Læsetid 5 min.

Dyrker De badminton? Nej, jeg foretrækker sex, tak

Mens én fløj konstant forsøger at få sex højere op på dagsordenen, vil en anden helst smække det inde i de private soveværelser. Grundkonflikten, hvorvidt sex er skønt eller skamfuldt, skaber mange uenigheder
11. august 2009

Der synes at være to sex-ideologiske fløje i tiden. Den ene kan kaldes den frisindede, den anden den puritanske. De to holder godt øje med hinanden, og som de provokerer hinanden, puffer de hinanden længere og længere ud. Eller, de langer længere og længere ind over territoriet imellem sig. Strides gør de i hvert fald, og får dermed gensidigt tegnet hinanden op.

Jo mere de kæmper om rummet og hver sin ret til det og i det, jo mindre synes det rum at blive. Rummet er idéernes, følelsernes og holdningernes rum. Det er også praktikernes, institutionernes og udfoldelsens rum. Det er det rum, vi kalder det offentlige, men det er samtidig det, vi kalder det private, og det mellemprivate, det halvoffentlige; det er også det individuelle rum og det fælles rum og de mange grænsekamre ind imellem de mange rum i det store rum.

Seksualiteten er både helt vores egen individuelle og én, vi som samfund regulerer og lovgiver omkring, deltager i hinandens udlevelse af, behandler og rådgiver på det offentliges regning om.

Vi fælder domme om sex med vores sanser, vores intellekt og vores moralske kompas. Netop moralen skiller de to fløje. Hævdelsen af høj moral er det, der gør, at de puritanske kaldes puritanske. Afståelsen fra moraliseren er det, de frisindede hævder som frisind.

Nutidens puritanisme betegnes ofte som nypuritanisme. Puritanisme handler om renhed og udløser straks nærliggende ord som selvretfærdighed og fordømmelse. Ingen kalder sig selv nypuritaner. Måske fordi de fleste ved, at det er en farlig disciplin at identificere sig selv som ren. Straks kan man også fortælle andre, hvornår de er urene. Fy, gå ud og vask din mund med sæbe.

En anden gruppe vil derimod godt kalde sig selv frisindede. Frisind udløser andre nært beslægtede begreber som rummelighed og accept. Den frisindede giver plads og frihed til at være; være anderledes, være sig selv, være lige, som det passer én. Skønt, slap af og mellow out. 'Styr promiskuiteten,' lyder det fra den ene side. 'Slip seksualiteten fri,' lyder det fra den anden. De puritanske finder samfundet for seksualiseret og benytter ord som promiskuitet og pornoficering. De frisindede forholder sig pragmatisk og insisterer frejdigt på, at sex er en aktivitet, der skamløst bør dyrkes og italesættes på linje med badminton.

Når man prøver at finde sin plads imellem de to fløje, kan man godt føle sig trængt både fysisk og holdningsmæssigt. Selv identificerer jeg mig hellere som fri end som ren. Alligevel tilslutter jeg mig ikke så let de frihedskæmpendes fløj.

Fornuft og frihed

Måske fordi jeg synes, de frisindede direkte nærer de puritanskes kamp og således paradoksalt nok fremprovokerer en endnu strammere dominerende mentalitet i offentligheden, der indskrænker rummet.

Måske fordi jeg egentlig ikke synes, at jeg er specielt frisindet.

Jeg er nærmere bare helt almindelig tolerant, lige på nær på de områder, hvor jeg er fuldstændig intolerant. Jeg forsøger at kombinere viden med almen forståelse, men det gør mig ikke udpræget frisindet. For eksempel kan jeg ikke føle mig specielt frisindet, fordi jeg synes homoseksuelle, biseksuelle, transseksuelle og andre slags -seksuelle er helt almindelige mennesker.

Homoseksualitet blev først fjernet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste i 1981. Jamen, undskyld, homoseksualitet som sygdom? Min accept af forskellige seksuelle præferencer kan jeg simpelthen ikke forbinde med personligt frisind. Det er en historisk fornuftsudvikling. Man føler sig vel heller ikke særligt frisindet, fordi man hverken går ind for hekseafbrænding eller børnerevselse. Vi lærer hele tiden som samfund og er grundlæggende intolerante, indtil udviklingens lærdom udvikler vores tolerance.

Fløjenes grundlæggende opfattelse af sex er forskellig. De 'frie' behandler sex som noget skønt, glædeligt og vitalt, som bør have en åbenlys plads i offentligheden. For dem har seksuel udfoldelse i sig selv værdi som fysisk aktivitet uafhængig af psyke, følelser og forpligtelser.

De 'rene' ser sex som noget, der alene bør finde sted mellem to mennesker, som er forpligtet på hinanden følelsesmæssigt, og som indimellem også benytter akten til reproduktion. Al anden seksuel udfoldelse end den, der findes i et sådant forhold, anses for degraderende, fornedrende og uværdig.

Som puritaner kan man ikke acceptere en stor del af det, der udspiller sig seksuelt, og føler sig ikke snerpet af den grund, men blot som én, der vogter den gode moral og holder al den unødvendige, uønskelige, uværdige sex fra døren.

På den frisindede fløj vil man modsat mene, at det er godt og sundt for befolkningen at have seksuel aktivitet repræsenteret i livet og i samfundet som et åbenlyst element.

Prostitution, sexlegetøj, swingerclubs, sexklubber, subkulturer, onani, pornografi, nudisme, tantra og lignende er altsammen for en puritaner smudsigt, ærgerligt og absolut tilhørende den dunkleste krog af privatsfæren, skal det overhovedet tillades at eksistere. For den frisindede fløj synes en væsentlig del af kampen netop at stå om at opnå større åbenhed og accept omkring de fænomener.

Kærligheden trumfer alt

Det puritanske hykleri opstår, når de offentligt himler 'promiskuitet' og omtaler en lille gruppe sexgale, såkaldt 'frisindede' mennesker. De fremturer med, at man nu ikke længere må have god, gammeldags sex med ens elskede ægtefælle, men absolut skal være outreret og promiskuøs for at hue de frisindede. Ser man på de kærlighedsløse brancher prostitution og pornografi i Danmark, udgøres det enorme kundegrundlag vist ikke af nogle særligt frisindede typer. Mange bryder sig sikkert og ganske hyppigt om sex uden kærlighed, uden at være frontkæmpere i nogen frisindssag. Og mon ikke de fleste af dem også bryder sig om sex med kærlighed.

Den frisindede fløjs hykleri opstår, når frisindet ikke rummer dem, der ikke afviger eller eksponerer sig selv seksuelt. Når der ikke er plads til og respekt for den afdæmpede, underspillede seksualitet.

Sex er ikke badminton, og det er ikke ønskeligt at afmystificere og italesætte sex i alle ender og kanter. Frisind er også en farlig disciplin, når nogen fører sig frem som særligt rummelige, modige og frigjorte mennesker.

Tabuisering og bornert forskrækkelse over sex giver den puritanske fløj mange tilhængere. Måske den høje moral i form af en stramt smækket soveværelsesdør får dem til at føle sig som særligt pæne mennesker.

Alle os, der befinder os ind imellem den dydige pænhed og det fuldstændige frisind, må vel finde vores egen grund og fornemmelse for passende personlig frihed. Og forsøge at høre os selv mellem de to siders selvhævdelse og bedreviden om mere eller mindre fri sex.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Cecilie Lolk Hjort
Cecilie Lolk Hjort

"De frisindede forholder sig pragmatisk og insisterer frejdigt på, at sex er en aktivitet, der skamløst bør dyrkes og italesættes på linje med badminton."

Nej. Den fløj af sexdebatten, der kalder sig frisindede, insisterer *netop* på at sex er en *privatsag*, og det er det, der skiller de to fløje. Frisind omfatter selvfølgelig også retten til at leve i et monogamt parforhold, ikke bryde sig om at skulle høre på alt for fri sexsnak (det er et spørgsmål om respekt for personlige grænser), leve i cølibat osv. osv. At en del frisindede mennesker godt kan lide at snakke om sex på en lige så aftabuiseret måde som badminton med hinanden betyder ikke, at vi ikke kan have respekt for, at andre frabeder sig at høre om det. At forsøge at tvinge sin egen seksualitet eller mangel på samme ned i halsen (om jeg så må sige!) på andre mennesker er en nypuritansk disciplin - måske endda definitionen på nypuritanisme.

Når det så er sagt, er det rigtigt at debatten bliver problematisk, så snart det handler om f.eks. pornoficeringen af det offentlige rum. Det er simpelthen begrænset, hvor meget man kan gøre krav på ikke at blive 'visuelt antastet' med ting, man ikke ønsker at se, når man færdes et sted hvor mange andre også skal være. Der vil altid være elementer af omgivelserne, der er nogen der ikke bryder sig om, men det udelukker selvfølgelig ikke vigtigheden af at vise en vis respekt overfor folk, der føler sig meget belastet af f.eks. reklamer, om det så er pga. sex eller noget andet. Det er en svær gråzone, hvor megen respekt individets personlige smag skal have i den situation. Selv så jeg gerne, at det offentlige rum var lidt mere afseksualiseret, fordi jeg får så meget sex at jeg føler mig overmættet, når jeg også skal fodres med plakater af halvnøgne damer og overskrifter om 10 måder at give ham et godt blowjob på. :) Problemet er i den sammenhæng, at de fleste andre mennesker er seksuelt underernærede, og det er derfor det sælger så ekstremt godt.