Læsetid: 7 min.

Afvæbnende Svendborg

Svendborg siges at være det nye tilflyttermål for 'den kreative klasse'. Information satte sig for at undersøge sagen
Svendborg siges at være det nye tilflyttermål for 'den kreative klasse'. Information satte sig for at undersøge sagen
12. august 2009

Det er ikke nemt at finde noget ondt ved Svendborg. Der er noget afvæbnende over folk, der kalder deres hellige bronzealdersten, fuld af cirkelrunde frugtbarhedshuller, for 'Æbleskivestenen'.

Det ondeste er måske den tidlige modernisering, der bryder husrækkerne her og der, den er fra før, man blev opmærksom på at bevare det idylliske provinspræg. Ellers dukker den moderne verdens realiteter mest op i gule skilteglimt: 'Privat parkering'. Overalt.

Svendborg er en gammel søfartsby, mange her har befaret de store have, mange har rejst meget, der er fra gammel tid et vist vidsyn og en vis fortrolighed med fremmede sæder og skikke.

I Hotel Ærøs vinduer hænger der blandt efterlysninger af besøgsvenner opslag fra tilflyttere fra Burma og Cuba, som søger indfødte at snakke dansk med. En gammel mand søger en svendborgensisk besøgsven, »da jeg selv er fra Svendborg«, som han skriver. Man kan også blive for kosmopolitisk!

I 1960'erne og 70'erne gjorde kosmopolitismen ikke desto mindre Svendborg til en magnet for hippier og 68'ere, som oprettede kollektiver og Den røde Højskole, og som stadigvæk sætter deres præg på byen, nu på mere etableret vis. Således består Jakadaba, der spiller verdensmusik, og som i dag er stadsensemble, af ti gamle hippier, erfarer vi, og Baggårdsteatret, der også har rod i 68, er for to år siden blevet egnsteater.

Også i dag slår dog et overgennemsnitligt stort antal af den såkaldt ' kreative klasse' sig ned i den sydfynske mikrometropol. Det efterhånden herostratisk berømte begreb, som Richard Florida udmøntede for at beskrive bymiljøer, hvor folks mangfoldighed giver sig udslag i en særlig blomstrende aktivitet, passer på Svendborg. I forlængelse af Florida er der lavet en dansk, empirisk undersøgelse, Den danske kreative klasse, af Kristina Vaarst Andersen, Mark Lorenzen og Trine Bille. Blandt andet har de kortlagt, hvor 'klassen' bor, og her kommer Svendborg ind som nummer tre (24,6 procent), kun overgået af København (30,3 procent) og Århus (29,2 procent).

Svendborg tiltrækker tilsyneladende folk med smag for frisind og ukonventionelle livsformer.

Kigger man fortidspaletten efter, dukker der dog også mørkere kulører frem. De færreste vil vel beskylde Blekingegadebanden for frisind og åbenhed, men man kan med en vis ret sige, at den blev grundlagt i Svendborg. Her lavede bandens bagmand, Gotfred Appel, nemlig i sin tid et kollektiv baseret på sine politiske ideer.

På den anden side må han vel betragtes som en slags import. Er der noget ondt ved den svendborgensiske provins, er det vist indført udefra. Som da jeg køber bogen om den danske kreative klasse hos Arnold Busck i Gerritsgade, og damen foran mig i kassekøen køber Frygtelig lykkelig af Erling Jepsen, et af de værker, der satte debatten om 'den onde provins' i gang.

Men den handler jo om Gram ...

Langsom by

I dagens Svendborg suser skatere op og ned ad de bakkede gader, og en familie på fire er på vandretur med en barnevogn og en legetøjstrækvogn til bagagen. Tempoet på gågaderne er absolut til at klare, butikkerne udsender en skønsom blanding af provins: »Negledesign Sydfyn«, og strømlinet miljøbevidsthed. Der er »Det økologiske hjørne«, der er en økologisk bager, der er »Øko Mor, Sydfyns økologiske købmand«, og i det hele taget rigtig mange specialforretninger.

Men den politisk korrekte stil tager ikke overhånd. »Vin Specialisten« sælger stadig piber og cigarer med fordums kvalitetsbevidsthed intakt. De sidste opbevares i en ægte humidor af glas og mahogni, således at de bevarer deres fugtighedsgrad.

Blandt restauranterne, 25 alene i det centrale Svendborg, er det ikke McDonald's og Pepes Pizza, der præger byen, men derimod mange gourmetrestauranter.

»Man skal passe sin fitness her,« kommenterer keramiker Ulla Sonne, en af de tilflyttere, vi taler med, »ellers går det grueligt galt!«

Svendborg er ualmindelig bakket. Så bakket, at man sine steder skal op ad trapper for at komme fra en gade til den næste - ligesom i italienske bjergbyer. Og for enden af bakkerne ligger en stor havn, fuld af dyre, hvide oceangående yachter. En hel mole er forbeholdt historiske træbåde, og rundt om havnen ligger villaerne oppe på bakkedragene.

Der er også gamle industribygninger, som andre steder ville være revet ned. Samt de uundgåelige gule parkering forbudt-skilte. Her gælder de autocampere. I hele havneområdet.

Svendborg er Cittaslow, 'langsom by' på dansk. Den mystiske blanding af italiensk og engelsk skyldes begrebets italienske opfindere. Logoet er en snegl med en by på huset på ryggen. Der er 70 Cittaslow-byer rundt omkring i verden, Svendborg er den første danske.

Begrebet dækker alt fra slowfood over bæredygtig udvikling og beskyttelse af omgivelserne til rammerne for det gode liv. Samt et eller andet med hvilepunkter, hvor man kan standse og lade sig distrahere. For eksempel af en lille novelle, ophængt på et nedløbsrør. Sådan en finder vi i Skt. Peder Stræde i 'Latinerkvarteret'. På den anden side er der et stykke grafik. Vi læser om mændenes og kvindernes regime i Strædet: om natten slagsmål, sex og pusheri, om dagen, hvor kvinderne dominerer, og der er rent og pænt. Fint nok med en gadenovelle.

Provinsiel velstand

De små kreative virksomheder, gallerier, antikvarboghandlere, designere, glasmagere og keramikere, hvoraf størsteparten er tilflyttere, kiler sig ind over alt i Svendborgs provinsielle velstand, uden hvilken de ikke havde en chance. Ulla Sonne fortæller, at hun ikke kan mærke forskel på omsætningen sommer og vinter. Ikke kun turisterne, også de lokale køber hendes keramik.

Winnie, som vi indlogerer os hos, har rejst i Øst-Afrika, og hendes Bed & Breakfast er indrettet med afrikanske genstande, fra kunst til legetøjscykler af bøjet ståltråd.

Vi får 'Masairummet'. Ved siden af udlejningen driver Winnie Fru Olsens Stuer, en lille, kringlet butik med smykker, specialiteter fra Det Sydfynske Øhav og Fair Trade-varer.

Flere gange spørger vi til krisen, som man skulle tro ramte den slags butikker. Næh, den mærker de ikke noget til.

Ulla Sonne bor i Skt. Peder Stræde. Hun kommer fra Lyngby og er tilflyttet for toogethalvt år siden. I forvejen boede hendes søster Bente, der er glasblæser, her. Nu laver de osteklokker sammen, Bente Sonne laver klokkerne, Ulla laver tallerkenen i bunden og keramikknoppen på toppen. Osteklokkerne er kommet med på World Councils censurerede udstilling uden for Bruxelles, fortæller Ulla stolt.

Latinerkvarteret

Men hvorfor hedder det Latinerkvarteret, når Svendborg ikke har skyggen af universitet?

Det er såmænd, fordi Ulla Sonne startede i Sankt Peders Stræde i det københavnske latinerkvarter, og fordi det er hendes mand, der har lavet den pjece, hvor navnet lanceres, og hvor man blandt andet kan finde Winnie og Ulla.

Historien er den samme i København og Svendborg, forklarer Ulla. Også i Svendborg var Skt. Peder Stræde i gamle dage fattigkvarteret.

»I København kalder man Sankt Peders Stræde for Pisserenden, her hed den Lorterenden.«

Desuden bor der rigtig mange studerende i kvarteret, forklarer hun, der er mange kollegier, søfartsskole, erhvervsskole, seminarier i omegnen, sygeplejeskole, gymnastikhøjskole i Ollerup osv.

»Og nu regner vi med at få et universitet. Det er de nødt til nu, hvor byrådet har accepteret betegnelsen,« griner hun.

Slendrian & smøl

Næste morgen spiller Sct. Nicolai »Lysets engel går med glans«. Claus Højmark står i døren til sin butik. Den må vel siges at leve op til Cittaslow-visionen, 'Slendrian & smøl', hedder den. Claus Højmark er samler, søn af en samler, og hans butik er fyldt med de særeste ting, blandt andet har han overtaget Erik Nørgaards samling af beslaglagt 'pornografi' fra 1930'erne.

For halvandet år siden blev han fyret fra museet, hvor han passede registreringen af ting fra nyere tid. Så åbnede han sammen med en kammerat »Slendrian & smøl«, der er tydeligt inspireret af hans tidligere arbejde.

Claus Højmark er flyttet til Svendborg, fordi det var det sted, han havde mest lyst til at bo. »Når der er meget tilflytning, sker der også en tilflytning af gode ideer,« mener han.

Men ikke alene flytter mange til Svendborg, de oprindelige indbyggere flytter tilbage, når de har været ude i verden. Nille Philbert på havnen er således fra landsbyen Skårup, fire-fem kilometer fra Svendborg. Hun er uddannet i København som skrædder og siden designer.

Ligesom Ulla Sonne fortæller hun om lokalt salg. Svendborgenserne køber hendes designertøj, hvor meget er vendbart, så man får to kjoler eller to ponchoer i én. Alligevel mærker Nille Philbert krisen, men det er via de butikker rundt omkring, som hun sælger til. Nogle af dem har svært ved at betale. Til gengæld nyder hun godt af turisterne. Når de skal have noget at spise på havnerestauranterne, falder de ind. Der shoppes også fra køen ved Ærøfærgen.

Det er morgen på havnen, og slanke, solbrændte, ældre mænd i superstramme tights overhaler hundelufterne. På den dyre udsigtsplatform af cubamahogni midt i havnen er et hold sejlskibsfolk i færd med morgengymnastikken - under instruktion. En nøddebrun jogger kommer tilbage fra morgenmotionen med avis og en pose bagerbrød. Svedig og tilfreds med solen i ansigtet. I Bendixens Fiskehandel kan man købe små ål i bundter, tre for 45 kroner. Bendixen har en hel lastbil fuld, siger han.

Børnefamilierne sidder på deres både med cornflakes og yogurt og orangejuice. Længere inde i en lille båd blandt alle de oceangående sidder et ældre ægtepar med en pakke cigaretter på bordet og får sig en smøg. På bordet står to bægre - samt en flaske Fernet Branca, tre fjerdedele tom.

Klokken er 9.10.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu