Læsetid: 3 min.

Århus i eufori

Nogle minimalistiske træk fra AGF's gyldne tid, oplevet i journalistelevhøjde, plus legenden om målmandens tyggegummi
Nogle minimalistiske træk fra AGF's gyldne tid, oplevet i journalistelevhøjde, plus legenden om målmandens tyggegummi
19. august 2009

FOR ET ÅRS tid siden bad jeg til Gud, om AGF ikke snart kunne blive bedre til at spille fodbold. Det ser ud til, at bønnen omsider er blevet hørt. Efter årtiers ørkenvandring fører klubben nu Superligaen efter at have tævet Don Ø's FCK. Tak, kære Gud, men også en tak til træneren Erik Rasmussen, som nu er Gud i Århus. De trofaste fans kan igen vise sig i gadesammenhæng.

Skruer lige tiden tilbage. AGF havde sin gyldne tid i 1955-57, hvor klubben tre år i træk blev dansk mester. Guld igen i 1960 og derefter en enlig svale med guld i 1986. I 1964 blev det til sølv. Netop da tilbragte jeg et år af mit liv med udelukkende at skrive om sport som journalistelev på byens socialdemokratiske avis. Desværre ikke om førstedivisions-fodbold - det tog avisens sportsredaktør sig selv af, men så fik han forfald, og jeg blev sendt ud for at referere en af AGF's kampe på Århus Stadion.

Aldrig så snart havde jeg sat mig til rette med min blok på de fine pladser, førend der var scoret. Men hvad skete der egentlig? Det gik fuldstændig hen over hovedet på den nye elev, hvorfor han - pinligt! - måtte have hjælp fra en ældre kollega på den konkurrerende avis til at kortlægge boldens gang fra fod til hoved til netmaskerne. Morale: Hvis man vil være sportsjournalist, skal man huske at se på det, der sker på banen.

Medieevent

Undskyld mig, men jeg ved godt, det er træls (jysk udtryk) at læse nostalgi om andre fodboldklubbers mytologi, men så kan man jo bare erstatte navnene med nogle fra den klub, man nu er fan af, ligesom man kan skifte teksten ud ad libitum, så den passer til Frem, Brøndby, Silkeborg, etc.

Storspillerne i AGF's guldalder hed Aage Rou Jensen, Jørgen Olesen, Hans Christian Nielsen, John Amdisen og Henry From. De var stamspillere på landsholdet, desuden amatører, og nogle af dem kunne man derfor møde i det virkelige liv. Aage Rou havde en stor stilling på bryggeriet Ceres, Jørgen Olesen sad ved kassen i en bank, Nielsen ekspederede i Magasins sportsafdeling, Amdisen solgte kaffe for kaffefirmaet Cafax. Henry From arbejdede ved jernbanen. Hvad han præcis foretog sig, ved jeg ikke, men mon ikke han gik rundt og satte tyggegummi på togvognene?

Han var målmand, og ved OL i Rom hylede han en ungarsk spiller ud af det ved at sige 'lige et øjeblik' med kropssprog, hvorefter han gik hen og placerede sit tyggegummi på målstolpen. Det var i semifinalen, ungareren brændte, og vi vandt. Episoden indgår nu i AGF's mytologi som en medieevent, før ordet var opfundet og et eksempel på psykologisk krigsførelse.

Celtic-kampene

Mangen trøstesløs søndag formiddag i al slags vejr tilbragte jeg på Risvangen Stadion, hvor jeg skulle referere Skovbakkens og Fuglebakkens kampe, begge klubber lå i røven af fjerde division eller deromkring. Der var ikke andre tilskuere end journalisterne og de pårørende. Pludselig, en dag på redaktionen, blev jeg ringet op af Aage Rou, der nu sad i klubledelsen for AGF:

»Jeg har hørt, at du skal med os til Skotland,« sagde han.

En solstråle trængte ind i det grå. AGF skulle spille mod Celtic i Europacup'en. Desværre var det et løst rygte. Demokraten havde ikke tænkt sig at sende eleven til Skotland. Til gengæld blev jeg ringet op af Ekstra Bladets sportsredaktør, da returkampen skulle spilles. Jeg drev nemlig en sidebutik med at skrive meddelelser til det blad fra Århus-sporten. Han ville have, at jeg skulle stille mig op ved Hotel Regina, når Celtic-spillerne ankom ved 24-tiden og indhente udtalelser. Det nægtede jeg, da det var efter min sengetid. På Demokraten mødte vi klokken syv om morgenen. Jeg opsagde medarbejderskabet på Ekstra Bladet på stedet. I stedet deltog jeg i AGF's banket for Celtic den følgende aften. (U)morale: Hvorfor gå og fryse uden for hotellet ved nattetide, når man kan sidde varmt og godt inden for og holde fest?

Nå, men nu er både sangerne Bamse og Thomas Helmig og de andre lokale fans euforisk lykkelige, efter at AGF atter er nået up where we belong! Forventningerne til GF, som klubben kærligt kaldes, er uden øvre grænse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu