Læsetid: 3 min.

Barndommens brummende bas

Musikken er gået i generne. De nyfødte tvillingepiger rådyrker Leonard Cohen
6. august 2009

Det var Leonard Cohens basstemme, der bølgede gennem hashtågerne i det lille gårdhavehus i Greve syd for København. Jeg lå på en madras på gulvet i min storebrors værelse og mærkede vibrationerne i gulvbrædderne og kiggede ind i stuen igennem en sprække i døren. Omkranset af stigereoler pakket med Sartre og Camus og bøger om akupunktur og jordisk lykke dansede de voksne rundt, nogle tungt svajende, andre med træk-og-slip. Min far bevægede sig anderledes end de andre: I en cirkel cyklede han af sted - med fødderne trædende i imaginære pedaler og armene trukket op under skuldrene pumpende i dobbelttakt. Det var evige nætter. Musikken var bevægelse og forplantede sig til min spinkle drengekrop.

Som jeg husker det, var der altid fest hos min far i 70'erne. I hvert fald når jeg var på besøg hver anden weekend efter skilsmissen. Så dumpede vennerne forbi lørdag aften, og det udviklede sig. Hver gang. Med rødvin, marihuana og masser af musik. På grammofonen snurrede Cohens Songs From A Room og Songs Of Love And Hate og ud på natten Stones. Dem som var for skæve til at danse stenede over et cover, ævlede eller sov. Hjemme hos mor på Østerbro var det Trille, Sebastian og Cornelis Vreeswijk, der blev sat på men også plader med Ben Webster og andre store fra jazzens guldalder. Det udviklede sig sjældent.

Bøssen Bowie

Det første musik, jeg selv fik fingrene i, var et bånd med Boney M's Nightflight to Venus, som jeg skamhørte på en ødegårdsferie i Sverige. Tilbage i skolen mødte min ven Aino op med numre fra Grease. Vi smurte margarine i håret og øvede diskodans. Til den næste sodavandsfest vandt jeg en femmer sammen med Annette J. På en lejrskole et par år efter var det The Wall med Pink Floyd, som vi lyttede til, når de andre var gået i seng. Bagefter sneg vi os ud med vores lygter og morsede op til UFO'erne, som vi på en eller anden måde koblede sammen med musikkens intense lydcollager.

Så kom årene med David Bowie. Min bror og jeg havde kaldt ham for bøssen, når vi som drenge byttede popstjernekort - den tynde mand i stribet buksedragt ville man ikke så gerne have liggende i sin bunke. Men Bowies musik var et perfekt soundtrack til teenageårenes uro. Først Ziggy Stardust og da jeg begyndte i gymnasiet i 1985 Honky Dory, kun afløst af U2's The Unforgetable Fire og Jesus And Mary Chains Psychocandy. Lidt senere var der en som satte Georg Michaels Faith på pladespilleren, men det fortalte vi ikke til nogen.

Herfra blev musikken en gylden nøgle til natten. Når vi skulle ud og spille med Sort Banan, som vores tvivlsomme band hed, var det på med militærstøvlerne og den voldsomme Raw Power (Iggy & The Stooges). Når det skulle være mere følsomt Men And Women (Simply Red). En periode var Tom Waits det eneste rigtige. Sammen med en halv flaske Jack Daniel's skulle hans skævbenede sømandsviser forløse min indre vilde digter, men det var for det meste ulæselige noter, der stod på de krøllede papirer, når jeg kravlede i seng i morgengryet. Senere blev jeg voksen og glemte, at musik skal opleves med hele kroppen. Først med Nik & Jay's debut i 2002 kom der for alvor gang i dansegulvet til fødselsdagsfesterne, selv om flere mente, at det var dårlig smag.

Den brummende basstemme bølger gennem stuen i villalejligheden på Frederiksberg. Vi er omkranset af bogreoler tætpakket med Stangerup, Stage og Stieg Larsson, lidt med Sartre og Camus og en enkelt bog om jordisk lykke. Når de tre måneder gamle tvillingepiger ikke kan falde til tro om aftenen, sætter jeg Cohen-pladerne på grammofonen. Mens de hænger over skulderen, vugger vi rundt i stuen. Jeg bevæger mig anderledes end min far, men tænker på, om musikken kan trække så langt ind i kroppen, at den suger sig fast på generne.

Søren Heuseler, 40 år, chef for iBureauet under Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu