Nyhed
Læsetid: 5 min.

Den udynamiske duo

Makkerparret Lance Armstrong og hans manager Johan Bruynel har med held bestemt, hvor klogt og kedeligt, der skal køres i et bjergterræn, hvor ruten i tre dage ikke just har opmuntret angrebslysten
Kultur
13. juli 2009

Det kan være pragtfuldt at få uret. Man kunne frygte tre begivenhedsløse dage i Pyrenæerne, da favoritterne i fredags først begyndte at køre spændende cykelløb på de sidste to kilometer op til målet på bjerget Arcalis i Andorra. En frygt begrundet med at lørdagens og søndagens etaper godt nok har svære bjerge på ruten, men så langt fra mål i dalen, at det ikke animerer til de store styrkeprøver mellem de bedste.

Den skepsis, som jeg surt gav udtryk for i lørdagens avis, fejede Cadel Evans af vejen med et angreb straks fra start i Andorra op ad den lange stigning til Port d'Enlivera. Hovedløst, naivt, uintelligent og hvad der ellers er blevet sagt om den indebrændte australiers forsøg på at rette op på den uventede situation, at han er mere end tre minutter efter de bedste.

Ingen forskydninger

Naivt var det nok, men modigt, og i hvert fald signal til andre tidlige angreb, der var lige så hovedløse, men stærkt underholdende. Saxo Banks Andy Schleck forsøgte sig og Astanas Andreas Klöden, men selv om det var manøvrer, der hurtigt blev afblæst, var de karakteristiske for den afvekslende etape, der dog ikke bragte forskydninger i toppen af klassementet. Saxo Bank forsøgte at ryste hierarkiet med et planlagt fremstød på dagens sidste bjerg, Col d'Agnes, hvor et angreb fra Schleck-brødrene skulle støttes af Fabian Cancellara, der var sendt i forvejen i et udbrud for at kunne vente på brødrene, når de nåede op, men den store schweizer havde fået mavekneb undervejs og kunne ikke hjælpe med andet end at række en flaske til Andy.

Med det angreb annulleret, overtog Astana kontrollen resten af etapen, og et tidligt etableret stort udbrud, ved mål reduceret til fire, kunne køre om etapesejren med Luis Leon Sanchez som vinder. (Inden den uforudsigelige etape havde jeg tippet netop Sanchez som vinder, så det kan også være pragtfuldt at få ret. Han ville have givet indsatsen 12 gange igen, hvis jeg havde sat penge på ham, men jeg spiller aldrig, og så er det selvfølgelig knapt så pragtfuldt.)

På baggrund af den livlige lørdag kunne man stille forventninger til søndagens blot 160 km lange etape over de legendariske toppe Col d'Aspin og giganten Tourmalet - men med foruroligende langt fra toppen af Tourmalet til målet nede i Tarbes. Hele 60 km kørsel nedad og fladt med alle muligheder for at indhente eventuelle forspring skabt ved angreb på bjerget. Så der var ingen af favoritholdene, der foretog sig noget som helst andet end at holde hjulene i gang. Spild af godt bjerg. Men kalkuleret spild.

Arrangørerne har tilrettelagt Tour-ruten således, at spændingen bevares længst muligt i løbet af de tre uger ved at lægge enkeltstarten på 18. etape og bjergetapen til Mont Ventoux på 20. - sidste dag inden promenadekørslen til Paris.

Men prisen for denne suspense har været at ofre Pyrenæerne som et angrebsterræn, hvor der kunne skabes afgørende forskelle, og favoritholdene har reageret som forventeligt på de betingelser.

Mest tydeligt Astana, der med fire ryttere i top 10 efter 1. etapes enkeltstart har haft mest nytte af at kunne neutralisere løbet gennem Pyrenæerne.

Daglige Astana-drama

Det var derfor at holdets chef, Johan Bruynel, i lørdags kunne sige, at Alberto Contador ikke havde fulgt planen, da han på eget initiativ angreb kort før toppen af Arcalis. Planen var at kontrollere løbet med højt tempo på alle tre Pyrenæer-etaper og ikke andet. Hvilket er til fordel for Lance Armstrong og ikke for Contador.

Alberto Contador er den impulsive af de to rivaler på Astana. Han kan splitte alt ad med sit antrit opad - og dermed også bringe Armstrong i fare - og den risiko har Bruynel ikke villet løbe.

I den daglige føljeton om striden på Astana-holdet har man hæftet sig meget ved, hvad de tre aktører har sagt eller ikke sagt, og der er blevet fokuseret på, at Bruynel og Armstrong er nære venner.

Men man kan blot se på, hvordan holdet kører, hvis man vil have et svar på, hvad der er gang i: Måden Astana har kørt på hidtil i bjergene er den måde, Armstrong og Bruynel lod deres hold køre på i gamle dage. Højt tempo og pres opad, indtil Armstrong kunne køre væk alene. Med den forskel til i dag, at ingen ved endnu, om han kan gøre det arbejde færdigt. Det ved man, at Contador ville kunne, hvis han fik lov. Men det har han ikke.

Han skal give sig selv lov, som han gjorde det på Arcalis, hvis han vil vinde Tour de France.

Man kan undre sig over, at Bruynel holder Contador i så stramme tøjler. For en sponsor af et cykelhold kan det være lige meget, om det er den ene eller den anden af holdets ryttere, der kører i gult eller i sidste ende vinder løbet, men Bruynel er helt ligeglad med, hvad holdets sponsor, måtte mene.

Hårde bjergtoppe

Det var den kazakstanske rytter Aleksander Vinokourov, der fik rejst statslige og private penge fra sit hjemland til et cykelhold, der havde ham selv som kaptajn, men da han røg ind i en dopingkarantæne, blev det småt med kazakstansk tilstedeværelse på holdet. I år er der kun én med, og han er der oven i købet kun efter pres fra pengemændene og mod Bruynels ønske. Vinokourov har allerede meddelt, at når han vender tilbage til næste år efter sin karantæne, så vil han og hans pengemænd stritte Bruynel og Armstrong ud, og Contador kan gå sine egne veje.

Sandsynligvis til det spanske traditionshold Caisse d'Epargne. Så hvorfor skulle den dynamiske duo Bruynel-Armstrong ligge nede på de franske landeveje i år og gøre reklame for de kazakstanske jernbaner, når de oven i købet selv, ifølge alle rygter, har deres eget hold klar til næste år?

Derfor ser Bruynel helst Armstrong vinde af sine to kaptajner, og holdet kører derefter. For cykelløbets skyld skal man håbe på, at Contador blæser på discplinen og ordrerne, og giver sig til at køre efter eget hoved og hjerte.

Selv med en lang nedkørsel fra sidste bjergtop er det usædvanligt, at der end ikke bliver gjort mine til angreb fra favoritholdene. Man kunne nyde den italiensk-franske duo Franco Pellizotti-Pierrick Fedrigo stride sig over tinderne og ned til et spurtopgør, som franskmanden vandt, og man kunne i fjernsynet nyde den storslåede udsigt fra Aspin og Tourmalet. Men sådanne bjerge med en hundredårig Tour-historie om drama og bedrifter er jo ikke lagt på vejen blot til pynt.

Betegnende for etapen var det, at den var 34 sekunder fra at ende i en massespurt med sprinteren Oscar Freire som favorit, og det er jo ganske uhørt i det terræn.

Det er alligevel surt at få ret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans Storgaard

Det er den samme historie man har kunne læse på diverse blogs omkring etaperne og favoritternes manglende lyst til at angribe Astana. Det er spild af gode bjerge.

Det er ærgeligt, for jeg tror næppe at ryttere som Andy (+1,43), Sastre (+02,48), Frank (02,19), Evans (+03,01) og hvad de ellers hedder, kan hente så meget tid i alperne inden Ventoux og det er vel også begrænset hvor meget tid de får lov til at tage på "Det skaldede bjerg". Lad os bare være ærlige og indrømme at der er ingen af de ovennævnte ryttere som vinder tid på 18. etape (enkeltstarten) overfor stærke folk som Armstrong og Contador.
Sådan som der er blevet kørt hidtil, er det stort set kun Wiggins der er en reel trussel og det er kun fordi at der bliver kørt langsomt i bjergene og han kan køre en god enkeltstart.

For mig at se er touren allerede afgjort. Hvis outsiderne ikke finder på noget snart, så er det eneste spørgsmål bare om det bliver Armstrongs 8. Tour sejr eller Contador der ender øverst på podiet i Paris.

Jeg håber at jeg bliver overrasket.

I øvrigt tak til Henrik Jul for tippet omkring Sanchez

Niels Madsen

Holdkørslen favoriserede Astana.

Lørdagens og søndagens etaper i pyranæerne var spild af gode bjerge med så lange nedkørsler.