Læsetid: 9 min.

Rejsen til den sidste dråbe ayahuasca

To danske digtere på rejse til Tarapoto i Peru for at deltage i en shamanistisk ayahuasca session. Begge er interesseret i de shamanistiske ritualer og planternes bevidsthedsudvidende og helbredende indvirkning på krop og psyke. Koppen med den bitre sortgrønne væske er i en vis forstand rejsens inderste dråbe
To danske digtere på rejse til Tarapoto i Peru for at deltage i en shamanistisk ayahuasca session. Begge er interesseret i de shamanistiske ritualer og planternes bevidsthedsudvidende og helbredende indvirkning på krop og psyke. Koppen med den bitre sortgrønne væske er i en vis forstand rejsens inderste dråbe
20. juli 2009

Flyet stiger, skærer igennem Limas klamme vinterskybanke, en blanding af junis havdis og smog, og pludselig befinder vi os oven over disen. Dernede ligger den som et tykt uigennemtrængeligt tæppe af gullig vat, men heroppe skinner solen i en blå himmel. Vi bevæger os ind over Andesbjergenes forrevne tinder, og måske en halv time senere ser vi bjergene falde temmelig brat ned i urskoven, og vi følger en flod, der bugter sig som en gigantisk slange gennem alt det grønne. Urskoven set fra flyets lille glug forekommer stadig her i juni 2009 at være af en enorm udstrækning. Og der går endnu en halv times tid, og vi lander i Tarapoto, en mindre by i den peruanske provins San Martín, der ligger mellem Andesbjergenes buskede fødder inden den flade udstrakte jungle fortsætter ud i Amazonas .

curanderoI Tarapoto ligger afvænnings og naturmedicinforsknings centeret Takiwasi (quechua for det syngende hus) fortsat ledet af den franske læge og Jacques Mabit.

Behandlingen på centeret foregår bl.a. med naturmedicin, hvor sessioner med indtagelse af udtræk af ayahuasca-lianen, også kaldet Sjælens Pisk, De Dødes Lian eller Planternes Moder, er det sitrende klimaks. Behandlingen kan strække sig over ni måneder. Patienterne beskæftiger sig med forskellige opgaver, deltager i samtaler med centerets psykologer og naturlæger og de udmattende udrensningssessioner, hvor de indtager både drømme- og brækfremkaldende planteudtræk. De forbereder sig til ayahuasca-ritualet, der som de andre planter med stor ærefrygt, opfattes som en medicin, der udrenser sindet og kroppen.

Afklaret, frisk, udrenset

Ayahuasca-oplevelsen kan være meget stærk, vilde visioner kommer væltende og tager fuldstændig pippet fra en, men effekten den følgende morgen er overvældende. Man føler sig afklaret, frisk, udrenset i indtil flere uger efter. Det er krævende, og selvom man føler, at ens første møde trods alt har været det hele værd, er det ikke noget man begiver sig ud i igen, uden først at have tænkt det grundigt igennem.

Sådan stod sagerne, da vi trådte ud i Tarapotos tropevarme for at deltage i endnu en ayahuasca session. For mig har det været en tilbagevendende begivenhed, siden jeg var her for første gang i 1997, det er fire år siden sidst, i øvrigt sammen med Lars, der nu er med for anden gang. Vi er begge interesseret i de shamanistiske ritualer og planternes bevidsthedsudvidende og helbredende indvirkning på krop og psyke. Denne lille kop med den bitre sortgrønne væske er i en vis forstand rejsens inderste dråbe.

Men alt det andet hører med, og jeg kan ikke forestille mig dette ritual, som stadig udføres i hele Amazonområdet fra Peru til Ecuador, fra Colombia til Brasilien, uden de naturlige omgivelser, historierne, og menneskene der fortæller dem.

confianzaVi flyttede fra den lasede luksus med de alt for mange tomme hænder i Rio Shilcayos bungalowhotel til mit gamle sted, Hotel El Mirador inde i byen, hvor señora Talma har regeret i en menneskealder. Det var år og dag siden jeg sidst havde været der, men jeg blev budt indenfor, som havde jeg været den fortabte søn. På værelse 11 oppe under tagterrassen havde jeg i 1997 skrevet indtrykkene fra de første ayahuasca-rejser. Hotel El Mirador har gennem tiden huset læger, antropologer, psykologer, shamaner, og andre interesserede, der efter en hård session må have listet sig op gennem stien i morgenmørket og lukket sig ind med den gadedørsnøgle, senora Talma altid udleverer med .

Señora Talma pegede på en indrammet fotocollage af gæster taget gennem en årrække.

»Se, sagde hun, det er billedet af Dem, fra da De var her første gang.«

Denne dokumentation lignede noget fra en horrorfilm. Her hang man i al evighed, her havde man i en vis forstand altid hængt.

Elendigste præsident

På den centrale plads i byen var der stadig demonstrationer og reaktioner efter den blodige opstand i Bagua ugen før. En arrogant og trængt peruansk præsident ved navn Alán García havde ikke forstået, at det lønner sig at konsultere folk inden man går i gang med at bestemme deres fremtid. Blodsudgydelsen kunne være undgået med en åben gestus. En imødekommenhed. I stedet blev landet kastet ud i endnu en dyb krise, der bredte sig til bjergene, og fik storpolitisk snert, som vel kulminerede, da Bolivias præsident, Evo Morales, med Hugo Chávez´ i ryggen kaldte Alán García for verdens elendigste præsident. Jeg reagerer ikke på fuldemandssnak, havde den peruanske præsident noget rystet svaret.

Der var plancher foldet ud på pladsen med borgernes vrede udsagn: »Pizarro gjorde det af med inkaerne, Alán ønsker at gøre det af med det indianske folk«, eller »Kun idet vi erkender hvem vi er, vil vi være i stand til at acceptere forskelle«, eller »Må Alán og hans kumpaner rådne i helvedet«.

De levende lys, der oplyste navneskiltene, symboliserede nogle af de mange forsvundne, jeg talte 22. Vejen fra Tarapoto til Yurimaguas, jungleflækken med olieraffinaderiet og det improviserede skibsværft ved bredden af floden Huallaga, var desuden stadig blokeret.

Vi mødtes med Jacques Mabit på hans kontor i Takiwasis bygning, som siden sidst havde fået en ny anden etage, delvist finansieret af en italiensk NGO, og aftalte tre forskellige sessioner, bræksessionen rosasisa (den glædede Lars sig mest til!), ayahuasca, og til slut den såkaldte purgahuasca, ayahuasca iblandet vomitiv planteudtræk. Rosasisa, forklarede Jacques, vasker sindet, lidt ligesom man vasker en rude. Dagen efter gik vi rundt i en forunderlig glasklarhed, detaljer blev tydeligere, lyset dybere, og lysten til at gå videre forsvandt ikke; men heller ikke ængstelsen.

Bræk i flammer

icaroscuranderoOm eftermiddagen forsøgte jeg at notere alle de ting, jeg frygtede; i virkeligheden ønskede jeg ikke at konfrontere mig selv; og sådan blev aftenens ayahuascasession også, jeg gled gelinde igennem. Men jeg så et træ, der voksede fra jorden og op i himlen, og drejede sig i en dans, smukt og fornøjeligt. Den østrigske terapeut, der sad ved siden af mig, havde en kamp, han knækkede sig stønnende i spanden, jeg skævede til spanden, den var fuld af flammer. Mit indre blev ikke flået i stykker, så lyset bagefter kunne samle det. Skuffende? Måske en smule, på den anden side, lettelsen var ikke mindre end skuffelsen, jeg fik det, jeg havde håbet på: En smule klarhed og ro. Derfor blev den sidste session purgahuasca mest interessant for mig. Det var ikke Jacques, der stod for den med sine , sangene, og stærke tilstedeværelse, men derimod Jaime, en lokal , der for tiden arbejder i centeret.

malocaenMan sad i halvcirkel (vi var vel et dusin i alt, patienter fra Peru og Europa)i den ene ende af , den ovale luftige konstruktion af mursten og bambus, der slynger sig i en anakonda om sessionerne. Purgahuasca er et aguaruna ritual, det var netop aguaruna-indianerne, der havde gjort oprør nogle dage tidligere, et krigerisk folk, siges det, hvis logik er (vel ikke meget anderledes end så mange andres), at et drab på en af deres egne er en krigserklæring. Den levede de op til ved at skære halsen over på ni politifolk, de havde taget som gidsler under konflikten, en modbydelig handling, som rystede regeringen og afslørede, at den overhovedet ikke havde greb om tingene. Officielt sluttede konflikten, da regeringen ophævede de omdiskuterede love , der - imod forfatningen - gav udefrakommende kapital ubetinget ret til at udnytte de indfødtes territorier, hugge skoven ned og pumpe undergrunden for resurser uden at betænke deres livsvilkår. Det officielle resultat: 34 døde, men de 25 var politifolk! En tragisk historie om at ekstrem vold i visse tilfælde kan betale sig.

Drik ud kammerat

malocaenPurgahuasca er som nævnt et ældgammelt aguaruna ritual, egentlig manddomsprøven, drengeteenagerne drikker brygget og skal under påvirkningen forsøge at fokusere på 'tilværelsens mening', rejsen varer i hen ved otte timer, og man anbefales liggende at slumre sig igennem. Derfor havde man placeret madrasser i den anden ende af , hvor man skulle lægge sig når man havde drukket igennem og kastet det sidste op.

Curanderocurandero's curandero kaldte os op en for en, den venstre fod skal være nøgen, den placerer man oven på højre fod, denne holder en stav i den ene hånd, og i den anden en skål med brygget, han drikker af og spytter ud på ens venstre fod, der nu er pjaskvåd; han synger, puster røg fra en mapacha-cigaret i ansigtet, på issen, de fremstrakte hænder, hvorefter man sætter sig tilbage på sin plads og drikker, til man ikke kan mere. Det kan tage flere timer. Mindst tre skålfulde eller fire liter. Brygget er mørkt og ildevarslende, og damper endnu, det skal være mindst lunkent. Det var som at sidde i en drikkebule i en parallelverden, drik ud, kammerat, og drik så igen; efter en lille halv times kamp var min første skål tom, det var rædsomt, og dybt ironisk. Denne mørkgrønne drik var som en parodi på alkohol, næsten ikke mulig at få ned. Jeg kastede op i spanden , der stod mellem mine ben, og forsøgte så igen. Man skulle blot, sagde, drikke præcis hvad man var i stand til, men altså mindst tre! Efter halvanden skål var jeg ved at miste modet, tungen blev tyk, jeg var stærkt beruset, svimmel, med små momenter af klarhed, og dér ved min våde fod, min rejsekammerat, en skarp og klar edderkop. Okay, drik ud, og jeg drak igen og brækkede mig vildt og inderligt ned i spanden, to skålfulde havde jeg bundet, der manglede en, jeg var svimlende drukken, brækkede mig igen, hjælperen fyldte min skål, umuligt, drik så igennem, din syge stodder! Jeg drak som en gal, nu skulle den satan drikkes og brækkes ud af kroppen. Jeg skævede til Lars, han sad oprejst og rank og drak, jeg henvendte mig til ham med en fordrukken morsomhed, men han var ikke i humør til at sludre. Jeg gav mig i kast med den sidste dampende skål.

De fleste havde allerede rejst sig og var vaklet hen til deres madrasser, mange måtte have en hjælpende hånd. Jeg var næstsidste mand i denne bar i purgatoriet, ved siden af mig sad en ung junkie, der ikke ville i seng. Jeg drak den sidste varme skummende dråbe, og brækkede mig hæmningsløst. Alting sejlede, kroppen sitrede og summede, visioner med stemmer strømmede ud og ind af min brandert.

»Er det nu, du skal i seng?« spurgte curandero's hjælper, en høj stærk fyr, vældig opmærksom. Jeg vaklede ud på toilettet, og tømte mig. Derpå tilbage til madrassen. Der lå jeg til den tidlige morgen uden at lukke et øje, mens jeg kæmpede med de vildeste visioner og tanker og efterhånden en ubændig pissetrang; jeg prøvede at rejse mig, men forgæves. Det var først timer senere, jeg endelig var i stand til at holde en form for balance og kunne vakle ud på toiletterne. Det elektriske lys derude angreb de ekstremt lysfølsomme øjne med vilde sorte piske. Kl. fem blev vi vækket, jeg fattede ikke, at nogen havde været i stand til at sove.

curanderoNu skulle vi så bade i floden der brusede forbi Takiwasi og derefter indtage en salat af rå løg og stærk chili for at stoppe den hallucinerende effekt, og en hønsesuppe med grøn kogt banan. Man skulle holde diæten endnu en uge, heller ingen sex; men hvor lang tid? spurgte Lars. Et halv år, sagde , og grinede. »Ingen svinekød, chili, eller fed mad«.

Ingen sex

Jeg var stadig påvirket, og det varede hele natten. Svimmel, kæfereret, hallucineret og søvnløs. Men den anden morgen stod jeg op med en fornemmelse af ny styrke. Jeg havde mistet - ikke respekten - men den overdrevne angst. Jeg så alting med en anden ro, en forbløffende krystallisk dybde. Og jeg skulle i hvert fald ikke drikke mig sanseløs foreløbig. Jeg tror, det er sandt, som Lars havde sagt det, man opdager, at man også selv er patient og ikke bare turist. Jeg følte mig klar. Og så meget tør jeg sige om Lars: For ham havde det været en ny dimension at iagttage og opleve hverdagen i byen, i centeret. Ayahuasca-ritualet var blevet afmystificeret, som han formulerede det, og derved styrket i hans bevidsthed.

Jaime havde fortalt, at det gamle ritual, manddomsprøven, med især evangelisternes destruktive indtrængen i amazonjunglen mange steder var blevet fortrængt og helt forsvundet. Unge des-orienterede aguarunaer havde været i Takiwasi og deltaget i sessioner, hvor ritualet så at sige var blevet givet tilbage til dem; de rejste hjem og genindførte det og styrkede på den måde identiteten og sammenholdet i deres samfund.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Khanh Gia
Trond Meiring og Khanh Gia anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu