Klumme
Læsetid: 3 min.

Tidehvervs sommermøde er en befriende oplevelse

I et Danmark, hvor alt pædagogiseres, og hvor tv ikke har modet til at kede folk med seriøse programmer lørdag aften klokken 20, er det en befriende oplevelse at deltage eller holde foredrag på Tidehvervs sommermøder
Kultur
11. juli 2009

Tidehverv har siden 2001 haft stor indflydelse på dansk politik via Søren Krarup og Jesper Langballes engagement i Dansk Folkeparti. Men Tidehvervs betydning i dansk historie er imidlertid primært teologisk.

Teologisk har 'bevægelsen' præget den danske folkekirke og de grundtvigske højskoler gennem det 20. århundrede med navne som Knud Hansen, K.E. Løgstrup. Helge Skov, Vilhelm Krarup, Søren Krarup og Jesper Langballe

Ja, næppe nogen anden 'bevægelse' har haft større betydning teologisk end netop Tidehverv i det 20. århundrede. Men kan vi i det hele taget tale om Tidehverv som en bevægelse?

Ja, både ja og nej. En af de første Tidehvervs-folk Tage Schack bemærkede: »Vi vil ikke benægte, at vi er med i en bevægelse , eller at der er noget som samler os. Men vi benægter kategorisk, at vi har et Program… et Lægemiddel mod Tidens og Kirkens Onder, så vi er i Grunden en meget sløj bevægelse.« (Tidehverv 1930 p.70)

Utraditionel bevægelse

Og en traditionel bevægelse er Tidehverv ikke. Man kan således ikke tegne medlemskab af Tidehverv. Man kan komme til sommermødet og man kan holde tidsskriftet Tidehverv.

Det første tidsskrift fra Tidehverv udkom i 1926. Personkredsen omkring bladet var dengang teologer som N.I. Heje, K. Olesen Larsen, Tage Schack, H.J. Hansen, Vilhelm Krarup, Gustav Brøndsted, Otto Andersen, Aage Kinch, Poul Olesen og Tage Wilhjelm.

Sognepræst Jens Kvist Åbenrå, som med sit grundtvigske- tidehvervske ståsted er en fin kender af Tidehverv, bemærker om Tidehverv: at her ser man erkendelsen som anbragt uden for mennesket.

»Dermed var der sket et skred fra psykologiens sfære til åbenbaringens sfære. Åbenbaringen var ensidig, men ikke entydig. Den fandtes kun i form af det ydre ord, som blev prædiket enten til tro eller forargelse. For den absolut kvalitative forskel mellem Gud og mennesket umuliggjorde ethvert interessesammenfald og derfor kunne troen aldrig være den højeste længsel, men måtte være menneskets radikale opgør med sig selv og sit eget. Ikke at mennesket derfor skulle søge bort fra sig selv og fra det sted, hvor det var, det ville jo netop være en flugt fra selvopgøret. Mennesket skulle holde fast på sig selv som det, det var,« lød det fra Jens Kvist.

Imod Indre Mission

Tidsskriftet var fra begyndelsen primært vendt imod Indre Mission, som ifølge Tidehverv repræsenterede løgnen.

Kredsen omkring tidsskriftet så Indre Mission som forløjet aktivisme, hvor man forsøgte at supplere evangeliet med menneskelig idealisme og gerningsretfærdighed.

Mennesket skulle ikke forsøge at idealisere sit virke på jorden, men fastholde sig selv, som den man var. Det handlede derfor, som Jens Kvist gør gældende, ikke om at se troen som en højere længsel, men at tage et personligt opgør med sig selv. Derfor har Tidehverv altid vendt sig mod al event-kristendom og vildfarende idealisme både politisk og religiøst.

I 20'erne var det primært Indre Mission, som var hovedfjenden, i 30'erne Oxford bevægelsen og i dag de moralske sundhedsmissioner og optagetheden af at ville frelse hele verden politisk og moralsk.

Nogle har derfor lidt ondt kaldt Tidehvervs optagethed af den menneskelige menneskelighed - den triumferende syndsbevidsthed.

Det er ofte blevet fremhævet, at Tidehverv er sammenfaldende med Dansk Folkeparti. Men i modsætning til Dansk Folkeparti er der ikke megen folkelighed over Tidehverv. Foredragene er timelange, forudsætningsmættede og vil tage pusten fra de fleste MF'ere og moderne universitetsstuderende.

Man tager nemlig overhovedet ikke hensyn til formen, eller til hvordan man skal formidle stoffet. Det er sagen, det handler om og ikke publikum.

Her er fremmedordene ikke et skældsord. Adorno og Horkheimer ville derfor føle sig hjemme i Tidehverv. Her taler man, som man vil, og hvis deltagerne ikke har indsigt i stoffet, så er det deltagerne, der har et problem.

Man går til stålet

I et Danmark, hvor alt pædagogiseres, og hvor tv ikke har modet til at kede folk med seriøse programmer lørdag aften klokken 20, er det en befriende oplevelse at deltage eller holde foredrag på Tidehvervs sommermøder.

Når man debatterer, så går man til stålet. Der bliver ikke lagt fingre imellem. Formen minder i den forstand om debatterne blandt de intellektuelle marxister i 70'erne.

I år var debatten på Rønshoved Højskole også ganske heftig mellem teologerne Holm og Hørlund. Ja, så voldsom, at jeg frygtede, at de ville forlade foredragssalen i vrede. Her var noget på spil. Her var lidenskab.

Foredragene på sommermøderne er både teologiske og kulturelle. Et af højdepunkterne i år var den musikuddannede, rumænske litterat Monica Papatzus foredrag om Franco og republikkens terror under Den Spanske Borgerkrig.

Monica Papatzus intellektualitet og viden ville jeg håbe, at Informations læsere kunne få lov til opleve. Sjældent har jeg nemlig hørt en så begavet og indsigtsfuld polyhistor som Papatzu. Hun er unik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Går til stålet"? Et sært udtryk at bruge om religiøs tågesnak.

Lige lidt forbrugerinformation. Thue Kjærhus er medlem af den højreekstremistiskeorganisation ”Trykkefrihedsselskabets” bestyrelse. Her er kjærhus i godt selskab med festlige typer som Lars Hedegaard og Jette Dali.

På den baggrund er der jo ikke noget overraskende i, at Thue Kjærhus synes, at Tidehverv og de sorte præster er det bedste han ved.

Kilde: http://www.trykkefrihed.dk/generalforsamling-2008

"Stålet" er et forståeligt billede, hvis man betænker, at tidehvervsfolkene gerne deklamerer, hvad de mener er rigtigt og forkert i denne verden, og for så vidt deri ligner både Indre Mission og Oxford bevægelsen. Men hvad tidehvervsfolkene gør i Folketinget, er dog uafklaret, når selv Thue Kjærhus kan skrive, at end ikke folketingsmedlemmer har forudsætninger for at forstå dem, og det er netop, hvad mange af os avislæsere har anet i årtier under signaturen SK. Men sagen angår formentlig religion og ikke pædagogik, der ofte må holde for, velsagtens fordi man kan henvise til børn. Hvad vil det sige at "pædagogisere", antagelig ikke noget pædagogisk, ligesom det "at være uden for pædagogisk rækkevidde" betyder "uden for politiets rækkevidde". Bertha Wulff skrev engang om tidehverv i opdragelsens historie, hvilket vel kommer nærmere betydningen af pædagogik, og bevares, vi prøver jo at opdrage hinanden, fortælle naboen, hvad rigtigt og forkert er.

Jeg synes da ikke, det er svært at forstå Søren Krarup: Snæversyn, selvretfærdighed og intolerance nødtørftigt skjult bag et tågeslør af religiøse fraser.

Var det Løgstrup, der engang karakteriserede Tidehverv med ordene "Gud er alting, jeg er ingenting, og du er en idiot!"?

SK har altid scoret højt på punkt 3 og noget lavere på 1 og 2.

Anders Visby:

"I hvor står det godt til hos Tidehverv, man er helt ekstremt inteklektuelle og har ikke noget at gøre med Dansk Folkeparti og så kan man uden at kny være klogere end alle programmer i DR - man alligvel glipper det for Thue."

Thue Kjærhus er simpelthen så rasende velbegavet, at han til enhver tid kan få to og to til at blive til fem...

Arne Herløv Petersen
Arne Herløv Petersen