'Vi skal til at tænke på en anden måde'

Det nuværende filmforlig betyder, at filmbranchen tænker for meget i støttepuljer i stedet for filmenes kunstneriske kvalitet, mener Det Danske Filminstituts direktør, Henrik Bo Nielsen, der vil have revideret støttesystemet i det nye, fireårige filmforlig
'DR og TV2 er public service-stationer, men hovedparten af deres konkurrence kører på underholdning, og det er ikke nødvendigvis til gavn for filmen at lægge beslutningsmagt ind i det univers. Vi ved godt, at definitionen på, at det går godt, i dag entydigt er høje seertal, hvorfor de også har nogle andre interesser end os som filminstitut, siger Henrik Bo Nielsen om ordningen, hvor en væsentlig del af støtten til danske film kanaliseres gennem DR og TV2.

'DR og TV2 er public service-stationer, men hovedparten af deres konkurrence kører på underholdning, og det er ikke nødvendigvis til gavn for filmen at lægge beslutningsmagt ind i det univers. Vi ved godt, at definitionen på, at det går godt, i dag entydigt er høje seertal, hvorfor de også har nogle andre interesser end os som filminstitut, siger Henrik Bo Nielsen om ordningen, hvor en væsentlig del af støtten til danske film kanaliseres gennem DR og TV2.

Reimar Juul
7. juli 2009

Mindre magt til tv-stationerne, mindre detailstyring, mere overskuelighed og færre kasser at søge penge fra hos Det Danske Filminstitut og større fokus på distribution. Det er de emner, som kommer til at fylde mest i de kommende filmforligsforhandlinger, hvis det står til Filminstituttets direktør, Henrik Bo Nielsen.

Det nuværende filmforlig løber til og med 2010, men forligets parter - kulturministeren, de politiske partier og filmbranchens forskellige organisationer - er så småt gået i gang med at forberede det næste, der skal løbe frem til udgangen af 2014. Længst i processen er Filminstituttet, der jo også skal administrere de penge, som ifølge forliget tildeles dansk film, inden for de rammer forliget ligeledes fastlægger.

Derfor har Henrik Bo Nielsen og instituttet brugt de seneste mange måneder på en såkaldt Spørg & Lyt-proces, hvor man er gået i dialog med den danske filmbranche. Det er et usædvanligt initiativ, men en del af den åbne politik, Henrik Bo Nielsen har ført siden sin tiltræden som direktør for godt to år siden.

»Jeg har set det som min opgave at rulle persiennerne op og sige, 'vær så god at kigge ind. Her foregår ikke noget, som ikke tåler dagens lys, og hvor der ikke ligger et fagligt jugement bagved,'« siger han.

Det undsagte forlig

Ca. 275 mennesker er i grupper - det være sig instruktører, producenter, distributører, biografejere, kritikere m.fl. - blevet inviteret til kaffe med direktøren og hans nærmeste medarbejdere for at komme med deres uforbeholdne mening om instituttet, støttesystemet og dansk film generelt. Baggrunden er blandt andet en undren hos Henrik Bo Nielsen over, at så mange mennesker var så utilfredse med det nuværende filmforlig, da det blev vedtaget i 2007, og en erkendelse af, at det ikke måtte ske igen.

»Forliget var ca. 30 sekunder gammelt, da alle undsagde det,« siger han, da vi har fundet os tilrette i hans hjørnekontor i Cinemateket i Gothersgade, lige over for Kongens Have.

»Der var ingen, der havde noget godt at sige om det. Måske lige bortset fra ministeren forklarede alle, at det var det ringeste forlig, de nogensinde havde set. Jeg har gået og spekuleret over, hvad forklaringen på det er. Hvorfor er der ikke noget ejerskab til det? Hvorfor er der ikke en eller anden samklang?«

Da han begyndte at grave i sagen, gik det op for Henrik Bo Nielsen, at filmbranchen var splittet under forhandlingerne om filmforliget, hvorfor ministeren og de politiske partiers kulturordførere selv havde kunnet vælge, hvem de ville lytte til.

Et fælles ordforråd

»Der var ikke nogen samklang eller stærke positioner, hvor folk, der er professionelle, normalt på en lang række punkter vil have samme dagsorden, samme interesser - hvis de har talt ordentligt om det på forhånd. Der vil være ting, man ikke kan blive enige om, men hvis nu man var i stand til at møde det politiske med et fælles ordforråd og en fælles opfattelse af, hvad problemerne er, vil man stå meget stærkere.«

Det gjaldt derfor om at finde en måde at samle filmbranchen på ved at høre, hvad hovedaktørerne i det kommende filmforlig havde at sige.

»Ønsket var også at vi faktisk godt gad at snakke med dem, uanset om det var bio-graffolk eller A-liste-instruktører,« siger Henrik Bo Nielsen.

Nu, hvor selve Spørg & Lyt-processen er forbi, er Henrik Bo Nielsen og Det Danske Filminstitut begyndt at drage de første konklusioner af alle meningerne og kommentarerne, de har samlet ind.

Grunden til, at instituttet ikke med det samme gik til filmbranchens øvrige organisationer - FAF, Instruktørsammenslutningen, Producentforeningen, FAFID etc. - er, siger Henrik Bo Nielsen, »at så begynder det at lugte af forhandling og forholdsvis fastlåste positioner. Vi syntes, at det var meget mere rigtigt at tale med folk som individer.«

Han er begyndt at overveje at kontakte de politiske miljøer for at høre, hvad de har af forventninger til dansk film og det kommende filmforlig. Men Filminstituttet har også krav til politikerne.

»Det, jeg i flere omgange har kritiseret ved det nuværende filmforlig, er graden af detailstyring og graden af processtyring, snarere end resultatstyring, som noget af det værste i forliget. Hvor vi tænker, 'så lad os drøfte det og sætte nogle rimelige målsætninger op for det arbejde, vi laver, men overlad det til os og branchen at finde ud af, hvordan man forfølger de mål.'«

Henrik Bo Nielsen vil altså gerne have rammer for Filminstituttets arbejde - og undervejs stå til ansvar for resultatet af arbejdet - men han vil i højere grad selv have lov til at fylde rammerne ud. Det vil kun komme dansk film til gode, mener han.

For mange ordninger

Hvad er det for konklusioner, Henrik Bo Nielsen har kunnet drage af Spørg & Lyt-processen? Først og fremmest drejer det sig om, at det er alt for uoverskueligt at søge støttekroner hos instituttet. Støtteordningerne er for mange og for specifikke, og systemet har udviklet sig til et regulært kassehelvede. Det er blandt andet et resultat af at være så detailstyret, mener Henrik Bo Nielsen.

»Hvis man lægger talentudviklingspuljen New Danish Screen og Public Servicepuljen til og husker, at der både er kort- og dokumentarfilm og spillefilm, så ender vi med 13-14-15 støtteordninger. Og de har det problem, at når hver kasse er veldefineret, er der hele tiden noget, som falder ned imellem dem. Det betyder, at det er for svært at navigere i forhold til Filminstituttet.«

Det bør være sådan, at når en producent, en instruktør og en manuskriptforfatter får en god idé til det, Henrik Bo Nielsen kalder en 'billedbåren fortælling', men endnu ikke helt ved, hvilken form den skal have, så går de til Filminstituttet og prøver ideen af.

»Det er jo en smuk og ordentlig verden, men det er ikke sådan, at det foregår. Folk i branchen sidder i stedet og siger, 'hvilken kasse har instituttet, som vi kan proppe det her ned i, og hvordan får vi det bedst muligt rettet til, så det passer lige bestemt ned i den kasse?'«

Projekterne får med andre ord ikke lov til at udvikle sig på deres egne, men på støttesystemets vilkår. Det er et problem, som ikke bliver mindre af, at man, da man vedtog det nuværende filmforlig, overlod en stor del af finansieringen af dansk film til DR og TV2, mens Filminstituttet derimod fik færre penge til filmstøtte.

»Filmbranchen begynder meget tidligt også at spekulere i hvilken tv-station, der har penge, hvilken institutkasse der har penge. Og så ender man meget let med en idé, der hele tiden udvikler sig på kassens præmisser. Det er ikke særlig sundt, og det skal der gøres op med,« siger Henrik Bo Nielsen, der mener, at DR og TV 2 har fået alt for stor magt i forhold til dansk film.

»Det synes alle aktører i branchen, også tv-stationerne selv. Det var en løsning for at få finansieringen til at hænge sammen, men det var ikke nogen hensigtsmæssig løsning. DR og TV2 er public service-stationer, men hovedparten af deres konkurrence kører på underholdning, og det er ikke nødvendigvis til gavn for filmen at lægge beslutningsmagt ind i det univers. Vi ved godt, at definitionen på, at det går godt, i dag entydigt er høje seertal, hvorfor de også har nogle andre interesser end os som filminstitut. Hvis de i stedet konkurrerede på, hvem der var i stand til at lave de kunstnerisk mest interessante film, kunne det være, at situationen og samarbejdet var et andet.«

Dansk film har dog hårdt brug for de penge, som DR og TV2 bidrager med, hvorfor en anden løsning, hvor tv-stationerne betaler, men ikke bestemmer, skal findes.

»Og den slags løsninger er der gode eksempler på i den store verden, f.eks. i Sverige, hvor tv-stationerne betaler et meget stort bidrag til instituttet og derudover er forpligtet til at købe visninger af svenske film. Det er en glimrende tankegang, man bestemt kan lære af herhjemme,« siger Henrik No Nielsen.

Et revideret støttesystem

Konsulentordningen, der er den ældste filmstøtteordning af dem alle, og som vurderer projekter ud fra kunstneriske præmisser, har de fleste udtrykt begejstring for i Spørg & Lyt-processen, fortæller Henrik Bo Nielsen. Omvendt er der ikke mange, som har haft pæne ting at sige om den kommercielle 60/40-ordning, hvor det er forventet billetsalg, der er det dominerende princip.

»Selv ikke de mest kommercielle producenter mener, at 60/40-ordningen er fantastisk og bare skal køre uændret videre. Det har været en god oplevels at finde ud af, at der enighed om, at den kommercielle ordning, markedsordningen, må kunne fungere på en anden måde, end den gør i dag.«

Filminstituttet har fået mange forskellige forslag til, hvordan filmstøtten kan forbedres, lige fra at slå det hele sammen i én, samlet ordning uanset platform og format til en række variationer over det nuværende system. Selv forestiller Henrik Bo Nielsen sig, at det ender med et støttesystem, der i princippet har tre hovedindgange.

»En, der er båret af nogle markedsmæssige overvejelser, en, som har alle kvaliteterne fra konsulentordningen, og hvor det først og fremmest er de filmiske ambitioner, der skal drive værket, og så en eller anden form for talentudvikling,« siger han.

Efter sommerferien skal Filminstituttet ifølge sin resultatkontrakt prøve at definere de kriterier, der ligger til grund for konsulentordningen. Det er principielt umuligt for en ordning, der er så afhængig af enkeltpersoner, konsulenterne, mener Henrik Bo Nielsen.

»Men frem for at bygge en Berlinmur op omkring konsulentordningen, har vi brugt lang tid på at diskutere, hvad det er, vi laver, og hvordan vi kan vise omverdenen, hvordan vi arbejder. At der faktisk foregår et enormt professionelt arbejde, hvor nogle mennesker ud fra nogle filmfaglige kriterier prøver at vurdere, hvad der har mere kvalitet end noget andet, hvad der er mere interessant end noget andet. Sådan en kvalitetsdiskussion er interessant, og den skal man måske ikke være så bange for. Det er præcis det, vi påstår, at vi gør - vi vurderer, hvad der flytter filmkunsten mere end noget andet.«

Også en markedsordning er ifølge Henrik Bo Nielsen vigtig. Det er den lære, han har draget af de seneste 10-15 års filmpolitik: »Ingen industri, ingen filmkunst.«

Men det behøver ikke være Richard Ragnvald det hele.

»Der er eksempler på film, hvor fællesnævneren bliver så lav, at ingen kan holde ud at se det. Vi har i det seneste par år brugt en del af vores kræfter på at prøve at smide nogle kalorier ind i det univers. Derfor ser vi også i 2009 instruktører som Per Fly, Susanne Bier og Erik Clausen optræde på 60/40-ordningen og konkurrere med alle mulige andre film, som har et ret bredt publikum. Det er en del af vejen frem.«

Filmhus med mere

For Henrik Bo Nielsen handler diskussionen om støtteordninger også om Det Danske Filminstituts selvforståelse:

»Er vi et filmhus, eller er vi et filmhus med mere? Nogle vil sige, at tiden har overhalet spørgsmålet, fordi vi allerede forvalter Public Service-puljen og støtter computerspil og børneting på mobiltelefoner. Så selvfølgelig er vi et filmhus med mere. Men spørgsmålet er også, hvor langt vi skal gå? Jeg har den opfattelse, at vi gerne skal kunne håndtere alle mulige andre platforme end film. Men vi skal ikke glemme, hvad vi kommer af, og det er den filmiske fortælling.«

Samtidig må institut- direktøren erkende, at det er svært at spå om fremtiden, og at mediebilledet kan ændre sig radikalt i løbet af de fire år, som det nye filmforlig kommer til at dække. Hvilket er endnu en god grund til mindre detailstyring, siger han.

»Vi har nogle forholdsvis kvalificerede gæt på, hvor udviklingen går hen,« siger han.

»Jeg tror, at biografer stadig vil spille en meget central rolle, men resten af det ... your guess is as good as mine . Ville man for fem år siden have kunnet forudse den udvikling, der er sket? Nej, det ville man faktisk ikke have kunnet.«

Derfor er det vigtigt at lave et institut, der er adræt nok til at følge med udviklingen på platforme, med forretningsmodeller og dermed også distribution, mener Henrik Bo Nielsen.

Succeskriterier

»Vores opgave er at tage fat i den enkelte film og finde ud af, hvordan den når ud til så mange mennesker som muligt,« siger filmdirektøren og nævner Heidi Maria Faissts debutspillefilm, Velsignel-sen , som et eksempel på en film, der nåede et alt for lille publikum, blot 1.500 mennesker.

»Den har et større publikumspotentiale. Filminstituttet skal selvfølgelig stadig have mulighed for at støtte film, der, uanset hvor godt man gør sit distributionsarbejde, kun når et meget lille publikum - hvis de kunstnerisk er interessante nok. Men en række af de små titler, som måske for tre-fire-fem år siden ville have nået et noget større publikum, må vi finde andre veje at hjælpe. Jeg skal nok lade være med at sige, hvem det er, men foreløbig er jeg løbet ind i én instruktør, som er ligeglad med, om der er nogen, som ser vedkommendes værk. Resten af dem har et ønske om at nå et publikum,« siger Henrik Bo Nielsen og siger samtidig, at publikumstal ikke længere bør være det eneste succes-kriterium.

»Hvad med måden, en film performer på på festivalscenen? Hvad med måden en dokumentarfilm evner at sætte dagsorden på? Hvad med et værks hitrate på nettet - dét at der faktisk er nogen, som bruger det derude? Er det ikke også brikker? Og det er det jo, og derfor skal vi til at tænke på en anden måde.«

Artiklens forfatter deltog også i et af DFI's Spørg & Lyt-møder

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Henrik Bo Nielsens forslag til nyt filmforlig:

1. Færre støtteordninger og mere overskuelighed i støtte-
systemet

2. Mindre indflydelse til DR og TV2 på hvilke danske film, der skal produceres

3. Mindre detailstyring af Filminstituttet og større fleksibilitet i forhold til det daglige arbejde

4. Et adræt filminstitut, der kan forholde sig til en branche og et medie, der hele tiden udvikler sig

5. Flere kalorier ind i den bredt anlagte, kommercielle film

6. Bedre distribution af smalle film

7. Andre succeskriterier end publikumstal

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu