Interview
Læsetid: 9 min.

Vesteuropa har svigtet de østeuropæiske demokratier

I stedet for bare at se et marked i Østeuropa skulle Vesteuropa i højere grad have hjulpet de spæde demokratier på vej efter kommunismens sammenbrud. Resultatet er en voldsom polarisering af samfundene og ny ekstremisme, siger den ungarske forfatter Péter Nádas her i et interview om den mentale tilstand i 20-året for Murens Fald, og hvordan det afspejles i hans forfatterskab
Den ungarske forfatter Péter Nádas foran Buda-højen i Budapest, hvor han er vokset op.

Den ungarske forfatter Péter Nádas foran Buda-højen i Budapest, hvor han er vokset op.

Peter Nielsen

Kultur
8. juli 2009

BUDAPEST - Vesteuropa har i fatal grad svigtet de spæde østeuropæiske demokratier, så derfor er de i dag skrøbelige og voldsomt polariserede. Fra at være håbefulde unge demokratier er de samfund i dyb krise. Så kort kan det formuleres, hvis man spørger den ungarske forfatter Péter Nádas her i 20-året for omvæltningerne i Øst- og Centraleuropa. De rige vesteuropæiske lande har svigtet opgaven at hjælpe de tidligere totalitære samfund med at opbygge stærke og sunde demokratiske samfund og har alene villet se et nyt marked.

»De har opført sig som kolonialister. De har ikke sendt deres bedste hoveder, men derimod de dårligste og middelmådigste, som der ikke var brug for i deres hjemlande. De har set det som udvidelsen af et marked, noget der gør jeres skatteborgere tilfredse, men her har efterladt en ørken.«

Derfor har de nye demokratier så at sige forslugt sig på kapitalismen.

»De har ikke kun som forbrugere, men også som arbejdsgivere, fulde af nydelse kastet sig ud i kapitalismen. Men det havde man fra Vesteuropas side skulle styre lidt og med politisk omtanke. Man opkøbte ikke de virksomheder, som det var vigtigt at bevare for samfundene. Man lukkede dem for ikke at skabe konkurrence. Og det har hjulpet væsentligt med til at gøre samfundet så ulige som muligt, og derigennem skabt nye ekstremer og højreekstremisme.«

Forvandlingen af det tidligere totalitære Ungarn til et demokratisk samfund er så at sige løbet af sporet. Der mangler i ordets positive betydning en statsmagt, der kan dæmme op for polariseringen og en stærk politisk ekstremisme og højrepopulisme med hetz af sigøjnere, jøder og intellektuelle til følge.

Der er en grund til at opsøge netop Péter Nádas, der bor i Gombosszeg, en flække i det sydvestlige Ungarn, men lige nu opholder han sig i sin lejlighed i Budapest oppe på slotsområdet på Buda-siden af Donau. Han er en af de største nulevende europæiske forfattere, som tillige besidder et politisk og mentalt velsignet klarsyn og et ukompromitteret syn på verden.

Han har en særlig evne til på afgørende historiske øjeblikke at se gennem virvaret og få øje på de grundlæggende mønstre bag begivenhederne. Hans tale for nylig til en forsamling af ansatte i den ungarske nationalbank om ansvarlighed midt i finanskrisen vakte stor opsigt. I 1989 var det en tale til det nydannede Frie Akademi for Unge Demokrater i Budapest om kønsroller, der vakte stor opmærksomhed. Her slog Nádas et slag for, at det midt i store politiske omvæltninger især var vigtigt at få diskuteret og afklaret spørgsmålet om forholdet mellem kønnene og kærligheden.

Han søgte svaret på, hvordan man i en ny demokratisk retsorden finder sig til rette med vores fuldstændig forældede forestillinger om kærlighed og individualitet. Og i 1993 var det essayet Skæbne og teknik, hvor han præcist sammenfattede de mentale og kulturelle forskelle på mennesker i øst og vest og søgte svarene på, hvorfor vores verdensbilleder er så grundlæggende forskellige, og hvorfor vi aldrig virkelig vil kunne forstå hinanden på tværs af det mentale jerntæppe, som mere end 40 års adskilt historie havde sørget for.

Omvæltningerne

Hvordan ser Nádas i dag på omvæltningerne?

»Det var en stor omvæltning, men jeg så det hele temmelig realistisk og var uden den store optimisme. Naturligvis var jeg glad, men jeg vidste, hvor svært det ville blive. Demokratisk bliver man ikke på kommando. Det er en langvarig proces og tager mindst to generationer. Andre samfund har selv gradvist bygget demokratiet op, af bondesamfund, af folkehøjskoler, af forskellige midler, men fælles for disse var, at det kom fra midten af samfundet. Her hos os var der kun nogle intellektuelle, som havde deres viden fra lærebøger eller fra udenlandske universiteter. Og som tillige var særlig indtaget i den amerikanske frihedstanke, uafhængighedstænkning og egoisme, som er meget forskellig fra en europæisk frihedstanke præget af fransk, tysk og nordeuropæisk skole.«

Ifølge Nádas oplevede Ungarn en relativ fredeligere overgang fra socialisme til markedsdemokrati end i landene omkring, men den negative side var, at kommunistiske funktionærer hurtigt genvandt magt ved at privatisere, hvad de tidligere havde været med til at drive. Genaktiverede gamle netværk af korruption, som nu blomstrer igen. Hvis man gør status her 20 år efter omvæltninger, kan man slet ikke udtrykke det:

»Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt. Alt er anderledes.«

Middelklassen

Nádas afbryder snakken for at lave frokost. En simpel ungarsk kartoffelgulasch, som man typisk spiser den ude på landet, hvor han bor. Dertil serverer han en tør ungarsk Tokaj Furmint. Ungarn er igen, efter at kommunisterne fuldstændig havde ødelagt det, blevet et fortrinligt vinland. Vi diskuterer alt lige fra det just overståede EuropaParlamentsvalg til de danske Muhammedtegninger, som han ikke har en færdig mening om, bortset fra at mene, at det er en vigtig del af enhver trosretning eller ideologi for ikke at stivne i dogmatik, at den kan rumme sin egen modsætning og dermed også kan rumme spot. Og om den politiske situation i Ungarn, der er dybt bekymrende og om den ufrugtbare rasen, der dominerer befolkningen.

En kongstanke hos Nádas er middelklassen eller snarere manglen på samme. Uden denne sociale klasse har et demokratisk samfund ikke blivende værdi og falder som samfund fra hinanden. Tanken om middelklassen hænger sammen med hans begreb om borgeren som både er en væremåde og et sæt af tankegods. Borgeren er den der passer på sine ting, reparerer dem, hvis de går i stykker, værner og drager omsorg for sine medmennesker. Nádas selv inkarnerer borgeren i hele sit nærvær og gestik. Men borgeren har slet ikke fået fodfæste i dagens Ungarn.

»Misforstå mig ikke. Forskellen mellem før og nu er helt uden sammenligning,« tilføjer han.

»Efter 20 år er socialismens lighed væk. En tredjedel af befolkningen lever under armodsgrænsen. Til gengæld er der så også opstået en velhavende klasse, som imidlertid ikke er en middelklasse, men nyrige. De har tjent mange penge, enten fordi de var talentfulde eller havde en god idé til en forretning. Eller fordi de har røvet staten eller fordi korruption har gjort dem rige. Men denne klasse investerer ikke i samfundet, men køber nyt, tilegner sig stadig nye statussymboler.«

Ikke dissident

I kommunisttiden forsøgte Nádas så vidt muligt at leve i uafhængighed af styret og passe sit arbejde som fotograf og forfatter. I de tidligere 1970'ere havde det ungarske statssikkerhedsvæsen samlet personligt belastende materiale om en kærlighedsaffære for at bruge det mod ham som afpresning. De tilbød ham en eftertragtet tur til udlandet til gengæld for oplysninger om de mennesker, han mødtes med. Det afviste han. I dag vil han dog ikke høre tale om ordet 'dissident'.

»Dissident var en slags profession, som jeg havde indvendinger imod. Der fandtes professions-dissidenter, der nærmest levede af det og modtog gaver. Det var ikke sympatisk. I lang tid var jeg afholdt af udenlandske Øst-korrespondenter. De havde opdaget, at hos mig kunne de få uafhængige informationer. Jeg nød den rolle, men oplevede også, hvordan korrespondenterne ofte omformede det, jeg sagde og brugte det i et ideologisk spil. Man forsøgte ikke virkelig at forstå noget, men misbrugte mig i stedet for, så derfor holdt jeg op igen.«

Individ og fælleskab

I Péter Nádas' tilfælde er det svært at adskille hans politiske engagement fra forfatterskabet. Hans romaner er vævet sammen med den tid, de er skrevet i. Hans mest kendte bog, Memoirernes bog , er blevet sammenlignet med Proust og Thomas Mann, men har også et mere principielt slægtskab med Robert Musils store ufuldendte romanværk Manden uden egenskaber . Susan Sontag skrev, da Memoirernes bog udkom på engelsk, at det er den største roman skrevet i vores tid, og en af århundredets største romaner. Det store tema i forfatterskabet er individet. Han ville bearbejde den upersonlige historie på den mest personlige måde og trak derfor kroppen ind i midtpunktet af den eksistentielle selvforskning. Det radikale i Nádas' roman er, at han tager afsæt i et individs mest intime sansninger, som samtidig er det sted hvor de samfundsmæssige repressioner og den ideologiske voldtægt udkæmpes. Hans pointe er, at der i et diktatur end ikke findes intime følelser og kærlighed, fordi det allerede er formet og fordærvet af diktaturet. At det private i den grad er politisk, som også var en af parolerne hos de venstreorienterede efter 1968, får hos Nádas en helt ny og smertefuld betydning. Helt ind i de erotiske scener virker den enkeltes deformationer, angsten for at forråde og at blive forrådt og det modsatrettede spil mellem lyst og autoritetstro.

Der er ikke mange forfattere i dagens Europa, der i den grad har taget individet i forsvar til fordel for fællesskabet. De ideologiske klicheer fra det kommunistiske Ungarn får et rent syrebad og falder fra hinanden. I en kommunistisk kontekst var denne fokus på individet ikke altid ønsket.

»Jeg har beskyttet individet, og i det jeg har skrevet værnet det mod alle indgreb. Jeg har som forfatter siddet mellem alle stole og beskrevet personer med deres bindinger til fællesskabet, til det sociale. På den måde var det hele også politisk upopulært. Sådan en individualitet var ikke tilladt. Egentlig skulle man tage hensyn til det socialistiske fællesskab, men det gjorde jeg ikke, men skrev omvendt ud fra individets synspunkt.«

»Jeg vidste, at det var provokerende, men samtidig er jeg ikke nogen provokatør. Virkelig ikke, for jeg er ikke for eller imod noget. Jeg vil kun beskrive noget som er realt og befri det fra alt løgnagtigt. Hvis nogen opfatter det som provokation, så værsgo, men det er ikke vendt mod nogen stat.«

At skrive er for Nádas forbundet med at komme bag det forsimplede sprog og at gennembryde løgnene; løgnene mellem mennesker og i samfundet som helhed. Han vidste meget tidligt i en alder af 10 år, at han skulle være forfatter, fordi der var noget at opdage bag det talte sprog. Han beskriver en episode, hvor han stod i en have og grublede over, hvorfor mennesker er så obskøne og taler så forsimplet og groft om ting? Hans forældre taler obskønt, skønt de ikke var obskøne mennesker.

Det er et specielt ord, det obskøne, for at beskrive denne tilgang til verden og litteraturen. På dansk bruges ordet mest i seksuel sammenhæng som betegnelse for groft sprog, men ordet har også en bredere betydning. Irritationen over det obskøne bliver således en betegnelse for at overskride grænser, for at »nedbryde disse betonvægge af løgne«, som Nádas udtrykker det.

Parallelhistorier

For to år siden færdiggjorde han en opfølgning på Memoirernes bog , en 1.500 sider lang roman i tre bind, som foreløbig kun er udkommet på ungarsk og slovakisk, men som både er på vej på engelsk og tysk og på lidt længere sigt sikkert også på dansk. Den danske titel er Parallelhistorier .

Hvor Memoirernes bog er skrevet i diktaturets tid, hvor man ifølge forfatteren for at skåne sine medmennesker pålægger sig selv nogle begrænsninger.

»Jeg ville beskrive og vise veje mellem kærlighed og frihed og ufrihed. Jeg ville se, om kærlighed overhovedet var muligt i et diktatur, og jeg kom frem til det svar, at det var ikke muligt, fordi kærligheden bliver fejlfarvet, kærligheden bliver fordærvet af diktaturet.«

Men hvor Nádas i forbindelse med Memoirernes bog følte, at han, hvad angår fremstillingen af det kropslige, havde taget for mange hensyn og dermed var forblevet ved en etisk grænse, så besluttede han sig i sin nye bog for at skrive helt uden grænser. Han ofrede så at sige det etiske til fordel for det æstetiske.

»Efter at have afsluttet Memoirernes bog besluttede jeg at skrive alt på ny, uden grænser og fornærmende. Hvis nogen føler sig fornærmet af realiteterne, så må de føle sig fornærmede. De kan rende mig i røven,« siger han med et smil i øjenkrogene.

»Den etiske gestus måtte udfordres.«

pen@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kristian Rasmussen

@De rige vesteuropæiske lande har svigtet opgaven at hjælpe de tidligere totalitære samfund med at opbygge stærke og sunde demokratiske samfund og har alene villet se et nyt marked.#

Ja gylle og en møgbeskidt batteri forbrik er vel Danmarks fornemmeste støtte lige efter vikarbureauerne .

Velkommen i EUSSR .

Claus Oreskov

Péter Nádas' har selv banet vejen for den situation hans land er havnet i – hvor naiv har man lov at være? Kapitalismen bygger på udbytning og producere ulighed og forarmelse. Dens sociale side er eksklusiv og kun de få har glæde af det store udbytte. De andre kan få lov at agere, som nyttige idioter, ligesom Péter Nádas' selv!