Læsetid 9 min.

'Jeg skulle være den her magiske fyr'

Selv om hans værker er vestlige på overfladen, er det den traditionelle kinesiske filosofi om, at alt er meget sørgeligt og tomt og dybt, der ligger i hjertet af hans kunst, fortæller fotokunstneren Maleonn. Og så vil han ikke fokusere på politik - jeg er bare født under kulturrevolutionen, jeg levede der ikke, siger han
Fotokunstneren Maleonn designer selv alle de installationer og rekvisitter, han bruger i sin kunst. Billedet er fra serien 'Deja Vu'

Fotokunstneren Maleonn designer selv alle de installationer og rekvisitter, han bruger i sin kunst. Billedet er fra serien 'Deja Vu'

28. juli 2009

SHANGHAI - Ude fra gaden ser det ikke ud af meget, nr. 696 på Weihai Lu i centrum af Shanghai. Men efter at være gået ind igennem en mørk port og cirka 40 meter ned ad en lige så mørk vej begynder der at ske noget. En flok kinesere står i mørket forsamlet omkring en lille lastbil, som har en mand siddende inde på ladet. Manden er ved at male et tog, der er omtrent 1x1,5 meter stort, i sølv, rød og blå.

Hverken manden eller den lille håndfuld tilskuere tager dog nogen notits af mig, så jeg fortsætter ned ad vejen, der drejer til venstre, og går ind i en stor betonbygning på min højre side, omkring nogle kringlede hjørner og op ad en betontrappe. Væggene har afskallet maling i mintgrønne og lyserøde farver og afgiver et foruroligende ekko. Der er noget japansk gyserfilm over det. På anden sal er der en dør, hvor der står: 'Door Ring - Maleonn Studio', så jeg ringer på.

Lidt efter kommer der lys til syne under dørsprækken, døren bliver åbnet, og jeg kommer ind i et rum, der ligner backstage til en cirkus-forestilling med dukkerne fra The Muppet Show - og deres onde, freakede tvillinger. Fra en søjle midt i rummet hænger der en fire meter høj grisemand med vinger af fasanfjer og iført en lang, hvid kåbe og motorcykelbriller. Nedenunder noget der ligner et udstoppet dådyr.

På væggene hænger nøgne barbiedukker med forvoksede lemmer, et kinesisk dragehoved og kunstige blomster. I et hjørne foran et blodrødt teatertæppe står tre små trehjulede cykler, en turkis guitar og et stort knivkasterhjul. Den eneste belysning er fire gange to rislamper, der hænger som store ottetaller ned fra loftet - det er på én gang groteskt og også ret hyggeligt. I en stol sidder en skinnende rød dukke i velour med fez og spiller violin. På væggen overfor hænger en engel i mandsstørrelse, der er beklædt med vat og bærer et træstativ med store filtvinger samt en gullig dødsmas-ke, der viser sig at være lavet efter dette interviews hovedperson, fotokunstneren Maleonn, der kommer mig i møde fra den anden ende af lokalet med udstrakt hånd og et stort, hjerteligt smil ud over den nederste halvdel af sit skæggede og skaldede hoved.

Et børneeventyr

Og så er der selvfølgelig alle eksemplerne på Maleonns værker, som hænger i plakatstørrelse på endevæggen, og hvor mange af de forskellige effekter, der omgiver os her i hans atelier, går igen.

»Jeg designer alle installationerne og rekvisitterne selv,« siger Maleonn, da vi har sat os ved det store, mørke langbord ved siden af knivkasterhjulet.

»Jeg er født ind i det. Min far er operainstruktør, og min mor er skuespiller, så jeg er nærmest vokset op backstage - halvdelen af aftenerne med min far og den anden halvdel med min mor.«

Men det var ikke fotografi, der lå først for. Maleonn fortæller, at han begyndte med at studere maleri, og at det udelukkende skyldtes hans navn (Ma Liang på kinesisk).

»I Kina er mit navn meget berømt. Der er et gammelt børneeventyr om en lille dreng, der over alt i verden ønsker at studere maleri, men hans familie er meget fattig, så det kan ikke lade sig gøre. Men så en nat har drengen en drøm, hvor en gammel mand giver ham en magisk pensel, og alt det, drengen maler med penslen, bliver virkeligt: Han malede et hus, og det blev et rigtigt hus, et træ blev til et rigtigt træ. Mit navn Maleonn - min far og mor var jo kunstnere, så de havde nogle mærkelige ideer, og de ville have, at jeg skulle blive til den her magiske fyr,« tilføjer Maleonn og griner højt. Han fortsætter så:

»Faktisk er det meget interessant. Engang var kinesere altid meget seriøse - jeg er født under kulturrevolutionen - men mit navn er en joke (udtalt 'djåkk'). Læreren på kunstskolen kunne også rigtig godt lide mit navn, og derfor fik jeg mulighed for at komme ind.«

Maleonn studerede maleri i sammenlagt 11 år, først på Shanghai Huashan Art School og siden på en high school tilknyttet Fine Art College ved Shanghai University og til sidst på universitetet selv.

»I Kina studerer vi i meget lang tid - men jeg har nok studeret very most long time of all,« som han siger.

Men han brød sig egentlig ikke særlig meget om det.

»Mine lærere var meget kedelige. Efter deres mening skulle en god student have rigtig god teknik, det handlede ikke om at have en god forståelse for kunst - så jeg var ikke nogen særlig god student. Jeg ville gøre tingene på min egen måde.«

I stedet blev Maleonn interesseret i filmmediet. Han boede dengang med sine forældre i et stort hus i Shanghai, hvor der kun boede andre kunstnere, og hans nabo og gode vens mor arbejdede i sommerferien som billetsælger i en biograf.

»Så i sommerferien gik jeg med min ven i biografen. Dengang var der meget få film, de var altid indiske eller bulgarske og meget kedelige, men jeg havde mulighed for at se de samme film rigtig mange gange, så nogle gange troede jeg, at jeg kunne være filminstruktør. Jeg tænkte, at hvis det var mig, der havde lavet filmen, ville jeg i stedet have fået skuespillerinden til at vende hovedet den og den vej og så videre. Så da jeg blev færdig på universitetet, ville jeg være filminstruktør. Men det var der ikke megen chance for. Jeg havde jo ikke gået på filmskole - jeg var bare maler.«

Drømmen knust

Maleonn fik imidlertid et tilbud om at arbejde for en reklamefilminstruktør, og da han så instruktørens studie, opdagede han, at kameraet var det samme som det, man brugte til at lave spillefilm, og han endte med at bruge ni år inden for reklamebranchen. Først som art director, hvor han selv måtte lave alt fra makeup til rekvisitter selv, og til sidst som instruktør og direktør for eget reklamefirma.

»Alle kendte det firma, så det var egentlig en meget succesfuld karriere, men så efter ni år i branchen fik jeg chancen for at lave en spillefilm. Jeg mødtes med en producer fra Hollywood, der virkelig godt kunne lide mit arbejde, så jeg sagde mit job op og solgte firmaet til min partner for at arbejde på screenplayet, men efter halvandet år faldt det hele fra hinanden. Det var en knust drøm. Jeg havde brugt næsten alle mine penge på den film, og en masse andre ting i mit liv gik også rigtig dårligt. Så jeg tænkte, hvad gør jeg nu?« fortæller Maleonn, der nu sidder lænet ind over det store bord med en hånd under hagen.

»Jeg var 33 dengang, og jeg syntes, jeg var meget gammel. Men jeg tror, jeg altid har haft den her romantiske forestilling om, at jeg kunne blive en kunstner, nu vidste jeg bare ikke, hvad jeg skulle lave. Det var lang tid siden, jeg havde villet være maler, og nu havde jeg fået film-drømmen knust og ville ikke prøve det igen.«

I stedet købte Maleonn et billigt fotografiapparat og begyndte at tage billeder rundt omkring i byen og af og til med nogle venner som modeller. Efter en tur i Photoshop uploadede han dem til internettet.

»Det blev jeg ved med i over to år, uden job eller noget, jeg brugte bare af min opsparing, og efter to år var den næsten væk. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men jeg tænkte, at hvis jeg skulle opgive den her drøm, skulle jeg i hvert fald have prøvet i tre år, ikke kun to. Så jeg lånte nogle penge af mine forældre, og efter et halvt år blev jeg kontaktet af en agent, som fik mig ind på et af de bedste gallerier for fotokunst i Shanghai. Så jeg var meget heldig. Nu købte folk mine værker, så jeg havde en ny måde at leve på. Jeg er bare heldig - jeg ved ikke, hvad der skete,« siger han og slår ud med armene, mens han smilende ryster på hovedet.

Kinesere er alvorlige

Maleonn vil dog også stadig gerne bruge flere medier i sin kunst, og han er igen begyndt at male, for som han siger:

»At male er meget nemt for mig - jeg ved, hvordan man gør det.«

Og malerier har også leveret inspiration til flere af hans fotografier. For eksempel serien Chinese Story, hvor plastikindpakkede mennesker med pile stikkende ud fra kroppen står, ligger eller knæler i forgrunden af traditionelle kinesiske ink wash landskaber (en reference til kinesernes plastiklaminerede id-kort). Maleonn mener i tråd hermed også, at det er de kinesiske traditioner og det kinesiske livssyn, der ligger i hjertet af hans kunst.

»Jeg elsker vestlig musik og film, og jeg har rejst til mange forskellige lande, så jeg er forskellig fra mange andre her i Kina, men inderst inde er jeg kineser, så jeg blander det hele sammen i min kunst. På overfladen er det vestligt, men dybest inde er det kinesisk, kinesisk kultur og den traditionelle kinesiske filosofi om, at alt er meget sørgeligt og tomt og dybt. Mange spaniere er altid glade,« griner han.

»Det er en anden slags kunst. Kinesere er mere seriøse, mere alvorlige.«

Maleonn fortæller også, at han nogle gange bruger minder fra sin barndom og dermed trækker på kinesisk historie og herunder kinesisk politisk historie.

»Nogle gange bruger jeg små elementer fra min hukommelse, for eksempel et portræt af Formand Mao. For det er også min fortid. Da jeg voksede op, hang han på væggen i mit hjem og i klasseværelset lige midt imellem Marx og Lenin - de tre har altid holdt øje med mig.«

Men bortset fra disse minder er politik ikke noget, Maleonn beskæftiger sig med.

»Lukkede udstillinger er heller ikke noget, jeg skal tænkte på med mine værker - mit fokus, hvordan siger man det? Du ved, før var der mange i Kina, der fokuserede på det - undskyld, vent lige et øjeblik,« siger han og finder en elektronisk ordbog i lommeregnerstørrelse frem.

»Politik! Generationen før mig beskæftigede sig meget med politik. De var unge under kulturrevolutionen, mens jeg bare blev født der. Da jeg voksede op, var Kina mere åbent. Jeg lyttede til heavy metal, da jeg var 16. Så jeg vil ikke fokusere på policy, undskyld politik - det er et nyt ord.«

For megen larm

Mens Maleonn »bare blev født under kulturrevolutionen«, nåede han derimod lige at blive en del af det helt store opsving på markedet for kinesisk nutidskunst. Efterspørgslen og kommercialismen kommer dog med en pris, mener han.

»Jeg bryder mig ikke om alt for megen larm omkring mig. For tre år siden blev kinesisk nutidskunst meget populært, og jeg var meget heldig at være en del af det. Men for to år siden var der utroligt mange, der var ude efter min kunst, og der var mange gallerier, der kontaktede mig, og hele tiden mange fremmede mennesker der kom herop til mit studie og spurgte, om de måtte kigge ind og så videre. Det er blevet mere kommercielt. Flere penge. I starten var det her sted meget billigt, 2.000 RMB om måneden (ca. 1.550 kr., red.) , og nu to år senere, koster det 6.000. Hvis de hæver prisen endnu mere, flytter jeg. Men der er blevet lidt mere stille. Markedet var for hektisk. Alt for populært er dårligt for mig og min kunst - jeg skal have mere ro. Stilhed. Jeg kan godt lide stilhed.«

Da jeg er tilbage på betontrappen uden for Maleonns studie, er der også meget stille. Jeg kigger ud over gelænderet, og dernede i bunden, et par etager under, går togmaleren rundt i halvmørket. Han er nu i gang med at spraymale en cirka to meter lang UFO - sølvgrå.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Henrik Kaare Nielsen
Henrik Kaare Nielsen

Kære Hans Henrik Rasmussen

Tak for din udmærkede artikel om Shanghai-kunstneren Maleonn. Den skæmmes dog noget af, at du åbenbart finder det nødvendigt at udstille og latterliggøre Maleonns engelskkundskaber.

Du lægger åbenbart vægt på, at han udtaler 'joke' som 'djåkk', og du citerer Maleonn for at sige, at "I Kina studerer vi i meget lang tid – men jeg har nok studeret 'very most long time of all'" Hvorfor oversætter du første del af citatet men ikke sidste del? Ligeledes gør du en del ud af, at kunstneren må betjene sig af en elektronisk ordbog.

Vi vil opfordre dig til fremover kun at rapportere fra Oxford universitetets nærområde – idet vi så sandelig håber, at din egen udtale er 100 % perfekt. Alternativt kunne du jo lære dig kinesisk.

Venlig hilsen

Henrik Nielsen og Lotte Philipsen