Nyhed
Læsetid: 3 min.

Tysk overraskelse, elegant udført

Haas og Federer mødes i semifinalen, smukkere baghåndsslag skal man lede længe efter
Kultur
2. juli 2009

Fordi det er så svært at vinde modstanderens serveparti på Wimbledons hurtige græsunderlag, bliver det ekstra spændende, når det er ved at ske. Man kan høre det på publikum. Der spilles semifinale på bane 1 mellem verdens nummer fire, serberen Novak Djokovic, og den tyske veteran, 24.-seedede Tommy Haas.

Haas har vundet første sæt 7-5, den står 5-5 i andet sæt, og 30-30 i Djokovic' serveparti. En spredt mumlen lyder fra lægterne, tilskuerne ved godt, at Haas kun er to bolde fra at bryde til 6-5, og de ved godt, at et servebrud på det her tidspunkt meget vel kan afgøre sættet, så da Djokovic slår en forhånd ud, bliver bane 1 til en ren hønsegård af »så for pokker« og »nej, nej, nej« og »nu er det nu«, for den står 30-40, breakbold til Haas, og søreme om ikke han sender en instruktionsvideoværdig baghånd ned langs linjen uden chance for Djokovic. 6-5 til Haas.

Han skal selv serve andet sæt hjem, og det burde kunne lade sig gøre, for tyskeren har været stærkt servende, men han sløser og tøver, laver dobbeltfejl, flugter i nettet, tre uprovokerede fejl i rap, og ud af ingenting har Djokovic brudt tilbage: 6-6, tiebreak.

Her er det Djokovic, der styrer. Han kommer foran 6-3, men Haas sender to velplacerede servevindere af sted, 6-5, Djokovic kan serve sættet hjem, det bliver en andenserv, Haas får sat returen i spil, der følger tre grundslag frem og tilbage, indtil endnu en klassisk smuk Haas-baghånd afgør duellen. 6-6.

Djokovic fejler fælt, 7-6 til Haas, der nu har sætbold, som han afgør ved at gå til nettet med et ondt underskruet baghåndsslag, som Djokovic må strække sig for at få gravet op over nettet, hvor Haas står klar med en vinderflugtning.

Federer returnerer

Tyskeren vandt i fire sæt og møder Roger Federer i semifinalen. Federer var i sin kvartfinale oppe mod Ivo Karlovic, en 30-årig mand, der fejrede sin seneste sejr ved at stille sig midt ude på banen og imitere en bagpuling med stødende hofter og gentagne håndklask til publikums begejstrede klapsalver.

Den 208 centimeter høje kroat nåede til kvartfinalen takket være sin serv, som er så hård og så stejl, at bolden ser ud til at bevæge sig lige så langt på den horisontale som den vertikale akse. I løbet af sine første fire kampe ved årets Wimbledon havde Karlovic sendt 137 esser af sted og ikke tabt et eneste serveparti. 10 minutter inde i kampen mod Federer er han bagud 15-30 i egen serv. Karlovic sender en kanonkugle af en førsteserv af sted mod Federers baghånd. Når Karlovic får sin førsteserv i spil, plejer der ikke at være så meget at rafle om. I sin sidste kamp betød det point til Karlovic i 19 ud af 20 tilfælde. Men nu er det Federer, der returnerer, og han når ikke bare at sætte ketcheren på, han får også dirigeret bolden ned af linjen til en klokkeklar vinder. 15-40. Karlovic server vinklet ud i Federers forhånd, endnu en førsteserv i spil. Federer smækker en forhåndsvinder ned af linjen.

Federer har gang i sin længste sejrsstime i flere år, og han ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig. Med 6-3, 7-5, 7-6 spiller han sig frem til semifinalen for 21. gang i træk ved en grand slam-turnering (en bedrift uden lige: Næstbedste på den rekordliste er Ivan Lendl og Rod Laver med 10 semifinaler i træk. Læg dertil, at Federer har været i 15 af de sidste 16 grand slam-finaler, og du har en usædvanligt konsistent spiller med et historisk højt bundniveau).

Her venter Haas, og tyskeren har revanche til gode. Ved French Open for en måned siden førte han 2-0 i sæt og havde breakbold til at komme foran 5-3 i tredje. Sådan en mulighed lader han næppe passere, når de to mødes i morgen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her