Læsetid: 3 min.

'Og sådan er det (fordi jeg siger det)'

Walter Cronkite var en vigtig overgangsfigur. Han var en af de sjældne skrivende journalister, der også gjorde det godt i radioen og senere overførte stemningen i begge medier til fjernsynet
Månelandingen blev Walter Cronkites vigtigste nyhedshistorie, og siden blev den nu afdøde Cronkite langsomt forvandlet til en fortidslevning i takt med rumforskningsprogrammet forfald. Arkiv

Månelandingen blev Walter Cronkites vigtigste nyhedshistorie, og siden blev den nu afdøde Cronkite langsomt forvandlet til en fortidslevning i takt med rumforskningsprogrammet forfald. Arkiv

24. juli 2009

Nyhedsmedierne er fulde af lovprisninger af Walter Cronkite, som døde den 17. juli i en alder 92 år. De fleste indslag enten begynder eller slutter med hans berømte afslutningsbemærkning: »Og sådan er det.«

De, der kan huske CBS-nyhedernes ankermand, hører den ildevarslende stemme sige farvel - denne gang for evigt. Vi beklager os over, at medierne ikke længere er ansvarlige, at der ikke længere findes autoriteter, og at nyhederne er blevet trivielle, siden onkel Walter forlod scenen for 30 år siden. Det var ikke så meget Walter Cronkites død og de forudsigelige reaktioner på den, men snarere 40-års-jubilæet for månelandingen den 20. juli 1969, der drev mig til computeren.

Jeg havde en lille rolle i dramaet, da jeg arbejdede som korrespondent i Florida for United Press International. Richard Nixon havde beskrevet månelandingen som det største øjeblik siden skabelsen, hvilket virkede en smule overdrevet. Mine redaktører mente, at en reaktion fra manden på gaden måske ville kunne give lidt modvægt. Jeg havde den sene vagt og havde svært ved at finde en person at interviewe, som kunne tænke klart midt om natten. I desperation tjekkede jeg alle barerne på stranden. En dranker, som klamrede sig til en lygtepæl, reagerede negativt, da jeg udspurgte ham: »Hvad fabler du om, mand?« hylede han. Månestrålerne gav genskin i pupillerne i hans henførte øjne, mens han stirrede på himlen. Det opsummerede situationen. Jeg købte en drink til ham og gik videre.

Vigtig overgansfigur

Sagen er den, at Cronkite, mere end nogen anden journalist, var det amerikanske rumforskningsprogram. Midt i 50'erne havde Cronkite været vært på en dokumentarserie på tv med titlen 'Air Power', der kørte i 26 uger og mest handlede om kampe under Anden Verdenskrig, Werher von Braun og tysk rumforskning. Efter Sputnik blev Cronkite rumkapløbets stemme. Selv om han er bedst kendt for sin sobre dækning af mordet på John F. Kennedy og sin dristige kommentar om, at spillet var ude i Vietnam, blev månelandingen hans vigtigste nyhedshistorie. Cronkite kunne ikke sige nok om det ydre rum, og selv efter at han var gået på pension, var han vært for et videnskabsprogram med den beskedne titel 'Walter Cronkites univers'. Cronkite havde været en god korrespondent for United Press International under Anden Verdenskrig, inden han i 1950 blev ansat på CBS. Han var en overgangsfigur i mediernes historie, og overgangsfigurer er vigtige.

Knitrende stemme

Han var en af de sjældne skrivende journalister, der også gjorde det godt i radioen og derefter overførte stemningen i begge medier til fjernsynet. Hans markante stemme havde en mærkelig knitren, ligesom en dårligt indstillet radio. Han vækkede radioen til live i sort og hvid på den flimrende skærm. Vi lagde først mærke til ham på tv-skærmen, da han var vært for et smagløst program med titlen 'You Are There', hvor moderne journalister trådte ind i fortiden og interviewede historiske personligheder: »General Washington, kan vi bede om en kommentar? Hvordan klarer Deres hær vinteren?«

Efter 'You Are There' og 'Air Power' var han vært for den succesfulde dokumentarserie 'The Twentieth Century' om vigtige historiske begivenheder. Det indeholdt også en fængende afslutningsbemærkning: »En dag ligesom alle andre dage, men fyldt med begivenheder, der har ændret og oplyst vor tid.«

Cronkite læste historien højt, og derfor begyndte han i 1963 at læse nyhederne på CBS, og alle mente, at han lød meget … historisk. Aftennyhederne blev hurtigt udvidet fra 15 til 30 minutter. Det ydede stadig ikke nyhederne retfærdighed, men i forhold til oplæsningen af avisernes overskrifter udgjorde de korte indslag med fortællende journalistik alligevel en forbedring. Afslutningsbemærkningen »og sådan er det« var blot en ny version af »en dag ligesom alle andre dage« og kunne betyde akkurat, hvad seerne selv ville have den til at betyde.

Fra tv til internet

Efter månelandingen blev Cronkite langsomt forvandlet til en fortidslevning i takt med rumforskningsprogrammets forfald. Ironisk nok er arven efter rumforskningsprogrammet de moderne kommunikationsteknologier, der har muliggjort nyhedsprogrammer med direkte forbindelse til steder som Ulan Bator via satellit. Tv-mediet blev til et virtuelt rum og blev siden overflødiggjort af nyheder døgnet rundt på internettet. Nu er tv-nyhederne næsten udelukkende finansieret af medicinselskaber, der falbyder patentmedicin til et mimrende publikum, som voksede op med Cronkite.

Alle andre er på internettet. Cronkites falske objektivitet har måttet bøje sig for en milliard blogs.

»Og sådan er det (fordi jeg siger det)« er blevet til »og sådan er det (for det siger alle)«.

Cronkites univers er blevet et meget stort sted.

Paul Ashdown er professor i journalistik ved University of Tennessee

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu