'Smerten er ikke vores brændstof'

»Kan du finde mig en undertrykt muslimsk bøsse på Vestbredden, som har været udsat for forsøg på æres- drab?« Det er det typiske spørgsmål, som Haneen Maikey får, når vestlige journalister eller menneskerettighedsaktivister henvender sig.

Haneen er talsperson for den palæstinensiske homo-organisation Al Qaws. Og i disse dage er hun i København til en konference med aktivister fra Egypten, Jordan, Libanon og en række andre lande i Mellemøsten.

»Det frustrerer mig, at der kun er interesse for os som ofre. Når det drejer sig om vold og undertrykkelse. Det er en del af vores liv, men det er fællesskabet og en spirende frigørelse også,« fortæller hun.

Al Qaws har derfor lavet en 'læs før du skriver'-manual til journalister og menneskerettighedsaktivister, hvor de prøver at åbne øjnene for kompleksiteten. »Gud, kan palæstinensere også være feminister, er de ikke alle sammen reaktionære muslimer?« lyder reaktionerne.

Ikke øverst på listen

Haneen Maikey er selv et levende eksempel på den kompleksitet, hun synes går tabt. Ung, veltalende feminist. Universitetsuddannet i ngo-ledelse og medstifter af Al Qaws, der har afdelinger i blandt andet Ramallah og Jerusalem og mere end 600 medlemmer. Skarp kritiker af staten Israels politik og samtidig gift med en jødisk lesbisk israeler. Legalt viet i Canada, men med en stor jødisk/arabisk bryllupsfest i Jerusalem sidste sommer.

»Jeg hader ordet mangfoldighed. Men jeg synes, det er vigtigt, at vi åbner øjnene for de snævre kasser, vi putter hinanden i. Vi kan ikke kappe båndet mellem vores forskellige identiteter og tilhørsforhold. De er forbundet. Jeg er jo ikke kun lesbisk, men også kvinde og palæstinenser.«

- Hvordan ser frigørelses-projektet ud i Palæstina, derfra hvor du står?

»Det er i hvert fald ikke en gay-pride i Ramallah, der står øverst på listen. Det er utroligt vigtigt, at vi ikke bare forsøger at kopiere de vestlige homo-organisationer, hvor alt er bygget op om tanken om synlighed og det at springe ud af skabet som vejen til accept.«

- Men er det ikke et universelt behov at kunne leve åbent som homoseksuel?

»Problemet med spring-ud-tankegangen er, at den ikke automatisk medfører en egentlig frigørelse. Man får måske til dels samfundets accept og kan danne sine egne små fællesskaber og subkulturer, men man ændrer ikke grundlæggende på normerne. Jeg vil hellere gå den anden vej rundt: engagere mig i det palæstinensiske samfund og forsøge at ændre det sammen med andre grupperinger såsom kvinderettighedsforkæmpere. Og så må vi også rette søgelyset mod os selv: For der er en masse interne hierarkier og internaliseret homofobi i vores egen bevægelse. Vi skal også selv være mere inkluderende, ellers bliver der reelt ikke mere plads til alle.«

I murens skygge

Spørgsmålet om, hvordan fremtidens frigørelseskamp ser ud i Mellemøsten, bliver diskuteret livligt på konferencen i København. Flere aktivister opponerer mod Vestens 'jakkesæt-homobevægelser', som de ikke mener har et blik for deres særlige udfordringer. Og det er tydeligt, at der arbejdes på meget forskellige måder rundt om i Mellemøsten. I Libanon arbejdes tæt sammen med myndighederne, mens der blandt andet i Palæstina arbejdes fra et mere radikalt politisk græsrodsudgangspunkt, hvor også forholdet til Israel spiller en rolle.

»Besættelsen af Palæstina er jo på mange måder en del af vores hverdag. Og den betyder naturligvis, at folk generelt er pressede, hvilket ikke ligefrem gavner minoriteter. Men på den anden side skal vi holde op med at gøre besættelsen til roden til alt ondt.«

- Har besættelsen ligefrem nogle positive sider?

»Nej, ikke direkte. Men den skaber en række dilemmaer. Muren er et godt eksempel. Den otte meter høje mur, der isolerer Vestbredden fra eksempelvis Jerusalem, betyder, at det rent fysisk er svært for folk at mødes. Det gør det vanskeligt at lave organisationsarbejde. Men på den anden side betyder muren, at folk på Vestbredden nu må tage virkeligheden på deres skuldre. De kan ikke bare tage til Tel Aviv og feste eller ind på mit kontor i Jerusalem og få mig til at fikse alle problemerne. Og det har faktisk haft den effekt, at aktiviteterne på Vestbredden er blomstret op.«

En del af konflikten

Det største problem ifølge Haneen er den måde, som Israel bruger situationen for homoseksuelle i Palæstina på. For æresdrab, undertrykkelse og vold finder sted. Og homoseksuelle fra Palæstina forsøger at søge asyl i andre lande. Og det udnytter Israel, mener hun:

»De bruger skrækhistorierne om undertrykte palæstinensiske homoer til at fremstille sig som den liberale stat, hvor samtlige homoseksuelle har det godt, selv om alle ved, at det er en halv sandhed. Og så skriver de breve til de palæstinensiske myndigheder og skælder dem ud for at være homofobiske.«

- Er det ikke i orden, at de engagerer sig i jeres kamp?

»Men det gør de jo ikke. De anerkender ikke engang, at vi har en stemme selv. Og jeg gider simpelthen ikke høre mere nonsens om Israel som gay friendly land, mens de bomber mine venner i Gaza. Stop med det, og hold op med at se os som magtesløse stakler. Så kan vi begynde at tale sammen.«

Al Qaws åbner inden længe en telefonlinje for palæstinensiske homoseksuelle, der har brug for hjælp. Ligesom fire lokalafdelinger holder sociale arrangementer og opbygger netværk. Konferencen i København har desuden bidraget med en række gode erfaringer fra andre mellemøstlige homo-organisationer og muligheder for samarbejde på tværs af grænserne.

»Det er ikke smerten, der er vores brændstof. Det er den politiske kamp og fællesskabet,« slutter Haneen.