Yndlingsindvandrerne

Madonna er et godt menneske. Da hun adopterede sin søn David Banda fra det fattige afrikanske land Malawi i 2006, var det en god gerning. En god gerning på linje med den pigeskole hun har grundlagt. En god gerning, der lå i direkte forlængelse af den dokumentarfilm, hun har lavet om fattigdom og AIDS. Og en god gerning lige som hendes NGO, der hjælper nogle af Malawis mange forældreløse børn.

»Jeg ved, at han bliver meget lykkelig i USA. Jeg er meget, meget glad, for som du kan se, er der fattigdom i vores landsby,« sagde David Bandas far, Yohane Banda, dengang. Men da Madonna i år forsøgte at adoptere endnu et barn, en pige, fra Malawi, gik der tovtrækkeri i det. De malawiske myndigheder sagde, at Madonna ikke opfyldte betingelserne, og en mand, der hævdede at være pigens far, gjorde krav på barnet. Først i juni gik adoptionen igennem, endelig, så at Madonna igen kunne adoptere et barn fra et andet land end hendes eget. De gør det alle sammen: Angelina Jolie, Meg Ryan, Ewan McGregor, Michelle Pfeifer, Steven Spielberg. For at gøre en god gerning.

Det er typisk sådan, vi ser på transnational adoption: som en form for vestlig humanitær nødhjælp, fortæller Lene Myong Petersen, der netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling Adopteret - fortællinger om transnational og racialiseret tilblivelse på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet.

»Det bliver set som en win-win-situation. Der er nogle børn, der ikke har nogle forældre og nogle forældre, der ikke har børn. Vi skaber så nogle nye familier til glæde for alle,« siger Lene Myong Petersen, der selv er adopteret fra Korea og har interviewet 35 koreansk-adopterede mænd og kvinder i Danmark. Adopterede fra Sydkorea udgør den største gruppe af de cirka 20.000 adoptivbørn, der kom til Danmark mellem 1970 og 2007.

»Problemet er, at det er en meget romantiseret forestilling, der skygger for de ulige magtforhold, som transnational adoption er. Der er også nogle mennesker, der afgiver nogle børn af årsager som f.eks. fattigdom og social stigmatisering. I Danmark eksisterer der en skråsikkerhed i forhold til, at det er en hjælp, og at det kun er en hjælp. Men det kan vi i realiteten ikke være sikre på.«

Men skråsikkerheden er der. Op gennem det 21. århundrede er transnational adoption blevet fast praksis. Og efterspørgslen efter børn er enorm. Der er i dag langt flere forældre, der ønsker at adoptere, end der er adopterbare børn. Folk står på venteliste i årevis efter at have gennemgået test og opfyldt krav om psykisk velvære, indtægt, bolig og leveforhold. For man vil være sikker på, at barnet får et godt liv.

»Der bliver ikke sat spørgsmålstegn ved, om transnational adoption er en god ting. Der er konsensus i Danmark om, at det er et helt forrygende fænomen - fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten. Det er ikke, fordi jeg synes, der skal være det modsatte, nemlig stærk modstand, men det er tankevækkende, at alle er enige om det. Jeg mener, man må gå mere kritisk til det. Den altruistiske forestilling er for simpel. Man bliver nødt til at se på, hvilke forhold længslen efter børn producerer,« siger hun og påpeger, at den vedligeholder et asymmetrisk magtforhold mellem rige og fattige lande. Et magtforhold, der handler om udbud og efterspørgsel.

»Der er rigtig mange penge i den efterspørgsel. Ikke nødvendigvis penge der betales for det enkelte barn til nogle skumle bagmænd, men penge som føres tilbage til afgiverlandene i form af børnehjem, infrastruktur osv. Det skaber nogle afhængighedsforhold og nogle interesser i at vedligeholde transnational adoptionspraksis fra begge parter.«

Hvor kommer du egentlig fra?

Det er nu ikke, fordi Lene Myong Petersen principielt er imod adoption på tværs af landegrænser. Hun synes bare, det er slående, hvor lidt vi i virkeligheden ved om det. Det er derfor, vi kan fortælle hinanden, at adoption er en form for næstekærlighed, og at det er godt for alle. Men er det altid godt for børnene og de biologiske forældre? Der findes stort set ingen forskning på området i Danmark, fortæller Lene Myong Petersen. Og det var en af grundene til, at hun satte sig for at undersøge emner som identitet, slægtskab, kærlighed og tilhørsforhold. Tilblivelsesfortællinger, kalder hun de 35 mænds og kvinders historier.

»Det spørgsmål, som kommer igen og igen og som alle adopterede har fået på et eller andet tidspunkt i deres liv er: Hvor kommer du egentlig rigtigt fra. De oplever, at de udskilles fra normen, fordi de bærer et ikke-hvidt kropstegn. En kategori som race opleves som et livsvilkår og et grundvilkår, som man ikke kan løbe fra. Fordi det hele tiden betvivles, at man ikke er helt dansk. Det er sådan, man oplever at danskheden gennemfarves af en hvidhed, fordi man ikke automatisk genkendes som dansk. Nogle har også oplevet racisme.«

Anders, der er en af dem, Lene Myong Petersen har interviewet, forklarer, at det er som at have asiatisk indpakning med sovs og kartofler indeni. Det er som at gå med rygsæk. Når rygsækken er lukket, ser folk en asiatisk mand, men når han åbner for rygsækken, er der sovs og kartofler, julefrokost og Tuborg juleøl. Så er han dansk.

»Det er det, jeg har været interesseret i: hvordan er det egentlig danskhed konstrueres. På den ene side er danskhed en hvid kategori, som forudsætter, at man bærer hvidt kropstegn. Det er sådan, man bliver inkluderet og genkendt som dansker. På den anden side er der også en masse andre ting, der udgør danskhed. Det er her, det bliver paradoksalt. For i Danmark har vi en fortælling om, at vi er farveblinde. I Danmark er vi ikke racister, i Danmark betyder race ikke noget. Men det gør det.«

Mi er en anden af dem, Lene Myong Petersen har talt med. Hun har en kæreste fra et andet europæisk land. Han er hvid, men taler ikke dansk. Da Mi fulgte med ham til sprogskolen for at melde ham til danskkursus, troede læreren, at det var Mi, der havde brug for undervisning. At det var kæresten, der var dansk og at det var Mi, der ikke var.

»Det var aldrig sket i Jylland, aldrig,« siger Mi. Der var hun blevet genkendt som adopteret - og ikke som indvandrer.

Anders fortæller også, at han følte sig mere dansk for nogle år siden. Da sang han uden at tænke mere over det med på nationalsangen nytårsaften. Men nu tænker han over den slags ting. For Anders er træt af hele tiden at blive konfronteret med sit asiatiske udseende, og det gør han oftere og oftere. Måske på grund af den danske indvandrerdebat. Når han har besøgt Korea, føler han, at han falder fuldstændig ind i bybilledet. Det gør han ikke i Danmark.

Minoriteten siger noget om majoriteten, siger Lene Myong Petersen. På den måde udgør adoptionsfeltet en interessant prisme at se det danske samfund igennem.

»Der er nogle ting, der bliver tydelige netop her: spørgsmålet om race, spørgsmålet om etnicitet. Vi har en stærk forestilling om, at vi er lige i det danske samfund, men her kan man se, at vi ikke alle nødvendigvis er lige hele tiden. Hvad er det man skal gøre, for at blive ligestillet i det danske samfund, er det at gøre sig ens med normen? Jeg vil sige at gøre sig ens med normen i en vis grad opgraderer din chance for at blive inkluderet, genkendt og accepteret i samfundet.«

Det ligger stærkt i de skandinaviske velfærdsmodeller. Lighed bliver opnået gennem enshed. Hvis du som minoritet fremstår ens i forhold til normen, så bliver du ligestillet.

Så dansk som muligt

Det er måske derfor, adoptivforældrene har forsøgt at gøre deres børn så danske som muligt. I Lene Myong Petersens afhandling fortæller Cecilie om dengang, hun spurgte sin mor, hvorfor hun ikke havde et koreansk mellemnavn lige som mange andre adopterede. Moren svarede, at de havde valgt, at hun skulle føle sig så dansk som muligt.

»De fleste af dem, jeg har talt med, er heller ikke blevet opmuntret til at opsøge andre identiteter end den danske. De er ikke blevet opfordret til at opsøge en identitet som dansk-koreansk eller koreansk. Højest er de blevet opfordret til at besøge deres hjemland, men det er det,« siger Lene Myong Petersen.

Men det er måske klart nok. Danskheden bliver en fælles identitet i adoptivfamilien. Den skaber forbundethed, den skaber slægtskab. Det gør familien til en familie.

»I slægtskabet søger du en følelse og en fornemmelse af, at man på nogle punkter ligner hinanden. Og hvordan kommer man så til at ligne hinanden, hvis ikke man ligner hinanden rent fysisk? Jamen, det er ved, at man selvfølgelig deler en fælles etnisk identitet som dansk.«

Derfor bliver der investeret stærkt i danskheden i adoptivfamilierne. Fordi det kan underminere forbundetheden og slægtskabet, hvis adoptivbarnet opsøger en anden identitet. Den bliver en trussel.

»Hvis man siger: Jamen, jeg føler mig da også koreansk, er der mange mennesker, der ikke forstår det. Netop fordi vi i Danmark har en stærk tro på, at man ikke er lig med det sted, man er født.«

De adopterede, Lene Myong Petersen har talt med, siger da også næsten alle sammen det samme: Jamen, da jeg voksede op, lå der en klar forventning om, at jeg skulle blive til et dansk barn og ikke til et koreansk barn.

»Det handler jo ikke om, at der har siddet nogle onde adoptivforældre et eller andet sted, men om at have de bedste ønsker for sit barn. Nemlig at det barn skal blive indoptaget som et ligeværdigt og velfungerende medlem af samfundet. For at blive det kræver det, at man ligner majoriteten. Accept og inklusion i det danske samfund ligger i udpræget grad i assimilation. I at tilpasse sig fuldstændigt.«

Og det kan man gøre på mange måder: Hvis man ikke ligner kropsligt, så kan det ligge i vaner og præferencer eller i noget helt tredje. For eksempel i den kæreste, du vælger.

»Der er nogle, der decideret fortæller, at man med en hvid kæreste i langt højere grad bliver genkendt som dansk og ikke f.eks. som japansk turist. Det er et valg, men det er også en forventning om, at man som adopteret selvfølgelig vælger en hvid partner. Mange fortæller, at det bare er en indre lyst, der opstår. Men det er jo også et spørgsmål om, at der eksisterer en forventning om, at det selvfølgeligt er den vej, man retter sit begær. At man som transnationalt adopteret ikke bare vælger sig en dansk, men også en hvid, dansk partner.«

Yndlingsindvandrerne

Og selvfølgelig vil man det, siger hun. Der eksisterer nemlig denne her ide om, at et transnationalt adopteret barn selvfølgelig kan og vil assimileres til danskheden og til dansk kultur.

»På den måde bliver transnationalt adopterede til en yndlingsminoritet, fordi der netop tænkes, at man bliver rigtig dansk. Det bliver beviset på vellykket integration.«

Derfor ser samfundet de transnationalt adopterede som mere danske end andre migranter.

»Det er interessant, fordi det siger noget om, at vi ikke ser transnational adoption som en migrationsproces på linje med alle mulige andre migrationsprocesser. Det er noget, min afhandling forsøger at gøre op med. Jeg siger ikke, at alle former for migration er det samme. Men jeg synes, det er vigtigt at pege på, at transnational adoption også er en form for migration. Det er mennesker, der flyttes fra et sted til et andet.«

Men som adopteret fra Korea bliver man ikke set som indvandrer. Men heller ikke som helt dansk.

»Det har jeg også selv oplevet som adopteret fra Korea. At folk siger, jamen, du er ikke indvandrer. Man bliver placeret som en mellemting mellem de 'rigtige' indvandrere og den danske majoritetsbefolkning.«

Interviewpersonerne i afhandlingen er anonymiserede

Afhandlingen kan lånes på DPU's Bibliotek, Tuborgvej 164, 2400 København NV