Læsetid: 9 min.

Yndlingsindvandrerne

Barnløse danskere er afhængige af adoptivbørn fra fattige lande. Fattige lande er afhængige af indtægten fra international adoption. Der er mange uheldige grunde til at holde forretningen kørende, for adoption handler ikke kun om næstekærlighed, fortæller Lene Myong Petersen, der netop har forsvaret sin ph.d. om emnet og undersøgt, hvordan det påvirker koreanske adoptivbørn at vokse op i Danmark uden at være hverken rigtige danskere eller rigtige indvandrere
Danskhed. Lene Myong Petersen er selv adopteret fra Korea, og har oplevet hvordan folk placerer hende et sted mellem indvandrere og 'almindelige' danskere. 'Det er det, jeg har været interesseret i,' fortæller hun. 'Hvordan er det egentlig danskhed konstrueres. På den ene side er danskhed en hvid kategori, som forudsætter, at man bærer hvidt kropstegn. Det er sådan, man bliver inkluderet og genkendt som dansker. På den anden side er der også en masse andre ting, der udgør danskhed.'

Danskhed. Lene Myong Petersen er selv adopteret fra Korea, og har oplevet hvordan folk placerer hende et sted mellem indvandrere og 'almindelige' danskere. 'Det er det, jeg har været interesseret i,' fortæller hun. 'Hvordan er det egentlig danskhed konstrueres. På den ene side er danskhed en hvid kategori, som forudsætter, at man bærer hvidt kropstegn. Det er sådan, man bliver inkluderet og genkendt som dansker. På den anden side er der også en masse andre ting, der udgør danskhed.'

31. juli 2009

Madonna er et godt menneske. Da hun adopterede sin søn David Banda fra det fattige afrikanske land Malawi i 2006, var det en god gerning. En god gerning på linje med den pigeskole hun har grundlagt. En god gerning, der lå i direkte forlængelse af den dokumentarfilm, hun har lavet om fattigdom og AIDS. Og en god gerning lige som hendes NGO, der hjælper nogle af Malawis mange forældreløse børn.

»Jeg ved, at han bliver meget lykkelig i USA. Jeg er meget, meget glad, for som du kan se, er der fattigdom i vores landsby,« sagde David Bandas far, Yohane Banda, dengang. Men da Madonna i år forsøgte at adoptere endnu et barn, en pige, fra Malawi, gik der tovtrækkeri i det. De malawiske myndigheder sagde, at Madonna ikke opfyldte betingelserne, og en mand, der hævdede at være pigens far, gjorde krav på barnet. Først i juni gik adoptionen igennem, endelig, så at Madonna igen kunne adoptere et barn fra et andet land end hendes eget. De gør det alle sammen: Angelina Jolie, Meg Ryan, Ewan McGregor, Michelle Pfeifer, Steven Spielberg. For at gøre en god gerning.

Det er typisk sådan, vi ser på transnational adoption: som en form for vestlig humanitær nødhjælp, fortæller Lene Myong Petersen, der netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling Adopteret - fortællinger om transnational og racialiseret tilblivelse på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet.

»Det bliver set som en win-win-situation. Der er nogle børn, der ikke har nogle forældre og nogle forældre, der ikke har børn. Vi skaber så nogle nye familier til glæde for alle,« siger Lene Myong Petersen, der selv er adopteret fra Korea og har interviewet 35 koreansk-adopterede mænd og kvinder i Danmark. Adopterede fra Sydkorea udgør den største gruppe af de cirka 20.000 adoptivbørn, der kom til Danmark mellem 1970 og 2007.

»Problemet er, at det er en meget romantiseret forestilling, der skygger for de ulige magtforhold, som transnational adoption er. Der er også nogle mennesker, der afgiver nogle børn af årsager som f.eks. fattigdom og social stigmatisering. I Danmark eksisterer der en skråsikkerhed i forhold til, at det er en hjælp, og at det kun er en hjælp. Men det kan vi i realiteten ikke være sikre på.«

Men skråsikkerheden er der. Op gennem det 21. århundrede er transnational adoption blevet fast praksis. Og efterspørgslen efter børn er enorm. Der er i dag langt flere forældre, der ønsker at adoptere, end der er adopterbare børn. Folk står på venteliste i årevis efter at have gennemgået test og opfyldt krav om psykisk velvære, indtægt, bolig og leveforhold. For man vil være sikker på, at barnet får et godt liv.

»Der bliver ikke sat spørgsmålstegn ved, om transnational adoption er en god ting. Der er konsensus i Danmark om, at det er et helt forrygende fænomen - fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten. Det er ikke, fordi jeg synes, der skal være det modsatte, nemlig stærk modstand, men det er tankevækkende, at alle er enige om det. Jeg mener, man må gå mere kritisk til det. Den altruistiske forestilling er for simpel. Man bliver nødt til at se på, hvilke forhold længslen efter børn producerer,« siger hun og påpeger, at den vedligeholder et asymmetrisk magtforhold mellem rige og fattige lande. Et magtforhold, der handler om udbud og efterspørgsel.

»Der er rigtig mange penge i den efterspørgsel. Ikke nødvendigvis penge der betales for det enkelte barn til nogle skumle bagmænd, men penge som føres tilbage til afgiverlandene i form af børnehjem, infrastruktur osv. Det skaber nogle afhængighedsforhold og nogle interesser i at vedligeholde transnational adoptionspraksis fra begge parter.«

Hvor kommer du egentlig fra?

Det er nu ikke, fordi Lene Myong Petersen principielt er imod adoption på tværs af landegrænser. Hun synes bare, det er slående, hvor lidt vi i virkeligheden ved om det. Det er derfor, vi kan fortælle hinanden, at adoption er en form for næstekærlighed, og at det er godt for alle. Men er det altid godt for børnene og de biologiske forældre? Der findes stort set ingen forskning på området i Danmark, fortæller Lene Myong Petersen. Og det var en af grundene til, at hun satte sig for at undersøge emner som identitet, slægtskab, kærlighed og tilhørsforhold. Tilblivelsesfortællinger, kalder hun de 35 mænds og kvinders historier.

»Det spørgsmål, som kommer igen og igen og som alle adopterede har fået på et eller andet tidspunkt i deres liv er: Hvor kommer du egentlig rigtigt fra. De oplever, at de udskilles fra normen, fordi de bærer et ikke-hvidt kropstegn. En kategori som race opleves som et livsvilkår og et grundvilkår, som man ikke kan løbe fra. Fordi det hele tiden betvivles, at man ikke er helt dansk. Det er sådan, man oplever at danskheden gennemfarves af en hvidhed, fordi man ikke automatisk genkendes som dansk. Nogle har også oplevet racisme.«

Anders, der er en af dem, Lene Myong Petersen har interviewet, forklarer, at det er som at have asiatisk indpakning med sovs og kartofler indeni. Det er som at gå med rygsæk. Når rygsækken er lukket, ser folk en asiatisk mand, men når han åbner for rygsækken, er der sovs og kartofler, julefrokost og Tuborg juleøl. Så er han dansk.

»Det er det, jeg har været interesseret i: hvordan er det egentlig danskhed konstrueres. På den ene side er danskhed en hvid kategori, som forudsætter, at man bærer hvidt kropstegn. Det er sådan, man bliver inkluderet og genkendt som dansker. På den anden side er der også en masse andre ting, der udgør danskhed. Det er her, det bliver paradoksalt. For i Danmark har vi en fortælling om, at vi er farveblinde. I Danmark er vi ikke racister, i Danmark betyder race ikke noget. Men det gør det.«

Mi er en anden af dem, Lene Myong Petersen har talt med. Hun har en kæreste fra et andet europæisk land. Han er hvid, men taler ikke dansk. Da Mi fulgte med ham til sprogskolen for at melde ham til danskkursus, troede læreren, at det var Mi, der havde brug for undervisning. At det var kæresten, der var dansk og at det var Mi, der ikke var.

»Det var aldrig sket i Jylland, aldrig,« siger Mi. Der var hun blevet genkendt som adopteret - og ikke som indvandrer.

Anders fortæller også, at han følte sig mere dansk for nogle år siden. Da sang han uden at tænke mere over det med på nationalsangen nytårsaften. Men nu tænker han over den slags ting. For Anders er træt af hele tiden at blive konfronteret med sit asiatiske udseende, og det gør han oftere og oftere. Måske på grund af den danske indvandrerdebat. Når han har besøgt Korea, føler han, at han falder fuldstændig ind i bybilledet. Det gør han ikke i Danmark.

Minoriteten siger noget om majoriteten, siger Lene Myong Petersen. På den måde udgør adoptionsfeltet en interessant prisme at se det danske samfund igennem.

»Der er nogle ting, der bliver tydelige netop her: spørgsmålet om race, spørgsmålet om etnicitet. Vi har en stærk forestilling om, at vi er lige i det danske samfund, men her kan man se, at vi ikke alle nødvendigvis er lige hele tiden. Hvad er det man skal gøre, for at blive ligestillet i det danske samfund, er det at gøre sig ens med normen? Jeg vil sige at gøre sig ens med normen i en vis grad opgraderer din chance for at blive inkluderet, genkendt og accepteret i samfundet.«

Det ligger stærkt i de skandinaviske velfærdsmodeller. Lighed bliver opnået gennem enshed. Hvis du som minoritet fremstår ens i forhold til normen, så bliver du ligestillet.

Så dansk som muligt

Det er måske derfor, adoptivforældrene har forsøgt at gøre deres børn så danske som muligt. I Lene Myong Petersens afhandling fortæller Cecilie om dengang, hun spurgte sin mor, hvorfor hun ikke havde et koreansk mellemnavn lige som mange andre adopterede. Moren svarede, at de havde valgt, at hun skulle føle sig så dansk som muligt.

»De fleste af dem, jeg har talt med, er heller ikke blevet opmuntret til at opsøge andre identiteter end den danske. De er ikke blevet opfordret til at opsøge en identitet som dansk-koreansk eller koreansk. Højest er de blevet opfordret til at besøge deres hjemland, men det er det,« siger Lene Myong Petersen.

Men det er måske klart nok. Danskheden bliver en fælles identitet i adoptivfamilien. Den skaber forbundethed, den skaber slægtskab. Det gør familien til en familie.

»I slægtskabet søger du en følelse og en fornemmelse af, at man på nogle punkter ligner hinanden. Og hvordan kommer man så til at ligne hinanden, hvis ikke man ligner hinanden rent fysisk? Jamen, det er ved, at man selvfølgelig deler en fælles etnisk identitet som dansk.«

Derfor bliver der investeret stærkt i danskheden i adoptivfamilierne. Fordi det kan underminere forbundetheden og slægtskabet, hvis adoptivbarnet opsøger en anden identitet. Den bliver en trussel.

»Hvis man siger: Jamen, jeg føler mig da også koreansk, er der mange mennesker, der ikke forstår det. Netop fordi vi i Danmark har en stærk tro på, at man ikke er lig med det sted, man er født.«

De adopterede, Lene Myong Petersen har talt med, siger da også næsten alle sammen det samme: Jamen, da jeg voksede op, lå der en klar forventning om, at jeg skulle blive til et dansk barn og ikke til et koreansk barn.

»Det handler jo ikke om, at der har siddet nogle onde adoptivforældre et eller andet sted, men om at have de bedste ønsker for sit barn. Nemlig at det barn skal blive indoptaget som et ligeværdigt og velfungerende medlem af samfundet. For at blive det kræver det, at man ligner majoriteten. Accept og inklusion i det danske samfund ligger i udpræget grad i assimilation. I at tilpasse sig fuldstændigt.«

Og det kan man gøre på mange måder: Hvis man ikke ligner kropsligt, så kan det ligge i vaner og præferencer eller i noget helt tredje. For eksempel i den kæreste, du vælger.

»Der er nogle, der decideret fortæller, at man med en hvid kæreste i langt højere grad bliver genkendt som dansk og ikke f.eks. som japansk turist. Det er et valg, men det er også en forventning om, at man som adopteret selvfølgelig vælger en hvid partner. Mange fortæller, at det bare er en indre lyst, der opstår. Men det er jo også et spørgsmål om, at der eksisterer en forventning om, at det selvfølgeligt er den vej, man retter sit begær. At man som transnationalt adopteret ikke bare vælger sig en dansk, men også en hvid, dansk partner.«

Yndlingsindvandrerne

Og selvfølgelig vil man det, siger hun. Der eksisterer nemlig denne her ide om, at et transnationalt adopteret barn selvfølgelig kan og vil assimileres til danskheden og til dansk kultur.

»På den måde bliver transnationalt adopterede til en yndlingsminoritet, fordi der netop tænkes, at man bliver rigtig dansk. Det bliver beviset på vellykket integration.«

Derfor ser samfundet de transnationalt adopterede som mere danske end andre migranter.

»Det er interessant, fordi det siger noget om, at vi ikke ser transnational adoption som en migrationsproces på linje med alle mulige andre migrationsprocesser. Det er noget, min afhandling forsøger at gøre op med. Jeg siger ikke, at alle former for migration er det samme. Men jeg synes, det er vigtigt at pege på, at transnational adoption også er en form for migration. Det er mennesker, der flyttes fra et sted til et andet.«

Men som adopteret fra Korea bliver man ikke set som indvandrer. Men heller ikke som helt dansk.

»Det har jeg også selv oplevet som adopteret fra Korea. At folk siger, jamen, du er ikke indvandrer. Man bliver placeret som en mellemting mellem de 'rigtige' indvandrere og den danske majoritetsbefolkning.«

Interviewpersonerne i afhandlingen er anonymiserede

Afhandlingen kan lånes på DPU's Bibliotek, Tuborgvej 164, 2400 København NV

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"... fortæller Lene Myong Petersen, der netop har forsvaret sin ph.d. om emnet og undersøgt, hvordan det påvirker koreanske adoptivbørn at vokse op i Danmark uden at være hverken rigtige danskere eller rigtige indvandrere"

Er det Lene Myong Petersen eller Malin Schmidt der mener, at de koreanske adoptivbørn ikke er rigtige danskere?

Jørgen Nielsen

"transnational adoption", så har vi givet fænomenet en grim bismag af ondskabsfuld kapitalisme og menneskehandel.

Som så meget andet ubrugeligt navlepilleri fra DP"U", problematiseres danskhed og assimilationen i det danske, med slidte marxistiske plusord og analysemodeller.

Trine Ji Holmgaard Jensen

Jeg er selv adoptivbarn, fra netop Korea. Som barn var jeg aldrig opmærksom på mit anderledes udseende, og når jeg blev spurgt hvor jeg var fra, svarede jeg ganske naturligt; Danmark. Indtil en dag en lille jævnaldrende skolekammeret bad mig kigge i spejlet. Han kunne ikke forlige sig med mine skrå øjne og mørkere hud som værende dansk.

Claus, korrekt, de fleste betvivler ikke danskheden som sådan. Det gjorde de i hvert fald ikke for 10 år siden hvor jeg blev teenager. Men det er anderledes i dag, problematikkerne er blevet mangedoblet grundet en heftig indvandredebat. Jeg er sågar engang blevet konfronteret med hvor jeg dog var blevet købt henne. Thailand, ikke sandt? Naturligvis en helt anden boldgade, men blev dog en anelse chokeret alligevel. Mennesker tager i langt højere grad stilling til ens farve, uanset hvor mørk den måtte være. Og uanset hvor dansk jeg føler jeg er - inderst inde.

Der synes at være udbredt enighed om at man ikke kan blive 'for dansk.' Samtidig spørger mange til hvorvidt jeg ikke ønsker at søge tilbage til mine rødder. Vil jeg da ikke se hvor/hvem jeg kommer fra?

Jeg tror ikke, at der forefindes nogle ens konklusioner. Har oplevet mange der har trang til at opsøge deres biologiske slægt, for derigennem at finde ud af hvem de er, hvem de skal være. Det er endnu ikke en trang jeg genkender.

Jørgen, transnational adoption er jo konkret hvad der er tale om. Hvorvidt du nedsænker det i kapitalisme og menneskehandel - ja det er vel ganske op til dig selv.

Jacob Ki Nielsen

Jeg synes LMP's subtile betragtninger, kalder på et opgør med dansk nationalisme og etnocentrisk farveblindhed. Danskhed er alt for ofte ensbetydende med at være hvid samt f.eks. at hedde Nielsen, Madsen eller Hansen. Der synes at herske en ufiks selvmodsigelse i at være dansk men samtidig f.eks. at hedde Marzouk. Jeg synes det er trist, at mennesker der har boet i landet i flere generationer stadigvæk frivolt indkategoriseres som 'indvandrere'. Det minder mig om et TV-indslag om/fra Mors, hvor det blev sagt, at man skulle have boet på øen i minimum 3 generationer for at blive betragtet som rigtig morsing. Jeg foreslår, at der ved lov oprettes en række etniske kategorier som landets medborgere så kan tilskrive sig f.eks.: dansk-jysk, dansk-fynsk, dansk-sjællandsk, dansk-tyrkisk, dansk-koreansk etc.

Claus Rasmussen

@Jacob Ki

>> Danskhed er alt for ofte ensbetydende med at være hvid samt f.eks. at hedde Nielsen, Madsen eller Hansen

Nej. Ikke danskhed, udseende måske.

>> Jeg synes det er trist, at mennesker der har boet i landet i flere generationer stadigvæk frivolt indkategoriseres som 'indvandrere'

Folk i dén kategori adskiller sig fra adoptivbørn, derved at de er indvandrere med en kultur forskellig fra den danske. Og de bliver ved med at blive betragtet som indvandrere så længe de holder fast i den kultur. Naturligt nok. De kategoriserer nok også sig selv som indvandrere.

@Trine Ji

>> Mennesker tager i langt højere grad stilling til ens farve, uanset hvor mørk den måtte være. Og uanset hvor dansk jeg føler jeg er - inderst inde.

Jeg har en lille sjov historie: Jeg arbejder i et internationalt miljø med en hel del østasiatiske medarbejdere iblandet dansk-adopterede. Det giver af og til nogle lidt akavede situationer, men jeg har lært at se forskel: Kinesere er meget lysere i huden end dansk-adopterede, fordi kinesere har en lys-hud-er-pænest kultur, mens vi har en soldyrkerkultur !

Jeg synes dog, det er vigtigt at forstå, at den udvikling I måske fornemmer i tilgangen til Jeres udseende, ikke skyldes en holdningsændring eller indvandrerdebatten, men i stedet at der simpelthen er kommet flere asiater til landet, så når (især) storbymennesker eksponeres for asiatisk udseende mennesker, så er det som regel udlændinge.

Er det et problem, så flyt til Jylland hvor folk har et andet erfaringsgrundlag :-)

Men jeg tror heller ikke at der findes nogen nemme "løsninger". Andet end at trække på skuldrene og få sig nogle børn, så man helt naturligt bekymrer sig mere om deres fremtid end sin egen fortid.

Der findes uløselige problemstillinger som bedst håndteres ved at ignorere dem.

Jacob Ki Nielsen

@Rasmussen
Rettelse til forrige kommentar: (...) det bemærknings- og erfaringsgrundlag du giver udtryk for.

Claus Rasmussen

@Jacob Ki

Æh, legitimitet i forhold til at jeg tilhører "den anden" gruppe af danskere, som der af og til kvajer sig når man på et splitsekund skal beslutte om man skal begynde en samtale på engelsk eller på dansk, når jeg står over for et menneske med skæve øjne ? Så mener jeg da at jeg har legitimitet og erfaringsgrundlag til at udtale mig om, hvad der foregår i hovedet på mig :-)

Eller min egen baggrund ? Den er den samme jyske baggrund som omtales i artiklen, hvor et anderledes udseende bare betød at man var adopteret.

Karsten Aaen

Måske skal man (som jeg og nogle af de andre adoptere) netop være adopteret for at problemet inde under huden - eller rettere på huden måske?

Og forstå, hvilke konfrontationer, der bliver talt om her. Og forstå, hvordan (andre) adopterede (og en selv) hele tiden bliver tvunget til at forholde sig til begreber som etnicitet, race, danskhed, hvidhed, anderledeshed - netop fordi vi er udenlanske udenpå, men danske indeni.

Buddhister ville sikkert kunne få et eller andet karmisk og dharmisk ud af dette; jeg tror næppe, det er konstruktivt at dvæle for længe ved dette....

Jeg føler mig bestemt heller ikke dansk; hvad er det dog at føle sig dansk? Jeg aner det ikke; jeg er heller ikke sikker på, at jeg nogensinde får det på plads.

Da jeg var barn i 1970erne (i Jylland) var der stort set ingen, der så skævt til mig eller behandlede mig anderledes, fordi jeg så anderledes ud, dvs. var lidt mørkere i huden end andre danskere; jeg ligner mere en italiener, en spanier eller græker.

I Føtex f.eks. har jeg oplevet danskere sige 'sorry til mig, hvis de f.eks. har skubbet til mig; jeg oplever, at folk skubber til mig, hvis de vil frem - i stedet for at spørge om jeg vil flytte mig. Det gjorde jeg altså ikke for hverken 5, 10 eller 20 år siden.

Og jeg er da heller ikke selv for god; jeg skulle til læge i min ferie. Og jeg havde godt se hende hende damen før; sygeplejerske - troede jeg - hun var. Hvorfor? Fordi hun så udenlandsk ud, og sikkert også var adopteret, enten fra Kina eller Korea. Det er meget sundt at få erkendt sine egne fordomme engang imellem...

Jacob Ki Nielsen

@Rasmussen

''Jeg har en lille sjov historie: Jeg arbejder i et internationalt miljø med en hel del østasiatiske medarbejdere iblandet dansk-adopterede. Det giver af og til nogle lidt akavede situationer, men jeg har lært at se forskel: Kinesere er meget lysere i huden end dansk-adopterede, fordi kinesere har en lys-hud-er-pænest kultur, mens vi har en soldyrkerkultur !''
'Vi''. Hvem er vi? - ''Vi danskere''? Du mangler/savner efter min mening en grundlæggende legitimitet.

Vibeke Nielsen

Al den fokus, der er på nogle kropslige forskelle fra flertallet, både fra adoptivbørns og fra nogle debattørers side, overrasker mig ikke, men jeg synes alligevel den får en temmelig uheldig drejning. I artiklen referreres en for at fortælle: "Når han har besøgt Korea, føler han, at han falder fuldstændig ind i bybilledet. Det gør han ikke i Danmark." Jamen det er vi rigtig mange der ikke gør i Danmark. Jeg kan sagtens nikke genkendende til hans beskrivelse, for jeg føler faktisk også at jeg falder bedre ind bybilledet i dele af verden, hvor gennemsnitshøjden er væsentligt mindre end her. Og jeg er altså hverken adopteret eller har rødder andre steder. Jeg kender til hudløshed den kropslige og psykiske erfaring af at falde udenfor bybilledet, af at blive kategoriseret som anderledes og derfor blive mødt med en masse mærkelige forventninger til hvem jeg er og hvilke menneskelige kvaliteter jeg rummer.

Det eneste specielle ved mit ydre er at jeg er fysisk lidt mindre end flertallet! Jeg har sågar været udsat for, at mennesker (som ikke tilhører min bekendtskabskreds) i det offentlige rum har kommenteret mit ydre, som værende forårsaget af min mors vanrøgt af mig som spæd eller eventuelle falbelader som gravid - altså at min fysiske højde skyldes at min mor har været en ravnemor. Eller at jeg skulle være handicappet på en eller anden måde. Altså at jeg er en omvandrende gen"fejl" eller en stakkel, der har fået for lidt at spise som lille. Og nej - jeg er ikke ekstremt lille - jeg er såmænd bare 157 cm. Og ellers kommunefarvet og kedelig og ærkealmindelig i DF-forstand på alle andre områder. På størstedelen af kloden er det helt normalt at have den højde for kvinder! Jeg er lille for det er vi nu engang i min familie.

Og så nævner jeg slet ikke alle de firkantede forestillinger, der findes om små menneskers personlighed - udelukkende baseret på en vurdering af det ydre. Der eksisterer for eksempel den sejlivede myte at mænd, der er mindre end gennemsnitshøjden for en dansker, skulle være ekstremt aggressive...jamen altså, hvor får de gennemsnitlige alle deres fantasier om os andre fra?

Så lille er tolerancen altså overfor fysiske "afvigere" fra den danske racenorm! Det er ikke kun jer, der er adopteret, der oplever det. Alle vi andre, der ikke ligner det ariske ideal, oplever det også.

Claus Rasmussen

@Jacob Ki

>> Du mangler/savner efter min mening en grundlæggende legitimitet

Jeg er ked af det, men jeg forstår simpelthen ikke dit spørgsmål: Legitimitet betyder berettigelse/ret til. Hvad er det jeg mangler berettigelse/ret til ?