Den amerikanske musiker Moby er ude med hård kritik af pladebranchen. Han kritiserer blandt andet branchen for kun at satse på en lyd, de er sikre på vil sælge. Dermed underminerer de det kunstneriske produkt og skaber forfærdelige plader. Men kritikken af de store selskaber er forfejlet, siger administrerende direktør i pladeselskabet EMI Michael Wermuth.
»Det er hamrende forkert. Vores musikmarked har vel aldrig været mere mangfoldigt. Det kan godt være, at det ikke er alt, der sælger. Men vi har jo masser af små udgivelser, der sælger 200 eller 500 enheder,« siger han og fremhæver, at EMI udgiver masser af jazz og klassisk samt andre genrer, der ikke nødvendigvis sælger særligt meget.
EMI er det fjerdestørste selskab i Danmark og tegner sig for 13 procent af det samlede musiksalg herhjemme. I interviewet med Information kritiserer Moby også pladeselskaberne for ikke at turde satse på noget nyt.
»Pladeselskaberne tænker udelukkende kortsigtet, og det får dem til at tage forkerte beslutninger,« siger han.
Den karakteristik er Michael Wermuth også uenig i:
»Vi satser bestemt bredt. Vi er stadig selektive, men vi mener også, at kunst skal have lov til at vokse. Det kan ikke altid bare være et hit, der kommer ind fra højre. Vi giver også nye spændende kunstnere plads«, siger han og fremhæver EMI's satsning på det danske band When Saints Go Machine.
Moby: Udgiv selv
Moby har valgt selv at udgive sit nyeste album for helt selv at kunne bestemme over det færdige produkt. På den måde viser han selv den vej, udviklingen vil gå, mener Rasmus Ardahl fra firmaet Bandbase, der driver en hjemmeside, hvor fortrinsvis nye kunstnere har mulighed for at nå et publikum via internettet.
Ardahl mener dog, at kritikken af de store selskaber er lidt unødvendig, da de ikke længere har særlig stor betydning.
»Moby har ved at udgive selv givet svar på tiltale. Der er ingen grund at tildele de store pladeselskaber en magt, som de reelt ikke har, i og med at man selv kan udgive musikken. Der er ingen grund til at klage, for deres rolle er reelt allerede udspillet, selv om det godt kan være, at det tager nogle år, før den er helt afviklet«, siger han.
Den udmelding er EMI-direktøren uenig i. Han mener stadig, at musikere har brug for de store pladeselskaber.
»Selv om man kan udgive selv, er der en masse ting, der skal til for at nå forbrugerne. Nu er det ikke bare at sælge en plade. Det er jo downloads, ringetoner, abonnementsaftaler, fysiske cd'er og merchandise, og det er et kæmpe apparat, der skal til. Det er ikke blevet mere enkelt at få det optimale ud af sin musik,« siger Michael Wermuth.
Vender krisen?
EMI og resten af de store pladeselskaber har længe været plaget af dårlige salgstal og et fald i indtjeningen. Selskaberne er blevet anklaget for ikke at kunne omstille sig til den digitale tidsalder, hvor musikforbruget ikke længere er baseret på cd-salg.
Men krisen i branchen er ifølge Michael Wermuth nu ved at vende, netop fordi det digitale salg er begyndt at slå igennem.
»I første omgang var det en krise, men den er nu vendt til noget positivt. Det er muligheder, vi ser i stedet for forhindringer. Vi har taget handsken op og udviklet de produkter, som forbrugerne vil have, så de kan forbruge musikken på den måde, de ønsker,« siger han.
Rasmus Ardahl mener dog stadig, at pladebranchen er i krise, men at der kunstnerisk er tale om en god udvikling, da det er blevet så nemt for kunstnerne selv at udgive.
»Den snak om krise er klart defineret økonomisk. Hvis man kigger kulturelt på det, så har det aldrig gået bedre. Hvis man kigger på de distributionsmuligheder, der er for unge nye talenter, har de aldrig været større, da der ikke længere er nogen, der bestemmer, hvad der skal nå ud til lytteren i den anden ende,« siger han.