Baggrund
Læsetid: 5 min.

Det blev en spaniak

Alberto Contador satte både Lance Armstrong og sine øvrige konkurrenter på plads med en enkelt acceleration på Tourens første bjergetape, der lovede mere, end den kunne holde
Kultur
11. juli 2009
Alberto Contador satte både Lance Armstrong og sine øvrige konkurrenter på plads med en enkelt acceleration på Tourens første bjergetape, der lovede mere, end den kunne holde

Chris Anker Sørensen opfandt et nyt ord som nationalitetsbetegnelse, da en rytter foran ham i feltet forleden skulle lade sit vand siddende på cyklen, men gjorde det i modvind, så han pladrede jydens ben til. »En spaniak,« vrissede Chris Anker bagefter i fjernsynet.

Det var også en spaniak, der i går viste sig klart stærkere end de øvrige favoritter, da Alberto Contador lukkede den sidste uges diskussion om, hvorvidt han eller Lance Armstrong var det stærke Astana-holds kaptajn. Med et par kilometer til mål angreb han med en sådan lethed og eksplosivitet, at ingen kunne følge ham, og Armstrong undlod loyalt at forsøge. Og det var sådan set det vigtigste spørgsmål, der blev besvaret på en etape, der ellers ikke var eksplosiv - snarere lidt af en fuser.

Hvornår holder det her op med at være kedeligt? Det var det mest spændende spørgsmål, man kunne stille sig selv, da der var kørt 175 km af de 224 på Tour'ens første bjergetape til Andorra Arcalis. En gruppe på ni var stukket allerede efter otte km, og bagude var interessen ikke stor for at hente dem. Saxo Bank ville ikke forsvare Cancellaras førertrøje ved at sætte tempo i front, og da Astana med de mange favoritter tog hvervet på sig, var det tilsyneladende uden større entusiasme for at vinde etapen eller få trøjen så tidligt i løbet. Og når løbets to stærkeste hold konkurrerer om at slippe for ansvar og trøje, så skal det blive søvndyssende frem til de sidste 10 km, hvor sidste opstigning begynder.

Det første møde

Der er altid forventninger knyttet til løbets første møde med bjergene.

For mange af rytterne er det en forventning spædet op med angst. Omstillingen fra en uge i fladland til brat opstigning kan være svær. Benene og hele organismen skal omstille sig fra højt tempo i store gear og med lav kadance til flere pedalomdrejninger i små gear og lavere hastighed. For en rytter som unge Andy Schleck, der er Saxo Banks kandidat til podiet, må den angstblandede forventning også være tilsat en bitter erindring. På den tilsvarende dag sidste år, da Andy debuterede i Tour de France, og forventningerne til ham var høje som det bjerg, de skulle opad, fik han gummiben. På den første bjergetape til Hautacam i Pyrenæerne oven for Lourdes kunne han ikke flytte sig ud af stedet, da alle favoritterne kørte - inklusive hans storebror Fränk - og han tabte så mange minutter, at hans chancer for at blande sig i topstriden senere forspildtes. På trods af, at han nok var den stærkeste mod løbets slutning.

For alle os, der kigger på, er forventningen til rytternes første møde med bjergene også ofte spædet med, nå, ja, vel ikke angst, men så med bange anelser.

For historien fortæller, at den første bjergetape ofte er præget af rytternes usikkerhed på sig selv og hinanden, således at der bliver kørt meget vagtsomt og taktisk uden at nogen tør angribe, og dermed blotte sig, før til allersidst.

Upåagtet gul trøje

Etapen i går var ingen undtagelse, og favoritternes taktiske fifleri blev udnyttet af de ni udbrydere til at holde deres forspring til mål, således at den altid upåagtede, men solide italienske veteran Nocentini kunne trække i gult, og den purunge franske nyprofessionelle Brice Feillu kunne køre alene over stregen til en sensationssejr. At den var ren foræring fra de stærkeste behøver han ikke bryde sig om; det kommer ikke til at stå i hans palmares , som cykelrytteres CV hedder.

Det var dygtigt, at den unge fransker, ville det vel hedde i Chris Anker-sprog, ramte dagens rigtige udbrud og løfterigt for ham, at han som den mest undertippede af udbryderne formåede at distancere dem.

I den foregående uge har de seneste to års toer, Cadel Evans, sat mere end tre minutter til i forhold til de bedste på grund af uheld og et svagt hold, og det var ventet, at han ville forsøge at indhente noget af det tabte i går. Det var da også ham, der tæt under mål sprængte det taktiske lurepasseri blandt favoritterne med et angreb, der dog også viste australierens begrænsning.

Han er svær at ryste af på stigninger, men ejer ikke den acceleration, der kan bringe ham fri. Heller ikke i går. Men han gav signalet.

Contador havde anbragt sig lidt nede i favoritgruppen, og mest vigtigt: Bag den interne rival Lance Armstrong. Det betød, at han i sit angreb kunne stryge uset forbi med et så gevaldigt antrit, at hans baghjul og rygnummer var langt væk, før nogen kunne sætte efter ham. Andy Schleck var den første, der reagerede, og godt at se det, men han kunne ikke lukke hullet og måtte blive blandt de andre slagne favoritter. Blandt dem bror Fränk. I forhold til Andys gummiben sidste år var det faktisk i orden, at han slap over løbets første bjerg som den skarpeste af Contadors modstandere. Det var meget blæret, at Contador blot behøvede mindre end to kilometer til at vinde en snes sekunder og sætte styrkeforholdene på plads. Som om han ikke behøvede mere, og selv vidste det. Hvad ville det ikke være blevet til, hvis slagsmålet på bjerget var blevet indledt tidligere?

Det er altid utilfredsstillende, når de store forærer et godt slagsmål og en etapesejr væk til mindre ryttere på et prestigefyldt bjerg - og så løbets første. Det er ikke skrevet ind i nogen rytteres kontrakt, at de også har pligt til at underholde, på trods af at Tour de France er sommerens største underholdningsshow. Og Astana gjorde som forventet. Kontrollerede etapen fra front hele dagen og satte højt tempo alle mand fra bjergets fod, således som Lance Armstrong gjorde i sine velmagtsdage med US Postal og Discovery, hvor sportsdirektøren også hed Johan Bruynel. Det er effektivt og skræmmende for de andre, men det er ikke blot dræbende for konkurrenternes angrebslyst, det er også dræbende kedeligt.

Og det ser desværre ud til at skulle fortsætte. De næste to dage i Pyrenæerne slutter med lange nedkørsler, og hvis Astana fortsætter deres kompakte preskørsel, er det meget svært at se, hvem der skulle have mod og ben til at forsøge at udfordre dem langt fra mål. Udbrud af ufarlige ryttere vil få lov til at køre væk, som i dag, mens det store opgør suspenderes indtil Alper, enkeltstart og afslutningen om to uger på Mont Ventoux.

Ikke noget muntert perspektiv, og jeg håber inderligt på at tage fejl. Med mindre, selvfølgelig, at det bliver Chris Anker, der får lov til at køre, så han kan opfinde nogle nye ord. Måske endda vinde. Men han vil også helst have, at det slutter opad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her