Interview
Læsetid: 4 min.

Torben Brostrøm har et erotisk forhold til bøger

Selv om litteraturkritikkens grand old man, Torben Brostrøm, har anmeldt bøger i mere end 50 år, er nysgerrigheden stadig intakt. Har man en gang fået et erotisk forhold til sprog og bøger, så holder det ved ligesom erotikken i sig selv, siger han
I 70'erne var der en hel generation, der hørte rockmusik. Alle de referencer, der var til den musiktype, skabte en vis afstand, og jeg trak mig stort set tilbage fra lyrikken. I dag skriver jeg mest om prosa, siger Torben Brostrøm.

I 70'erne var der en hel generation, der hørte rockmusik. Alle de referencer, der var til den musiktype, skabte en vis afstand, og jeg trak mig stort set tilbage fra lyrikken. I dag skriver jeg mest om prosa, siger Torben Brostrøm.

Kristine Kiilerich

Kultur
9. juli 2009

I det litterære landskab kommer man ikke uden om Torben Brostrøm. Han rager op både i kraft af sin fysiske højde på næsten to meter og som en af efterkrigstidens mest betydningsfulde og indflydelsesrige kritikere. Som underviser i dansk i gymnasiet og som professor på Danmarks Pædagogiske Universitet har han formidlet sit litteratursyn til generationer. Og som bannerfører for nykritikken og modernisterne i 60'erne var han med til at smide en hel generation af forfattere på porten for at skabe plads til en ny.

Nykritikkens mål var at koncentrere sig om det enkelte værk - og læse det forudsætningsløst. Og samtidig gøre op med datidens boganmeldelser, der fortabte sig i alenlange referater og detaljer om forfatternes private forhold.

»Det er blevet hængende som et ideal, at man bør kunne opleve en bog, som om det var den første bog – befriet for alle mulige sammenhænge. Men det kan man jo ikke. Derfor blev det jo også interessant at undersøge, hvad er det nye og måle det med det omgivende og traditionen,« opsummerer 82-årige Torben Brostrøm sit anmeldersyn, der stadig præger de generationer, der er fulgt efter ham.

Om tiden dengang fortæller han:

»De traditionelle forfattere kom med deres vers som rimede og gjorde ved, og så blev der gjort kort process. Vi var ret frygtede - og sikkert med god grund - for det gjaldt om at fremhæve en ny generation, og det gik jo ud over eksempelvis Tove Ditlevsen og Frank Jæger, som jeg på den ene side satte stor pris, men som også var af en anden tradition, der var færdig. Det tilgav han mig aldrig. Og det er da ikke så rart at tænke på, hvis jeg har været med til at gøre livet surt for ham. Det var nogle blodige slagsmål, som blev ført i en generations navn, og det kan bagefter synes lidt overflødigt eller meningsløst.«

– Men var det ikke nødvendigt?

»Jo, det har det givetvis været, for der var stor modstand mod eksempelvis Gustava Brandt og Klaus Rifbjerg. Og det gjaldt om at vise, at her var der noget nyt og spændende.«

Lyrik på radiatoren

I dag viser Torben Brostrøm rundt i sin herskabslejlighed i det indre København, hvor hyldemeter efter hyldemeter vidner om et langt liv i litteraturens tjeneste. På en radiator i det bagerste rum ligger en stabel lyrikudgivelser.

»Det er her lyrikken er blevet fortrængt til,« siger Torben Brostrøm og smiler underfundigt. Lyrikken var nemlig både udgangspunkt for hans anmelderkarriere, men også det første han måtte sige farvel til - og overlade til en ny generation af kritikere.

»I 70'erne var der en hel generation, der hørte rockmusik. Alle de referencer, der var til den musiktype, skabte en vis afstand, og jeg trak mig stort set tilbage fra lyrikken. I dag skriver jeg mest om prosa,« siger Brostrøm, der dog ikke i sin private læsning har lagt lyrikken på hylden.

I en af de store stuer hænger et maleri af den personlige ven forfatteren Klaus Rifbjerg. Og ligesom Torben Brostrøm har meldt pas på at anmelde lyrik, har han også meldt pas på at anmelde mange af sine samtidige - heriblandt Rifbjerg.

»Dels fordi det kan være belastende med et personligt bekendtskab eller venskab, og dels fordi det udadtil kan se ud, som om det er et lukket system,« siger han og fortsætter:

»På et tidspunkt talte vi om på bladet (Information, red.), at det lignede et venskab, der fortsatte i spalterne, og det er jo uhensigtsmæssigt for begge parter og for publikum.«

– Var du enig?

»Jeg synes da, at det kunne være spændende indimellem at skrive om, også fordi man har en anden tilgang, end en der står udenfor, så det er ikke noget ufravigeligt princip, at jeg er stået af,« siger Torben Brostrøm, der mener, at selv om idealet er at være uafhængig, så er det ikke muligt i en lille litterær republik som den danske. Og at det også kan være en hæmsko, hvis man står så meget uden for, at man bliver køligt distanceret.

Musikalsk nydelse

– Hvordan er det at have læst bøger og anmeldt i så mange år, er det meste ikke gentagelser?

»Jeg genkender i en vis forstand det allermeste. Jeg kan jo hurtigt blive træt af en bog, fordi det er en repetition. Men jeg drømmer jo hele tiden om at blive fanget af den kraft, der ligger i sproget, som måske er det allervigtigste symptom på, om en bog er værd at have med at gøre. Selv om en bog har en ide, jeg sympatiserer med eller en viden, som er praktisk at få, så duer det ikke, hvis ikke sproget har den der suggestive kraft og selvstændighed, at det også er en musikalsk nydelse at læse den,« siger Torben Brostrøm.

»En gang imellem tænker jeg, hvorfor skal jeg egentlig læse denne her nye roman på 400 sider af noget, jeg godt kan identificere og hurtigt se omfanget af, når nu der står Shakespeare og Moliere og venter på at blive hentet frem,« siger han og kaster et kærligt blik på bøgerne, der klemmer sig sammen på reolerne overalt i lejligheden.

»Men har man en gang fået et erotisk forhold til sprog og bøger, så holder det ved ligesom erotikken i sig selv - man tænder hver gang, der er noget,« siger Torben Brostrøm, der mener, at det er vigtigt stadig at stive sig af med nogle klassikere for at holde målestokken intakt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her