Læsetid: 5 min.

Den evige teenager

Instruktøren John Hughes forstod som få, hvordan teenagere tænkte og følte, og han definerede en hel generation i 1980'er-film som 'Breakfast Club' og 'Sixteen Candles'. Nu er han død i en alder af 59 år
Et udateret arkivfoto af John Hughes, der producerede en række komedier i 1980'erne og 90'erne  som 'The Breakfast Club', 'Ferris Bueller's Day Off' og 'Sixteen Candles'.  Hughes døde den 6. august i en alder af 59.

Et udateret arkivfoto af John Hughes, der producerede en række komedier i 1980'erne og 90'erne som 'The Breakfast Club', 'Ferris Bueller's Day Off' og 'Sixteen Candles'. Hughes døde den 6. august i en alder af 59.

20th Century Fox

8. august 2009

»Tak, John Hughes, for de fantastiske film. Du talte til en generation som ingen andre.«

»Han var en af de største instruktører nogensinde. Hvad er det, der sker med folk i den her verden?«

»John Hughes var fantastisk, og han havde stor indflydelse på manuskriptforfattere og instruktører overalt. Han forlod os alt for tidligt. Hvil i fred.«

Skulle man være i tvivl om, hvad John Hughes betød for en hel generation af unge mennesker i 1980'erne - min generation, der er født i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne - behøvede man bare bevæge sig ud på internettet torsdag aften, hvor nyheden om den amerikanske instruktør, manuskriptforfatter og producents død af et hjerteslag i en alder af blot 59 år chokerede os alle.

Kommentarerne var mange og dybfølte. Alle havde en yndlingsscene eller tre fra Hughes' omfangsrige værk, som de gerne ville dele med de utallige andre fans, der også var blevet mindet om en ungdom, hvor Hughes' film gjorde det hele lidt sjovere og lidt mere udholdeligt.

En art for sig

Film som Sixteen Candles (1984, da. Abefest for viderekomne), Pretty in Pink (1986), Ferris Bueller's Day Off (1985, da. En vild pjækkedag), Weird Science (1985, da. Tast mig - jeg er din) og Breakfast Club (1985) definerede et årti og en generation og identificerede babyboomeren og ekshippien John Hughes som den evige teenager, der som få forstod, hvad der foregik oppe i hovedet på de hormonplagede og følelsesforvirrede unge mennesker.

I 1986 interviewede den kun 18-årige skuespillerinde Molly Ringwald 37-årige Hughes til Seventeen Magazine - de havde da lavet tre film sammen.

Talen faldt blandt andet på voksnes syn på unge mennesker, og Hughes fik indirekte forklaret, hvorfra hans interesse og forståelse for teenagere stammede.

»Voksne stiller mig alle mulige mærkelige spørgsmål, f.eks. 'din teenagedialog - hvordan gør du?' Og 'har du rent faktisk set teenagere interagere?' Og jeg spørger mig selv, om de tror, at folk under 20 er en art for sig. Vi optog Ferris Bueller's Day Off på mit gamle gymnasium, og jeg talte meget med eleverne. Og jeg elskede det, fordi det var nemt at falde i snak med dem. Jeg kan gå hen til en 17-årig og sige, 'hvordan kommer du ud af det med dine venner?' Og han vil sige, 'okay.' Hvis man stiller en 35-årig det samme spørgsmål, vil han sige, 'hvorfor vil du vide det? Hvad er der galt med dig? Gå din vej.' Alle disse mure, vi bygger op omkring os selv.«

Respekt for teenagerne

John Hughes' film handlede ikke kun om teenagere, de var for teenagere, havde respekt for teenagernes måde at tænke, føle og være på og tog deres parti imod uforstående forældre og et fjendtligt skolesystem. De var morsomme, melankolske og musikalske, fulde af store følelser - mere romantik end sex - og indfangede tidsånden og en fremmedgjort ungdom på en forbløffende tidløs facon, hvorfor filmene stadig kan ses og opleves af teenagere og mennesker, der som Hughes kan huske, hvordan det var at være teenager.

De foregik nok i USA - som regel i Chicago og omegn - og handlede om de stærkt hierarkiske, sociale strukturer i en typisk, amerikansk high school - i Breakfast Club mødte man f.eks. sportsidioten, den pæne pige, nørden, rebellen og den utilpassede pige, der sammen sidder efter en kedelig lørdag.

Men de henvendte sig også direkte til en ung mand, der gik på gymnasiet i Silkeborg (denne pen, red.), og som selv kæmpede med at forstå det modsatte køn og voksenlivet, som lå og lurede ganske få år ude i fremtiden.

Dramatik og komik

John Hughes gjorde en række unge skuespillere til stjerner: Molly Ringwald, Judd Nelson, Ally Sheedy, Emilio Estevez, Anthony Michael Hall, som pressen siden døbte the Brat Pack.

Han skolede en lille håndfuld instruktører, blandt andet Chris Columbus og Howard Deutch, som siden gjorde væsen af sig med egne film.

Og hans uforlignelige evne til at tale de unges sprog og til at balancere mellem dramatik og komik har inspireret en ny generation af aspirerende filmskabere - uden Hughes ingen Judd Apatow, Kevin Smith eller Wes Anderson.

John Hughes Jr. blev født i 1950 i Detroit, men voksede op i Chicago, hvor han også begyndte at arbejde i reklamebranchen, samtidig med at han fik foden inden for hos det humoristiske magasin National Lampoon. En sjov historie til bladet, »Vacation 58«, blev til manuskriptet til Harold Ramis' National Lampoon's Vacation (1983, da. Fars fede ferie) med Chevy Chase, og Hughes' filmkarriere blev sparket i gang med et brag.

Filmen, der skildrer familien Griswolds underholdende rejse rundt i USA, blev en stor succes og fik tre efterfølgere, og Hughes debuterede selv som instruktør året efter med Sixteen Candles, i hvilken Molly Ringwald spiller Samantha, hvis familie har glemt hendes 16 års fødselsdag.

Følsom og fjollet

Mindre end 10 år senere lod John Hughes sig pensionere som instruktør efter, at hans sidste film, Curly Sue, floppede ved billetlugerne, men inden da nåede han at instruere yderligere seks film og skrive og producere en lang række meget populære og succesfulde film for både børn og voksne, ikke mindst Alene hjemme-filmene og den fantastisk morsomme Planes, Trains and Automobiles (1987, da. Røvtur på 1. klasse), som Hughes også instruerede og var den første af mange fra hans hånd med John Candy på rollelisten. Hughes forstod at skrive til den på alle måder store komiker og skuespillers både følsomme og fjollede side.

Efter at have lagt instruktørgerningen på hylden trak Hughes sig også tilbage fra det rampelys, han aldrig havde været så begejstret for. Han gav ingen interviews og bosatte sig langt fra Hollywood - ved sin død boede han på en gård i Illinois - men han fortsatte med at producere og skrive film, det sidste under pseudonymet Edmond Dantès som en hyldest til hovedpersonen i Greven af Monte Cristo.

Ud af det kom mere eller mindre ligegyldige film som Maid in Manhattan (2002, da. Storbyens små mirakler) og Drillbit Taylor (2008), og det er stadig mest ungdomsfilmene, vi husker og elsker ham for.

En lang række af John Hughes' film kan fås på dansk dvd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Monggaard

Glemmer er så meget sagt – ignorerer, måske nærmere ... det er rigtigt, man kunne godt have skrevet mere om Hughes’ film i 1990’erne, hvor der blev længere og længere mellem snapsene – hvilket jeg kort kommer ind på til sidst i nekrologen. Men fokus var på teenagefilmene, hvor han kunne noget helt specielt.

Rune Sørensen

Jeg vil give dig ret i, at arven efter ham er stor, når det kommer til ungdomskomedier. Men som det er med så meget, så virker hans film outdatede - i hvert fald for undertegnede. Måske man skulle have vokset op med hans film?

Christian Monggaard

Det er muligt, at du har ret i, at man skulle have vokset op med dem. Personligt synes jeg, at de stadig fungerer – i hvert fald de bedste af dem: Ferris Bueller’s Day Off, Breakfast Club og Sixteen Candles. Af hans øvrige film holder Uncle Buck, Alene hjemme 1+2, Planes, Trains and Automobiles og Only the Lonely stadig.