
»Jeg synes lynhurtigt, at sociale situationer kan komme til at virke konstrueret. Jeg får følelsen af at indgå i forskellige roller, hvor der findes tilhørende idealsæt. De fælles vedtagelser, der ofte findes i et socialt rum, fremstår meget åbenlyse for mig.«
Sådan forklarer netop færdiguddannede Theis Ørntoft, der efter to år skal sige farvel til Forfatterskolen. Forude venter hans første bogudgivelse til september på Gyldendal – en samling digte, der i høj grad reflekterer de tanker om mennesket og verden, som han siden teenageårene har været optaget af.
»Den vestlige verden er funderet i en opfattelse af jeg'et som en kerne. Det er det grundlæggende psykiske organisationsprincip i vores del af verden. Jeg er her, og verden er der. Men for mig at se er det en psykisk konstruktion. Jeg tror ikke, der er nogen forskel på bevidstheden og verden,« siger han.
Theis Ørntoft er 25 år og opvokset i den lille by Alling lidt uden for Århus. Han er født ind i et »rigtig 68'er kollektiv«, som han selv betegner det, med en far der er uddannet læge, og en mor der er billedkunstner.
»Min mor er meget sensitiv, ligesom resten af hendes familie er. Det er jo nok hende, jeg er endt med at minde mest om,« siger han og forklarer:
»Jeg tror jeg indoptager en større mængde data end gennemsnittet for et menneske. Det har meget med perception at gøre. Syn, hørelse, følelser. Alt virker meget stærkt på mit sanseapparatet. Jeg oplever det oftest i forbindelse med hårde miljøskift. Hvis jeg eksempelvis har siddet på mit værelse hele dagen, og så går ud på gaden. Det sker i bitte små glimt,« siger han.
Den øgede sensitivitet og følsomhed over for forandringer omkring ham, ser Theis Ørntoft selv som en af forklaringerne på, at han er så bevidst om de konstruktioner, der lægges ned over mennesket og verden.
»Jeg har udviklet en måde at møde verden på, som er meget analytisk. Når man analyserer meget, og kombinerer det med et sensitivt modtagerapparat eller sanseapparat, så tror jeg typisk, at man som menneske begynder at få øje på en masse ting, som virker konstruerede. Det er mødet mellem det følelsesmæssige og det intellektuelle,« siger han og forklarer, at konstruktionerne viser sig ved en følelse af, at det realplan, som psyken hele tiden etablerer, man kan kalde virkeligheden, for ham virker relativt.
»Det er en fornemmelse af, at tingene ikke bare er, som de ser ud. Det er en meget banal formulering, men der er meget rigtigt i det for mig. At ting man ser, hører og diskuterer kan rumme meget andet end blot det umiddelbare.«
Det hyperbevidste jeg
Theis Ørntofts oplevelse af, at sociale situationer viser sig som konstruktioner, tager han med sig i sine digte, hvor det særlig er jeg'et som en konstruktion, han arbejder med.
»Hvad end jeg skriver om, kommer det ofte til at handle om grænser og belysning af konstruktioner. Grænser mellem indre og ydre, mellem bevidsthed og verden osv. Det interesserer mig at belyse sproget som den konstruktion det er, som et betydningsmateriale mennesket bruger til at erkende verden igennem,« siger han og fortsætter:
»Mine digte demonstrerer hele tiden, at de er en konstruktion. Jeg etablerer et konsistent hverdags-jeg, som står op og går ud i byen, stener lidt på sit værelse, og tænker over tingene. Man kan kalde det et hyperbevidst jeg, som kritiserer alt, også jeg'et selv. Jeg etablerer en position, hvorfra jeg kritiserer den position,« siger han.
Det er ikke et behov for at oplyse om det erkendelsesfilosofiske problem, som han mener konstruktionerne er et udtryk for, der driver Theis Ørntoft. Hans ærinde må endelig ikke fremstå missionsagtigt, understreger han.
»Det er ikke mit mål at ændre folks syn på verden, og jeg er ikke drevet af et behov for at komme og vise folk, at der i virkeligheden ikke findes noget konstistent. Det er en træls position. Hvis det endelig skulle lykkedes mig at overbevise nogen, om rigtigheden i det jeg mener, ville jeg sikkert bare få lyst til at mene noget nyt,« siger han.
I stedet drives lysten til at skrive om konstruktionerne af en form for aggression over for dem, forklarer han.
»Det er en krig mod konstruktionerne, en slags personligt opgør. Jeg er nok rimelig krigerisk, både når jeg skriver, og når jeg diskuterer. Nok fordi mange ting, jeg møder i hverdagen, irriterer mig. De indtryk, der kommer fra verden, hvirvler en frustration op i mig. Jeg tænker ikke længere end det. Det er den aggression, jeg skriver på,« siger han.
Kamp mod stereotyper
Et tydeligt udtryk for konstruktionerne er de stereotyper, som samfundet er med til at producere. De er et af de mål, som aggressionerne i Theis Ørntofts digte er rettet imod.
»Stereotyper er det man fastfryser, og det alle har vedtaget symboliserer noget bestemt. Det er jo en del af det, som jeg helt essentielt reagerer imod. Med stereotyper forsimpler man verden, fordi de fastholder og styrker de konstruktioner af sandheder, der på forhånd er blevet vedtaget,« siger han og eksemplificerer:
»Tænk bare på Lotto-reklamerne, hvor man ser stereotyper af forskellige mennesker verden rundt, der jubler: manden fra Afrika står på savannen med sit spyd, grønlænderen ved sin iglo - sådan en reklame styrker åbenlyst en forsimplet måde at italesætte verden på.«
Også i politik er stereotyper og konstruktioner et problem, mener Theis Ørntoft.
»Kommunikationen fra politikere til borgere tjener som et godt eksempel på, hvor forsimplet man kan tale om tingene på. For mig at se findes alle sandheder i det graduerede spektrum mellem sort og hvid. Det er helt ubrugeligt, når ting gøres til stereotyper,« siger han.
Formens dekonstruktion
For Theis Ørntoft kan indhold og form ikke adskilles, og det gør digtenes form til et lige så yndet mål, når han arbejder med konstruktioner og dekonstruktioner.
»Det lyder måske primitivt, men jeg tror, det er en drift imod at nedbryde det, som eksisterer. For mig er digte så åbenlyst konstrueret, og det driver mig til hele tiden at påpege, at det her i virkeligheden er en konstruktion, som jeg sidder og laver, og som du sidder og læser. Jeg har hele tiden behov for at vise kulissen bagved. Jeg kunne have valgt at skrive universitetsafhandlinger om alt det her, men nu synes jeg det er mere spændende at bruge det tankesæt på digtverdenen, for at se hvor langt man kan gå, og hvor meget man kan ødelægge,« siger han.
Yeahsuiten
Digte i uddrag – af Theis Ørntoft
Sjollertaxa
Se nu blot at give mig mit dankort tilbage, din underlige heroin-idiot!
råber jeg hidsigt til chaufføren
bagefter er hende jeg følges med bare så vred på mig, og jeg kan også godt se:
det var en super fucked situation
vi løber op i lejligheden og knepper
jeg kommer ud over hendes unge, store bryster
hun kommer også, men ikke ud over noget
himlen er en shemale, havet er en shemale
taxaen er en shemale
Fredspibe
Sol på byens bygninger, en vildt god røv i løbebukser
hej din lækre sæk! råber jeg
fuck du er et svin! råber hun
jeg fyrer af sted i den ligeste linie, men livet er ikke en retning
selvom mange gerne vil anskue det geometrisk
i den store forsimplings navn
himlen er et herligt zigzag af flystriber
det er sædceller der er uenige om
hvad der skal befrugtes
hvilket jeg også godt forstår, der er lidt uenighed omkring
havde jeg indflydelse, blev der født langt færre idioter her på jorden
min visdomstand bliver et faktum igen
mit jeg trævles op så let som kødet på en kylling
jeg hader at være uvenner med folk
hvad enten jeg synes de er nogle idioter eller ej
kom, vi ryger en fredspibe! får jeg lyst til at råbe til dem
Den spejlvendte himmel
Det vedtages hermed, at jeg lige nu står og børster tænder
så er det vedtaget
som om målet med at skrive er at skrive gode digte
det kan vi godt vedtage
jeg vågner helt som forventet i et subjektivt perspektiv
som en slags forskel til noget andet
tit er jeg enig i/kan sympatisere med nogle af mine digtes udsagn
i et godt stykke tid
kan jeg benægte at noget kigger ud gennem mine øjne?
ja det kan jeg
himlen er spejlvendt
og der er frit fald ud af mit meningsløse navn
jeg er skyldig i alt, hr. mister mister
min virkelighed
en personlig vedtagelse
Forpustelse
På min vej til lægen blir jeg vildt forpustet
jeg skal cykle op ad en stejl bakke
men kort efter suser jeg nedad igen
og det var egentlig heller ikke så fucker slemt
selv frygten for døden er en konstruktion
så siger jeg: hej fru lægereceptionsperson
du burde faktisk tage på it-kursus sådan som du håndterer den mus
og så bliver jeg irriteret på hende og så forsvinder irritationen igen
da jeg kommer ud fra lægen er det begyndt at regne – æih
så er der langt hjem
hver gang jeg cykler i regnen tænker jeg: bare det ikke regnede
Digtene er fra Theis Ørntofts bog Yeahsuiten, der udkommer hos Gyldendal til September
Bortset fra at afsenderen af en tekst - hvori ordet: Jeg - optræder, muligvist næppe kun bruger det ord i kun den nyere vesterlandske tolkning af betydningen/semantikken/det påpegede: med ordet: Jeg.
At den fortolkende modtager vel også selv(!) har et vist (med)ansvar for slig elendighed:
altså når/ hvis modtagne jeg-sætninger kun fortolkes udfra Aristoteles påstand om muligheden og virkligheden af slag's ubevæget bevæger.
At især hvis afsenderen er monistisk materialist kan det næppe være sigtet at ordet: Jeg - skal tolkes på
den ( i artiklen kritiserede ) måde.
En behjertet sjæl burde have rådet Ørntoft, til at lade digtene tale for sig selv.
Den der med flystriberne på himlen, der ligner sædceller som ikke kan blive enige om hvad de skal befrugte, synes jeg er meget sjov.
Nåe ja, og linjen: "hun kommer også, men ikke ud over noget", er også fin.
ODyZEUS i Den fagre nye jeg-løse Verden
Man kunne jo OGSÅ se sådan på det:
At de/vi notoriske vaneintellektueelles
nucirkulerende ( og ensidige ) anbefalinger
af Naturen's muntre børn's jeg-løse liv
og tænkemåder - NU blot er en beredelse
( af de mange ) til et liv
og en tilværelse < = Alpha
Fint nok - det at kritisere: Konstruktioner,
men så bør det altså være: En konstruktiv kritik.
Jeg ser Ørnstoft opgår med konstruktioner som væsentligt forældet. Opgøret blev simpelthen taget for lang tid siden, og jeg kan ikke se hvordan han bidrager med noget nyt. Derfor har jeg meget svært ved at se hvordan Ørntoft skulle "kunne have valgt at skrive universitetsafhandlinger om alt det her."
Det hele virker immervæk en smule studentikos. Desuden mangler digtene en stillingstagen til udsigelsernes konstruktioner. Dette kan selvfølgelig være en konsekvens af Politkens opstilling af digtene. Lad os ikke håbe det.
"Når man analyserer meget, og kombinerer det med et sensitivt modtagerapparat eller sanseapparat, så tror jeg typisk, at man som menneske begynder at få øje på en masse ting, som virker konstruerede."
Netop. Lad os håbe, at den unge digter ikke i for høj grad får vendt sin sensitivitet imod sig selv og derigennem erfarer, at blandt andet også den måde, som han selv taler på, og den måde, som han bevæger sig på, er konstruerede. At den ydre verden er en kulisse og de andre mennesker automatroner osv.
Stop nu venligst denne tåbelige romantisering af skizofrenien. Den vidner kun om mangel på indsigt i den.
Kortvarigt kan man få lyst til at "åbne op", "italesætte" og den slags - men så husker man at det hele kan reduceres til banal hjernekemi.
Schweitzerne har lovet at blive færdige med deres menneskehjerne-simulator om max 10 år. Så kan vi få klare svar på klare spørgsmål - i stedet for tågesnak.
Vi kan finde ud af hvad JEG er for noget - hvad VILJE er for noget (det ældgamle monoteistiske problem - har BigBang vilje).
Vi kan skelne intellektuel musikalitet (fint ord for behagesyge) fra sand nysgerrighed. Alt bliver til at måle og veje.
Halvdelen af jordens befolkning må omskoles til noget nyttigt (SOSU f.ex.).
Da det på Anholt-festivalen i onsdags begyndte at regne, blev jeg stående ude i regnen og lod mig gennembløde.
Lidt senere mødte jeg datteren. Hun var lige så gennemblødt.
Vi smilede til hinanden.
Sådan kan man også, modsat den unge digter, tage tilværelsens tilskikkelser.
Ørntoft kender vist ikke sin klassikere, f.eks. Singing in the rain
Eller gør han?
Uanset hvem eller hvad man er blevet hjernevasket til at tro man er som menneske, er det dog et fabelagtigt selvbedrag.
Uanset hvilken ”reklameindustri” - gudelig, videnskabelig, kulturel el.a. – er vi vel et produkt af denne påvirkning, og kan næppe bryste os af at have et ”jeg”.
Jeg ville skam gerne tro på det.
Inger,
jeg vil nu alligevel driste mig til at påstå, at der ikke er nogen i hele verden præcis ligesom dig.
Det er da en trøst.
@Gorm Petersen
"Schweitzerne har lovet at blive færdige med deres menneskehjerne-simulator om max 10 år. Så kan vi få klare svar på klare spørgsmål - i stedet for tågesnak.
Vi kan finde ud af hvad JEG er for noget - hvad VILJE er for noget (det ældgamle monoteistiske problem - har BigBang vilje)."
-------------
Schweitz ? Hm.. Troede ikke at de ku' finde på den slags tåbeligheder ( såsom menneskehjerne-simulatorer ) , har nemlig altid "mistænkt"
Schweitz for at være et (skabs)kommunistisk samfund.
@Gorm Petersen
At Schweitz kan synes at være et kommunistisk samfund, skyldes vist mest blot det at: Alt er relativt.
( undtagen relativitetens almene uundgålighed ).
-----
Nuvel: Det lyder som en lidt spøjs tanke: Det at ville fremstille menneskehjerne-simulatorer ( a' propos artiklens kritik af: De rene konstruktioner ) - der findes nemlig en enkel måde til at fremstille menneskehjerner i naturlige udgaver.
Påpegningen herfra:
"At al religion går ud på at kneppe med lig"
mødte "lidt" voldsom kritik;
men spis lige lidt brød til den påpegning, og skyl det ned med Kvasir's blod.
For der mentes jo næppe ligefrem noget kropsligt med den påpegning.
Den påpegning er mestensdels af opfatte som:
En lignelse. [ Læs evt. : Marx' teser om Feurbach ].
------
Den omsiggribende nyreligiøsitet møder jo meget kritik, men forhåbentlig pga. selve dens religiøsitet, og forhåbentligt, vel mindre fordi den er: Ny.
-----------------
@Gorm Petersen
Nyreligiøsitetens megen påpegning af:
- Helheden ( holisme ) fremfor: Den enkelte;
- Samspil ( dialektik );
- Udvikling;
- Kærlighed,
osv.
Er særdeles ildevarslende der hvor og når den forløber i idealistiske udgaver ( altså desværre : Vender fødderne opad og hovedet nedad ), for SÅ
er Nyreligiøsiteten et tegn på ( eller en opskrift på ):
Facisme.
"Opfattelsen af jeg'et som en kerne er misvisende,"
-------------
Synes nu alligevel ikke man bør fjerne "jeg"'et fra midten af det hele -
for end ikke selv den mest forhærdede socialrealist
ku' vel finde på at udgive et værk med titlen:
Anna ( ) Anna
Uendeligt mange detaljer går tabt mellem 1 og 2.
Et par nødvendige kommentarer til den tekst, som også ovenstående interview er: Den indeværende jeg-kritik er i og for sig blot en underliggende præmis for mig som skrivende, og er således ikke funderet i nogen idé om "opgør" eller ny, subversiv tænkning. Det ville jo unægteligt være en smule ignorant med nyere fransk filosofihistorie in mente. Den eneste grund til, at kritikken af jeget blev udfoldet så skræmmende altoverskyggende, var, at jeg helst gerne ville spare mig selv, og andre læsere af interviewet, for en endnu mere ligegyldig snak: nemlig den om Forfatterskolen som institution. Så hellere udfolde en underliggende digterisk præmis - anakronistisk eller ej
"nyere fransk filosofihistorie"
Øh! Har der været nogen franske filosoffer - siden Rosseau ?
Måske Et hint fra "Marxistisk" skematænkning:
----
Det almindelige
( Forenklet sagt: At finde det, er oftest noget med bare statistisk at tælle hvad der hyppigst )
kontra:
Det normale ("Det er der hvor nogen "ofte i Det almindeliges navn" - som da ophøjet til norm; bruger pegefingermoral - især overfor andre end dem selv ).
-----
Natur ( Biospfæren/økosystemet ) kontra kultur.
-----
Det dannede kontra Det konstruerede
---------------------------------------------------------------
Tilføjet: At i bred betydning af ordet" natur" er der næppe noget virkligt ( inkls.: Enhver konstruktion )der nogensinde kan have nogen anden oprindelse end en ren naturlig oprindelse;
og at alle virklige skel uundgåligt er uskarpe og flydende.
Jeg ville nu hellere have læst om Forfatterskolen som institution, for jeg husker da en betydeligt mere prægnant Theis Ørntoft fra digte.dk før turen gennem dén maskine...
Hvis jeg havde vidst at man bare kunne skrive om hvad man havde lavet i weekenden uden censur som ungt menneske og derefter få det udgivet på Gyldendal, havde jeg gjort det!
Men det hjælper selvf. altid at have gået på forfatterskolen
Tak for kaffe. Infs læsere kan være nogle hårde nysere. Lad nu blot Ørntoft finde sin stemme. Det kan tage lidt tid.
Jeg synes det ville være trist, hvis man ikke turde tage bladet fra munden, af frygt for at det var for banalt det man havde at sige.
Det er en stor kunst, at kunne udtrykke det banale på en klar og vedkommende måde.
"Jeg søger, jeg søger. Jeg prøver at forstå. Prøver at formidle, hvad jeg har oplevet, til nogen, og jeg ved ikke til hvem, men jeg vil ikke blive siddende alene med det."
(Clarice Lispector)
Tak for digtene Ørntoft!
Hej. Her blir' kogt suppe herinde - jeg læser digtene, synes der er en masse gode ord, og nogle trælse, men alt i alt gir' de mig noget mere end jeg er vant til - et udtryk jeg kan li' og noget der rører noget indeni mig. Succeskriterierne bliver aldrig anderledes; for mig.
Så kan man altid efterrationalisere, i håb om mere indsigt osv. - hvilket ofte leder til interessant og brugbar diskussion og andre gange ikke.
Erik Højer, hvad andet og bedre kan en ung digter opleve end at ægge til debat?
Det er så livgivende som at se, at Rifbjergs seneste kronik i Politiken slår alle rammer for debatindlæg med op mod de 600! Litteraturen lever igen i offentligheden, det må vi da prise.