da han på et afvænningshjem for narkomaner fortalte sin utrolige livshistorie. Nu lever han af at fortælle den, men har aldrig sagt at han var alfons. Man bør ikke handle med mennesker, siger O.T, alias Sherman Powell, der bor på et lille værelse på en slags forsorgshjem i Harlem.

dy palmbeck

Kultur
27. juli 2009

Da Sherman Powell var 14 år løb han en dag ind til sin mor i huset i St. Louis, Missouri, hvor han voksede op, og sagde:

»Mor, jeg vil være lommetyv.«

Moren troede, han mente det for sjov og slog en høj latter op. Hun sagde, at det skulle han bare blive, så længe han huskede på, at hvad end han blev, skulle han sørge for at blive den bedste. Det blev Sherman Powell, O.T. - Old Timer, som han kaldes. Det betyder veteran, og det må man sige, den nu pensionerede lommetyv, alfons og pusher er. O.T har aldrig haft et legalt arbejde.

»En dag jeg spillede pool på en bar, kom en gruppe unge fyre ind. Jeg havde aldrig set nogen lignende. De havde jakkesæt, store diamantringe og guldkæder på. Smukke kvinder hang op ad dem. Jeg ville være præcis som dem,« siger O.T.

Han taler ud i én køre. Øjnene er klare, og der er ikke en rynke at spore i hans 62-årige ansigt. Han ligner ikke et menneske, der har levet det liv, han har.

I lære som lommetyv

Diplomerne fra de utallige afvænningskurser, O.T har gennemgået, hænger ved siden af hinanden på væggen på hans værelse på Addicts Rehabilitation Center i Harlem, Manhattan, hvor han har boet de sidste fem år.

Værelset er simpelt. En seng, en kommode og et lille bord er de eneste møbler. Det ligner alt andet end de luksushoteller, O.T boede på i 1970'erne, da hans karriere som tyv var på sit højeste.

O.T startede som stikirenddreng for en gruppe lommetyve, men blev samtidig oplært i tyveriets kunst af 'Den fede slange', som en af fyrene blev kaldt.

»Han købte et Batman-kostume til mig og et Superman-kostume til sig selv, og så gik vi maskerede rundt i byen og forsøgte at stjæle folks punge. Men vi vakte alt for meget opmærksomhed,« griner O.T, der havde lange og hurtige fingre. Den fede slange så muligheder i O.T's talent for tyveri og foreslog ham, at de skulle tage til New York sammen.

»Den fede slange sagde, at New York var et sandt mekka for lommetyve, og han havde ret. Det var et slaraffenland at gå rundt og stjæle på Grand Central Station,« siger O.T.

I New York stjal han for omkring 500$ om dagen og fik råd til at gå med diamantringe, køre i limousine og bo på luksushoteller.

Samtidig avancerede han mere og mere i gruppen af lommetyve og blev snart mesteren, der lærte de nye tyve op. I fængslet kom han også, men kun en måned ad gangen. Lommetyveri var ikke noget New Yorks politi tog særlig højtideligt.

»Det var det søde liv, jeg levede i 70'erne, men mere vil have mere,« siger O.T.

Erhvervet som lommetyv blev skiftet ud med titlen som alfons. Hostesaften tilsat kodin blev skiftet ud med heroin. Det var starten på O.T.'s nedtur.

Gensynet med familien

Midt i en sætning rejser O.T. sig op og vinker mig efter sig hen til sengen. Ved siden af den hænger en opslagstavle med billeder af O.T's familie, ham selv på turné med The Moth og de 15 børn fra Kenya, som han er fadder for.

På natbordet ved siden af sengen står hans mor indrammet, og over sengen hænger et billede af Jesus.

O.T finder et fotoalbum frem med billeder af hans familie. I 2005 mødte han dem igen efter 45 års adskillelse.

»Det var mig, der slog min mor ihjel. Ikke bogstaveligt, men hun fik et hjertestop, da jeg kom i fængsel. Det bebrejdede min søster mig og slog hånden af mig,« siger O.T.

»Min mors begravelse var forfærdelig. Jeg måtte ikke få håndjernene af for den betjent, der ledsagede mig, og jeg kunne høre, hvordan hele min familie hviskede om mig.«

I de 40 år, hvor O.T ikke så sin familie, savnede han dem.

»Selv om jeg levede et luksuriøst liv, blev jeg ved med at være deprimeret i perioder og tænke på min familie. I det miljø, hvor jeg var, havde jeg ikke venner. Alle var mod alle, når det kom til stykket,« siger O. T og giver sig til at forklare mig, hvem alle personerne i albummet er. Nu ser han dem en gang om året.

Forud for mødet med sin familie var der 15 år, hvor O.T ikke tænkte på andet end sit næste narkofix. Hans lejlighed var en bule, hvor folk kom og fixede, og de prostituerede, der arbejdede for ham, havde sex med deres kunder.

»Det gik galt, da jeg begyndte at sælge hårde stoffer. Når du gør det, skal du være parat til at gå med en pistol. Du skal være parat til at skyde et menneske, og jeg var for blød. Det endte med, at jeg blev narret til at sælge heroin til civile betjente,« siger O.T.

Da han kom ud af fængslet otte år senere, havde han mistet alt. Han startede igen som lommetyv, men hans afhængighed af heroin satte sine tydelige spor. O.Ts hænder rystede, og han kunne ikke fokusere nok til at stjæle.

»Det var ydmygende. Når vi i slænget mødtes for at aftale, hvem der skulle gå med hvem, var de andre på forhånd gået sammen to og to. Ingen ville gå med mig. De var bange for at blive taget. Det var de folk, som jeg havde været læremester for,« siger O.T, der i en årrække levede som hjemløs narkoman og i perioder boede på forskellige afvænningshjem. På ét af dem mødte han The Moth i 2002.

»At deltage i Moths workshops skånede mig fra det, som stofmisbrugere frygter mest af alt: fri tid. Instruktørerne på The Moth holdt min hjerne i gang, fordi de fik mig til at tænke på alle de historier, jeg havde,« siger O.T og griner.

»Pludselig var jeg en berømthed på grund af min historie. En dag var jeg i The New York Magazine på samme side som Tom Cruise.«

O.T rejser sig og henter en scrapbog fyldt med billeder af ham fra forskellige aviser.

»Min egentlig fortælledebut havde jeg på afvænningshjemmet i 2002. Det var den hårdeste prøve. Mænd på sådan et sted skåner ingen. Det var ligesom at have en koncert i Apollo Teateret. Hvis du ikke er en god sanger, er det en rigtig dårlig idé at spille dér. Du bliver buet ud. Men det gjorde jeg ikke. Mændene kunne lide min historie,« siger O.T.

Siden har O.T rejst rundt i hele USA og fortalt sine historier.

»Det bedste øjeblik på scenen er, når jeg kan mærke, at publikum lytter så intenst, at de vil følge med mig ligegyldigt hvor, jeg tager dem hen i min historie,« siger O.T. Han har ikke skammet sig over at fortælle sin livshistorie.

Han har heller ikke mødt modstand fra folk. Alligevel har han aldrig fortalt på scenen, at han var alfons.

- Hvorfor ikke?

O.T trækker på skuldrene og for første gang den sidste halvanden time stopper hans talestrøm.

»Man kan handle med mange ting, men man skal ikke handle med mennesker,« siger han og bliver stille igen. Lidt efter tilføjer han:

»Jeg har været nødt til at lægge min fortid bag mig. At lære at fortælle mine historier har hjulpet mig med det. Det lyder måske mærkeligt, for i mine historier taler jeg jo netop om min fortid. Men samtidig er jeg gennem historierne blevet en del af samfundet. I dag har jeg tre kreditkort! Det kunne jeg aldrig have haft i mit gamle liv.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her