Carsten Jensens indfølingsevne og andre sammensværgelser

Carsten Jensen (CJ) er en sjov kanalje. For at få sit regnskab til at gå op og udråbe mig til skurken i sit forsvar for Åsne Seierstads bog Englen i Groznyj og til Kremls forlængede arm, må han (Information den 24. juli) skære hæle og klippe tæer, så han ender med at skabe sin egen virkelighed i stedet for at beskrive faktuelle forhold (læs Carsten Jensens essay 'Den ubærlige indfølingsevne' her). Han opfinder uenighed, hvor den ikke eksisterer, og præsenterer min dækning af de tjetjenske krige med halvkvædede viser, så det leder tanken hen på den kvinde, der ved en lejlighed fortalte New York Times' Thomas Friedman, at hun aldrig kunne finde på at stemme på Al Gore, fordi han var jøde, og da Friedman forundret spurgte, hvor hun havde den oplysning fra, lød svaret: 'Det har jeg læst på internettet'.

CJ har også læst noget på internettet, men selv ikke de brokker, han har fundet, har han kunnet læse indenad. Jeg ved ikke, hvad der driver ham - intellektuel dovenskab, en forkærlighed for konspirationsteorier eller et behov for altid at være den flabede dreng i klassen? Måske lidt af hvert.

CJ blander sine vildfarelser sammen til en ildelugtende pærevælling, som er svær at skille, men jeg skal for klarhedens skyld tage dem punkt for punkt. Det drejer sig om Seierstads journalistiske metode generelt, hendes bog Englen i Groznyj, den afhoppede efterretningsofficer Aleksandr Litvinenko, som døde i 2006 efter at være blevet forgiftet med plutonium, min debat med den tjetjenske støttekomite i Danmark og dækning af krigene i Tjetjenien. Jeg nøjes i første omgang med at forholde mig til de tre første, mens jeg vender tilbage til de to sidste.

CJ påstår, at jeg principielt angriber Seierstads journalistiske metode og kun roser hendes evner som 'løgner', det vil sige som fiktionens mester. Det harmonerer dårligt med min erklæring på et offentligt debatmøde med Seierstad, hvor jeg anførte, at pressen kan lære af hende, fordi hun evner at få læsere til at sluge historier om steder, de bladrer forbi, når de står i avisen. Det ligger mig fjernt at opfordre kolleger til at lyve. Og jeg er som de fleste andre fuld af beundring for Seierstads mod og vilje til at gå efter en historie, finde anderledes vinkler og holde fast længe efter, at krudtrøgen har lagt sig. Desuden er jeg i strid med CJ's påstand en varm tilhænger af den fortællende journalistik. Her er jeg helt på linje med CJ, så han opfinder en uenighed, som ikke findes.

Til gengæld er jeg kritisk over for Seierstads praktisering af metoden. Jan Guillou har kaldt Seierstads metode for 'New Novelism'. Så langt vil jeg ikke gå, men jeg har på baggrund af min læsning af Englen i Groznyj givet udtryk for tvivl, om man kan regne med, at alt har fundet sted som beskrevet.

Den fortællende journalistik må - hvis den vil tages alvorligt som journalistisk - stille samme krav til kildekritik og fakta som traditionel reportage, og her er der ting, der halter. Et enkelt eksempel på Seierstads utilstrækkelige kildekritik gælder hendes læsning af en af Leo Tolstojs fortællinger fra Kaukasus, hvor hun citerer en række franske udtryk. Det imponerede en anmelder, der brugte det til at fremhæve Seierstads kvaliteter. Men hvis man gør sig den ulejlighed at slå citaterne efter i Tolstojs samlede værker, så vil man se, at der her står noget andet end det, Seierstad citerer. Da jeg gjorde opmærksom på det, erkendte Seierstad, at hun ikke havde læst Tolstoj, men Henri Troyats bog om Tolstoj, det vil sige, at hun havde brugt en sekundær kilde, selv om læseren får indtryk af, at hun citerer primærkilden. Betyder den slags intet for vurderingen af Seierstads troværdighed og behandling af kilder? Og når man finder den slags eksempler, har det så ikke konsekvenser for de dele af bogen, hvor man ikke har mulighed for at gå kilderne efter i sømmene?

Frapperende arrogance

CJ fastslår, at formålet med min kritik af Seierstad var at stoppe debatten om, hvad der foregår i Tjetjenien. Det er morsomt. Jeg har brugt 30 år på at følge udviklingen i Rusland, har diskuteret med alle, der har haft tålmodig til at høre på mig, og så skulle jeg forsøge at stoppe al offentlig tale om det land, jeg har brugt det meste af mit liv på at studere.

Come on, Carsten, you can do better than that! Fokus på Seierstads metode er så meget mere legitim i lyset af, at den historie, hun fortæller, allerede flere år tidligere er blevet fortalt i den prisbelønnede finske dokumentarfilm Melancholia. Den har de samme hovedpersoner og var ifølge Seierstad selv årsagen til, at hun gik i gang med Englen fra Groznyj, men det er - som Mads Kastrup i sin anmeldelse i Berlingske Tidende gjorde opmærksom på - ikke nævnt med et ord i bogen, ej heller i CJ's essay.

Dernæst påpeger CJ, at min kritik er flueknepperi, og at den foregår på bekostning af indføling i den tjetjenske tragedie. CJ har en endimensional opfattelse af indføling. For ham handler det alene om at skabe følelsesmæssig identifikation med de mennesker, der optræder i fortællingen, så er det mindre vigtigt, om begivenheder har fundet sted eller ej, om noget er sket før eller senere, om en person har foretaget sig noget eller ej. Det er en metode, der i sin mest karikerede form kan reduceres til tv-studieværtens stupide spørgsmål, når endnu en ulykke ruller over skærmen: Hvad føler du? CJ's opfattelse er udtryk for en frapperende arrogance, som reducerer indføling til et spørgsmål om at søge dét i det fremmede, der ligner én selv. Det er morsomt at høre det fra én, der i årevis har klandret regeringen og Dansk Folkeparti for at gemme sig bag ligusterhækken. Kan det blive mere provinsielt? Respekten for kendsgerninger og bestræbelsen på at forstå begivenhedsforløb i fremmede kulturer er også en del af indfølingsevnen.

Pointen kan illustreres med et par eksempler fra konflikter, der kalder på indlevelse af den udenforstående. Er det i den sammenhæng ligegyldigt, om den danske regering samarbejdede med Tyskland under besættelsen eller ej? Betyder det intet, om Vokuvar blev jævnet med jorden under de første krige på Balkan eller ej, uanset hvor mange der i øvrigt blevet slået ihjel, om sidste års krig i Sydossetien blev begyndt af Rusland eller Georgien? Eller er det eneste, den litterære journalistik fordrer, at man med sin fortælling gør mennesker til genstand for følelsesmæssig identifikation? Sat på spidsen er CJ's ensidige syn på indfølingsevnen forræderi mod fornuften, mod troen på oplysning som vej til erkendelse og ny indsigt.

Fem graverende fejl

CJ's virkelighedsfjerne kritik bliver synlig for selv de mest tunghøre, når han påstår, at min kritik af Seierstad skulle gælde hendes transskribering af russiske navne. Må jeg stilfærdigt gøre opmærksom på, at jeg har læst den danske oversættelse, så alt hvad der gælder stavning og transskribering er naturligvis forlagets og oversætterens ansvar, ikke Seierstads. Dog mener jeg, at Seierstad gør sig sårbar for kritik, når hun bruger sit kendskab til russisk til at give sin fortælling troværdighed. Det anfører Marie Tetzlaff i Politikens anmeldelse til fordel for Seierstad, men problemet med de russiske fraser i Englen fra Groznyj er, at mange af dem er grammatisk og leksikalsk forkerte, således at de for den russiskkyndige svækker snarere end styrker troværdigheden.

Så er der de faktuelle fejl i Seierstads bog, som ifølge CJ selv ikke en nærsynet flue kan få øje på. Jeg anfører her fem fejl, som efter min mening er graverende for forståelsen af centrale begivenheder i Tjetjeniens og Ruslands nyere historie.

1. Seierstad fastslår i sin gennemgang af Tjetjeniens historie, at ingen tjetjenere samarbejdede med tyskerne under Anden Verdenskrig, men det er forkert. Det gjorde blandt andet en førende tjetjensk oprørsleder ifølge den tjetjenske historiker Abdurakhman Avtorkhanov, der under krigen flygtede til Tyskland og i dag er en af de store skikkelser i den tjetjenske løsrivelsesbevægelses historie. Oprørslederen ønskede uafhængighed til gengæld for samarbejde med tyskerne. Er det virkelig en ligegyldig bagatel i tjetjenernes historie, uanset hvordan man fortolker den?

2. Dernæst beskriver Seierstad en central episode under den første tjetjenske krig. Det drejer sig om den tjetjenske krigsherre Salman Radujev, som i januar 1996 tog omkring 1.500-2.000 mennesker som gidsler på et hospital i naborepublikken Dagestan. Efter kampe og forhandlinger blev tjetjenerne lovet fri passage tilbage til Tjetjenien sammen med 120 gidsler, men de blev angrebet fra luften netop, som de havde passeret grænsen, hvorpå tjetjenerne vendte om og barrikaderede sig i en lille dagestansk landsby ved navn Pervomajskoje, hvor det de følgende tre dage kom til voldsomme kampe. Slaget blev dækket af alverdens tv-stationer, og den afgørende storm viste russiske Mi-24 helikoptere og tungt artilleri jævne landsbyen med jorden. Jeg var selv inde i resterne af landsbyen et par dage senere og kan bevidne, at den lå i ruiner, som den russiske menneskerettighedsgruppe Memorial senere skrev i en rapport. Ifølge gidseltagernes leder og vestlige kilder blev 90-96 tjetjenske oprørere slået ihjel, mens 41 civile og 37 russiske soldater mistede livet. Det var med andre ord et stort slag, hvor den russiske centralmagt brugte store ressourcer på at få has på Radujev og kompagni, men ifølge Seierstads fremstilling opgav russerne efter at have givet frit lejde til gidseltagerne »yderligere angreb efter at være blevet påført store tab af de godt bevæbnede krigere«. Mener CJ, at det er en ligegyldig detalje, om Pervomajskoje blev jævnet med jorden eller ej, om snesevis af gidsler og oprørere blev slået ihjel eller ej?

3. Ifølge Seierstad opfordrede den russiske leder Boris Jeltsin i 1990 (Seierstad angiver et forkert årstal, men det overser vi i denne sammenhæng) i en ofte citeret udtalelse de 15 sovjetrepublikker til at løsrive sig: »Tag så meget suverænitet, som I kan sluge!« Men den udtalelse var ikke møntet på de 15 sovjetrepublikker. Den var henvendt til de russiske regioner, og det var ikke en opfordring til løsrivelse, tværtimod blev den fremsat for at forhindre løsrivelse, for at redde Rusland fra det sammenbrud, som ramte Sovjetunionen. Er det en ligegyldig detalje i Ruslands moderne historie?

4. Seierstad skriver om sit første møde med Tjetjenien i forsommeren 1995:

»Stadig foregik de fleste af krigshandlingerne på jorden, den store strøm af jagerfly var endnu ikke lettet fra deres baser. Endnu var krigen ung.«

Men sandheden er, at den mest blodige og ødelæggende fase af den første tjetjenske krig var overstået på det tidspunkt. Luftbombardementet af Grosnyj og den russiske centralmagts erobring af byen fandt sted i februar 1995, store dele af den lå i ruiner, præsidentpaladset var udbrændt, og flertallet af borgerne havde forladt byen, hvis ikke de var blevet slået ihjel. Hvordan harmonerer disse kendsgerninger med, at krigen var ung, og at bombefly endnu ikke var gået på vingerne?

5. Endelig henviser Seierstad i forbindelse med krigenes decimering af den tjetjenske befolkning til den sidste sovjetiske folketælling fra 1989, der ifølge hende viste, at der var 1,2 mio. tjetjenere, men det er forkert, for tallet dækker over både Tjetjenien og Ingusjetien, som dengang udgjorde én republik, og det omfatter også alle ikke-tjetjenere, primært russere, som boede i republikken på det tidspunkt. Det korrekte antal er ca. 715.000 tjetjenere, en forskel på cirka en halv million mennesker.

Er den slags regnefejl ligegyldige, når man skal løse den i øvrigt utaknemlige opgave at finde ud af, hvor mange, der er blevet slået ihjel i de tjetjenske krige, gør 500.000 mennesker fra eller til ingen forskel?

Ifølge CJ kunne en nærsynet flue som sagt ikke få øje på de fejl, jeg påpegede i debatten med Seierstad. I så fald synes jeg, at han skulle sende det stakkels insekt til øjenlæge, så det kan få nye briller.

Folkedrabskortet

CJ er et andet sted utilfreds med, at jeg under dækningen af den tjetjenske krig tillod mig at spørge nogle folkedrabseksperter om, hvordan man definerer et folkedrab, og om eksperterne ville beskrive den tjetjenske krig som et folkedrab. Han mener vist, at jeg reducerer tjetjenernes lidelser til et koldt og kynisk spørgsmål om definitioner. Vi lever imidlertid i en tid, hvor forurettede folkeslag uafbrudt spiller folkedrabskortet, senest har Rusland og Sydossetien kaldt Georgiens militære aktion for et år siden for et folkedrab, og man er i gang med at indrette et museum til minde om ofrene for det georgiske folkedrab på osseterne. I den debat er det da journalistisk yderst relevant, ja vel nærmest en pligt at undersøge den folkeretlige definition på et folkedrab, og i den aktuelle situation i 2001 var det endnu mere relevant, fordi Danmarks statsminister havde karakteriseret krigen som et folkedrab, og fordi hans ord faldt i forbindelse med åbningen af Dansk Center for Holocaust og Folkedrabsstudier, der blev sat i verden for at studere folkedrab.

Så er der den afhoppede efterretningsofficer Aleksandr Litvinenko. CJ mener, at jeg i min kritik af Litvinenko skyder budbringeren og dermed ønsker at underminere hans budskab, nemlig at den russiske efterretningstjeneste i eftersommeren 1999 stod bag flere terrorbomber mod boligblokke i Moskva og andre byer, som blev brugt som påskud for at indlede den anden tjetjenske krig. Igen er CJ galt afmarcheret. Måske skyldes det hans svigtende evne til at favne et nuanceret billede af virkeligheden, hvor man kan tale både for og imod et sagsforhold, at virkeligheden ikke behøver at være sort og hvid. Om Litvinenkos bog skrev jeg, at »den efter min mening dokumenterer, at folk med tætte forbindelser til den russiske efterretningstjeneste havde planer om at sprænge en boligblok i luften i byen Rjazan... i september 1999, men blev afsløret af årvågne beboere«. og senere tilføjede jeg: »Bogens styrke er, at den piller Kremls forklaringer fra hinanden og udstiller de officielle løgne. Dens store svaghed består i, at anklagerne mod FSB sker uden kildehenvisninger, endsige kildekritik«.

Og jeg sluttede med at anføre det påfaldende i, at Litvinenko ignorerede finansfyrste Boris Beresovskijs rolle i forløbet, da han var Kremls førende strateg bag Putins opstigning til magten i efteråret 1999, og jeg mente, at det skyldtes, at Beresovskij havde finansieret den kampagne mod Putins Kreml, som bogen var en del af.

»Det kan være et meget ædelt mål, men det gavner ikke forfatternes troværdighed,« konkluderede jeg.

Det hører med til historien, at jeg har en personlig erfaring med Litvinenko, som ikke just styrkede hans troværdighed i mine øjne, men som CJ med sin fascination af konspirationer vist synes passer ind i billedet af min ringe person. Da Muhammed-krisen var på sit højeste, skrev Litvinenko en artikel på en tjetjensk hjemmeside, hvoraf det fremgik, at den russiske efterretningstjeneste FSB stod bag balladen, at jeg var FSB-agent, at min russiske hustru øvede en hypnotisk indflydelse på mig (det gør hun i visse sammenhænge, må jeg indrømme, men ikke i dem, Litvinenko anfører), og at min svigerfar var en pensioneret KGB-general, som Kreml havde brugt som kanal til at sætte det hele i scene. Formålet skulle være at drive Vesten ud af Mellemøsten. Yderst fantasifuldt.

Eller som det hedder i CJ's en smule mere elegante version om min kritik af Litvinenko: »Hvis den russiske efterretningstjeneste havde haft kontakt til Flemming Rose, havde den ikke behøvet at benytte sig af plutonium for at tage sig af sine kritikere. Den kunne i stedet have benyttet sig af den danske Mr. Plutonium.«

Dette er blevet langt. Så langt at der her ikke er plads til at berøre min debat med den tjetjenske støttekomite og de tjetjenske krige. CJ påstår, at jeg konsekvent afholder mig fra at konfrontere modstandere af dem, som om jeg selv var tilhænger. Det er noget vås. Jeg har ofte præsenteret mit syn på dem, og det gør jeg hellere end gerne i en debat med CJ. Derfor opfordrer jeg ham til at foreslå tid, sted og definere emnet, så jeg ikke slipper af sted med at afspore debatten endnu engang.

Flemming Rose er opinions- og kulturredaktør på Jyllands-Posten