Læsetid: 4 min.

Tæt på døden

Cykelløb er også at sætte sig op på cyklen og angribe dagen efter, at en holdkammerat har været udsat for et uhyggeligt styrt. Team Saxo Bank bliver ved med at angribe et uhyggelig stærkt Astana-hold
Forestillingen fortsætter: Mens Jens Voigt lå bevidstløs på vejen efter et styrt på nedkørslen fra Store Sankt Bernard, fortsætter rytterne forbi, uden at nogen ved, hvor alvorligt eller livstruende Saxo Bank-rytterens styrt er. Og i morgen er endnu en dag, hvor hans rystede rytterkolleger vil fortsætte med at anribe det dominerende Astana-hold - uanset hvor chokerede de er over vennens ulykke.

Forestillingen fortsætter: Mens Jens Voigt lå bevidstløs på vejen efter et styrt på nedkørslen fra Store Sankt Bernard, fortsætter rytterne forbi, uden at nogen ved, hvor alvorligt eller livstruende Saxo Bank-rytterens styrt er. Og i morgen er endnu en dag, hvor hans rystede rytterkolleger vil fortsætte med at anribe det dominerende Astana-hold - uanset hvor chokerede de er over vennens ulykke.

Bogdan Cristel

22. juli 2009

Da Team Saxo Banks Jens Voigt lå bevidstløs på vejen efter styrt på en nedkørsel på gårsdagens Tour de France-etape, blev hans holdkammeraters forudgående fornemme angreb på den gule trøje reduceret til noget helt ligegyldigt.

Jens Voigts voldsomme styrt overskyggede alle sportslige begivenheder på etapen til Bourg-Saint-Maurice. I en kurve på dagens sidste nedkørsel skred cyklen ud under ham på den hvide - og glatte - midterstribe med en hastighed omkring de 80 km i timen.

Han lå bevidstløs på vejen, da Bjarne Riis i følgebilen som en af de første nåede frem til ham. Han kom til bevidsthed på vejen til hospitalet og kunne bevæge sig, men kunne intet huske, og han blev først på aftenen fløjet til et større hospital i Grenoble. Det var situationen inden avisens deadline.

Et styrt, der ved sine omstændigheder og voldsomhed gav uhyggelige mindelser om det styrt, som den unge italiener Fabio Casartelli var udsat for på en nedkørsel i Pyrenæerne i 1995, og som kostede ham livet.

Ikke mange udfordrere

Netop Jens Voigt var en vigtig brik i det taktiske spil, der kom til at præge dagen, og der var lagt ambitiøse planer forud for den 16. etape med de svære bjergpas over Store og Lille Sankt Bernhard. Bjarne Riis havde varslet aggressiv kørsel af sit mandskab, Saxo Bank, og planen var tydelig allerede fra starten, hvor rytterne ikke havde mange meter flad vej at rulle i gang på, inden det gik stejlt opad. Jens Voigt og Fabian Cancellara kørte med i et stort udbrud med det formål at skaffe sig så stort forspring, at de kunne træde til som hjælpetropper, når etapen gik ind i sin afsluttende fase på det andet og sidste bjerg.

Astana med den førende Alberto Contador, der nu har Lance Armstrong som strateg og hjælper, har ikke haft svært ved at gætte Saxo Banks udspil. Der var nemlig ikke andre angrebstrusler at gardere sig imod, efter at Andy Schleck på bjergafslutningen i søndags viste sig som Contadors største rival i stejlt terræn, og efter at de andre højt placerede i klassementet havde haft nok at gøre med at forsvare sig.

Astana kunne som trussel på forhånd eliminere Cadel Evans, der sad fint med i søndags, men er så langt bagud, at han har opgivet at køre efter sejren og tilmed har annonceret defensiv kørsel i bjergene for at spare sig til enkeltstarten torsdag.

Den britiske overraskelse Bradley Wiggins angreb kort før mål i søndags, men han er endnu så uvant med at køre i bjerge på allerhøjeste niveau - både i geografien og i klassementet - at også han kunne formodes at køre afventende frem til enkeltstarten, hvor han virkelig har sin styrke.

Vicenzo Nibali har i nogle år været anset for Italiens bedste fremtidige bud på en stor etapeløbsrytter, men hvor den blot 24-årige sicilianer tidligere har haft problemer med at tøjle sin impulsive kørsel og angrebslyst til noget strategisk fornuftigt, så har han i denne Tour nærmest listet sig op blandt de bedste og til en tredjeplads i søndags efter Contador og Schleck.

Ærgerligt for underholdningen, men også Nibali vil fortsat køre afventende, og den unge tyske komet Tony Martin har i et par dage været mærket af træthed. Så løbet var forud for i går snævret ind til en tvekamp mellem et Saxo Bank i angreb og et Astana i forsvar.

Armstrong deja-vu

Astanas forsvar var som et deja vu af Lance Armstrongs hold i gamle dage. Alle mand i front i højt, kontrollerende tempo, og første halvleg i det taktiske spil blev vundet af dem, da Cancellara ikke formåede at sidde med i udbruddet op over Store Sankt Bernhard.

Det betød, at Saxo Bank måtte ty til en eventuel angrebsplan B før den lange opstigning til den Lille Sankt Bernard - eller udsætte angrebene til i dag, kunne man frygte.

En frygt, der viste sig ubegrundet. 10 kilometer fra toppen af passet brød Saxo Bank Astanas kontrol over løbet med en massiv forcering af især Nicki Sørensen og Chris Anker Sørensen, der reducerede feltet til de absolut stærkeste og forberedte et angreb fra Andy Schleck.

Kun fem kunne følge ham: Bradley Wiggins og Nibali, Astanafolkene Contador og Klöden - samt storebror Fränk. En meget vigtig information før de næste bjergetaper.

Væk var Evans, Sastre, Martin - og Lance Armstrong, der enten ikke kunne eller ikke ville svare på unge Schlecks antrit. Han afventede det øjeblik, hvor tempoet gik lidt ud af Schleck-gruppen, og så kørte han minsandten alene op til dem igen i en af denne Tours mest intelligente og spektakulære manøvrer. I denne situation var det klogt af Andy Schleck at afblæse yderligere angreb, for de ville næppe have anfægtet Contador eller skaffet ham af med de vigtigste konkurrenter.

Angreb trods chock

Men angrebet var vigtigt som afprøvning af både hans egen og holdets formåen og vigtigt som optakt til etapen i dag, som med sine flere, men langt stejlere stigninger er løbets sværeste. Hvis Alberto Contador overhovedet kan rystes, så skal det være i dag.

Det vil fortsat være Saxo Bank, der er den logiske og nok eneste angriber, men holdets ryttere vil muligvis være de mest rystede efter Jens Voigts ulykke. Men vilkåret er, at der skal køres cykelløb igen i dag, og det skal køres med det formål at vinde. Sådan er Tour de France også.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu