Jeg har med forbløffelse iagttaget, at centrale dele af bogen har udspillet sig i virkeligheden

I alle de år, hvor Martin Østergaard-Nielsen var pressechef, nogle kalder det spindoktor, for Brian Mikkelsen, havde han en ide om, at han ville skrive en kriminalroman. Den har han nu realiseret. Systemets mand hedder bogen, som udkom i denne uge. Vi træffer ham i Asserbo Plantage, hvor han har holdt ferie med sin kone og parrets to børn.

– Hvordan fik du ideen?

»Den fik jeg for cirka ti år siden, da jeg arbejdede på Information. I min journalistiske dagligdag faldt jeg rent tilfældigt over oplysninger, der tydede på, at nogle af de udenlandske regimer havde agenter til at spionere i Danmark mod politiske flygtninge. Der var en forening af iranske flygtninge, som havde fået asyl, og på et tidspunkt skal de have afholdt en demonstration eller et møde, hvor der blev omdelt nogle løbesedler vendt mod styret. Nogle dage senere var en af de løbesedler dukket op på iransk statsfjernsyn og kommenteret med noget i retning af: ’Se hvilke illoyale aktiviteter, jeres landsmænd i udlandet bedriver for at destabilisere styret’. Det kan kun forklares ved, at der til det møde i København har været folk, der refererede som agenter til styret i Teheran. Måske er de blevet plantet som falske flygtninge i Danmark. Jeg fik det ikke researchet til bunds, for jeg sad på Christiansborg og havde mange ting at tage mig til. Men det, er i hvert fald en udbredt antagelse blandt flygtninge om, at barske lande som Irak, Iran, Somalia og Etiopien sender folk op og forsøger at få dem anbragt som falske flygtninge, så de kan spionere mod de ægte flygtninge.«

– Og ideen har ligget og simret i alle de år?

»Ja, så tænkte jeg, at hvis jeg skulle skrive en kriminalroman, så kunne det være et passende plot at føre videre ud i litteraturens verden, hvor man gør alting ti procent mere dramatisk, end det måske er i virkeligheden. Jeg kan tydeligt huske, hvornår jeg begyndte, nemlig i sommeren 2006, for da havde vi kun én dreng, og han sov hele tiden. Samtidig havde jeg en del ferie sparet op, så når jeg ikke så VM i fodbold, havde jeg tid til at skrive. I løbet af den måneds tid kom jeg godt i gang.«

– Faldt det dig let?

»Ja. Jeg tænkte: du skal holde plottet så simpelt, at du kan have det hele i hovedet. Der er ingen svinkeærinder. Jeg havde to regler, da jeg skrev. Den ene var: lige ud ad landevejen. Alt, der ikke var pinedød nødvendigt, skar jeg væk. Primært for ikke at miste overblikket. Jeg havde kun den ene tanke: at komme i mål. Jeg har altid hørt fra folk, der er dygtige til at skrive bøger, at når man når et stykke ind, så mister man let overblikket, og det gør det svært. Den anden regel havde jeg læst i en bog af Hemingway: Man skal hver dag stoppe et sted, hvor man ved, hvordan historien skal fortsætte. Aldrig på et tidspunkt, hvor man ikke ved, hvordan man skal komme videre. Ellers kan der gå flere uger, før man fortsætter, og så kan man tabe tråden eller miste entusiasmen. Jeg startede ved ottetiden, når børnene var lagt i seng og skrev halvanden time. Men aldrig tirsdag og onsdag for da var der Champions League i tv. Det ville jeg ikke gå glip af.«

Dilemma

– Et af bogens scenarier minder meget om det, der skete i Brorsonkirken for nylig. Det kan man vel kalde timing?

»Bogen er skrevet lang tid før hele irakerballaden. Jeg har med forbløffelse iagttaget, hvordan visse centrale dele af bogen har udspillet sig i virkeligheden. Det har været meget interessant. Da jeg skrev om mennesker, der barrikaderede sig ude på Islands Brygge, anede jeg ikke, at det ville udspille sig i virkeligheden et par år senere.«

– Hvad tænker du som privatperson om asylpolitikken. Har vore lande et godt svar på de problemer, der er?

»Bogen illustrerer vel meget godt det dilemma, som de fleste mennesker har, mellem at man på den ene side gerne vil tage godt imod folk, der er forfulgte, men på den anden side også gerne vil værne om det samfund, man lever i. Det er asylpolitikkens evige dilemma: Man vil gerne hjælpe, men man skal sørge for, at det er de rigtige, man hjælper. Derfor bliver man også i mine øjne nødt til at have en stram asylpolitik. I medierne bliver det jo fremstillet som om, vi overhovedet ikke giver asyl til irakere, men at de alle sammen bliver smidt hjem. Så vidt jeg forstår, giver vi i gennemsnit asyl til hver tredje iraker, der søger. De får asyl, hvis de opfylder kravene, men dem, der sad i Brorsonkirken havde ikke opfyldt dem, og så de skal rejse hjem. Jeg støtter den asylpolitik, regeringen fører. Det har jeg altid gjort, og ellers kunne jeg heller ikke arbejde for den i så mange år. Man kan ikke arbejde mod sin samvittighed.

– Så du er systemets mand?

»Ja på det punkt er jeg. Men det er ikke en nøgleroman.«

– Går du ind for et forbud mod burkaen?

»Jeg synes, det lyder fornuftigt at forbyde den. Men nu er det en sag, der kører, og så må vi se, hvor den lander.«

– Du startede din løbebane på månedsbladet Press og så Information, to blade, der lå til venstre for midten. Hvordan befandt du dig der som erklæret borgerlig?

»Det, synes jeg, slet ikke var noget problem. En redaktion er først og fremmest et arbejdssted, hvor man har respekt for de faglige evner. Jeg oplevede i hvert fald ikke et problem med at indgå i fællesskabet.«

– Men i baghovedet havde du jo en anden politisk overbevisning end de fleste af kollegerne?

»Jeg skulle ud fra almindelige journalistiske kriterier dække Christiansborg. Den eneste forskel, der var i forhold til at være venstreorienteret, var, at jeg ikke skrev ledere, tror jeg. Min personlige holdning lå jo ikke i forlængelse af avisens redaktionelle. Jeg oplevede ikke, at chefredaktørerne var utilfredse med mit arbejde.«

– Du blev ikke mobbet?

»Bestemt ikke. Jeg havde en dejlig tid på Information. Det er næppe anderledes end de journalister på Berlingske Tidende, der stemmer på SF.«

Meningsautomater

– Var det et stort spring at blive pressechef i Kulturministeriet?

»Ja, men først havde jeg et års tid eget firma i Nyhavn, og det var jo stadigvæk kommunikationsarbejde.«

– Hvad bestod dit arbejde i?

»Det bestod i at rådgive ministeren og skaffe presse, men selvfølgelig presse, der var vinklet sådan, som Kulturministeriet eller ministeren ville have det. Man skulle sælge de gode historier og forsøge at få placeret sine egne synspunkter i de kritiske historier, der verserede, så højt som muligt.«

– Så vidt jeg husker, syntes du dengang, at kulturen ikke skulle støttes, men klare sig på markedsvilkår? Synes du stadig det?

»Det var måske lidt skarpt trukket op. Jeg synes, at der er et klart behov for statslig kulturstøtte.«

– Ser man i ministeriet kunstnerne som en flok grædekoner, der altid siger: Send flere penge?

»Ikke over en kam. Når man sidder fem år som pressechef, som jeg gjorde, synes jeg, man får et meget nuanceret indtryk af kunstnerne. Der er nogle, der altid klager. Og det er så også dem, der altid bliver ringet op af journalisterne. De ved, at der kan de altid trække en udtalelse i ’automaten’ så at sige. Men mange af dem, man samarbejder med i det daglige, er ganske konstruktive og saglige. De fleste kunstnere er jo hårdtarbejdende seriøse mennesker. Men blandt dem er der altså meningsmaskiner, som altid bare er imod.«

– Ja, vi pukker jo også altid meget på kulturministrene i lederne …

»Ikke altid. I skrev forleden i en leder, at det var lige før, I savnede Brian Mikkelsen. Men har I ikke altid pukket på kulturministeren. Pukkede I ikke også på Jytte Hilden?«

– Ofte!

»Information har altid været den vrede gamle mand i hjørnet – i al fald i lederne. Men inde i bladet har Information altid været kendt for at være på forkant med det , der sker i kulturlivet.«

– Hvis du var kulturminister, hvad ville du så tage fat i som det første?

»Den helt store udfordring ligger i at få solgt TV2 og at få skabt et bæredygtigt kommercielt mediemarked. Det er jo ikke lykkedes. Salget af TV2 blev fanget i en række retssager, som stadig kører nede i Strasbourg. Det ville ligge øverst på mit bord. Men man kan jo ikke gøre det hurtigere, end retssagerne bliver afviklet.«

Tunge sager

– Hvad var Brian Mikkelsens største indsats?

»Kulturkanonen – også fordi den symboliserede den konservative tankegang om, at noget er bedre end andet, og noget er mere bevaringsværdigt. I den grad fik han knæsat et konservativt synspunkt i ministeriet gennem det projekt, og det grundsynspunkt blev hamret fast. Det var vel også derfor, der var så stor modstand imod det. Det blev kaldt smagsdommeri fra højeste sted. Der er stadig i visse kredse en uvilje mod den tankegang. Men kanonen bliver jo den dag i dag bare set som en indgang til kulturen og ikke som en facitliste.«

– I Justitsministeriet oplevede du en helt anden kultur. Hvad var forskellen?

»Jeg oplevede det først og fremmest størrelsesmæssigt. Justitsen er enormt meget større. Der var 130 medarbejdere i Kulturministeriet, som var et hus, hvor man var på fornavn med alle. Justitsen er så utrolig meget større, så det bliver en snævrere kreds af mennesker, du taler med. I princippet kun specialkonsulenter, kontorchefer og opefter. Sagerne var mediemæssigt tungere. Kulturministeriets sager havnede primært på kultursiderne i aviserne og blev kun læst af mennesker, der i forvejen interesserede sig for stoffet. Ting i justitsministeriets regi ryger på forsiden af aviserne og i tv-nyhederne om aftenen og når ud til alle danskere, som så har en mening om det. Mediepresset er langt større. Det gør, at Justitsministeriet er mere forsigtigt og konservativt i sin håndtering af sagerne end Kulturministeriet. Derovre kunne man godt håndtere pressesager sådan lidt hurtigt og spontant, men når Justitsministeriet siger noget, skal det være 110 procent korrekt. Det skal kunne holde i byretten. Alting bliver enormt grundigt gennemarbejdet.«

– Hvad var de tungeste sager i din tid?

»Den dag, Brian havde sin tiltrædelsesreception, og jeg var fulgt med over, den samme aften brød bandekrigen ud for alvor. Der var fire skudopgør forskellige steder i København. Det var starten på jobbet. Bandekrigen fyldte meget. Politireformen fyldte også meget.«

– Var det derfor, du holdt op relativt hurtigt?

»Jeg holdt op, fordi jeg fik tilbudt jobbet som analysechef i partiet. Nu laver jeg strategier og analyser.«

– Hvad analyserer du?

»Det overordnede – og konkrete forslag.«

– Så som forbuddet mod burkaen?

»Det er for lille en sag til at være en strategi i sig selv.«