Læsetid: 14 min.

En Warcraft-spillers bekendelser

'Jeg bor i et dyrt hus og kører i en dyr bil. Jeg elsker min kone og er afholdt af mine ansatte. Jeg er politisk bevidst, kulturelt interesseret og spillede tidligere turneringsskak, uden at det overtog mit liv. Hvorfor bruger jeg pludselig over 50 timer om ugen på et online-spil?'
15. juli 2009

Jeg står i 'Mana Tomb' en sen nat og ser dystert på den sidste boss , Nexus-Prince Shaffar. Vi har været her i fire timer og er blevet slået ihjel 11 gange. Wipe på wipe . Alex bliver ved med at bringe nye spillere ind, efterhånden som folk falder fra. Hun kender hele Lightbringer- serveren, og kan overtale enhver. Jeg kigger på uret i højre hjørne af skærmen. Hvis min kone vågner og opdager, at jeg sidder og spiller, vil jeg opleve sand wife-aggro .

Klokken er 03.50. Det er tirsdag den 7. marts 2007. Jeg er 49 år gammel og hedder Nathanman .

Alex er Priest , Hun heler os andre. Jeg er warrior tank . En tank er robust og kan tåle mange tæsk. Jeg fungerer ved at skabe threat gennem mine slag og blokeringer. Vi skal bruge tre spillere mere. Klokken er blevet 04.10.

Vi giver ikke op. En rogue og to hunters kommer løbende ind i instancen . Alex beskriver i tekstvinduet kampens faser for dem. Hun er en af de få, der ikke bruger headset. Jeg kender ikke hendes stemme, har aldrig hørt den. Men hendes skriveevner er utrolige. Alex kommer fra Wales. Det er alt, jeg ved om hende på dette tidspunkt, hvor vi wiper den tolvte gang for Nexus-Prince Shaffars hånd.

Jeg er en ensom spiller i en verden af drager og dæmoner. Jeg logger ind i spillet, når min kone er gået i seng. For sent til at være med i de store 10- og 25-mands raids, der oftest starter klokken 20.00. Jeg kan højest finde sammen med fire andre spillere og kæmpe i en femmands dungeon, eller instance , som det hedder her. En grotte eller et slot befolket med væsner, der alle udfordrer det bedste i hver af spillerne. Jeg får nye våben og brynjer ved at bekæmpe encounters som Nexus-Prince Shaffar. Når de dør, efterlader de værdifulde skatte til os spillere. Det er derfor, vi ikke giver op. Time efter time kæmper vi mod Nexus-Prince Shaffar. Vi bliver udryddet gang på gang, hver kamp varer to minutter, så kan vi begynde forfra. Alex skriver konstant advarende beskeder til os. Den ene hunter får ikke lagt sin fælde hurtigt nok ned - wipe . Alex selv flytter sig for sent - wipe . Nathanman kan ikke klare mængden af damage og ser sin health bar ryge ned til nul. Wipe .

Men pludselig får vi overtaget, og vores bevægelser passer sammen som små tandhjul. Alex heler på de rigtige tidspunkter. Vores rogue hamrer sine angreb ind. Jeg bruger min shieldwall , der skærmer mig for det meste damage i nogle få sekunder. Vi øjner en sejr. Bossen vakler..

Så falder han endelig sammen. En følelse af stolthed og lykke skyller gennem mig. Jeg er næsten ligeglad med at se, hvad han gemmer på. Han er nede. » Good Job,« skriver Alex til os. »GJ,« skriver jeg tilbage. Roguen får nye shoulders , Alex får en staff .

Gandalf til Gollum

Jeg skruer tiden tilbage til den 26. november 2006. Jeg har installeret World of Warcraft og er logget ind for første gang. Jeg vælger blandt dværge, gnomer, elvere og mennesker at skabe en kriger i en menneske-skikkelse. Jeg giver ham halvlangt brunt hår og et venligt ansigt. Jeg døber ham Nathanman. Han kommer til live, mit alter ego gennem de næste to år og syv måneder.

Det er forvirrende i starten, men fængslende. Nathanman skal erhverve sig færdigheder for at blive stærkere. Gennem utallige quests når jeg fra niveau ét til niveau 20 på en måned. Jeg lærer de nødvendige spilleregler lidt efter lidt. Det handler om at kæmpe og vinde over bjørne og ulve, forbrydere og andre væsner, der lever i skovene omkring os. Man kan ikke overleve uden at lære sig et håndværk. Jeg vælger skinning og enchantment . Jeg fisker i søerne og laver staminafood efter at have tilegnet mig cooking .

Jeg begynder at føle mig hjemme i den begrænsede verden, jeg kan nå omkring i til fods. Når jeg når niveau 40, kan jeg købe en hest, hvis jeg kan skrabe over 100 guldstykker sammen. Jeg har tre sølvstykker og syv kobber mønter. Stormwind er byen, hvor jeg kan købe forsyninger og sælge, hvad jeg selv har samlet ind. Her er postkasser, banker, auktionshuse og et evigt rend af tusindvis af spillere.

Det er også her, jeg får øje på krigere, der er rustet med de bedste våben og de hårdeste rustninger af skinnende plate . Spillere på niveau 60. Det virker andægtigt bare at stå ved siden af dem.

Den ene quest fører mig automatisk til den næste, og lidt efter lidt også længere væk fra Stormwind. Da jeg første gang rydder Uldaman, ligger der et skinnende sværd af ufattelig skønhed efter den sidste boss .

»Roll,« skriver jeg til de andre i gruppen. Vi kaster med imaginære terninger. Højeste kast afgør, hvem sværdet tilfalder. Jeg lægger mig på knæ foran computeren og beder til Gud om et godt kast. Jeg åbner øjnene og ser den anden warrior i gruppen modtage sværdet for et kast på 99. Det er næsten ikke til at bære.

Come to the dark side

Spillet er gået i mit blod og optager mere og mere af min tid. Jeg begynder at læse guides til de svære instances på nettet. Min puls ryger op ved tanken om de kampe, der venter mig.

Mit arbejde foregår meget af tiden foran en pc, så her kan jeg sidde uforstyrret og læse om nye våben. Jeg sammensætter det bedste gear for Nathanman . Gear, der hele tiden skal fornyes i takt med, at jeg når nye niveauer. Og jeg kan ikke vente med at komme op i graderne. Jeg vil ind og opleve de allerhelligste afkroge af denne verden.

Når telefonen ringer, bliver jeg irriteret over afbrydelsen og afslutter samtalen, så hurtigt jeg kan. Når jeg kommer hjem, er jeg fraværende under middagen og afvisende over for min kones forslag om at få gæster på besøg. Når vi endelig har gæster, er jeg hurtig til at skæve til uret og ringe efter en taxi til dem. Min kones tålmodighed er ved at nå en grænse. Men jeg er ligeglad, for jeg er en mand med en mission.

Mit liv leves, når Nathanman vækkes til live, og jeg flyver over skovene på en >Gryphon . Når lyden af mit sværd og skjold giver ekko gennem fakkeloplyste gange i hjertet af 'The Sunken Temple'.

Jeg spiller stadig alene om natten, de fleste er på vej i seng, når jeg logger på. Jeg kommer med i en PUG ( Pick-Up Group) - instance efter instance med tvivlsomme personer, der enten er spillevrag, som lever foran computeren, eller teenagere, der ikke gider gå i skole. Flere af dem ender hurtigt på min venneliste, så jeg hurtigt kan fange dem i spillets chatvindue.

Samme dag, jeg rammer niveau 60, møder jeg Sarri. Sarri bliver min skytsengel og nærmeste fortrolige gennem de næste to år. Hun er fra Sydafrika og har skabt en Kvindelig Paladin , der både kan hele og påføre damage . Hun hjælper mig med de svære quests og guider mig gennem 'Burning Crusade' , der er Warcrafts nye store ekspansion. Det højeste niveau er nu blevet 70, og en række nye instances venter på de krigere, der passerer gennem 'The Dark Portal'.

Jeg halser gennem de næste 10 niveauer med Sarri ved min side. Hun præsenterer mig for Alex, der igen præsenterer mig for Elydian. Elydian er også Paladin , og den bedste, jeg nogensinde har mødt. Han har skabt en kvindelig tank, der mestrer spillet på et plan, jeg ikke vidste fandtes. Jeg ønsker at være den bedste, men Elydian er både mig og andre tanks overlegen i alle henseender. Jeg trækker mig tilbage til en slette i 'Nagrad', en lys og venlig del af verden. Jeg træner i dagevis på nye færdigheder, jeg ændrer min spillestil fra at klikke med musen til at have genvejstaster for alle mine egenskaber, og i stedet bruger jeg musen til at styre med. Jeg bygger mit skærmbillede op, så jeg får bedre overblik over kampene. Jeg downloader s må hjælpeprogrammer, der viser styrken af mine slag og graden af min threat . Jeg køber nyt tastatur og mus fra Raptor Gaming og en 'Icemate' musemåtte af glas.

Skat, jeg er midt i et spil.

Endelig tager jeg den samtale med min kone, som måtte komme. Jeg lægger kortene på bordet for hende. Jeg fortæller hende, at jeg vil spille Warcraft, og at det skal være fra klokken 20.00. Hun accepterer modvilligt og mistænksomt, at jeg spiller tre gange om ugen - søndag, tirsdag og fredag.

Jeg søger om optagelse i guilden 'Shadows of the Dragon' (SotD). Det foregår ved en skriftlig ansøgning til deres hjemmeside. Guilds er bygget op som en klan med en grandmaster og en række officerer. SotD har sine egen bankkonto, en stor hjemmeside og egen voice server , der gør det muligt at kommunikere hurtigt og mundtligt med hinanden. Det er en voksen guild med over 150 medlemmer, og aldersgrænsen er 18 år. Hananas og Redhed styrer den roligt og uden de store raid- ambitioner, men de raider et par dage om ugen.

De tester mine færdigheder i et par instances og lader mig passere. Jeg er håbløst bagefter de andre, hvad angår erfaring fra raids , men de lader mig tanke i 10-mands raids i Karazan. Jeg er lykkelig og ør og køber et headset, hvilket er kravet for at være med i et raid . Jeg lytter til vores raidleader og parerer ordrer som den veltrænede kriger, jeg er. Jeg nyder hvert sekund af hver eneste kamp, suger til mig af tips og tricks og ler og råber med de andre, når 'Nightbane' i et brøl af flammer bliver besejret på 'The Masters Terrasse' i det gamle slot.

Mens mine kone videreuddanner sig til audiologopæd, mens min datter læser på Goldsmiths i London, og mens min søn går til eksamen i filosofi på Københavns Universitet, logger jeg mig ind på serveren og slås mod ånder og stenkæmper. Er jeg blevet sindssyg, eller har jeg blot fundet en spændende hobby? Er der den store forskel på mig og en fodboldspiller, der træner tre gange om ugen og resten af tiden ser sport på 18 kanaler? Jeg får noget af svaret, da vores naboer en dag inviterer os til middag om fredagen. »Det kan vi ikke,« siger jeg nervøst.

»Fortæl, hvorfor vi ikke kan,« siger min kone højt. Jeg stammer det frem - at jeg spiller med 24 andre på nettet, at jeg ikke kan aflyse, når jeg først har meldt mig til et raid . Naboerne tager det pænt. Deres drenge spiller også World of Warcraft. Forskellen er kun 35 år.

Det er på tide at springe ud af skabet, jeg kan lige så godt fortælle resten af verden, at jeg tænker, taler og drømmer om spillet. Jeg glæder mig til hvert eneste raid og indretter mit liv efter at få spillet så meget som muligt. De tre dage er kun de officielle spilledage. Ugens resterende fire dage er jeg stadig logget på, sent om natten, tidligt om morgen - selv midt på dagen er jeg online ved hjælp af en trådløs forbindelse, jeg har købt mig til.

Warcraft er blevet min parallel-tilværelse med sin egen selvstændige døgnrytme, der lidt efter lidt skubber real life til side. Jeg har på få måneder spillet mig ind som fast tank i guilden . Jeg er blandt de 25 udvalgte, der får den forjættede invitation af raidleaderen til aftenens fight i 'The Black Temple'. Jeg møder op velforberedt og fokuseret. Jeg har altid staminafood og helbredende eliksir. Jeg kombinerer mine våben og min rustning, så de yder det bedste. Jeg er tank . Jeg er Nathanman.

Jeg undrer mig af og til over den fascination, jeg har ved spillet. Er det fordi, jeg mangler noget i real life ? Jeg ejer mit eget firma. Jeg bor i et dyrt hus og kører i en dyr bil. Jeg har ingen økonomiske problemer. Jeg elsker min kone og er afholdt af mine ansatte. Jeg er politisk bevidst, kulturelt interesseret og spillede tidligere turneringsskak, uden at det overtog mit liv. Hvorfor bruger jeg pludselig over 50 timer om ugen på et online-spil, hvor glæden og spændingen er den eneste gevinst? Jeg kan kun svare, at spillet giver mig et kick, der kan sammenlignes med et stof, der indtages gennem næsen i hvide baner.

Dark Portal Monkeys

Sarri, min gamle skytsengel, er kommet ind i en hardcore raid guild . 'Dark Portal Monkeys' (DPM) er blandt top fem på serveren, og de raider seks dage om ugen. Hun opfordrer mig til at ansøge, da deres ene tank bliver smidt ud af guilden . Guildens leder er selv warrior tank og ikke nem at imponere. Jeg skriver min ansøgning med svedige hænder. Denne guild med 250 medlemmer er i den bedste liga, og jeg aner ikke, om jeg kan leve op til deres forventninger. Ansøgningen kan læses af alle på deres hjemmeside, og min ansøgning er ikke den eneste. Men alle mine mange PUGs med skiftende spillere gør pludselig en forskel, for en del af medlemmerne i DPM kender migog lægger et massivt pres på officererne. Hjemmesiden fyldes af opbakning til mig, og det gør mig både rørt og beæret. Sidst på ugen bliver jeg optaget på prøve i tre uger.

I DPM finder jeg endelig det, jeg altid har drømt om. Dedikerede og seriøse spillere, der ønsker at raide de sværeste instances . Alene deres hjemmeside er et overflødighedshorn af information om alle deres raids , billeder af første gang, de nedkæmper en ny boss . Lister med, hvilken spiller der har fået hvilket gear, og et sindigt pointsystem, der belønner dem, der raider mest. Vi er i Black Temple, og vi er tæt på den ultimative boss . Vi er også tæt på den næste ekspansion: Den 13. november 2008 vil World of Warcraft udvide spillet med nye landområder og nye instances . Vi raider som besat og er klar til den næste verden, 'Wrath of the Lich King'.

Der er Papercuts, Succies, Humstruxted, Xivaz og Vomitor. De er kernen i DPM. Omkring dem bliver alle raids bygget op. De bedste spillere bliver udvalgt til hver enkelt boss . Alle gennemser videoer på nettet, som andre guilds har optaget. Alle læser strategien og er forberedt på, om det er arcane damage eller frost resist gear , man skal møde op i.

25 mennesker fra England, Skotland, Holland, Sydafrika, Sverige, Danmark og Ungarn. Vi spiller med ét fælles mål: At overvinde de største udfordringer, spillet kan stille os. Når vi vinder, er det en sejr for hele guilden , og kampen om de 25 raidspots er hård. Vi spiller aldrig med andre end guildies , vi sammenligner os kun med top guilds som Godless og Theory. Vi er de få udvalgte!

Dragekamp i lavasprøjt

Vores største kamp bliver Obsidian Sanctum. Et lava-aktivt krater med drage- bossen Sartharion og tre mini-bosses . Vi kæmper dernede i ugevis for at besejre alle fire på én gang. En sejr, der både vil give os titlen 'Twilight Vanquisher' og en af os den sjældne flyvende mount 'Reins of the Twilight Drake'.

Kampene finder sted i et virvar af ild og lava, mens Sarth ustandseligt vender front mod gruppen og spyer ild. Det er et spørgsmål om at holde sig i live og hele tiden finde et nyt, sikkert sted at stå. Det bliver den længstvarende boss fight , jeg har oplevet. Raid efter raid ankommer vi til instancen og bliver udslettet. Det er her i disse deprimerende øjeblikke, at guildens sande styrke træder frem. Vi nægter at se i øjnene, at denne boss er for svær. Vi ved, at det kan lade sig gøre, hvis bare vi fortsætter og lærer vores fejl. En aften efter fem uger sker det. I andet forsøg besejrer vi Sartharion og hans tre drager, Tenebron, Vesperon og Shadron.

Vi skriger hæmningsløst i vores headsets, og jeg sidder med tårer i øjnene og føler mig lykkelig og stolt. Jeg får min titel og vinder endda den flyvende drage.

Ulduar

Vi er klar til nye udfordringer, og Ulduar i Storm Peak åbner som ved et trylleslag sine porte for os. Vi er en velsmurt maskine, der går til den nye udfordring med ubeskedne forventninger. Hver eneste raid- aften foregår nu her. Der er 14 bosses , og DPM fælder dem efter behag. Det tager os få uger at komme over halvvejen. Herefter går det langsommere, men stadig sikkert fremad.

Vi er den første guild på serveren, der dræber Thorim. Tre aftener senere falder Mimiron, og foran os er der blot tre bosses tilbage.

Det er samme nat, jeg indser, at spillet er spillet til ende, når de sidste tre bosses er nede. Det er ikke et spørgsmål om måneder, men om uger.

Aftenens raid er slut, og gruppen er vendt tilbage til byen Dalaran. Jeg står alene og studerer den tolvte boss i Ulduar: General Vezax. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at spillet kunne fortsætte for altid. Men afslutningen venter bag et par lukkede døre ikke langt fra, hvor jeg står. Tanken om, at det hele snart bliver én stor gentagelse, rammer mig. Jeg logger ud af spillet uden at sige »goodnight guild «, som jeg plejer.

Jeg føler mig ulykkelig og forladt. Nathanman laver stadig sine daglige quests for at samle guld til flasker og eliksir, men jeg kan ikke ryste mismodet af mig. Uden at tænke særligt meget over det begynder jeg de følgende dage at skrive afskedsbreve til Sarri, Ravon, Alex og Vomitor. Da de er skrevet, begynder jeg at skrive min udmeldelse til guildens hjemmeside. Beslutningen om at forlade spillet er nærmest taget, uden jeg er bevidst om det. Jeg har det, som om nogen er død.

Goodbye guild . Goodbye World of Warcraft.

Jeg logger mig på en tidlig morgen, hvor ingen fra guilden endnu er aktive. Jeg sælger alt armor og våben, jeg har skrabet sammen, og sætter 1.500 guld ind i guild- banken. Så sender jeg de fire afskedsbreve og logger ud til hovedmenuen. Her står Nathanman og fylder hele skærmbilledet. Øksen 'Last laugh' fra Naxxramas sidste boss hviler i hans højre hånd, skjoldet fra Ulduar i hans venstre, Brynjen fra Sartharion glimter over hans brystkasse. Han er mit et og alt. Hans værdi kan ikke gøres op i hverken guld eller tid. At leve gennem denne skikkelse har været et eventyr.

Jeg kigger ham undskyldende ind i øjnene og trykker delete .

Klokken er 09.09. Det er Torsdag den 4. juni 2009. Jeg er 51 år gammel og hedder Martin Riel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

interessant beskrivelse, men skulle vi nu ikke gå videre med nogen socialpsykologiske analyser? Jeg er ikke helt skarp nok til det, men uden at placere det i en samfundsmæssig sammenhæng er det jo ret værdiløst.

Søren Nørbak

"Mit arbejde foregår meget af tiden foran en pc, så her kan jeg sidde uforstyrret og læse om nye våben"
- Arh ja, var selv på bølgen tilbage i Diablo I og II, det var tider!

Spiller selv WAR [warhammer online] og ELSKER DET, og ja det er også PvP der trækker! Men ligefrem afhængig? Der kan sagtens gå uger uden at jeg spiller, omvendt kan jeg bruge en hel weekend og nøjes med et måltid mad pr dag for at maksimere spiltiden, vågner så op søndag eftermiddag og er ved at dø af sult. Men ville aldrig smide min computer eller WAR ud, ved mindre der kommer noget bedre!

Søren

Lennart Kampmann

Ligesom penge og hurtige biler, kan onlinespillet forstærke dine personlige træk.

At du selv kan logge af er et sundt tegn.

Jeg holder af at spille Anarchy Online, men mest i det mørke halvår fra oktober til marts ;)

Med venlig hilsen
Lennart

Henning Ristinge

Det er tilsyneladende tale om et euforiserende stof af en stærk vanedannende art - måske et forbud bør komme på tale her

William Jansen

@ Bob, du skriver: men uden at placere det i en samfundsmæssig sammenhæng er det jo ret værdiløst.

WJ: Det var da ualmindeligt snævert tænkt.

jesper schultz

Jeg har i et par år forsøgt at forstå en kammerats dybe fascination af og umådelige tidsforbrug på WoW; men uden at komme nær et svar.

Udemærket artikel - jeg forstår godt nok stadig ikke fascinationen af spil-typen (jeg er selv til FPS'ere, singleplayer); men hele 'livet' omkring WoW er godt beskrevet og meget tankevækkende.

Lennart Kampmann

Der er ikke noget galt i at opdage at man kan lege igen. Voksne bærer jo stadig rundt på et legebarn i deres indre, og vi har det held at leve i en tid, hvor legen virkelig kan have episke dimensioner.

WoW er et supersjovt spil, og lige som så meget andet vil nogle dykke ned i Spillehavet dybere end hvad godt er.

Producenterne har opdaget at WoW har cementeret begrebet MMORPG og derfor er der nu et hav af forskellige verdner at deltage i.
Er man til PvP, soloing, raids eller hvad, ja så kan man finde et spil der matcher ens personlighed.

Enkelte skal passe på da det er stærkt vanedannede. Men ikke nok til et generelt forbud.

Med venlig hilsen
Lennart

thomas hansen

Rigtigt flot Martin,Jeg loggede selv af for 5 måneder siden. Jeg har fået mit liv igen. Desvære er mange af mine venner stadigt fanget.
Tror ikke selv WOW er farligt, Det er nok tilbage til dykning i Stille havet.
Problemet for mig og nok også for martin, med wow er: Hvis man har et behov for at vinde og være den bedste, så tager det mange timer hver dag...

Michael Skaarup

Jeg har tidligere af været online og IRLpusher af digitalt heroin, også kaldet World of Warcraft.(WoW) . (IRL = in real life)

Det afhængighedskabende i spillet er stærkt, da det både lefler for individets behov for udvikling og anerkendelse, men især fordi spillet kræver at man indgår i flygtige fællesskaber, for at kunne gennemføre spillet.
Det sociale element, er det farligste i denne sammenhæng, da folk forpligter sig til at mødes, uafhængigt af IRL, og konsekvenserne herfra.
Derfor er også almindeligt kendt blandt WoW-spillere, at kæresteforhold, job og uddannelse, er en del af prisen, der betales for at jagten virtuelt guld og prestige.
.
Jeg lavede en sammenligning imellem WoW og afhængighedssymptomer af kokain og alkohol, og fandt flere lighedpunkter, der burde få voksne mennesker, til at tænke sig om.
Der er jo ingen som tror at heroin, ikke er farligt IRL, men når heroinen bliver digital, er tror folk, at de kan kick the habit, når de lyster.

Men det er med WoW, som det er med IRLstoffer. Du kan tage manden ud af stofferne, men du kan tage stofferne ud af manden.

Hvorfor jeg er sikker på at denne artiklen af Martin Riel, netop er et tørfix, som skal dæmpe abstinenserne

MIn egen erfaringer med spillet er begrænset til 10 dages demo, og allerede der kunne jeg mærke tiden forsvinde i jagten til det næste (ligegyldige) pixelobjekt.

Karsten Aaen

Det interessante er jo, at der INGEN er der forundres over, at man ikke kan komme til middag, fordi man lige skal se en slutningen på en krimi-serie i TV, eller bliver forbavsede over, at man altså lige skal læse en bog færdig.

Præcis ligesom INGEN tager notits eller anstød af at Martin [Riel] åbenbart spillede turnerings-skak. Ingen ville jo sige noget til det (eller Ok, næsten ingen) hvis han havde sagt, at han ikke kunne komme til middag hos nogle venner, fordi han skulle spille skak i en turnering.

Og så vidt jeg findes der altså i WoW guilds og clans for folk over 50+ som ikke lige har tid eller energi eller lyst eller behov for at spille 50 timer om ugen.

Der er altså intet galt i at have en hobby; computer-spil er bare ikke så socialt acceptabelt som f.eks. at
læse en bog, spille musik, eller gå til fodbold (som altså også tager mindst tre aftener om ugen eller mere....)

I min by er der mænd, der dedikerer næsten hele deres vågne liv til at lave en mini-by. Og jeg tror da bestemt at deres koner også nogengange synes det er træls...at de ikke kan gå nogen steder, fordi de skal arbejde på mini-byen.

Hvorfor han bruger så mange timer på spillet? Svaret er ganske enkelt: For spændingens skyld. Han trænger til en udfordring, da han sikkert synes, at det liv, han lever nu er kedeligt. Måske har han endda fået en mindre depression?

Belønnings-centret i hjernen udløser dopamin eller serotonin, så han må spille dette spil. Jeg kender det godt selv, ikke fra WoW, men fra computerspil som f.eks. Oblivion eller Baldur's Gate eller fra mere stille spil som Return to Mysterious Island. Det giver et kick at løse en opgave, at nedkæmpe en boss eller bare at fortabe sig totalt i en anden verden for et par timer eller tre.

Måske er det også at man synes at man skal være tilstede, når man nu har aftalt at raide sammen med den andre, fordi man måske mener at man ikke kan svigte dem. Her er min holdning altså den, at det er meget værre at svigte sin virkelige familie, ikke sin virtuelle 'familie'.

Og Lennart har ret i at voksne (mænd) også har et (indre) legebarn; det er bare ikke så tit, det får lov til at komme ud og lege, fordi der er nogle, der har bildt mænd ind, at hvis de leger alt for meget, ja så eer de barnlige eller endog barnagtige. Men mænd og kvinder har brug for at lege, har brug for at finde deres indre glød, hvadenten det så handler om WoW eller om surfing, eller idræt eller nå ja, levende rollespil.

Der er jo sikkert (næsten(heller ingen, der synes det er pinligt at en mand bruger alle weekender på at spille levende rollespil i en skov, vel? OK, nogen skal der nok være; pointen er stadig den, at det er hans egen pinlighed over at han i alder af ca. 50+ spiller WoW, han udstiller. (synes jeg)

Hvis han f.eks. spillede turnerings-skak eller dyrkede agility (hunde-dressur), ville han nok slet ikke synes, det var så pinligt.

Men alt med måde - som de game grækere sagde.

Helene Hindberg

Ja, det er da interessant, at mange finder det tåbeligt og barnligt, at man bruger tid på computerspil. Måske er det fordi det stadig bliver betragtet som underlødig, tomhjernet underholdning?
Personligt har jeg været dybt grebet af spillene Final Fantasy VII og Fallout II (og i mindre grad Tomb Raider, Resident Evil, Tekken og GTA). Da jeg spillede Final Fantasy stod mit sociale liv ret meget på stand-by og min daværende kæreste mente, at det ville være rart, hvis jeg kunne lade være med at spille bare EN aften om ugen. Men de førnævnte spil har en stor fordel: De slutter på et tidspunkt, mens online-spil som WOW i princippet kan blive ved i al evighed. Og så kan det være rigtig svært at komme ud af sin afhængighed.

Jan H. Hansen

Jeg har selv haft problemet med afhængighed af online-computerspil. For mit vedkommende hed det Runescape - men om det er det ene eller det andet spil er ikke så væsentligt.

Når jeg læser Martin Riel´s indlæg er der én ting der springer mig i øjnene, og det er den lidenskab hvormed han beskriver sit virtuelle liv. Og for at kunne forstå afhængigheden af Onlinespil tror jeg begrebet lidenskab er vigtig. Når det er noget man ikke kan lade være med, hvis du syntes DU SKAL, f.eks. "Jeg skal lige kigge .." - men som så hurtigt bliver til flere timers spil, ja så er der lidenskab på spil. Og at komme det til livs er mere vanskeligt end som så. Jeg kunne derfor også godt forestille mig at Martin Riel vender tilbage til sin virtuelle verden igen.

Afhængigheden skabes ved at man som spiller "investerer" en masse tid og energi i spillet. Har du f.eks. brugt seks måneder på at nå level 70 stopper du jo ikke bare lige dit spil og "deleter" din person. Den energi man som spiller har "investeret" må derfor trækkes ud af spillet og gen-investeres i noget andet. Ellers tror jeg at man vil blive ved med at vende tilbage til spillet igen og igen.

Niels Erik Philipsen

stor tak til Martin - og Information for at have sat fkus på -og beskrevet så fint og detaljeret, at vi andre kan begynde at fatte, hvad det er der sker med unge mennesker der ikke kan passe deres uddannelse, deres sociale liv og deres helbred -
Man må håbe, at det fører til at der iværksættes tiltag der kan føre dem tilbage til det virkelige liv.

Asger Sams Granerud

Tak for en fin artikel. Jeg har prøvet WoW i et halvt års tid, men det viste sig ikke at være mit 'stof'.

Jeg leger istedet med tinsoldater, Warhammer hedder det. Er på landsholdet, og tidligere kaptajn. Jeg bruger tusindvis af kroner og timer på det, og synes sådan set det udvikler mig betydeligt mere som person end at tage en lang stav og prøve at få en lille bold i 18 forskellige huller. En af grundene til dette er netop interaktionen, det sociale, med mine fælles nørder.
Det er ingen hemmelighed at jeg stadig håber at jeg gør det når jeg er 50+. Det ville da være skønt.

Men... som alle andre ting der tager af din tid, det være sig fjernsyn (serier), stoffer (alkohol og hash), eller bold spil, ja så kan det selvfølgelig ende med at gå ud over andre sider af dit liv. Det værende kæreste, helbred, studie osv.
Massere af mennesker kan dog sagtens finde ud af at have et forbrug uden at det udvikler sig til et misbrug (det værende sig poker eller warhammer), og det er en faktor der ikke skal glemmes hvis man følger Erik Philipsens kommentar om at "iværksætte tiltag" for vores "unge mennesker" (på 50+..?).

Selv er jeg langt fra ekspert på området, men opsyn med problemet, og både hash og computerspil er problemer for nogen, men ikke alle, kombineret med oplysning om det ville være fine "tiltag". Både Martin Riel og Information hjælper med dette, da første skridt er at man kan snakke om det åbent, og netop fjerne stigmaet.

Peter B. Jensen

Siger det ikke lige så meget om verden uden for spiluniverset når det efterlader os så uinspirerede at selv et mønstereksemplar som Martin får svært ved at trække grænsen når noget endelig vækker hans passion?
Givet, spil er lavet til at underholde og efterlader ikke noget af varig værdi (andet end hvad den enkelte får ud af det), men det er måske også noget af det befriende i kontrast til den stressende hverdag hvor tid er penge.

Et forsigtigt bud er at Nathanman mødte flere nye mennesker end Martin ville gøre i samme periode uden for den virtuelle verden. Og de fleste af dem var givetvis også ligeglade med den sociale status med sin pompt og pragt som vi let klassificeres efter ved et personligt møde.

Min pointe er at spilverdenen kan være en forløsning i forhold til en monotom og forudsigelig hverdag. Reglerne er overskuelige hvilket er ganske betryggende og man kan opnå stort set samme grad af social kontakt som ved mere traditionelle hobbies. Endelig minder de om virkeligheden på den måde at man opnår en tilfredsstillelse ved at opnå et fælles mål når alle arbejder sammen og yder deres bedste.

Hvis det virkelige liv skal hamle op med det skal vi nok fokusere lidt mere på at gøre hverdagen 'sjov' så vi ikke hver især kaster os over den første eskapi der fanger vores interesse og fortaber os heri.

Ikke WoW for mig men Saga of Ryzom og det Danske spil SEED (som desværre gik ned ret hurtigt).

Online-spillenes sociale interaktioner har en stor fordel overfor IRL, man bliver langt dømt på det man siger, gør og kan end på hvordan man ser ud. Mens det fede hyper-udstyr naturligvis altid er en show-off, så er der online en langt større chance for at blive accepteret for den man er i spillet, istedet for den man i dagligdagen repræsenterer (som jo hyppigt ogspå er et skuespil for galleriet).

Samtidigt er det for mange nemmere at knytte sociale bånd on-line, fordi man gerne føler sikker sikre online end IRL. Man sidder i sit eget hjem foran ens egen computer og agerer igennem en avatar man selv har valgt. Vante og valgte omgivelser der giver sikkerhed. Disse barrierer erstatter de mere naturlige barrierer man har hvis man nu pludslig møder nogen i en café i byen.

Samtidigt sænker spil-karakteren også kontakt-skyheden. "Det er kun et spil", tænker man og man er der jo for at spille og alle andre i spillet er der også kun for at spille. Et fælles mål eksisterer. Imens et forsøg at skabe social kontakt IRL jo kan udløse alle mulige tanker og bagtanker om hvorfor denne kontakt nu lige skulle knyttes.

Jan H. Hansen

Mit misbrug hang sammen med en personlig krise jeg havde efter at have skrevet mit speciale, hvor jeg det ene øjeblik sad med tung filosofisk og litterær teori og det næste fandt mig reduceret til en grønsag der ikke kunne andet end spille online-computerspil. Og i en sådan situation går man jo ikke hen og melder sig ind i en golfklub, vel! Og jeg fornemmer at Martin Riel´s problem er/har været lidt af det samme. Fordi jeg tror ikke at det vil udvikle sig til et egentligt misbrug hvis det blot er en hobby.

Men også tak herfra til Information og Martin Riel for at have sat fokus på et problem vi sikkert vil komme til at høre mere til i fremtiden.

Lennart Kampmann

Man holder jo ikke op med at lege fordi man bliver gammel - man bliver gammel fordi man holder op med at lege.

Jeg underviser på HHX, og her er der en del der er ganske optagne af at spille fx. football manager. Der kan jeg mærke at det griber forstyrrende ind i den enkeltes tilværelse, fordi nogle elever ikke kan slippe spillet når timen begynder. Jeg tror ikke at det er spillene der er synderen, men mere en manglende evne til at koncentrere sig om at få gjort det sure først, og derefter nyde det søde. Resultatet kan være dårlige karakterer eller endog at man må gå et år om.

Er man derimod "voksen" kan man nok overleve at man i et halvt år dykker ned i onlineverdenen for at opnå forløsning for sin trang til eventyr.

Onlinespillene er relativt billige at spille, og de fysiske belastninger på kroppen er , hvis man spiser sundt og motionerer regelmæssigt, til at overkomme.

Men alt med måde, selv rent vand er usundt i alt for voldsomme mængder.

Med venlig hilsen
Lennart

Martin Riel - du har sikkert fået ludomani. Hvis jeg var dig, ville jeg konsultere en psykolog med speciale i spillerelaterede manier.

Du ved sikkert hvad det kan medføre vedr. familierelationer, såfremt du ikke selv kan nedsætte, eller helt stoppe.

Peter B. Jensen

@Troels Siegthorwyn
Jeg har såmænd også været møllen igennem og har stadig glimrende kontakt med flere af mine virtuelle venner. Personligt har jeg altid nydt det internationale aspekt og det spændende ved at lære hvor ens og forskelligt vi tænker hist og her i verden. Men det kan også være sjovt at møde trolden i virkeligheden.

@ Hans Hansen
Det er meget bekvemt at vi har så gængse ord for de mange mekanismer der gør livet lidt mere interessant og udholdeligt. Vupti, her er en diagnose - så tag en pille/psykologtime og kom så videre med at leve livet som det bør leves!

Det er ikke for at fornærme, men jeg synes det er en lidt letkøbt løsning. Hvis folk vælger at flygte fra virkeligheden er det ofte fordi denne virkelighed ikke dækker vores behov, tror jeg.

Hvis dette er meget udbredt så skal vi søge årsagen i samfundsindretningen i stedet for i det enkelte sind. Da det ikke skorter på manier, fobier og depressioner vil jeg konkludere at enten er vi alle gale eller også er der noget galt i Danmark.

Peter Jensen

Det er meget bekvemt at vi har så gængse ord for de mange mekanismer der gør livet lidt mere interessant og udholdeligt. Vupti, her er en diagnose - så tag en pille/psykologtime og kom så videre med at leve livet som det bør leves!

jammen det er jeg da helt enig i. Nu taler jeg heller ikke om piller, kun om hjælp til at overkomme et problem, der i værste fald kan koste Martin Riel's familieliv.

Du fornærmer ingen Peter Jensen, men du glemmer at en virkeligsflugt kan skyldes ting vi fortrænger, altså noget man ikke vil se i øjnene. Her kan en psykolog kun hjælpe såfremt man er sammenarbejdsvillig.

Der er ingen nemme løsninger som; snup en pille. Den slags tilhører psykriatien, ikke psykologien.

@Hans Hansen
I dagens danmark skal man virkelig lave noget skidt (fængsel) eller bryde helt sammen for at få samtaleterapi i den udstrækning det enkelte individ behøver. Og så er det oftest ikke engang nok, kun en time eller to i måneden over en flerårig periode og med dertilhørende medicin som så passende kan følges af en "proffesionel" som skal sætte sig ind i alle de enkeltes problemstillinger hver gang.. Altså oftest ikke andet end symptom behandling, klap på skulderen og tilbage på arbejsmarkedet med dig..

Hvorfor er der ingen af de proffesionelle der kan se det kritiske for samfundet i denne struktur og samler nok ligesindede til at det kan komme som indspark i debatten istedet for at tænke vores branche går nok fri af krisen..

Vi har idag KATASTROFE KAPITALISME

Stigende regulering af privatlivet, stigende lobbyisme og firmaer der skriver deres egne retningslinjer, populistisk: TV Politikerer popkultur presse krigsmaskine og indistrualisering af alt hvad vi tænker på og rør ved i det daglige, senest Algores klimafest som får os alle til at betale for, hvad de største firmaer kan og vil gøre for miljøet og FOR DERES PROFIT!!!

Søsterselskaber og monopol er reglen, originalitet og menneskesyn undtagelsen..
Bare vent på de stigende el og olie regninger, som feks afrika også skal til at betale og det dertilhørende endnu mere polariserede samfund.

Der er mange kommende psykiske bomber under de moderne vestlige civilisationer efterhånden..

Langt de fleste herinde har godt nok skrevet noget fint og eftertænksomt til denne artikel men vil lige trække
Peter Jensen frem: SÅDAN STÆRKT MAND!!
citat:
Siger det ikke lige så meget om verden uden for spiluniverset når det efterlader os så uinspirerede at selv et mønstereksemplar som Martin får svært ved at trække grænsen når noget endelig vækker hans passion?

Politikkerne vil have os til at tro man kan regulere alt til løsninger, men fornuften her i vesten er jo forlængst forduftet i de høje instanser og firmakontorer så det næste er vel én mønt og ét firma til at prøve og holde styr på alle os IRL Zombies

Søren Nørbak

til Ronni Bob,
Useriøst indlæg.

TIl alle jer andre:
En del god indlæg, f.eks. Karsten Aaen, Thomas Holm, Lennart Kampmann...

- Jeg må tilslutte mig flere af de andre indlæg, jeg spiller ikke for at slippe noget som helst sted hen. Jeg spiller stort set kun sammen med mine venner og gamle studiekammerater og de fleste af os har lange videregående uddannelse plus kæreste eller kone. I stedet for at finde en skov og lege røver og soldater logger vi på online, nemt og dejlig adspredelse.

Søren

odd bjertnes

I den sidste ende er problemet måske ikke spil eller forbrug af tid som sådan, men tilgang.

Denne bekendelse handler om en spiller, der spiller een figur ambitiøst op fra bunden, joiner et elite-guild og kører den line ud - opbygger næsegrus beundring for en måske førtidspensionist-dame fra Wales som har fundet sit livs indhold i at være guild-leder på nettet - hvilket jo egentlig kan være lige så godt som at være spejderfører...
... og melder afbud til RL til ære for spillet istedet for omvendt ?
Det ligner mere et stykke civil karriere fremfor adspredelse.
Der er mange liner i disse multi-player-online-spil, og der er mange der er mere afslappede end den der kommer af forpligtende (???) guild-medlemsskaber.

Spiller selv DDOnline. Sammenlignet m WOW en landsby hvor alle 'kender' hinanden.
Og hvor 'elite-guild's i egen opfattelse må leve med os andre
- ellers får de aldrig skrabet et raid-team :-)
Småt er godt..

Leif Faurholt

Dejligt for en gangs skyld at læse en åbenhjertig første hånds 'bekendelse' fra en spiller frem for avisernes sædvanlige interview med terapeuter, der kun ser på spil fra afhængigheds-vinklen! Hvornår blev det i øvrigt almindeligt at bruge begrebet 'afhængighed' ikke bare om egentlig kemisk afhængighed, men om alt, der er sådan lidt socialt uacceptabelt og som vi normativt vurderer, at folk ikke selv er i stand til at begrænse brugen af? Er man da 'afhængig' af noget udelukkende fordi man bruger ekstremt meget tid på det? Mon ikke også Picasso malede billeder og Bobby Fischer spillede skak 50 timer om ugen? Ja, man ikke 'helt normal', hvis man vil bruge så meget af sit liv på én ting, men er det nødvendigvis sygelig afhængighed at være dybt grebet af noget og knokle så fokuseret på at blive god til det, at man i perioder føler man lever og ånder kun for det? Måske fordi spil som WoW er unyttig spil af tid? Jamen, hvad er det lige, der er så nyttigt ved malerier og skakturneringer, eller sport på eliteplan for den sags skyld? Måske fordi man mister fornemmelsen for den virkelige verden og føler sig nedtrykt ligesom Martin, da han forlod WoW? Men sådan føles det jo, når man har indlevet sig i en fantastisk roman eller været dybt optaget af et spændende projekt; faktisk læste jeg i dag på Time.com en beskrivelse af astronauterne fra Apollo-missionerne og hvordan de oplevede det at komme tilbage til jorden igen: "What can make it hard for people like this is that they're so highly motivated and they wait so long for a mission, [...] There can be a deep sense of loss once the goals have been accomplished, and there may be no adequate substitute."

Jan H. Hansen

En masse af indlæggene i denne debat syntes jeg, viser en ringe forståelse for afhængiheds- og misbrugs-problemer i forbindelse med OLRPG.
Til gengæld har jeg også forstået, at man sagtens kan have det sjovt sammen med andre når man spiller, og at man ligefrem kan stifte nye bekendtskaber i RL. Samt at man kan have spillet som en hobby. Det har jeg helt ærligt aldrig tænkt på før.
Nu var det bare sådan, at i det spil der førte til afhængighed og misbrug fra min side var det strengt forbudt at udveksle f.eks. telefonnumre, adresser eller e-mail-adresser. Man måtte ikke engang fortælle hvor man kom fra i RL. Derfor var det noget vanskeligt at stifte nye bekendtskaber.

Men måske var det bare det forkerte spil jeg blev afhængig af.

Peter Jensen

@ Michael Skaarup :
Alting er "IRL" , der findes ikke andet .
Jeg tror du egentlig mener "AFK" ...

Lærte dette på den hårde måde, heldigvis i de "gode gamle dage" hvor det kostede telefon minut-takst at være online hvorfor spillene var "single-player" ..
Anyway, en nat faldt jeg i søvn over tasturet under en omgang "Ultima VII" . Da jeg vågnede så jeg på uret i spillet og tænkte straks :
"Fuck, jeg kommer for sent på arbejde" ..
Næste tanke var så :
"Nåhr nej, jeg kaster bare en time-spell" :)
Da vidste jeg at det var tid til en pause..

Peter Jensen

Og helt ærligt :
Man skal være noget af et hvirvel-løst dyr for at dette har noget med "afhængiheds- og misbrugs-problemer" at gøre .. Du får altså ikke groteske hallucinationer af at holde op med at spille WoW ligesom det på intet tidspunkt kan være livstruende at afstå ..

Peter B. Jensen

Fra Hans Hansen
Du fornærmer ingen Peter Jensen, men du glemmer at en virkeligsflugt kan skyldes ting vi fortrænger, altså noget man ikke vil se i øjnene. Her kan en psykolog kun hjælpe såfremt man er sammenarbejdsvillig.

Det har du en god pointe i, og vi er ganske enige i at en psykolog i mange tilfælde kan stoppe en udvikling før den går så vidt at den koster det vi holder mest kært.

Problemet som jeg ser det er at de ufravigelige elementer har taget overhånd, så de i sig selv udgør et enormt pres. Derfor er det relativt lettere at tilsidesætte det hvis/når man finder sin nemesis.

Her tænker jeg ikke kun på de elementer som Ronni Rob fremlægger, der har afgørende betydning for mange. De kan være udtrykt som et gode også, men deres stressfaktor kommer af at der ikke er et reelt alternativ.

Min personlige kæphest er hvad bedst kan beskrives som globaliseringens bagside. I min identitetssskabelse er jeg nu i fri konkurrence ikke blot med et lokalmiljø af mere eller mindre ligesindede, men med hele verden. Og de eksempler der fremhæves er fortrinsvist de bedste eller de værste - ikke os som er de fleste.
Så hvis en pige 'vurderer' mig sammenligner hun ikke kun med naboen Stefan, men også med en idoliseret George Cloony.

En anden side af det er at vi bombarderes af de mest gruopvækkende oplysninger fra hele kloden - og i langt de fleste tilfælde er vi magtesløse. Så vi får oplysning uden tilsvarende indflydelse, hvilket er en meget impotent tilstand.

Jeg kan sagtens finde flere eksempler, men håber min pointe kommer til udtryk klart nok.

Derfor er jeg fortaler for at vi smider hele samfundet til psykolog forstået på den måde at vi aktivt forholder os til det paradigmeskifte der følger med i overgangen fra et industrielt til et videnssamfund.
Og derfor forstår jeg også godt at nogle fortaber sig i en overskuelig og fast defineret verden som WoW, uden at de nødvendigvis er svage.

De fleste af os finder en måde at håndtere det på, men presset ser ikke ud til at tage af og det må være endnu værre for de generationer der aldrig har oplevet andet.
Jeg beklager at gå så langt fra emnet, men jeg anskuer (her) spilmanien som et symptom og ikke et særskilt problem.

PS: Jeg tog en lille navneforandring da jeg er velsignet med et almindeligt navn og ikke ønsker at bidrage yderligere til forvirringen.

Rasmus Holmgård

Fin kommentar, Gry Faurholt.

Tak til Martin Riel for en smuk artikel.

Jeg har aldrig spillet et computerspil, og kan som sådan i min jomfruelige naivitet alene fascineres over de - som det er foreslået ovenfor - lidenskabelige beskrivelser af Riels WoW-liv.

Det er mildt sagt dragende.

Artiklens narrative format og det befriende fravær af analytikeres råd og formaninger, tror jeg, kan være et vigtigt skridt på vejen til den afmystificering og forståelse, som er en forudsætning for en bredere social accept af en adfærd som Martin Riels.

Og er det ikke et meget rimeligt første punkt på den komplekse problemstillings dagsorden?

Jeg lærte en masse.

Atilla Akinci

Har selv prøvet at trykke på delete knappen. Det er skræmmende hvor meget et spil kan påvirke én så meget.

Jonas Persson

Jeg begyndte selv at spille WoW da jeg var 11 år gammel, den 25. september 2005. Jeg begyndte ikke af egen stor interesse, men fordi min større bror, Morten på 13 år, havde interesse for det.
Jeg så dette som den eneste mulighed for at kunne komme i kontakt med min bror, som nu syntes jeg var en irriterende unge, nu da han var begyndt at blive rimelig teenage-agtig.
Jeg startede en dwarf hunter, som jeg fik op i level 14 efter en måneds tid. Jeg kæmpede mig op på lvl 58, og så kom udvidelsen, nemlig The Burning Crusade. Samme tidspunkt havde min bror mega godt level 60 gear og var kendt på serveren for hans gode færdigheder.
Jeg kom hurtigt fra 58-70 og begyndte i en guild som raidede i weekenderne, så dette betød ikke noget for mit sociale.
Jeg syntes hunter blev kedeligt, og startede derfor en pala der skulle have været en 29 twink, men det udviklede sig senere til at blive min største tidsstjæler. Jeg kom med i den samme guild og raidede seriøst.
Men jeg nåede ikke at få det bedste før Wrath of the Lich King kom ud. Min paladin kom hurtigt level 80, og jeg fandt en ny guild som raidede 4 gange om ugen, og jeg tog med alle gangene.
Mine forældre var meget imod at jeg spillede så meget, men jeg var ligeglad.
Senere fik jeg trænet en til op i level 80, en shaman, og derefter en death knight. Jeg følte mig magtfuld, da jeg nu havde 3 i max level.
Jeg kunne tydeligt mærke at jeg var begyndt at komme uden for det sociale samvær, ikke kun blandt venner i klassen, men hele mit sociale net.
Mine venner forsvandt langsomt, og til sidst havde jeg kun venner tilbage som selv spillede WoW som jeg kendte i virkeligheden. (2 styks)
Jeg prøvede et langt stykke tid at trappe ned, da det gik op for mig, at det kunne have stor indflydelse på mine teenage-år, men uden held.
Den tid jeg havde trappet ned med, blev bare hentet igen på andre tidspunkter.

Her for et par uger siden besluttede jeg mig for at sælge min account.
Den her fyr jeg ville sælge den til, snød mig kort sagt (jeg var et fjols mht. sikkerhed).

Jeg syntes det er svært at stoppe igen, da jeg syntes at det hele ligesom ikke er det samme. Mine klassekammerater er begyndt at gå til fester, og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op... jeg vil gerne være med, men jeg er blevet stemplet som klassens nørd, og det kan jeg jo ikke bare lige løbe fra.

I dag er jeg 15 år og jeg må virkelig sige at dette spil, World of Warcraft, har haft al for stor indflydelse på mit liv.

Jeg har simpelthen for meget tid nu, jeg aner ikke hvad jeg skal lave. Det er umuligt for mig at komme med til nogle fester, da jeg ikke er "sej" og folk stadig tror jeg er en nørd.

Så jeg vil stærkt anbefale folk at holde sig væk fra det i den alder, for man kan ikke styre det, det er simpelthen umuligt. Jeg føler allerede at halvdelen af min ungdom er spildt på det spil. Trist tilværelse.
Håber det hjælper blandt jer voksne til at holde øje med jeres børn, for tro mig, der er ikke nogle børn der selv kan styre det. Jeg taler af erfaring.

Jonas Persson

Og forresten Martin, pissegodt skrevet. Det var cirka sådan jeg også følte da jeg selv spillede.

Og den opfordring jeg har givet forældrene, tag den seriøst. Det gør selvfølgelig ikke noget at de spiller i små mængder, men hold dem væk fra de store raid-instances osv. Mine forældre har været så ligeglade, at de bare har ladet mig spille. Det er det værste man kan gøre.

Karsten Aaen

Må jeg ikke anbefale Jonas P. at købe f.eks. Oblivion eller Morrowind eller Bioware's nyeste epic Dragon Age: origins når det udkommer til oktober 2009. Og så begynde at lave modifications (mods) til de her spil.

Det er mit indtryk, at de spillere, der gør det, opnår nogle ganske specielle evner og færdigheder, som også kommer dem til gode senere i livet.

Og Jonas P. - det er nørderne, der senere i livet kommer til at styre verden...især dem med forstand på IT...

Mht. hvad du skal lave ? Tjah - du kunne jo begynde med at gå til sport, fodbold, håndbold, basket-ball mm.

Men igen:

Hvis du, Jonas P, havde læst en masse bøger, så var du sikkert også blevet stemplet som en nørd...

Mht. at forældrene skal sætte grænser for spil f.eks. World of Warcraft; helt enig. Og heldigvis giver både Windows XP, og da især Vista, og også det nye Windows 7 mulighed for at forældrene kan sætte en timer på hvor meget tid børnene må spille f.eks. World of Warcraft eller andre computerspil.

Jonas Persson

Altså jeg har altid gået til sport. Har gået til badminton i 5 år, men stoppede her sidste år fordi jeg syntes det blev for uinteressant. Og nu har jeg gået til noget der hedder Wing Tsun cirka et år... det giver altså meget godt :) og ja, jeg har hørt det med at nørderne overtager verdenen :P
Det eneste jeg sådan set har interesseret mig meget for af computerspil, er World of Warcraft, så jeg ved ærlig talt ikke så meget om andre spil :P
Men tak for det ellers, Karsten.

Karsten Aaen

Jeg kender skam godt til det der med at en interesse helt kan opsluge en; jeg påpeger blot, at hvis det nu var en bog, du havde haft næsen i, havde andre nok ikke set skævt til dig.

Men alt kan jo overdrives, også bøger og computerspil...

Pointen med at nørderne overtager verden, når de unge bliver voksne er at de (i) har en motivation, en indre drivkraft, noget I brænder for...

Michael Skaarup

Peter Jensen

en lidt forsinket respons

Om alting er IRL, er et definitionspsørgsmål.

Personligt mener jeg ikke at WoW, foregår IRL, med undtagelse af de mennesker, som er ansat til at administrere opgave i spillet.

For jeg mener ikke at WoW, er noget som foregår i den virkelig verden, men i en simuleret fantasiverden. Og de pseudovenskaber som spillere oplever, eksisterer kun så længere at der bliver indbetalt afgift til blizzard

AFK (away from keyboard),f.eks kun er en relevant sondring for f.eks. at være eller ikke værende deltagene debattør information.dk, eller msn. Da det er IRL, uanset om man er AFK eller ej

Så man kan vel bruge begge forkortelse omkring mit salg af WoW. Det foregik IRL og AFK, men også IRL og ved computeren, da forretningen også var online (softxchange.dk)

Lennart Kampmann

@ Jonas Persson

At sælge sin account er no-no, ikke god skik.

Giv pengene til en tilfældig du møder i spillet og delete din character bagefter. Bedre stil.

Med venlig hilsen
Lennart

Jonas Persson

Yep, jeg ved det godt. Det burde jeg havde gjort, men jeg ville selv have noget ud af det. Jeg blev for opslugt af det tilbud han gav mig, og jeg sprang selvfølgelig på så dum som jeg er.

Karsten Aaen

Problemet er altså ikke computer-spil; problemet er at man kan blive så opslugt af det, at man helt glemmer, at der også er et liv udenfor computer-spillet. Og når det går ud over ens sociale liv, eller ens karakterer, eller ens skole-arbejde, så er det selvfølgelig et problem, ikke bare for personen selv, men også for hans eller hendes familie.

For at perspektivere det lidt, har jeg bare sagt, at hvis Jonas (eller andre) som var og er opslugt af f.eks. WoW, havde læst en masse bøger i stedet eller brugte 3 timer hver dag på sport, ja så var der ingen, der havde rynket på noget som læst. Det er (udelukkende) fordi det er et computerspil, at folk synes, at det dog er alt for galt - at bruge så meget tid på noget - som i manges øjne er lig med noget barnagtigt eller barnligt.

Jeg har netop foreslået Jonas at købe spil, hvortil der er en editor, dvs. så han selv kan lave baner mm til spillet. Det vil hjælpe ham (og andre) med at udfolde hans kreativtet og hjælpe ham til sætte mål og nå dem...

William,
det er vel ikke mere snævert at ville sætte det ind i en samfundsmæssig sammenhæng end selve spillet er snævert, men den sammenligning kan nu også være lige meget.
Peter Jensen er den eneste synes jeg som har fat i den rigtige ende:
"Min pointe er at spilverdenen kan være en forløsning i forhold til en monotom og forudsigelig hverdag. Reglerne er overskuelige hvilket er ganske betryggende og man kan opnå stort set samme grad af social kontakt som ved mere traditionelle hobbies. Endelig minder de om virkeligheden på den måde at man opnår en tilfredsstillelse ved at opnå et fælles mål når alle arbejder sammen og yder deres bedste."

Det her er den virtuelle verden hvor man kan gøre alt det spændende, som man ikke får lov til i det rigtige liv. Alt det vi læste om som drenge, kan vi nu gøre på computeren, og hvis vi dør starter vi bare forfra, der er ikke engang rigtig risiko ved det.
I en verden der er stadig mere reguleret, i en sådan grad at der dårligt nok er plads til heltedåd længere (ja man kan måske tage til afghanistan og få en arm skudt af) er det rart at kunne leve i en virtuel verden ved et tryk på en knap, hvor det virkelig synes som om livet er værd at leve og man kan udrette noget der betyder noget.
Alice in Wonderland anno 2009

Det er selvfølgelig bindegalt at det er kommet hertil.

Thomas Wernberg

Jeg synes dette er en spændende artikel og ligeså spændende at følge kommentarerne herunder.

Jeg selv har spillet diverse MMO siden MUD tiden i 1992. Til dem som ikke ved hvad en MUD er så er det lidt som Wow, dog uden en grafisk brugerflade. (http://en.wikipedia.org/wiki/MUD)

Jeg er 40 år, har en længerevarende uddannelse (phd, naturvidenskab), hus, have og kæreste. På mange områder kan jeg sagtens følge Martin Riel
Jeg har spillet WOW nogle år, og har herefter spillet andet, da jeg fandt Wow blev lidt repitativt. Nu hygger jeg mig med Warhammer.

Der er to ting som driver mig med spil: Eventyret og den community som er der. Som gammel rollespiller tilbage til Dungeons og Dragons i mid 80'erne, er MMORPG en god måde at udføre ens trang til eventyr og gå på opdagelse. Man online verdenen mister sin magi når man skal raide flere gange om ugen samme sted, og det er derfor jeg aldrig har været fascineret af endgame. Da jeg forlod Wow sagde jeg til mine medspillere: "Jeg har set 95 % af verdene. Jeg skal bruge lige så meget tid til de sidste 5 %, som jeg har brugt nu, og det synes jeg ikke jeg har lydt til".

Så eventyret er en vigtig ting..

Det er også vigtigt med en god community. Man lære nye mennesker at kende. Man mødes med dem og i samarbejde udfører man noget i fællesskab. Jeg tror at dette er noget uforstående for folk udefra. Men siden MUD tiden i 1992 har jeg mødtes med spillere i Sverige, Canada, England og Holland. Og nogle af disse vendskaber har eksisteret i ja snart 20 år. Fælles for dem er netop fantasien, men også andre interesser er der.

Men man kan også lære meget. Har set min nevø på 11 år styre et guild med 80 medlemmer. På engelsk. Det synes jeg er imponerende og hvilket egenskabet at have mod til at være guild leder i så und en alder. Jeg tror han har lært meget af det.

Så Wow er der ikke noget specielt ved, men Wow fik denne spil genre ud til folket.

Og så det negative. Man har også mistet venner på spil. Og har set folk forsvinde i dybet bag nedrullede gardiner og set dem være online 24/7 men manglende interesse i den virkelighed der er og socialt. Det er her man bør være varsom, og det er her 'ludomanien' holder til. Det er synd og ærgerligt når man kommer herud, men jeg tror ikke det er online spilleverdenen alene. Det problem har alle hobbier.

Jonas P.

Du skal nu bare tage det ganske roligt, med hensyn til festerne osv. I min foleskole tid, tilhørte jeg den ''seje gruppe'', hvilket gjorde tingene lidt lettere, ja.

Men min erfaring fra gymnasie tiden, var at alle de mennesker der havde haft betegnelserne: 'stille mus, nørd, fedesen osv. Alle kom godt efter det.
De kom med i det sociale liv, og den dag idag, er nogle af mine bedste venner faktisk dem der var ''nørderne''.
Vælg evt. et andet gymnasiuem, end det resten af din klasse/årgang gør. Så, har du jo din gyldne mulighed for at starte helt forfra.

Så tag det bare roligt, og du har sgu ikke spildt halvdelen af dine ungdom. Den er først lige begyndt. :)

Lennart Kampmann

Man kan ikke konsekvensløst spille 50 timer om ugen. Og som partner med en engageret spiller, skal man også klart markere hvad man vil finde sig i. For mens man har det sjovt på nettet, glemmer man at der er rigtige mennesker ved siden af.

For nogle kræver det lidt ekstra at indse at man er gået for vidt, for eksempel en kæreste der siger at nu er det slut.

Men for de fleste er det stadig en sjov fornøjelse.

Det er stadig inde i brugeren at fejlen skal findes. Der vil altid være et eller andet der lokker, om det så er online-spil, sport, foreningsliv, gå i byen, poker på nettet, etc.

Med venlig hilsen
Lennart

Hvis noget så synes jeg mere man skal sammenligne hardcore raiding guilds i wow med en sekt, du har dine "venner" som forventer at du kommer online når guilden skal bruge dig. For ikke at skuffe dine venner kommer du online disse tidspunkter også selv om det ikke altid lige passer i dit "virkelige" liv, jeg siger ikke at der ikke også er en personlig motivation for dette, men det at passe på ikke at skuffe sine online venner skal man på ingen måde se bort fra. Desuden er det også ret klart hvis man spiller i en hardcore guild, at hvis man starter med at være slack bliver man simpelt hen ikke inviteret til raids, det er en pæn måde at fortælle folk de ikke er velkommen på plus der bliver åbnet for applications for dit spot i raided (eller hvad der skal "replace" dig).

Jeg synes også man skal passe på med at sammenligne wow med f.eks turnerings skak (som jeg også har spillet i tidernes morgen), forskellen er helt radikal at turnerings skak kræver at modparten kan spille og du bliver træt af turnerings skak siden i dette tilfælde skal du koncentrere dig, så der er nogen fysiske grænser (det sammen med andre slags sport). De 2 nævnte ting, gør simpelt hen at det er umuligt at spille turnerings skak så meget som man kan spille wow. Wow er meget lige at gå til, for de fleste classes bruger man måske 5 knapper (ca.) som man så kan bruge varierede og så skal man flytte rundt på skærmen, så det er på ingen måde fysisk hårt, måske er det en smule mental hårdt at wipe en hel aften, men det er noget man vender sig til.

Personligt spiller jeg hver lørdag / søndag / mandag (hele dagen) og så når jeg kommer hjem fra arbejde ca. kl 16:00 til kl 00:00 - 01:00 hverdag. Totalt over de ca. 4.5 år har jeg brugt 570 dage (en dag er 24 timer spillet - man kan see hvor meget en spiller har spillet på en bestemt character i spillet ved at skrive /played) på wow - Og jeg er langt fra den eneste der har brugt så meget tid på spillet.

Jeg kan kun sige til andre som enten har børn der spiller spillet, eller som overvejer at prøve det, at lade være det er en tidssluger af dimensioner hvis du først bliver rigtig fanget af det - Og i værste fald vil det ødelægger din sociale vennekreds + evt. uddanelse du er på.