Med sin skandaløse åndrighed, foragt for autoriteter og homoseksualitet er Oscar Wilde ikke en oplagt helgenfigur for den katolske kirke. Forkæmpere for homoseksuelles rettigheder har længe forgudet 1800-talsforfatteren, der blev forfulgt og fængslet på grund af sin seksualitet. Men Vatikanet er tilsyneladende lige så forelsket i Irlands kvikkeste hoved. I en begejstret anmeldelse af en ny bog om Wilde af den italienske forfatter Paolo Gulisano priser Vatikanets avis, L'Osservatore Romano, den irske dramatiker for at være »en æstet og dyrker af det flygtige«. Wildes forhold til Lord Alfred Douglas og den derpå følgende retssag, hvor han blev idømt to års straffearbejde i fængslet i Reading for sodomi, får ikke meget opmærksomhed. Anmeldelsen lovpriser i stedet Wilde for hans »klarsynede analyse af den moderne verden« og hans konvertering til katolicismen, da han lå på sit dødsleje. L'Osservatore Romano betegner Wilde som »en af de personligheder i det 19. århundrede, der mest klarsynet analyserede såvel foruroligende som positive aspekter ved den moderne verden«:
»Han var ikke blot en antikonformist, der elskede at chokere det konservative victorianske England, men også en mand, der bag en maske af immoralitet spurgte sig selv, hvad der var godt og ondt, sandt og falsk.«
Vatikanets forestilling om Wilde som en æstetisk moralist ligger langt fra den sædvanlige opfattelse af dramatikeren som en flamboyant homoseksuel, der frydede sig over at vække skandale i det victorianske samfund. Pave Benedikt XVI har fastholdt kirkens fordømmelse af homoseksualitet. Men Vatikanets villighed til at se gennem fingrene med Wildes mere syndige tilbøjeligheder kan hænge sammen med hans ikke særlig kendte konvertering til katolicismen, da han lå for døden på et hotelværelse i Paris.
Voldelig papist
Wilde var fascineret af katolske ritualer, og da han i 1877 som en ung mand rejste til Rom, lykkedes det ham at komme i audiens hos pave Pius IX. Da Wilde i 1897 forlod fængslet med nedbrudt helbred, valgte han at drage i eksil i Paris, hvor han fortsatte den adfærd, som Vatikanet med sikkerhed ville have set skævt til. Men lige inden sin død af meningitis tre år senere blev han døbt af den katolske præst Cuthbert Dunne. Det var måske et passende endeligt for en forfatter, som engang havde sagt: »Jeg er ikke katolik, men blot en voldelig papist.«
L'Osservatore Romano beskriver forfatterens konvertering som »en lang og besværlig vej til Det Forjættede Land« og påpeger, at katolicismen ifølge Wilde kun er en religion »for helgener og syndere, mens den anglikanske kirke er nok for respektable personer«. Vatikanets yndlingsaforismer af Wilde er inkluderet: »Jeg kan modstå alt, undtagen fristelser« og »Den eneste måde at blive af med fristelserne, er at give efter for dem«.
© The Independent og Information Oversat af Mads Frese
