Læsetid: 8 min.

Fra Sølvgade til Fanefjordgade

I 1994 tilbød den tyske kunstsamler, Rene Block, den daværende direktør for Statens Museum for Kunst, Allis Helleland, sin unikke Fluxus-samling, men fik afslag. Nu kan en overordentlig sprælsk del af den beses i Fanefjordgade på Møn
I år kan interesserede for første gang i mange år se en del af Blocks Fluxus-samling - i nye bygninger på Møn. Her har Rene Block (th.) tegnet og fået ombygget det gamle traktorværksted til en lys og luftig udstillingsbygning i to etager. Det er planen at arrangere to udstillinger årligt, en i april og en i oktober, den ene lokal og den anden international, en gruppeudstilling med et fælles tema, fortæller Rene Block. Til oktober gælder det en udstilling med ti finske kunstnere.

I år kan interesserede for første gang i mange år se en del af Blocks Fluxus-samling - i nye bygninger på Møn. Her har Rene Block (th.) tegnet og fået ombygget det gamle traktorværksted til en lys og luftig udstillingsbygning i to etager. Det er planen at arrangere to udstillinger årligt, en i april og en i oktober, den ene lokal og den anden international, en gruppeudstilling med et fælles tema, fortæller Rene Block. Til oktober gælder det en udstilling med ti finske kunstnere.

Kristine Kiilerich

13. juli 2009

Da den tyske kunstsamler Rene Block i 1994 tilbød den daværende direktør for Statens Museum for Kunst, Allis Helleland, sin unikke Fluxus-samling, fik han afslag. Hellelands forgænger, Villads Villadsen, havde lavet en aftale med Rene Block om, at nationalgalleriet i 25 år kunne låne de 517 værker, så snart den nye tilbygning til museet stod klar.

Men Helleland havde ikke siddet mange dage på posten, før hun i en artikel i Berlingske Tidende en passant meddelte, at hun ikke var interesseret i at bevare samlingen i sin helhed.

Da Politiken samme efterår tog sagen op, rullede skandalen. Skidt og møg og restlager fra Rene Blocks kunstbutik i Berlin kaldte Allis Helleland blandt andet samlingen, og hun blev hadeobjekt for det meste af kunstverdenen, da hun for åben skærm meddelte, at hun 'heldigvis vidste, hvad det danske folk mente om den sag'. Et halvt hundrede af værkerne ville hun såmænd godt have, men hun ville ikke betale for dem.

Mere indsigtsfulde folk pegede på, at Helleland ikke alene gik glip af muligheden for at få udfyldt store huller i nationalgalleriets egne samling og derved for at bringe museet på internationalt niveau, men også af de samarbejdsmuligheder med betydelige museer rundt om i verden, som hun via Block-samlingen ville have fået.

Allis Helleland valgte samarbejdet med modeskaberen Erik Mortensen, men det er en anden historie. Her handler det om, hvad der blev af samlingen.

Et traktorværksted

Rene Block har i de seneste 20 år boet en del af året på Møn, og da samlingen blev smidt ud af Statens Museum for Kunst, blev den opmagasineret i den nedlagte sukkerfabrik i Lendemarke ved Stege. Der har den befundet sig i ti år, fortæller Rene Block, da jeg træffer ham i hans nye store galleri på Møn.

Pludselig en dag var et stort traktorværksted lige over for Rene Blocks hus i Fanefjordgade, Askeby, ledigt, og Block købte det. Så havde han lagerplads til sin samling, men i dag befinder en stor del sig dog i Nürnberg, hvor konserveringsforholdene er bedre, forklarer han.

Sidste sommer åbnede traktorværkstedet til gengæld som galleri med udstillingen Imagine Møn, efterfulgt at en stor retrospektiv udstilling af Lene Adler Petersens værker.

Og i år kan så for første gang i mange år en del af Blocks Fluxus-samling beses i nye bygninger, kunstgalleriet 44 Møen, Fanefjordgade 44. Her har Rene Block nemlig egenhændigt tegnet og fået ombygget det gamle traktorværksted til en lys og luftig udstillingsbygning i to etager. De store gulv til loft-vinduer, der vender ud mod åbne marker, er traktorværkstedets gamle udstillingsvinduer.

Det er planen at arrangere to udstillinger årligt, en i april og en i oktober, den ene lokal og den anden international, en gruppeudstilling med et fælles tema, fortæller Rene Block. Til oktober åbner således en udstilling med 10 finske kunstnere.

Hommage à Henning

Men indtil den 9. august kan man blandt andet bese værker af Joseph Beuys og John Cage, George Brecht, Arthur Köpcke og Nam June Paik, Dick Higgins, Alison Knowles, Endre Tot, Ben Vautier og ikke mindst Henning Christiansen, som døde i vinter, og hvem udstillingen er tilegnet. Bag kunsthallen står en kunstforening med Bjørn Nørgaard som præsident. Foruden Nørgaard var Henning Christiansen initiativtager, så det er kun naturligt, at den første udstilling i de nye omgivelser åbnes til ære for ham, siger Rene Block.

Schönes Wetter heute, n'est-ce pas, Henning , (Smukt vejr i dag, ikke sandt, Henning) hedder udstillingen, en Hommage à Henning, som er en blanding af Fluxus og af kunstnere, der er med, fordi de var venner eller kolleger til Henning Christiansen. Ursula Reuter Christiansen, Henning Christiansens enke, tæller i begge afdelinger, og så er der hans mønske venner, Lene Adler Petersen, Ursula Munch-Petersen, Erik Hagens og Bjørn Nørgaard. Den sidste har fyldt en hel væg med Henning-inspirerede værker. Desuden er der værker af Ludwig Gosewitz, Inge Mahn, Palermo, Asta Gröting, Superflex og mange andre.

Det grønne øre og Istanbul

Når man træder ind er noget af det første, man får øje på en nærmest chokerende vellignende, grøn buste af Henning Christiansen udført af Frank Raendchen 2002.

Grøn var Henning Christiansens farve, den går igen i den grønne violin, som indgår i et af Bjørn Nørgaards værker, og den går igen på Henning Christiansens gravsted på Fanefjord kirkegård, en stele med Henning Christiansen-inskriptioner og et stort grønt øre med afdødes navn, fødsels- og dødsår. Ligeledes udført af Bjørn Nørgaard.

Over for Raendchens buste fanges øjet af et stort foto af en ældre tyrkisk kvinde i traditionel dragt, som sidder på et blomstret tæppe og læser i et Fluxus-katalog. I den ene mundvig spiller anelsen af et smil. Kunstneren er Hahil Altindere og kvinden på billedet forestiller hans mor, fortæller Rene Block. Da han omtrent samtidig med balladen i København, i 1995, kuraterede Istanbul Biennalen, kom Hahil Altindere rejsende til byen for at se den. Fluxus gjorde så stort indtryk på den tyrkiske kunstner, at han tog kataloget med hjem, hvor altså han mors fik fingrene i det. Billedet hedder: My Mother likes Fluxus because Fluxus is Anti-Art.

Siden Istanbul Biennalen har Rene Block haft tætte forbindelser til Tyrkiet og driver udstillingsvirksomhed såvel i Tyrkiet som i Berlin. I Berlin vises fire årlige udstillinger med tyrkisk samtidskunst, finansieret af en Istanbul-fond. Med midler fra samme fond driver Block et ikke-kommercielt galleri i Istanbul med tre- fire udstillinger årligt. Som prolog til den næste Istanbul Biennale er Biennalens kurator-team indbudt til at lave en udstilling i Berlin, Red Shred, (Rød strimmel), som skal skabe »en kulturpolitisk bue,« fortæller Block.

Stærekasser og sund kost

Og så viser han rundt på udstillingen.

Som den artige udstillingsgæst, jeg er, kunne jeg ikke drømme om at pille ved værkerne, og derfor havde jeg næppe opdaget, at der er ringeklokke på hver af Inge Mahns Vogelkasten, »Stærekasser« fra 1982. Men Block ringer på. Der var dog ingen stære hjemme, da jeg besøgte udstillingen.

Das wohlpräparierte Klavier af Carlos Santos har pornografiske billeder påmalet hver af tangenterne.

Henning Christiansens dokumentation eller meditation over 12 af sine performances hænger over for Lene Adler Petersens fire tegninger: Årsdag i Danmark. Årsdag i i Somalia. Årsdag i i USA. Årsdag i i Serbien.

På gulvet står et bord, dækket op med tallerkener med mad på - i keramik. Det er Ursula Munch-Petersens Giv Os I Dag Vort Daglige Brød, lavet i anledning af klimatopmødet i København i december. Tallerkenerne har form som store frø af en art, bønner for eksempel, og på hver er anbragt store, frodige grøntsager og en miniaturemodel af et dyr: Mange grøntsager, lidt kød. Klima-rigtigt. En sortbroget kalv serveres med en kæmperødbede, -majs og -champignon, en lille hvid høne med tilsvarende størrelse porre, kantarel og kartoffel, et lam med en vældig gulerod, asparges og fennikel - osv.

I rummet ved siden af hænger Ursula Reuter Christiansens Trier 1943 fra 1968, hvor en sort rygvendt skikkelse er på vej mod horisonten i et øde, ødelagt landskab. Motivet er delvis overmalet på det glas, der dækker det. En parafrase over krigens ødelæggelse af Ursula Reuters hjemby.

Markeret med kryds

Mellem de tre mindre og den store udstillingssal er indrettet en lille videograf, hvor Asta Grötings video Parking (2000) vises. Hun har filmet en parkeringsplads ovenfra, så man ser biler køre søgende rundt, nærme sig samme ledige plads fra to sider, bakke, lirke, regere, snuse til hinanden, tøve, gøre fremstød og drive hinanden væk. Som sære insekter i en parkeringstue. En lille grøn bil kommer konstant til kort. Videoen er iscenesat, bekræfter Rene Block, det er en ballet, men det er kosteligt morsomt at se på.

På gulvet under en video-skærm står en gammel, brunmalet båndoptager. Båndet er trukket ud omkring en spole, anbragt nogle meter foran båndoptageren, så det ser ud, som om tonehovedet er fjernet og har fået selvstændig eksistens. Men der er bånd i, en båndsløjfe, der angivelig har kunnet afspille Henning Christiansens stemme, som man nu hører på videoen, hvor den akkompagnerer den tyske kunstner 'Blinky' Palermos stribemaleri. Det er første gang, det bliver vist, siger Block.

Arthur Köpcke bidrager med Såler. Såler af sko, filtpen, papir på træ, der er Symphony 60, The Divers, Dick Higgins' beskudte, gennemhullede nodeblade og der er John Cage: Apartment house (1976).

Og ungarske Endre Tot har malet en blå flod, hvor der på et bestemt sted er sat et hvidt kryds. Mao Tse-tung (mit Kreuz gekennzeichnet) schwimmt zu Beginn der ulturrevolution im Jangtsekiang, hedder det. (1001.) (»Mao Tse-tung (markeret med kryds) svømmer ved Kulturrevolutionens begyndelse i Jangtsekiang.«)

Endre Tot dyrker 'forsvundne billeder' fortæller Rene Block. Ovenpå hænger hans portrætter af Marx og Engels: To sorte rektangler på rød bund med de gamle socialisters navnetræk og årstal underneden. Forbi Bistro Table af Olaf Metzel, et højt, rundt bord, draperet med en skinnende rød dug i hårdt plastic, når man frem til Asta Grötings andet bidrag til udstillingen: Affentanz, »Abedans«, som dominerer gulvet. 18 sorte skindjakker i forlængelse af hinanden på vej over gulvet med ryggen opad og ærmerne ned til gulvet. Et tusindben, 18 aber, et 36-ben ... levende ser det ud, på én gang morsomt og det, tyskerne kalder unheimlich. (Var dette Facebook, ville der her stå, at Karen Syberg er blevet fan af Asta Gröting ...).

Natur-kultur

I det sidste - åbne - rum ud mod haven og markerne lyser den fredelige sommerdag.

»Det er jo ikke Louisiana,« bemærker Rene Block, men en af hans kunstnere udbrød »paradis!« ved synet, fortæller han.

Her hænger Erik Hagens store Computerprint, Reading the signs no. 8 2009, og her er det kulturen, der får et knald på brillen. Billedet forestiller et par menneskehænder, der holder et keramikkamera, hvor en keramikhånds røde negl trykker på udløseren, og fotograferer følgende:

'TV MANIPULERER OG AVISERNE ER FULDE AF LØGN, TV LYVER, AVISER OG DAGBLADE LYVER, FINDER PÅ HISTORIER OG SÆTTER KONFLIKTER I GANG'.

- Og det er jo ingen løgn.

Ærter

Men vi er ikke færdige, der er mere ovenpå: Inge Mahns Erbsen Zahlen, et rundt bord med hvid dug og en stor skål med tørre ærter anbragt midt på. Med uforudsigelige mellemrum begynder bordet pludselig at rotere, så dugen står ud som en balkjole, og ærterne ringler rundt og lejlighedsvis spredes over gulvet. Man træder i ærter over det hele.

Heroppe finder man også Nam June Paik, Al Hansen, Joseph Beuys og Sophia Pompéry, udstillingens yngste deltager. Hun udstiller en video med et lodret hængende lys, der brænder symmetrisk i begge ender. Hemmeligheden er en støvsuger, der får luftstrømmen til at bevæge sig nedad.

Når Peter Anders fra Berlin er ude at rejse, tager han alle billederne i dagens avis og tegner dem oven på hinanden. På Henning Christiansens dødsdag, den 10. december, og igen på hans fødselsdag tog Anders Politiken og lavede to akkurate, præcise krimskramstegninger, hvor man kan blive ved med at finde motiver. - Og så kan man forlade udstillingen til tonerne af John Cage's Mozart Mix.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu