Baggrund
Læsetid: 6 min.

En fest fuld af løfter

Den norske kulturminister lover flere penge til norsk film - og vil i øvrigt have en Oscar til Norge inden for fem år
Kultur
28. august 2009

Når det drejer sig om film, er den norske socialdemokratiske kulturminister, Trond Giske, en særdeles engageret herre - meget mere end sin danske kollega. Det har han bevist ved adskillige lejligheder, ikke mindst filmfestivaler som Cannes, hvor han dukker op og taler om alle de penge, norsk film skal have til sin rådighed.

Senest har han på filmfestivalen her i Haugesund både tiltrådt en europæisk filmaftale, der gør det nemmere for norske filmproducenter at samarbejde med kolleger i EU. Og han har samtidig lovet at skaffe branchen endnu flere penge.

Nogle mener, at han er en opportunist, der bare godt kan lide røde løbere - der er jo også fuld gang i den norske valgkamp. Andre mener, at han er en god og vigtig ven af norsk film. I hvert fald synes Giske at holde, hvad han lover: Siden 2005 har han øget den årlige filmstøtte med 150 millioner norske kroner.

Branchetræf

Til den daglige festivalavis siger Trond Giske, at »i mange år har Sverige og Danmark været vores storebrødre i både filmindustri og kunst, så vi har besluttet os for at gøre en helhjertet indsats for at ændre situationen. Selvfølgelig vil det hjælpe at vinde en Oscar - jo før jo bedre, men i det mindste inden for fem år.« Sådan taler en kulturminister med selvtilliden i orden.

Der er da også noget at glæde sig over for norsk film, i hvert fald hvis man ser på tallene. Siden 1987 er billetsalget til norske film mere end fordoblet - fra 1,3 mio. til 2,7 mio. billetter - og udgjorde i 2008 22 procent af det samlede antal solgte billetter. Det bedste resultat i mange år.

Men analyserer man tallene, minder situationen tilsyneladende om Danmark, hvor nogle få film sælger hovedparten af billetterne. I Norge var sidste års store film Anden Verdenskrigs-dramaet Max Manus - om modstandshelten af samme navn - der på 10 uger solgte mere end en million billetter og desuden løb med ikke færre end syv Amanda-priser, da det norske filmakademi i fredags uddelte sine årlige priser, også i Haugesund.

Set fra Danmark bliver der lavet bedre og bedre film i Norge, og jeg har set tre af dem på festivalen, der indledtes med et branchetræf, New Nordic Films, hvor nye film fra de fem nordiske lande vises for distributører, producenter og andre branchefolk fra hele Norden.

Finansunderverden

Den første var den teknisk lydefri, men ikke spor originale gyserfilm Snarveie, hvor et ungt par på vej hjem fra Sverige med bagagerummet fuld af sprut vælger en genvej og uheldigvis render ind i en morderisk familie. Det er en film, der tager tråden op efter amerikanske genrefilm som Last House on the Left, Vacancy og Hostel, og selv om instruktøren tydeligvis har styr på skuespillere og virkemidler, har han hverken indholdsmæssigt eller stilistisk meget nyt at byde på.

Det har derimod Arild Østin Ommundsen og Sara Johnsen, to af norsk films yngre, markante profiler. Ommundsen har lavet det intense finansdrama Rottenetter, som er afslutningsfilm her i Haugesund - en barsk og stilsikker beretning om, hvordan smarte forretningsfolk i Stavanger vil gøre hvad som helst for at tjene penge.

Filmen er tydeligvis inspireret af Oliver Stones Wall Street, men er også meget norsk i sin tone og har den karismatiske Christian Rubeck i hovedrollen som Jonny, der arbejder for den samvittighedsløse Sagen (Fridtjov Såheim) - Norges svar på Gordon Gekko - og lever det hurtige liv med penge, sprut og villige kvinder. Men Jonny begynder at sætte spørgsmålstegn ved sit liv og arbejde, da han bliver opsøgt af sin storebror, Frank (Kristoffer Joner), der er blevet dødssyg af at arbejde på en af Sagens olieudvindingsfabrikker.

Rottenetter er ikke kun en veliscenesat og visuelt spændende film; den fortæller også en såre moralsk historie, som ender anderledes, end man måske ville forvente.

Stille eksistenser

Mere afdæmpet er Sara Johnsens ensemblefilm Upperdog om fire helt almindelige mennesker fra hvert sit samfundslag, hvis liv mere eller mindre tilfældigt fletter sig ind i hinanden.

Axel (Hermann Sabado) og Yanne (Bang Chau) hedder de to søskende fra Asien, der som meget små blev adopteret af to forskellige familier i Oslo. Nu er de begge voksne, og hvor hun stadig længes efter sin lillebror, har han glemt hende, men bærer rundt på en vrede, der kan skyldes det ubevidste savn. Yannes bedste veninde er den polske gæstearbejder Maria (Agnieszka Grochowska), som får arbejde som stuepige hos Axels forældre, og tilfældigvis finder ud af, at Axel er Yannes bror, og indleder et forhold til ham, der er flyttet hjem igen efter at have fyret sin utro kæreste.

Per (Mads Sjøbård Pettersen) hedder en ung soldat, som plages af mareridt fra sin tid i Afghanistan og forelsker sig i Yanne - og hun i ham - da han første gang spiser på hendes restaurant. Han skal begynde på universitetet og er flyttet ind i en lejlighed lige ved siden af restauranten - med Maria som nabo.

Det er ikke svært at regne ud, hvordan det kommer til at gå, men Sara Johnsen er en dygtig personinstruktør, og hun har sans for, også billedmæssigt, at fortælle personlige historier, der nok er sindrigt konstruerede - og har noget vigtigt på hjerte, hvad angår menneske og samfund - men også så fulde af charme, ægte følelser og troværdige personer og situationer, at man ikke umiddelbart får øje på mekanikken bag.

Jeg kunne godt unde et dansk publikum at stifte bekendtskab med Upperdog og 39-årige Johnsen, der i 2005 spillefilmdebuterede med Vinterkyss, og som desuden har skrevet to romaner, hvoraf den ene, White Man, udkom på dansk tidligere i år.

Polariseret marked

Det er 37. gang, filmfestivalen i Haugesund afholdes. Det vil sige, at festivalen 'kun' har holdt til i den vestnorske kystby i 25 år. Inden da vagabonderede den rundt mellem forskellige byer. Første del af festivalen er som sagt et filmmarked for nye, nordiske film, mens anden del, der begyndte søndag, er et slags filmtræf, en forpremiere-festival, hvor almindelige biografgængere og biografdirektører fra hele Norge kan se, hvad der filmmæssigt er i vente i løbet af de næste måneder.

Her er blevet vist mange film, som tidligere på året deltog i konkurrencen i Cannes - fra Michael Hanekes Palmevinder, Das Weisse Band, til Pixars Op - og her er sågar blevet plads til flere danske film i hovedprogrammet.

Ikke mindst Kristian Levrings thrillerdrama Den du frygter, som er grunden til, at jeg er i Haugesund. Hvert år inviteres en lille håndfuld udenlandske kritikere til festivalen for at præsentere en film efter eget valg fra deres hjemland. Jeg blev inviteret og valgte Den du frygter, fordi det er Levrings hidtil bedste film, og fordi den desværre kun har solgt 50.000 billetter i Danmark.

Den kunne godt fortjene et større publikum, og det er også en af den slags forholdsvis dyre kvalitets-mainstreamfilm, der ville have trukket flere mennesker i biografen for blot fem år siden. Men den har svært ved at klare sig på et polariseret biografmarked, hvor kun få, meget brede film sælger de billetter, man regner med.

Måske vil det lykkes Trond Giske at revitalisere norsk film - der er kommet en del gode film fra Norge i de senere år - og så kan det jo være, at Danmark må begynde at se mod nord for at hente inspiration.

www.filmfestivalen.no

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her