Læsetid: 2 min.

Hævnen er sød

Der er ingen ende på anvendelsesmulighederne for den populære amerikanske lim Krazy Glue®. Utro ægtemænd bør læse med her og holde benene tæt samlet. Meget tæt
De fire sigtede fra øverste venstre hjørne og i urets retning: Therese Ziemann, Michelle M. Belliveau, Tracy M. Hood-Davis og Wendy L. Sewell.

De fire sigtede fra øverste venstre hjørne og i urets retning: Therese Ziemann, Michelle M. Belliveau, Tracy M. Hood-Davis og Wendy L. Sewell.

s Office

25. august 2009

WASHINGTON DC - De to anklagede kvinder, som i går trådte frem i retssalen i Calumet County Court i Wisconsin, så ikke videre triste ud, selv om de risikerer anselige fængselsstraffe. De betragter sig selv som »de egentlige ofre i denne sag«, sagde de to allerede i sidste uge i et af de efterhånden talrige talkshows, de har deltaget i. Dertil kan de glæde sig over at være blevet temmelig berømte, hvilket altid giver kassen i det amerikanske.

Gårsdagens anklagede er sammen med en tredje og fjerde kvinde blevet kendte over hele USA som værende en art moderne arvtagere til den legendariske Lorena Bobbit. Hun blev berygtet over hele verden, da hun i juni 1993 skar sin voldelige (døddrukne) ægtemands penis af og smed den ud på motorvejen fra sin bil (mandlige læsere vil muligvis med en vis retrospektiv lettelse erindre, at kalorius med succes blev syet på igen).

Til lægen os skiller

I den aktuelle sag er intet skåret af. Tværtimod kan man sige. Anklagen lyder på kidnapning, frihedsberøvelse, vold og legemsbeskadigelse. Motivet ligner dog Bobbits.

Aktuelt er ofret den 37-årige Donessa T. Davis fra Wisconsin, som i månedsvis havde bedraget sin ægteviv, 30-årige Tracy M. Hood-Davis med Therese Ziemann (48) og Wendy L. Sewell (44). Imidlertid havde de tre kvinder fundet frem til hinandens eksistens og besluttet sig for at give Davis en lærestreg. Under påskud af en lille rask sadomasochistisk seance lokkede Ziemann ham til at møde sig på Lakeview Motel i byen Stockbridge. Davis lod sig afvæbne, kneble og binde, hvorefter Ziemann hidkaldte de to andre plus en fjerde kvinde, Ziemanns søster, Michelle M. Belliveau på 43, der havde indvilget i at stå bi.

De fire kvinder svinede Davis til, slog ham og limede hans penis fast til hans mave med limen Krazy Glue®, der hører til gruppen af såkaldte superglues. Disse udmærker sig ved at lime ting så eftertrykkeligt, at man eksempelvis ikke kan få fingrene fra hinanden, hvis man skulle være uheldig. Huden rives af, hvis man forsøger. De fire forlod hotelrummet efter endt (u)dåd, og Davis kæmpede sig senere fri fra sengen ved bl.a. at bide sig gennem det pudevår, som de furiøse sirener havde kneblet ham med. Via motelejerens telefon tilkaldte han politiet.

Altid ved hånden

Sagen har som sagt skabt en vis furore i offentligheden, men det er for intet at regne mod den publicity, der er kommet Krazy Glue® til del.

»Krise? Hvilken krise? Vores salg er eksploderet,« siger en glad talsmand til Information.

Limen er i forvejen USA's mest populære superlim, og som fabrikanten siger på sin hjemmeside: »Lige meget hvad du foretager dig, så er der altid en af vores instant Krazy Glue®, som kan hjælpe dig med arbejdet. Hav altid en i din håndtaske eller i bilen. Man ved aldrig, hvornår man får brug for den.«

Så sandt.

Bagsidens korrespondent anede slet ikke, at der var så mange militante feminister i USA. Det kan selvfølgelig også blot være den gamle maksime om, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale. En ting er sikker: Herfra vil vi følge sagen tæt. Der er visse retsopgør, man ikke vil gå glip af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu