Læsetid: 7 min.

Jeg bærer mit Afrika i mig

'Den nutidige litteratur er alt for præget af jagten efter succes, vi er blevet slaver af jagten efter bestsellere. Det er fatalt for kunstneren,' siger den internationalt anerkendte forfatter Ben Okri, der i weekenden var hovedgæst på den årlige Verdenslitteraturfestival på Møn
Når noget bliver taget væk, forestiller vi os, at det ikke er der mere. Men dets fravær er stadig et levende nærvær, siger forfatteren Ben Okri og fortsætter: I afrikansk kultur er man meget opmærksom på nærværet af det fraværende. Det bliver vendt ud mod verden og lever i symboler.

Når noget bliver taget væk, forestiller vi os, at det ikke er der mere. Men dets fravær er stadig et levende nærvær, siger forfatteren Ben Okri og fortsætter: I afrikansk kultur er man meget opmærksom på nærværet af det fraværende. Det bliver vendt ud mod verden og lever i symboler.

Erik Refner

25. august 2009

Engang var Ben Okri helt til hundene. Han var kommet til London, drevet af sin kærlighed til bøger og til byen, som han så som litteraturens hjemsted. Han tog til London på grund af Dickens og Shakespeare med ganske få penge og manuskriptet til sin første bog i bagagen.

Han sov på gaden og i undergrundstog. Han oplevede at blive tæsket og overfaldet. Han levede i det hele taget på kanten af samfundet og ude i dets mørke.

Okri blev født i Nigeria og kendte til at være på flugt - først fra krigen, siden fra den ghetto i Lagos, han havnede i. Men han var endt i London, hvor han gradvist blev én, man lyttede til og én man gerne ville læse. I hvert fald fra og med hans tredje roman fra 1991, Sultens vej, der med det samme gav ham et internationalt gennembrud og den prestigefyldte Bookerpris. Folk var vilde med den blanding af social og magisk realisme, som Okri skrev. Senest har han skrevet Stjernebogen, hvor han har skabt en særlig blanding af en universel fabel og en historie om afrikansk kultur før og under koloniseringen.

Kimen til Ben Okris kunst blev lagt i landsbyens liv og den besjælede natur. Når han skal forklare det, lyder det sådan her:

»Den afrikanske ånd er grundlæggende kunstnerisk. Det er kunstnernes opgave at åbne muligheden for at repræsentere verden og udfolde den kunstneriske evne. Kulturen skal anerkende og understøtte denne særlige mulighed og evne.«

- Er der ikke tale om en universel evne?

»Jo, men den er fremelsket i forskellig grad. I Europa har I haft Homer, Dante, Shakespeare, Goethe, Blixen - alle jeres kunstnere har gjort det for jer. Men hos os, i Afrika, er det ikke sket i det omfang, når det gælder litteratur. Mennesker ved ikke, hvor kunstneriske de er, før en kunstner fortæller dem det.«

- Men er Nigeria med Soyinka, Achebe og nu Okri ikke en gigant i afrikansk litteratur? Er der ikke en betydningsfuld tradition for litteratur ikke kun på engelsk, men også på Nigerias store sprog, ibo, hausa, yoruba?

»Som jeg oplever det, bliver universet skabt af ord. Jeg voksede op med de historier, der blev fortalt af min mor, min far, de ældre i stammen, mine venner og - jeg håber ikke, du har noget imod, jeg siger det - mine forfædre og ånderne. Der var historier overalt, og alt var en historie. Alt dette var før, jeg mødte afrikansk litteratur. Den begyndte jeg først at læse som voksen i mit eksil i London. Mit første møde med litteraturen var i landsbyen. Man oplever det ikke så meget i en storby som Lagos. Jeg gik ud i skoven og kom tilbage fuld af historier. I Afrika lever og ånder alt gennem historier. Andre lande lever og ånder måske gennem poesi eller farver, men i Afrika er det historier. Da Carl Jung kom til Afrika for første gang og stod på Østafrikas kyst, udbrød han: 'Jeg har aldrig betrådt et sted, hvor så mange historier kommer strømmende som her'. Han opfangede umiddelbart de utallige historier, som Afrika er skabt af.«

- Er fortællingerne historisk forankrede, handler de om bestemte begivenheder?

»Det er historier om, hvordan begivenheder har haft indflydelse på menneskers liv. Om stammer, der er forsvundet, om ritualer, om slaveri, om gyldne kongedømmer, atlantiske sammenstød, helte og guder.«

- Har alle adgang til dem?

»Ja, alle har adgang til dem, krads i huden på enhver afrikaner, og du finder en historie.«

Inspiration fra de gamle

Okri kæmper mod de kritikere, der vil placere ham i kasser som 'afrikansk forfatter', 'eksilforfatter' eller 'magisk realist'. Hans tidlige noveller er enkle, hans romaner og den seneste novellesamling fra i år, Tales of Freedom, vanskelige, gådefulde og højstemte. Jeg spørger ham, hvilke forfattere han lader sig inspirere af.

»Jeg bliver inspireret af verdenslitteraturen, de gamle forfattere. Det er ikke fordi, de er blåstemplet af traditionen. Det er simpelt hen fordi, de er modigere, dristigere, mere indirekte, mere intelligente. De er i stand til at sige så meget gennem så lidt. Tænk på Homers antydningskunst. Han tager to dage i den trojanske krig og fortæller ikke kun alt om krigen, men også om dig og mig. En moderne forfatter ville fortælle om alle 20 år - man ville kede sig til døde.«

»Den nutidige litteratur er alt for præget af jagten efter succes, vi er blevet slaver af jagten efter bestsellere. Det er fatalt for kunstneren - succes dræber os. En kunstner skal åbne vores bevidsthed med sine hænder, skal transformere os, så vi kan se nye universer og få modet til at være os selv. Men det skal ikke være let. Mennesker kan ikke lide forandring. Kunstneren siger, 'løsn dit slips, smid jakken, åbn din bevidsthed'. Læseren siger, 'hvad har du gang i, hvem tror du, du er? Du er, ligesom jeg er, skrid eller opfør dig ordentligt'.«

Okris forfatterskab er nok mere respekteret end elsket. Både hans skildringer af slummen i Lagos og livet blandt 'stammen af kunstnere' i skoven er præget af Vestafrikas kosmologi, legender og myter. Han sammenvæver det nutidige med det forgangne og fremtidige. Åndeverdenen bestemmer over individers livsforløb og nationers opblomstring og fald - fremmedartet, men også lokkende.

- I hele dit forfattterskab har dine historier indskrevet det spirituelle i det daglige, i det virkelige. Nu er der en stigende bevidsthed i vores del af verden om betydningen af religion og tro. Betyder det ikke, at dine bøger nu bliver læst på en anden måde end tidligere?

»Mon det virkelig er tilfældet? Det er utroligt, hvis det er rigtigt. Jeg er rørt over det, du siger. Jeg var meget tidligt opmærksom på åndeverdenen, de ufødte, forfædrene. Da jeg begyndte at læse bøger, var jeg forbavset over, at forfatterne ikke skrev om det. Der var meget få, der gjorde det. Ipsen gjorde det, Shakespeare, Goethe måske. Jeg vil gerne skrive hele sandheden om livet. Det fysiske, det psykologiske, det åndelige, drømme, legender. Det skal eksistere i mine fortællinger på en naturlig måde. Min mest krævende rejse som forfatter har været at finde den rette tone til at tale naturligt om alle ting.«

Åndebarnet Azaro

Den mest elskede figur i Okris forfatterskab er åndebarnet Azaro, den gennemgående bevidsthed i romantrilogien Sultens vej, Fortryllelsens sange og Uendelige rigdomme. Azaro er halvt barn, halvt drøm - skønt afdød blander han sig med de levende, driller dem, ler af dem, smutter ind og ud af åndeverdenen.

Okris nyeste roman, Stjernebogen, hvis centrale tema er slavehandelen, er høsten af romanerne, der fremstillede åndebarnet Azaros barndom, voksne liv og alderdom flettet ind i fortællingen om Afrika før, under og efter kolonialismen. Romanen, der udkom på dansk tidligere på året, har taget fem år at skrive.

Formen er legendens. En prins forlader sit hjem, drager gennem verdener, forelsker sig, bliver udsat for prøvelser og ser muligheder for Afrikas helbredelse og genskabelse i sit møde med 'stammmen af kunstnere'. Skildringen af slavehandlen og dens katastrofale virkning på Afrika har været det vanskeligste af alt for Okri. Slaveriet og handelen med mennesker var en række begivenheder så ufatttelige og obskøne, at de ikke kan repræsenteres direkte. Trilogien om Azaros rejse gennem Afrikas historie var en nødvendig forudsætning. Stjernebogen er blevet karakteriseret som et eventyr; en betegnelse Okri ikke finder dækkende:

»Hvis Stjernebogen er et eventyr, er det et eventyr med tænder af stål.«

- I beskrivelsen af 'stammen af kunstnere' i Stjernebogen, fremhæver du nødvendigheden af det rå, det uharmoniske, det skjulte og inddirekte. Er disse træk karakteristike for din skrivemåde?

»Ja, bestemt. Vi tror, at kun de ting, vi ser lige frem for os, eksisterer. Dem, vi ser skævt, ud af øjenkrogen, tillægger vi ikke stor betydning. Men de er der. De er ligeså centrale som alt andet. Der er store huller i virkeligheden og i min fortælling. Slaverne, de mennesker der senere forsvinder, er en del af historien. Når noget bliver taget væk, forestiller vi os, at det ikke er der mere. Men dets fravær er stadig et levende nærvær. Det er ligesom forfædre, som de døde. De er her, de kan støtte os, de kan skildres, vi kan kommunikere med dem. I afrikansk kultur er man meget opmærksom på nærværet af det fraværende. Det bliver vendt ud mod verden og lever i symboler. Hvis vi ikke eksternaliserer det, der er inden i os, bliver det ikke virkeligt. Vores øjeæbler skal vendes indad; det, vi ser, skal repræsenteres, vores verden skal vendes op og ned. Det er det, jeg har forsøgt at gøre i Stjernebogen. Det er ikke nemt, ikke behageligt, og det tager tid at læse og forholde sig til. Men det er, hvad kunsten kan gøre, og selv om det ikke bliver forstået nu, ved jeg, at forfattere skriver for fremtiden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frank Østergaard
Frank Østergaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu