Baggrund
Læsetid: 3 min.

En falleret musiknørd

Mulighederne for virkelig at nørde ud i musik har aldrig været større. Men jeg har ikke rigtig tid til det
Kultur
4. august 2009

Det er vel ikke helt forkert at kalde mig en musiknørd. Jeg hører og forbruger masser af musik i mange forskellige genrer. Jeg taler gerne og længe om musik. Og jeg elsker det der sug, jeg får i maven, når jeg bliver præsenteret for noget, jeg ikke kendte, som bare lige er mig. Det er faktisk det sug, jeg jagter.

Er man musiknørd, er der ikke noget bedre end at rynke på næsen af alle dem, der ikke er det. Alle dem, der på 20. år sværger til det samme Wham!-nummer, når der skal gang i festen. De er gået i stå og har ikke har været nysgerrige over for ny musik, siden de forlod gymnasiet, siger vi musiknørder til hinanden og ranker vores ludende rygge ved tanken.

Men når sandheden skal frem, er min musiknørd- status ved at blive mere og mere letkøbt. For fuldstændig som alle dem, jeg kan rynke på næsen af, så har jeg faktisk ikke tid eller overskud i min hverdag til at være lige så opsøgende over for ny musik, som jeg var engang.

Da jeg var teenage-punk- rocker, brugte jeg timer på at nærstudere anmeldelser i fanzines fra hele verden og bestille syvtommer-singler hjem til mit skramlede anlæg.

Og da jeg senere opdagede elektronisk musik, blev timerne brugt i pladebutikker med gennemlytning af stakkevis af vinyler i jagten på mavesuget.

Muligheder eksploderet

Internettet gjorde kun dét at være musiknørd nemmere. På diverse debatfora kunne jeg møde musikalsk ligesindede at skændes med. Jeg kunne bestille techno- eller drum'n'bass-plader hjem fra distribution-sites - eller finde lige den der gamle Leather Nun-plade, jeg havde savnet i 15 år, på Ebay.

Og jeg kunne selvfølgelig finde tonsvis af anmeldelser, foromtaler, rygter og sladder på alskens musiksites, der kun er blevet mere og mere tjekkede med tiden.

MySpace og iTunes har gjort jagten på suget endnu nemmere - men også mere uoverskueligt. Ud over alle dem, jeg kendte i forvejen, kunne jeg på MySpace høre musik fra alle mulige uudgivne bands, som jeg ellers aldrig ville have stiftet bekendtskab med.

Ikke et kvalitetsstempel i sig selv - men det gav muligheden for at prale med, at man så absolut kendte alt til det der band fra Sheffield, før de blev nummer ét på hitlisterne. Og at være mere fremme i skoene end de andre er nu engang en vigtig drivkraft for en musiknørd.

En anden drivkraft er at grave glemte perler fra musikhistorien frem. Og med iTunes fik man pludselig en stor del af musik- historien stillet til rådighed.

Var man først blevet præsenteret for en eller anden virkelig sej singer/ songwriter, der begik selvmord i 1974, så kunne man på iTunes finde og købe hele hans bagkatalog: Noget, der formentlig tidligere ville tage utallige besøg i utallige pladebutikker samt en vis portion held at opnå.

Det er med andre ord aldrig blevet nemmere at være en musiknørd, end det er i dag. Udvalget og adgangen til ny og gammel musik er eksploderet.

Ned ad bakke

Problemet er bare, at jeg har svært ved at finde tiden eller overskuddet til at udnytte mulighederne og holde mig up to date. Og selv om jeg har 9.000 sange at vælge mellem på min iPod, kan jeg se på statistikken over afspillede numre, at jeg har en tendens til at vende tilbage til de samme.

Det er med andre ord gået ned ad bakke for den stolte musiknørd. Havde jeg ikke været så heldig jævnligt at blive forsynet med ny inspiration fra venner, der stadig holder nørdefanen hævet, var der formentlig gået Wham! i den for længst.

Christian Lehmann, 34 år, er journalist på Informations politiske redaktion på Christiansborg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her