Læsetid: 8 min.

'Vi havde håbet, Lars Kepler ville få et langt liv'

I månedsvis drev de gæk med den svenske presse. Men i forrige uge blev Alexander og Alexandra Ahndoril omsider afsløret som forfatterne bag det gådefulde pseudonym Lars Kepler. Information tog til Stockholm for at møde det skrivende ægtepar bag tidens mest omtalte bog, 'Hypnotisøren', der har sat det litterære Sverige på den anden ende
Pseudonym. Grunden til, at Ahndoril valgte at skrive under pseudonym, var af frygt for, at romanen udelukkende ville blive bedømt på deres tidligere meritter. Pseudonymet markerer, at romanen har sin egen stemme, fortæller Alexander Ahndoril.

Pseudonym. Grunden til, at Ahndoril valgte at skrive under pseudonym, var af frygt for, at romanen udelukkende ville blive bedømt på deres tidligere meritter. Pseudonymet markerer, at romanen har sin egen stemme, fortæller Alexander Ahndoril.

Kristine Kiilerich

27. august 2009

»Undskyld hvem?«

Receptionisten kigger spørgende op fra sin stol bag skranken.

»A-h-n-d-o-r-i-l,« gentager jeg.

Hun taster endnu engang navnet ind på sin computer og afventer resultatet. Så ryster hun på hovedet.

»Er du sikker på, at det staves sådan?«

End ikke i Bonnier forlagenes eget hovedkvarter på Sveavägen i Stockholm synes navnet Ahndoril endnu at have bidt sig fast. Selv om ægteparret med det specielle efternavn står bag en af tidens mest omtalte bøger, krimisensationen Hypnotisøren, er det stadig deres alter ego, pseudonymet Lars Kepler, der vækker genklang.

»Nårh, Kepler-parret,« udbryder receptionisten, da hun får forklaret sammenhængen: »Det kunne du jo bare have sagt.«

Et nyt liv

Historien om fænomenet Lars Kepler har alt, hvad et moderne eventyr skal kunne rumme. Og det tager sin begyndelse, da Albert Bonniers Forlag en onsdag sidst i marts modtager et 600-siders manuskript fra en usædvanlig afsender, hvis navn ikke står opført i nogen tilgængelige telefonbøger.

Forlagsredaktør Jonas Axelsson er imidlertid ikke i tvivl om kvaliteten af det mystiske manuskript. Det er ikke bare godt, det er rigtig godt, mener han, og kort efter er det endnu uredigerede manus kopieret og sendt af sted som anbefalet post til over 100 forlæggere verden over. Ved bogmessen i London en måned senere er titlen Hypnotisøren på alles læber. Kepler bliver udnævnt til Sveriges nye krimihåb og en værdig arvtager til det afdøde nationalikon Stieg Larsson. Hypen er begyndt og med dén også mediernes jagt på den egentlige forfatter bag det gådefulde pseudonym. Henning Mankell bliver nævnt, John Ajvide Lindqvist bliver nævnt. Men først efter måneders spekulationer og gætterier lykkes det omsider Aftonbladet at knække koden, da en af avisens journalister en aften i august banker på døren til Alexander og Alexandra Ahndorils sommerhus i Halland.

»Er det jer, som er Lars Kepler?,« lyder det kryptiske, men ellers simple spørgsmål. Parret kan hverken sige ja eller nej, og tavsheden giver svaret. Dagen efter må familien Ahndoril pakke huset ned og 'åka' mod Stockholm, hvor en nysgerrig svensk presse og et nyt liv venter.

»Og skal jeg være helt ærlig, har vi ikke rigtig fattet det endnu,« siger Alexandra Ahndoril, da jeg møder parret på Bonnier-forlaget i det centrale Stockholm.

»Men det kan selvfølgelig være, det hjælper, når vi begynder at se nogle af de mange penge, man siger, vi har tjent,« siger Alexander og smiler: »I hvert fald påstår forlaget, der skulle være nogle på vej.«

Og der ér penge på vej til de to nyslåede krimiforfattere. Mange penge endda. Foreløbig har 28 lande verden over købt rettighederne til bogen for samlet 10 mio. svenske kroner, og alene i Sverige forventes romanen at sælge i 100.000 eksemplarer, inden året er omme. For Alexander og Alexandra Ahndoril, der har været vant til et nøjsomt liv på stipendiater og freelancehonorarer, er der tale om et gevaldigt løft i privatøkonomien. Men den vigtigste ændring er, at de begge nu fuldt og helt kan koncentrere sig om at få skrevet de resterende syv bind i serien om den finsk-svenske kriminalkommissær Joona Linn, som de allerede har lovet vil komme.

»Vi har så mange ideer, og vi kender allerede handlingen i de næste tre bøger,« siger Alexander, som dog ikke ønsker at røbe nogle konkrete detaljer.

»Men Joona Linns personlige historie kommer til at fylde mere,« siger han.

Pseudonymet Lars Kepler er ifølge forfatterne en hilsen til både den afdøde tyske astronom Johannes Kepler og den afdøde svenske krimikonge Stieg Larsson. De seneste måneders mange spekulationer over, hvem der mon kunne gemme sig bag pseudonymet, har medført gratis presseomtale i et omfang, så forlaget endnu ikke har behøvet at ofre så meget som én krone på markedsføring af bogen.

»Men vi har aldrig tænkt det som et pr-stunt,« bedyrer Alexandra Ahndoril:

»Tværtimod har forlaget hele tiden været meget imod, at vi skulle skrive under pseudonym. De vil hellere have forfattere med ansigter, som journalister kan snakke med og stille spørgsmål,« siger hun.

Når parret alligevel valgte at insistere på pseudonymet, var det af frygt for, at romanen udelukkende ville blive bedømt på deres tidligere meritter.

»Pseudonymet markerer, at romanen har sin egen stemme,« siger Alexander Ahndoril, som ikke lægger skjul på, at de gerne havde set, at gættelegen var fortsat en rum tid endnu.

»Vi havde håbet, Lars Kepler ville få et langt liv.«

De omtaler konsekvent Lars Kepler i tredje person. Som om han virkelig eksisterer, og det gør han på en måde også. I hvert fald har de to forfattere ikke blot givet ham et navn, de har også digtet hans livshistorie og fremstillet et kornet billede af ham i Photoshop, som ligner, det er taget med en mobiltelefon. Ifølge forfatternes selvskabte mytologi er Lars Kepler oprindeligt uddannet lærer, men for seks år siden kom han ud for en bilulykke, hvorefter han brød med sin familie og begyndte at arbejde på et natligt herberg for hjemløse.

»Samtidig lider han af en meget alvorlig social fobi, som gør, at han helst ikke kommer ud. I stedet tilbringer han dagene med at sidde og skrive på sine krimier,« siger Alexandra og fniser indforstået til Alexander, der fniser indforstået tilbage.

Legen med identiteter er ikke kun forbeholdt parrets litterære arbejde, men går også igen i deres personlige historie. Som teenager fandt Alexander Ahndoril således på at udskifte sit eget efternavn, da han blev træt af det borgerlige 'Gustavsson'. Det var for fladt og almindeligt, syntes han. Derimod var der straks mere format over navnet 'Ahndoril'.

»Navnet betyder ikke noget, det var bare et, jeg fandt på, fordi det lød godt. Men bortset fra det, er det jo langt fra usædvanligt, at forfattere ændrer deres eget navn,« forklarer han:

»Der følger en form for befrielse med ved at gøre det. Symbolsk frigør man sig fra familien og bliver til sin egen, til et individ, der ikke behøver stå til regnskab for slægten.«

Alexander Ahndoril tager sig en kort tænkepause, inden han fortsætter:

»Men jeg kan da godt frygte, at det er starten på en uendelig kæde. Nu hvor vi har fundet på Kepler, hvem vil Kepler så finde på?«

Realisme med skygger

Som forfatter er Alexandra Coelho Ahndoril (f. 1966) bedst kendt for debutromanen Stjerneborg fra 2003 om den danske astronom Tycho Brahe, men hun er samtidig en respekteret kritiker for Göteborgs-Posten samt underviser i litteraturvidenskab på Lunds Universitet. Alexander Ahndoril (f. 1967) har flere udgivelser bag sig, men er bedst kendt for at have krøbet ind i hovedet på instruktøren Ingmar Bergman i Instruktøren, som vakte røre i den litterære verden, da Bergman offentligt fordømte romanen efter først at have godkendt manuskriptet.

Ingen, der har deltaget i de seneste måneders intense gætteleg om pseudonymet Lars Kepler, havde forestillet sig, at svaret på gåden skulle findes i den højpandede afdeling for litterære svenske forfattere. Men Alexander og Alexandra Ahndoril ser ikke selv nogen modsætninger mellem deres hidtidige forfatterskab og deres nye krimieventyr.

»Vi har altid læst og set mange krimier og holder meget af genren,« forklarer Alexandra Ahndoril, der understreger, at parret ikke nærer nogen ambitioner om at skrive 'litterære' krimier.

»Vi har kun ambitioner om at skrive gode krimier,« siger hun.

Handlingen i Hypnotisøren tager sin begyndelse, da det meste af en familie - mor, far og datter - bliver brutalt myrdet i en forstad til Stockholm. Sønnen, der mirakuløst overlever overfaldet, ligger i koma og er den eneste, som kan hjælpe politiet med at opklare mordgåden og forhindre den ældste søster i også at falde for morderens hånd. Men da sønnen ikke er ved bevidsthed, beslutter kriminalkommissær Joona Linna at kontakte Sveriges bedste hypnotisør, lægen Erik Maria Bark, som ellers har afgivet et helligt løfte om aldrig at hypnotisere igen, da hans seneste konsultation for ti år siden endte frygtelig galt.

Lyder plottet en anelse fantasifuldt, er det med fuldt overlæg. For Alexander og Alexandra Ahndoril bekymrer sig efter eget udsagn ikke så meget om at skabe realisme i deres romaner, som om at slippe fantasien og vildskaben løs. Målet er ikke at skrive realistiske krimier, men spændende krimier.

»Vi er ikke interesserede i dokumentarisk korrekte fremstillinger af politiets arbejde. Rigtigt politiarbejde går frygteligt langsomt, det er ufatteligt søvndyssende, og det bærer kun sjældent frugt. Sådan en roman bliver hurtigt meget kedelig at læse. Vi går i stedet efter en anden form for realisme, en realisme med skygger,« siger Alexander.

I de svenske medier har Hypnotisøren fået en blandet modtagelse. De fleste anmeldere er enige om, at forfatterne har bedrevet en særdeles medrivende og underholdende krimi, men at romanen har svært ved at leve op til de forventninger, som hypen omkring den har afstedkommet. Hårdest i sin kritik er Aftonbladet, der har kaldt romanen »skræmmende reaktionær«, mens Dagens Nyheter mener, den svælger for meget i »meningsløs« og »spekulativ« vold.

Selv tager forfatterparret kritikken med ophøjet ro:

»Vi er i hvert fald ikke reaktionære...,« nøjes de med at konstatere.

Krimien som tivoli

Derimod vedstår de gerne de til tider ganske blodige og udpenslende voldsscener, som i øvrigt står i skærende kontrast til parrets egen familieidyl. Familien Ahndoril består udover far Alexander og mor Alexandra af tre små piger på henholdsvis fire, syv og ni år.

»Men jeg tror, man skriver om det, man er bange for - og der er jo ikke noget, man er så bange for, som at der skal ske noget med ens børn. I en kriminalroman kan man konfrontere sin egen frygt, så den bliver nemmere at håndtere,« siger Alexander, og Alexandra supplerer:

»Når kriminalgenren er så populær for tiden, tror jeg, det skyldes, at vi som moderne mennesker ikke har nogen kontakt med døden. Vi lever i en beskyttet del af verden. Men bag al glitteret findes der forbrydelser og død, som vi har brug for at konfrontere os med. Vi har brug for at behandle det skånselsløse og udsætte os selv for 'det farlige', og det giver krimien mulighed for,« siger hun.

»Men vel at mærke i en kontrolleret form,« supplerer Alexander, som mener, at dét at læse kriminalromaner kan sammenlignes med at køre rutschebane i Tivoli:

»Man får et sus, men det bliver aldrig rigtig farligt, fordi det foregår under kontrollerede forhold. På samme måde ved man, at kriminalgåden altid finder sin løsning. Man ved, at man først skal læse om en masse forfærdelige ting. Men bagefter kommer der en detektiv og får tingene til at falde på plads. Det er den tryghed, krimien giver«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu