Nyhed
Læsetid: 2 min.

Fodbold for feinschmeckere

Venskabskampen mellem Danmark og Chile i aften er også mødet med en af verdens mest interessante fodboldtrænere
Kultur
12. august 2009
Pres, pres, pres. Chiles landstræner, Marcelo Bielsa, står for aggressiv angrebsfodbold.

Pres, pres, pres. Chiles landstræner, Marcelo Bielsa, står for aggressiv angrebsfodbold.

Toru Hanai

Det kan godt være, der ikke har været meget fest og farver over omtalen af aftenens venskabskamp mellem Danmark og Chile, men en fodboldkamp for feinschmeckere bliver det. En kamp, der byder på et møde med ét af de bedst spillende hold i Sydamerika, trænet af ét af fodboldens største genier, Marcelo Bielsa.

Argentinske Bielsa, der også tidligere har været landstræner i sit hjemland, er ophavsmanden til et af de mest nyskabende og angrebsorienterede systemer i moderne fodbold, 3-3-1-3 systemet. Og meget poetisk - men nok ikke så befordrende for hans popularitet i Buenos Aires - kom Bielsas tanker om spillet for alvor til sin ret, da Chile sidste år i oktober slog Argentina med 1-0.

Bielsas fortolkning af 3-3-1-3 systemet tager udgangspunkt i de tre bagerste. I modsætning til zoneopdækningen, som efterhånden er blevet et europæisk forsvarsdogme, lader han de tre forsvarere markere modstanderens angrebsspillere mand til mand.

Hold, der spiller med tre forsvarere anvender ofte en fri mand i midten, en libero, til at supplere de to andre mandsopdækkende forsvarere samt til at dirigere opspillet. Modtrækket mod liberoen er typisk at spille med tre angribere, og på den måde optage hele tremandsforsvaret - hvilket er grunden til, at de fleste europæiske hold i dag foretrækker en firebackkæde. Men Bielsa lader sig ikke afskrække af tre angribere. Heller ikke selv om de tre angribere hedder Messi, Milito og Aguero, som de gjorde mod Argentina. Bielsa fastholder tre mand bagerst, og satser på et konstant højt pres på modstanderens angribere.

Ekstremt satsende

Det betyder, at Chiles forsvar spiller ekstremt fysisk betonet og satsende på mand-til-mand situationerne, fordi der ingen opbakning er til den enkelte forsvarsspiller. Men det betyder samtidig også, at holdet kan spille med tre midtbanespillere (heraf kun en i defensiv balancerende rolle), og en fri playmaker - hold øje med Fernandez i den rolle, Sporting Lissabon-spilleren er spektakulær - bagved tre angribere, hvor især topscorer Suazo stråler.

Det betyder derimod ikke, at forsvarsspillerne er bundet til forsvaret. Mod Argentina scorede forsvarsspilleren Medel efter et vanvittig hurtigt rush op ad banen.

I aften skal Danmark udnytte en anden svaghed ved Chiles markeringsorienterede stil. Nemlig den, at forsvaret flytter sig med modstanderens angribere og på den måde har en tendens til at efterlade sig store tomme områder foran mål.

Interessant bliver det dog også, om Danmark kan lære lidt af Bielsas filosofi. En svaghed ved danske forsvarsspillere har nemlig i mange år været, at de i al for høj grad har været afhængige af opbakning fra zoneforsvaret og støtte fra siderne. Men tendensen i international fodbold går mod mere presspil alle steder på banen, og den udvikling kræver, at den enkelte forsvarsspiller i højere grad kan afvikle sit pres på angriberen og genvinde bolden på egen hånd. Præcis som Marcelo Bielsas hold gør det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her