Læsetid: 7 min.

Raskolnikov og Skt. Petersborgs ensomhed

Teaterscenen lever stadig stærkt i Skt. Petersborg, hvor zaren placerede et teater som centrum i sin nye by. Rapport fra en teatermetropol, hvor byens psykologi er gledet ind på dens scener
Raskolnikov fra Dostojevskijs 'Forbrydelse og straf' er måske Skt. Petersborg mest berømte, triste skikkelse. Her ses han til venstre med økse og marionetsnore i Kukolny Format Teatrets dukkefortolkning på Maly Teatret -· et af Skt Petersborgs vigtigste teatre, som sammen med Alexandrinskij Teatret (til højre) har fået en helt central plads i zar-byen.

Raskolnikov fra Dostojevskijs 'Forbrydelse og straf' er måske Skt. Petersborg mest berømte, triste skikkelse. Her ses han til venstre med økse og marionetsnore i Kukolny Format Teatrets dukkefortolkning på Maly Teatret -· et af Skt Petersborgs vigtigste teatre, som sammen med Alexandrinskij Teatret (til højre) har fået en helt central plads i zar-byen.

Chris Hammond

14. juli 2009

SKT. PETERSBORG - Fluen er lillebitte. Men den summer enerverende langs muren som et symbol på det eneste levende medvæsen, der interesserer sig for én i Skt. Petersborg. For Skt. Petersborg er byen, hvor kanalerne slynger sig mellem uendelige paladsrækker, og hvor arkitekturen holder mennesket på plads. Byen, hvis kunstnere blomstrer ud af byens menneskeskabte skønhed. Men også byen, hvis kunstnere går til grunde i samme perfekte ensomhedsramme.

Der er fluer ude i virkeligheden, og fluer inde i fiktionen. Netop denne flue er egentlig bare en dukke - en marionet i en teaterfortolkning fra 2007 af Dostojevskijs roman Forbrydelse og straf fra 1866. Den er direkte fløjet ind på Maly Teatrets lille scene, hvor Kukolny Format teatret spiller historien om Dostojevskijs ensomme storbyskikkelse.

Raskolnikov-dukken har triste øjne og ungdommelig hårlok, da irritationen over den svirrende flue svulmer op og resulterer i øksedrab på den forhadte pantelånerske. Raskolnikov-dukken vandrer langs endeløse husmure og kanaler i det symmetriske Skt. Petersborg, inden han kommer hjem og vasker sin lille dukkeøkse i et lille dukkevaskefad. Men mordet har antændt angsten i ham. Den lille økse forstørres pludselig og udskiftes med en stor skovhuggerøkse i rigtige mandehænder i et stort vaskefad. Men jo mere, hænderne vrider sig i vandet, desto rødere bliver det...

Peter og sumpen

Således viser også dette russiske teater, hvordan byen i sig selv skaber borgerens ensomhed. Siden Peter den Store besluttede sig for at bygge Skt. Petersborg i nogle sumpede enge i 1703, har byen været sin egen stolthed og spændetrøje. 'Petersborg' er ikke som noget andet sted, siger byens borgere, der i dag tæller de første fem millioner. Og netop fordi Skt. Petersborg er en konstrueret by, ses byens indflydelse måske særligt tydeligt i kunsten. Ikke mindst i scenekunsten.

Men hvad kan en flygtig teaterturist egentlig vide om Skt. Petersborgs selviscenesættelse, sådan blot efter et par dages tolkede omtumlen langs kanalerne?

I hvert fald at Skt. Petersborg hylder teaterkunsten med zardømmets anerkendelse af teatrets essentielle position blandt kunstarterne. Da zaren bestilte Aleksandrinskij-teatret 50 år efter byens grundlæggelse, var det ikke blot et spørgsmål om at skabe det mest imponerende teater - med lyseblåt, 'zarfarvet' interiør og siden 1836 anbragt i arkitekten Carlo Rossis klassicistiske, gule bygning. Nej, det vigtigste var næsten, at teatret blev placeret på den allerbedste placering i byen: I centrum. Det kan godt være, at Vinterpaladset, Peter-Paul Fæstningen og Skt. Isac Katedralen ligger centralt. Men Aleksandrinskijteatret ligger præcis i hjertet af Skt. Petersborg.

Revolution og stolerygge

Byens forhold til teatret understreges af chefdramaturg og leder af Alexandrinskij Teatrets Museum, Alexandr Chepurov. Han går med op bag zarens loge, hvor en foyer stråler i guld med udsigt ud over parken mod Nevskij-prospektet. Foyeren skulle være hemmelig, så alle dørene ud mod teatrets tilskuerkorridorer kom til at ligne almindelige fyldningsdøre. Kun på indersiden strålede guldet uhæmmet.

»Alexandrinskij Teatret kombinerede det oprindelige hofteater med det offentlige teater,« forklarer Chepurov. »Desuden var det almindeligt, at zaren belønnede dramatikerne og skuespillerne med gaver efter forestillingerne. Ifølge etiketten kunne han ikke give dem penge. Men i stedet var der et kontor på slottet, hvor de heldige kunne gå hen næste dag og veksle gaverne til penge«.

Teatrets mest legendariske premiere blev Vsevolod Meyerholds opsætning af Mikhail Lermontovs Maskerade i 1917. For da tilskuerne kom ud efter forestillingen, var revolutionen i gang.

»Alle kostumer og rekvisitter brændte under krigen,« fortæller Chepurov. »Det vil sige: Det sagde teaterdirektøren i hvert fald - og det har alle de respekterede kritikere sagt. Men for få år siden fandt vi ud af, at det havde været en bevidst løgn. I virkeligheden havde det hele været trygt gemt af vejen,« siger han og peger stolt mod ædelstenskåber og stålkårder.

Petersborgs-psykologi

Da Meyerhold-instruktøren Valery Fokin (født 1946) overtog posten som teaterdirektør for Alexandrinskij Teatret i 2003, var der 110 skuespillere i ensemblet. »Nu er ensemblet nede på 65 skuespillere. Fokin har også slanket repertoiret, så der nu kun er otte forestillinger i repertoiret,« forklarer Chepurov. »Samtidig har vi skabt et helt nyt ungdomsprogram, hvor vi lærer de unge at elske at gå i teatret«.

Og så charmer han videre rundt i teatrets gange, hvor teaterskolens scenografistuderende har en udstilling. Den russiske gadekulde er ikke til at overse i skitserne, der har effektive filtstøvletegninger; i Skt. Petersborgs teatervirkelighed er sne ikke bare konfetti.

Inde på teaterakademiet taler fjerdeårs-teatervidenskabsstuderende også om myterne om byens teater. Ensomhed er en del af Skt. Petersborg-mentaliteten, forklarer de samstemmende.

»Som instruktør er Valery Fokin optaget af Skt. Petersborgs psykologi. Og han har indført en 'ny akademistil', som han blander med den gammeldags spillespil,« forklarer den studerende Dmitri.

De studerende taler også levende om Maly Teatrets opsætning af Tjekhovs Platonov fra 1999. Instruktøren Lev Dodin (født 1944) har her skabt en meget musikalsk Tjekhov-fortolkning med stjernespil, der risler ned ad ryggen sammen med en masse vand. For her er selve scenerummet bygget op som et hus, der samtidig er en by - en totalscenografi med kanal og sø og druknedød i midten. Dette er livstræthed, der vil noget. Med rødder tilbage til Pushkins Eugen Onegin - og med en kynisme, der overhaler den franske og tyske romantisme med et enkelt svømmetag.

Proces og junglemod

Ellers er de unge mest interesserede i site-specific -teater rundt om i byen. Men der skabes ikke mange af den slags forestillinger. De unge scenekunstnere har svært ved at komme ind i det etablerede teatermaskineri, for i Rusland er teater fortsat en institutionskunstart. Så er der åbenbart mere gang i solofestivalerne med 'mono-dramaer'.

Respekten for teaterforestillingerne er lige så stor som den russiske respekt for selve skabelsesprocessen. Her er en teateropsætning ofte flere år om at nå frem til premieren; til gengæld kan den sagtens forblive på repertoiret i fem-10 år. Tilsvarende er der meget fokus på uddannelsen. Fordybelse og mesterlære er idealerne - sammen med den gamle gestus med at rejse sig op, når læreren kommer ind i lokalet...

Efter en Decameron -præsentation på Teaterakademiet var stilheden foran professor Jurij M. Krasovskij isnende. Her havde de førsteårs-studerende spillet hjertet ud foran ham, og nu ventede de i spænding på, hvilke ord han ville kaste mod dem. De stod ranke på række og modtog dommen - og forfra igen. Ikke noget med personlige samtaler.

Indtrykket var det samme efter oplevelsen af andetårs-eleverne fra teaterakademiet, der spillede en offentlig forestilling over Kiplings Mowgli , iscenesat af Sergej Byzgu. Her havde de studerende skabt en slagtøjsdundrende forestilling, hvor alle spillede ordløse, dansende dyr, der fik teenagepublikummet til at syde.

Da instruktøren bagefter gav kommentarer til de sveddryppende skuespillere, var det uden honning. »Bliv ikke feje i udtrykket,« advarede han. »I skal opdage verden omkring jer for første gang, ligesom dyret og ligesom tilskueren. I må fastholde kroppens mod. Og så skal I følge musikken og reagere på den som på et hjerteslag«.

Nedløbsrør og guld

Byens hjerteslag lokker den vandrende i gaderne. I hver søjlekolonne og bag hvert overdimensioneret nedløbsrør synes at ligge en dramatisk invitation. Akkurat lige som i de velbevarede træmodeller af palæer og katedraler, som står inde på kunstakademiet. Her har datidens arkitekter bygget miniaturer, de såkaldte maquetter , hvor man kan se forskellen på at dekorere med søjlerelieffer og på at opsætte rigtige søjler - og forskellen mellem at male et kuppelloft blåt og så blåt med guld. Masser af guld.

Det dramatiske guld hører hjemme i Skt. Petersborg, lige som de dramatiske kunstarter. Den første kejserlige balletskole blev allerede grundlagt i Skt. Petersborg i 1738; til sammenligning blev kunstakademiet først etableret 19 år senere.

Kunstakademiet oprettede ellers hurtigt en skole for drenge, der som seks-årige blev optaget for at lære malerkunsten, og som blev spærret inde på skolens skønhedsområde, indtil de var voksne. Erfaringen var dog alligevel den, at disse drenges isolationsmalerier ikke var så overdådigt skønne, som man havde forestillet sig, at de ville være. Til gengæld var de meget dygtige til at kopiere eksisterende kunstværker, ikke mindst af italienske renæssancemalere. Og de har skabt traditionen for den portrætskole, som stadig skaber forundring internationalt.

Svaner og husrækker

Men det var scenekunsten, der klarest profilerede zardømmets storhed. Det var også balletten og teatret, der fortsatte som kulturbærere i Sovjet-tiden - og som nu er Ruslands nyrige stolthed.

Paradoksalt nok blev det sublime opfattet som både elitært og folkeligt, når det drejede sig om dansekunstnerne fra Den kejserlige Balletskole, der siden hen har fået navnet Vaganova Ballet Akademiet. Det var dansere herfra, der var med til at realisere Petipa og Tjajkovskijs store 'russerballetter' på Maryinskij Teatret - Svanesøen, Tornerose og Nøddeknækkeren - og det er fortsat dette balletakademi, der leverer dansere til Kirovballetten, som Maryinskijballetten også kaldes.

I århundredet med revolution og jerntæppe producerede Vaganova Akademiet flere superstjerner, der hoppede af til Vesten. Men i dag pryder fotografierne af Balanchine og Baryshnikov væggene i akademiets lille, fine museum - og Nijinskijs dragt fra Rosendrømmen hænger i en montre og minder om nuets pragt og tidens forfald. En Maryinskij-danser er fortsat pr. definition en af verdens bedste dansere. Og de ufravigelige linjer og mønstre i rækkerne af svaner og feer, hvor mon de kommer fra?

Fra husrækkerne og gaderne i Skt. Petersborg, lyder svaret fra ballethistorikerne.

Eller fra kanalerne. Da jeg vil kaste et sidste blik ud over Fontanka-kanalen, flyver en flue ind ad mit hotelvindue. Den summer unaturligt højt. Som en lillebitte ensomhedshilsen fra Raskolnikov.

amc@INFORMATION.DK

Rejsen til Skt. Petersborg var arrangeret som studietur af lektor Annelis Kuhlmann fra Afdeling for Dramaturgi, Institut for Æstetiske Fag ved Århus Universitet. Temaet var 'Teatret i byen - byen i teatret'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu