Læsetid: 8 min.

En stor latrinær teenager

Temperamentsfuld. Dramatiker Line Knutzon har altid haft en kraftig lortedetektor, når det angår løgn og spil mellem mennesker, og netop i den detektor har hendes egen vrede rod. Men egentlig er hun ikke et særlig vredt menneske, hun har bare temperament
Modsvar. 'Jeg brød mig generelt ikke om firsernes kunstige og teatralske iscenesættelse af egen person og egen vrede. Det er måske også derfor, jeg synes, at det i dag er vigtigt at finde grænsen for, hvor og hvornår man skal lufte sin vrede, og det lyder jo helt halvtredseragtigt, men det er mit modsvar på firsernes vredesopvisning,' siger dramatikeren Line Knutzon til Information.

Modsvar. 'Jeg brød mig generelt ikke om firsernes kunstige og teatralske iscenesættelse af egen person og egen vrede. Det er måske også derfor, jeg synes, at det i dag er vigtigt at finde grænsen for, hvor og hvornår man skal lufte sin vrede, og det lyder jo helt halvtredseragtigt, men det er mit modsvar på firsernes vredesopvisning,' siger dramatikeren Line Knutzon til Information.

24. juli 2009

Hvis der er noget, der kan gøre Line Knutzon rasende, så er det journalister, der fremstiller hende som vred. Eller mennesker, der udstiller deres vrede i køen hos bageren. Og analyseapparater.

Hun byder på morgenkaffe i sit nye sommerhus i Hornbæk, da hun ikke igen vil være bekendt over for ungerne at tage ind til byen midt i deres fælles sommerferie. Det er et lille sort træhus, og man kan stadig se, hvor det har været skåret over på langs for at blive transporteret fra Sjællands Odde til grunden i Hornbæk. Også grunden fik hun billigt, fordi huset, som stod der, var så ædt op af svamp, at håndværkerne, der skulle rive det ned, ikke ville gå ind uden beskyttelsesmasker. Græsset på naturgrunden er rullegræs fra en prisoverrækkelse for landskabsarkitekter, som en kvik arkitektnabo vidste, hun kunne bruge.

Udgangspunktet for mødet denne sommermorgen er at tale om vreden som drivkraft, og samtalen kommer til at handle om opløste fjendebilleder, ordentlig omgang med sproget og vredens mange små og store ansigter. Og så en enkelt lussing til forbrugsfesten.

For Line Knutzon er slet ikke så vred. Hun har bare en stor vulgær latrinær teenager indeni, der gerne vil have det sjovt, og hun har flere gange måttet bede journalister slette alle de grimme ord i interviewet, for hun kan være så streng i sin mund.

»Måske er det derfor, jeg altid er blevet forbundet med vrede, og det har altid irriteret mig og gjort mig enormt vred,« siger Line Knutzon.

»Og det er jo en spiral, kan jeg godt se.«

Indignation

Det er heller ikke sådan, at Line Knutzon ikke er vred. Hun har evnen til at blive vred, som hun siger. Hun besidder et stærkt temperament. Men hun bliver mindre og mindre vred med alderen, og hun vælger sine kampe med omhu.

Men først skal naboen lige hjælpes, for hun kommer gående over græsset og har netop brændt sin støvsuger af. Den gav et knald, og så var den død. Line Knutzon springer op og kommer lidt efter slæbende med en ældgammel model med ledningen efter sig.

»Det er Peter Reichhardts støvsuger,« griner hun, »den kører endnu, men røret har det med at folde sig sammen til en halv meter hele tiden,« viser hun.

»Hvor var vi?,« spørger hun, da nabo og støvsuger vandrer hen over græsset.

- Vrede ... ?

»Ja. I firserne kunne man være vred uden rigtig at skulle redegøre for, hvorfor man var det. Jeg erindrer et interview med mig engang, hvor overskriften vist var 'Vreden er min drivkraft'. Jeg får helt ondt i maven af at tænke på det,« siger Line Knutzon.

»For hvad er vrede?« spørger hun. »Der er mange former for vrede, og vrede er et stærkt ord. Man kan være vred over ting, der sker i Sudan, og man kan være vred over, hvordan det går i Danmark, men det er jo ikke en dyb personlig vrede, det er nærmere indignation. Der, hvor jeg bliver rigtig vred i dag, er, når nogen overskrider grænser i mit privatliv, og især hvis nogen forulemper mine børn. Men jeg bliver ikke vred i busser og i køer hos bageren.«

Engang kunne hun blive rasende i politiske diskussioner og sidde og skrige og råbe en hel aften med rigtige følelser bag ved. Og hun kan stadig diskutere lidenskabeligt med folk.

»Diskussioner og debatter er meget som en sport for mig. Som en fægtekamp. Men selv om jeg kan hidse mig op og råbe, kan jeg smide min kårde lige så hurtigt igen, og så snakker vi bare om noget andet. Jeg elsker at diskutere og elsker at blive ophidset, men det er ikke en dybfølt vrede, og det er nok, fordi jeg er blevet ældre, jeg vil ikke være med til at kalde det vrede, for hvornår er man så i virkeligheden vred?«

Det er hun selv, når folk lufter deres uforskammede vrede i det offentlige rum. Det har man ikke ret til, mener hun. Hun har netop mødt en mand i den lokale kiosk, der gjorde hende rigtig vred. Han blev rasende over, at kioskejeren havde sat et forkert prismærke på en vare og stod og skældte ejeren ud.

»Han gik helt amok, og så gjorde jeg det også,« siger Line Knutzon. »For det er helt uacceptabelt. Hvis man bliver så vred over 50 øre, hvor er ens vredesniveau så, når der sker noget virkelig slemt? Det er noget med, hvordan vi omgås sproget. Du kan ikke have så lemfældig omgang med vrede. Man må veje graden af sin vrede.«

Vrede

Både Line Knutzons egen vrede og andres vrede omsætter hun i billeder, som hun iscenesætter i sit arbejde som dramatiker. Ikke som vrede, men gerne som spil mellem mennesker.

»Jeg har nok et særligt øje for uretfærdigheder og selvbedrag. Jeg har en meget kraftig lortedetektor inden for omgang mellem mennesker,« siger hun og beskriver det som sit måske eneste medfødte talent. Eller måske er det slet ikke medfødt, for hun var barn i tresserne og opsugede alt det usagte, alle spillene og bedraget mellem de voksne, der måske netop i tresserne lod børnene se mere, end de gør i dag.

»Hvis man som barn får opdyrket evnen til at få øje på uretfærdigheder og disharmonier, men ikke bliver mødt i sin oplevelse, der måske er rigtig nok, ved man ikke, hvordan man skal reagere på det, og det tror jeg kan generere en vrede eller et stort temperament i et barn, der vil være der altid,« siger hun.

- Har det været sådan for dig?

»Ja. Jeg har haft et skarpt blik for løgnen og de voksnes spil. Fornemmet stemninger meget kraftigt. Det kunne gøre mig rasende, fordi jeg ikke var i øjenhøjde med de voksne omkring de ting, jeg registrerede.«

- Det lyder, som om løgnen gør dig vred?

»Ja. Ikke småløgne. Men store indviklede selvbedrag, de kan godt provokere mig. Og de inspirerer mig, men jeg omsætter det altid, mine teaterstykker er jo ikke vrede.«

Fordømmelse

Line Knutzon har en søn på 12, der som niårig meldte sig ind i et politisk parti, uden hun på nogen måde havde indflydelse på det. Og hun synes, det er smukt, at et så ungt menneske kan have en vrede eller en indignation, og gerne vil ændre verden.

Men samtidig hører hun nu sig selv sidde og forsvare den yderste højrefløj, hun aldrig har være enig med, for som 12-årig synes man, de andre tager fejl, og der findes kun én rigtig måde at leve på, nemlig sin egen.

»Men med alderen finder man jo ud af, at man ikke kan gå og fordømme andre mennesker, vi er her på samme vilkår. Og der er jo ingen, der går ind i politik for at forværre verden. Ingen, der står op om morgenen og tænker: Nu vil jeg gøre verden til et hæsligt sted at være. Heller ikke dem, der melder sig ind i Dansk Folkepartis Ungdom. Men det er så rart og nemt med de fjendebilleder. Jeg var unuanceret rasende på formanden for KU, dengang jeg som ung tilhørte den socialistiske fløj. Fordømmelse er en form for vrede, man lægger af sig med alderen,« siger Line Knutzon.

Line Knutzon var politisk bevidst som ung, men hun var ikke del af punkbevægelsen. Hun er for lalleglad og tror for meget på mennesker til at kunne deltage i no future-bevægelsens formørkede livssyn.

»Jeg brød mig generelt ikke om firsernes kunstige og teatralske iscenesættelse af egen person og egen vrede. Det er måske også derfor, jeg synes, at det i dag er vigtigt at finde grænsen for, hvor og hvornår man skal lufte sin vrede, og det lyder jo helt halvtredseragtigt, men det er mit modsvar på firsernes vredesopvisning.«

Irritation

- Hvorfor er du altid blevet forbundet med vrede?

»Jeg tror, det er, fordi jeg bliver så irriteret.«

- Hvad bliver du irriteret over?

»Mærkelige ting i andre menneskers øjne. Analysemodeller, de gør mig irriteret. For eksempel har jeg lige skrevet et stykke til dukketeater for børn over Romeo og Julie, og en journalist siger, at jeg har ført Romeo og Julie helt up-to-date, fordi jeg har brugt techno i det. Gu' har jeg ej. Så er der et analyseapparat, der straks går bevidstløst i gang. Det kan gøre mig fuldstændig sindssyg. Jeg vil ikke med ind i den snak, for den er så dum. Det er et lillebitte dukketeater på frilandsmuseet, og der er skrevet en lillebitte pressemeddelelse, hvor der åbenbart med små bogstaver står, at techno indgår på lydsiden. Så griber journalisten den, for det er noget, han kan forstå, så kan han skrive: Romeo og Julie danser techno, i stedet for at forholde sig til stykket. De skal bare lade det være. Jeg fortryder sådan det der techno, for det gav dem mulighed for dovent at lave deres overskrift.«

- Så journalister er irriterende?

»Ikke alle,« smiler Line Knutzon.

- Hvad med anmeldere, kan du blive vred på dem?

Der opstår en lang tænkepause.

»Nej. Jeg tror, jeg har påtaget mig at være min egen værste og mest hadefulde anmelder. Jeg ved godt, hvad der fungerer, og hvad, der ikke fungerer. Og hvis anmelderen ikke ser de rigtige fejl, mister jeg bare respekten.«

Harme

- Er der noget, du er vred over i dag?

»Næh,« siger Line Knutzon og læner sig tilbage. »Jeg kunne sagtens spæne ned ad en vej af harme over, hvad er der sket med vores samfund, men vi har altså haft en historisk lav arbejdsløshed under den her regering. Folk har så også haft en kæmpe fest med ting, og nu skal entrébilletten betales, efter de har brugt alle pengene inde til festen.«

»Hvad havde de regnet med?« fortsætter hun og slår ud med armene.

»Havde de regnet med, at festen bare ville fortsætte, eller at det var gratis at gå til fest? Hvis vi var fuldstændig uoplyste og kom fra nul, kunne jeg forstå det, men vi kommer ikke fra nul, vi kommer fra et rigtig godt velfærdssamfund.«

Så jo, Line Knutzon kan blive vred, når folk ikke forstår, hvilket privilegeret samfund vi lever i. Når folk, der rejser meget, kommer hjem med en romantisk forestilling fra en masai-stamme eller fra fattige områder i Brasilien og siger, at de lever så smukt og enkelt derude, og det kunne vi lære noget af.

»Nå! Men hvis du spørger en kvinde i Sudan, hvis barn er sulten og har malaria, og hun selv har rådne tænder, så vil hun nok gerne til lægen og tandlægen, og først derefter kan vi snakke om, hvem hun er, og hvorfor hun er her, og hvad hun gerne vil. Det er de basale ting, vi har i det her land. Og det er ikke tryllestøv. Der er nogen, der har skabt det, og det skal passes på og vedligeholdes, ellers forsvinder det. Frihedsbegrebet er misforstået, vi får jo netop basal frihed af at give til fællesskabet, og det har ikke noget at gøre med socialisme, det er sund fornuft.«

Vi sidder lidt og lytter til hankattenes tuden i buskadset. De er også irriterede. Hendes datter Roberta er stået op og kommer ud for at skille dem ad.

»Det mærkelige er, at det er vores egen generation, der holdt festen. Det er så mærkværdigt forkælet,« siger hun stille.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer