Baggrund
Læsetid: 4 min.

Dårligt arbejdsmiljø plager landets museer

Det psykiske arbejdsmiljø på landets museer er flere steder så dårligt, at mange ansatte bukker under med sygdom og stress
Kultur
13. august 2009

Arbejdet som museuminspektør er muligvis ikke noget fysisk anstrengende job. Men psykisk kan det være endog særdeles slidsomt.

På landets største fagforening for museumsansatte, Dansk Magisterforening, tikker der hver måned nye sygemeldinger ind fra medlemmer, der er bukket under for et anstrengende psykisk arbejdsklima, bekræfter faglig konsulent i Dansk Magisterforening Øjvind Vilsholm.

»I øjeblikket får vi en til to sager ind om måneden, og med godt 900 museumsansatte som medlemmer, svarer det til over en procent,« siger Øjvind Vilsholm, der understreger, at han formentlig kun ser toppen af isbjerget.

»Jeg vil tro, at der i hvert fald er ti gange så mange sager, som vi aldrig hører om. Enten fordi de ansatte ikke tør tage konflikten, eller fordi de finder et andet job, inden det når at komme for vidt.«

Når lige netop museumsansatte er særligt udsatte for psykisk relaterede arbejdsskader, skyldes det ikke mindst den store ledighed inden for museumsbranchen. Arbejdsløsheden er nemlig stærkt medvirkende til, at mange påtager sig flere opgaver, end de reelt magter.

»Museumsbranchen udgør et område, hvor det kan være svært at få job, og det betyder nok, at folk finder sig i mere, end de burde,« siger Øjvind Vilsholm, der peger på, at branchens nichepræg også spiller en afgørende rolle:

»Museumsverdenen er en relativ lille verden, hvor alle kender alle, så mange undlader at sige fra over for dårlige vilkår af frygt for at blive stemplet som besværlige i resten af branchen,« siger han.

Dertil kommer, at museernes bestyrelser ofte har urealistiske forventninger til, hvad det enkelte museum skal kunne præstere.

»Bestyrelserne er ofte drevet af frivillige mennesker, der har et kæmpe engagement og derfor også har svært ved at forstå, at der er folk i branchen, der måske kun vil arbejde 50 timer om ugen og måske ligefrem gerne vil have løn for det. Og den arbejdskultur betyder, at de ansatte ofte føler sig udsat for et ekstra pres,« siger Vilsholm.

Krakilske ledere

Andre sager kan føres direkte tilbage til uoverensstemmelser med krakilske og hensynsløse chefer. Det kan nuværende leder af Holbæk Museum, Eskil Vagn Olsen, tale med om. Fra 2001 til 2003 var han ansat som museumsinspektør på Århus Bymuseum.

Eskil Vagn Olsen havde netop bestået sin kandidateksamen i historie fra Københavns Universitet, og jobbet på Århus Bymuseum var hans første. I begyndelsen var alting fryd og gammen. Som nyansat blev han taget under den daværende leders vinger og gik selv til arbejdet med krum hals. Men da han en dag ville forsvare en af sine kvindelige kolleger mod et uberettiget overfusning, ændrede alting sig med et slag.

»Pludselig begyndte han, at bruge al sin energi på at undergrave mig og nedbryde min selvtillid. Han holdt op med at hilse og begyndte at sidde med ryggen til mig ved møder, som jeg skulle lede,« husker han.

Og det var ikke kun Eskil Vagn Olsen, der blev udsat for chikanerier.

»Det var i virkeligheden meget demokratisk. Der var aldrig nogen, der altid var i kridthuset og nogen, som altid var i unåde. Han skød på alle efter tur,« siger Eskil Vagn Olsen, der husker tilbage på tiden ved Århus Bymuseum som én lang undtagelsestilstand.

»Det, man havde aftalt den ene dag, blev vendt til det modsatte den anden dag - hvis det lige passede ham, eller hvis han kunne bruge det til at tryne nogen med.«

Efter nogen tid begyndte den psykiske overbelastning at påvirke Eskil Vagn Olsens helbred. Han fik det fysisk dårligt, kunne ikke sove om natten, fik ondt i maven - og til sidst besluttede han sig for at konsultere sin læge. Det var dog først, da museumslederen truede med at fyre Eskil Vagn Olsen, hvis han ikke frivilligt gik med til at sløjfe sine overarbejdstimer og accepterede en ny aftale, der betød, at han kunne kaldes på arbejde i weekenden, at Eskild Vagn Olsen kastede håndklædet i ringen. På det tidspunkt havde han været på museet i halvandet år.

Den daværende museumsleder blev på sin post i yderligere to år, inden han - efter pres fra medarbejderne - blev afskediget af bestyrelsen i 2005 og lagde sag an for uberettiget fyring. Ved den efterfølgende retssag blev Eskil Vagn Olsen, sammen med en række andre tidligere inspektører, indkaldt som vidner. Her kom hele forløbet for en dag.

»Jeg har ikke fortrudt, at jeg tog jobbet i Århus, men jeg har fortrudt, at jeg blev så længe,« siger Eskil Vagn Olsen i dag.

Han mener, det er et generelt problem, at museumsbestyrelserne, der ofte består af frivillige, ikke er dygtige nok til at opfange uoverensstemmelser mellem ledere og medarbejdere.

»For eksempel undrer det mig meget, at bestyrelsen på Århus Bymuseum ikke reagerede på den store sivning af kernemedarbejdere. På bare fem år var der syv inspektører igennem museet. I en hver anden virksomhed ville et sådant flow af medarbejdere have vakt bekymring i bestyrelsen,« siger han.

Et yderligere problem er, at der ikke er nogen krav om, at en museumsleder skal have en lederuddannelse.

»Da jeg blev tilbudt mit nye job som museumsleder på Holbæk Museum, betingede jeg mig derfor, at jeg samtidig kunne få en lederuddannelse - både for min egen skyld, men også for personalet og bestyrelsens skyld. Så den er jeg i gang med nu,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Larsen

Mange tak for dette indlæg. Det er sjældent, folk står frem og fortæller, hvor dårligt det står til med det psykosociale arbejdsmiljø. Dårlig ledelse er desværre tabu, og det skal vi have ændret på. Jeg giver gerne mit bidrag. Meget tyder på, det er samme surdej indenfor kunstneriske brancher som billedkunst, m.v.

Jørgen Larsen

Ja, folk bukker under med sygdom og stress. Det kaldes patogen ledelse og har sin egen hjemmeside: www.patogenledelse.dk