Læsetid 9 min.

Det handler om at udforske det uafgørlige

Hun dyrker naturvidenskaben og gør den nærværende i sine tekster. Amalie Smith er 23 år, færdiguddannet fra Forfatterskolen og klar til Filmskolen efter sommerferien
Hun dyrker naturvidenskaben og gør den nærværende i sine tekster. Amalie Smith er 23 år, færdiguddannet fra Forfatterskolen og klar til Filmskolen efter sommerferien
6. august 2009

At skrive er en slags forskning i ord og sætninger, fastslår Amalie Smith. Det er en undersøgelse af et stofområde, hvor forfatteren gør sig nogle erfaringer, som andre forhåbentlig også kan bruge til noget. Hun tøver lidt.

»Det er måske at tage sig selv lidt for seriøst, hvis man siger, at man forsker, når man skriver. Men det er en form for forskning i indhold og form«.

Amalie Smith har selv arbejdet med indhold og form gennem to år som elev på Forfatterskolen. Undervejs har hun dyrket sin fascination af naturvidenskaben og forholdet mellem det abstrakte og konkrete.

»Meget af det, jeg skriver, handler om abstrakte ting som tid, rum, lys og uendelighed. Jeg kan godt lide at beskrive den bevægelse, der ligger i at gøre det abstrakte hel konkret,« fortæller hun.

Dagligt klikker hun rundt på nettet for at finde inspiration fra naturvidenskabens verden. NASA's hjemmeside er en klassiker, ligesom hun holder øje med den danske fysiker Lene Hau, der har standset lyset. For ved at standse lyset i en maskine, bliver noget abstrakt som lys pludselig gjort til noget konkret. Lyset går fra at være usynlige bølger og partikler til at eksistere i en kasse. Det er den bevægelse i naturvidenskaben, der optager Amalie Smith, og derfor er det de objektive, akademiske beskrivelser af lys, lyd og tid, der inspirerer hende til at skrive tekster, som den, der endte med at blive en af hendes sidste afleveringer på Forfatterskolen.

Verden er ikke sort-hvid

Men PROLOG-teksten handler ikke kun om naturvidenskab og abstrakte fornemmelser, der svæver rundt i historien. For midt i mellem begejstringen over lys og erindringsbevidsthed dukker der et kærlighedsforhold op.

»Naturvidenskaben bliver nærmest en del af en kærlighedsdiskurs, hvor et jeg taler til et du. Det kommer af, at jeg gerne vil undersøge musefiguren og det at tale til et du. Traditionen tro er det ofte mænd, der har talt et du - deres muse. Jeg prøver at undersøge, hvordan musefiguren fungerer, når det er kvinden, der taler,« fortæller hun.

Når Amalie Smith inddrager naturvidenskaben, blander den op med et kærlighedsmønster og springer rundt i tiden, som hun gør det i PROLOG-teksten, forsøger hun også at gøre op med den diskurs i samfundet, som handler om, at alting enten er sort eller hvidt, ondt eller godt, rigtigt eller forkert. I naturvidenskaben kan tid både være nu, dengang eller snart og lys kan både eksistere som partikler og bølger i en flamme, et lampelys eller solstråler. Amalie Smith forbinder ofte de naturvidenskabelige begreber med den verden, hun beskriver i sine tekster, forklarer hun.

»Jeg arbejder med, at tingene ikke er enten-eller, men både-og. Jeg ser ikke verden som noget, der enten er sort eller hvidt, men som et sted, hvor tingene er både-og, og hvor en ting kan være flere ting på samme tid,« fortæller hun og giver tiden som et eksempel.

»Jeg er optaget af, at man ved at opholde sig på bestemte steder på bestemte årstider kan se tilbage på de steder, hvor man har opholdt sig før på den samme årstid - men tidligere. På den måde er tiden ikke kun noget, der går lineært i én retning, men også noget man kan springe rundt i,« siger hun.

For at undersøge fornemmelsen af, at verden kan være mange ting på én gang, arbejder Amalie Smith også med andre medier end tekst. Hun har blandt andet også lavet film, mens hun gik på skolen. Det handler om at udforske det uafgørlige, forklarer hun.

»Jeg har fundet det frugtbart at tage et andet medie i brug samtidig, så tekst, billede og lyd på den måde kan få lov til at tale sammen - og i forskellige retninger«, fortæller hun og giver et eksempel fra en film, hun har lavet på skolen.

»Det kan være en lyd og en tekst, som handler om, at der er katte i skoven. Lydene kommer fra skoven, og teksten handler om kattene i skoven. Men billedsiden handler til gengæld om, at kattene er i en lejlighed. På den måde sker der noget med, at kattene både er i skoven og i lejligheden. Det er ikke til at sige, om kattene er det ene sted eller det andet. Det synes jeg, er spændende,« siger Amalie Smith.

Hun vil gerne lave flere film. For filmuniverset giver hende mulighed for at udfordre menneskets fornemmelse af tid og rum.

»Film kan få folk til at undre sig over, hvad der er virkelighed, og hvad der fiktion. Grænsen mellem de to ting er meget flydende, og det interesserer mig. For alle fortællingerne om verden har indflydelse på, hvordan vi begriber og opfatter verdenen,« siger Amalie Smith.

Ud af boblen

Hendes interesse for film fik hende til at sende en ansøgning til Filmskolen, hvor hun begynder til september. Men derfor holder hun ikke op med at skrive. For efter to år på Forfatterskolen er det for alvor nu, at hendes tekster bliver sat på en prøve.

»På skolen har jeg befundet mig i en boble, hvor det kun har været mine lærere, medstuderende og venner, som har læst det, jeg har skrevet. Nu skal jeg til at tænke over, om andre skal læse dem,« siger Amalie Smith og tilføjer hurtigt.

»Jeg vil selvfølgelig gerne læses af flere«.

Hun håber, der vil være nogen, som har mod på at læse de ting, hun har skrevet. Men hun kan godt have sin tvivl.

»Der er mange mennesker, der har en berøringsangst over for litteratur - især digte. De tror, de ikke forstår det, og derfor tager de afstand fra det og opgiver at gå ind i det,« siger Amalie Smith.

Hun ville ønske, at folk ville droppe idéen om, at de skal kunne forstå alt, hvad der står i et digt for at kunne forstå selve digtet.

»Sådan er det slet ikke. I min PROLOG-tekst er der hverken en dybere mening eller en hemmelig kode, som jeg har skrevet ind i teksten, og som skal decifreres og hives ud. Det handler bare om at være i teksten ved at læse den. For der bliver sat tanker i gang, når man gennemgår andres ord,« fortæller Amalie Smith.

Selv kan hun godt lide at tænke på sine egne tekster som installationer i et rum, man kommer ind. På den måde kan man selv bevæge sig rundt i rummet og være til stede i forhold til installationerne, fortæller hun.

»Det skal ikke nødvendigvis give mening på en bestemt måde. Man skal bare opleve det,« siger hun.

Efterhånden har Amalie Smith skrevet en hel serie af oplevelser - digte, korte og længere historier. Fælles for alle teksterne er, at de bevæger sig i samme felt et sted mellem en kærlighedsdiskurs og naturvidenskab.

»For mig kan alle mine tekster stå sammen, fordi de handler om det samme og behandler de samme emner på forskellige måder. De refererer så meget til hinanden, at de skaber et net af betydning mellem sig og giver hinanden mere værdi, fordi de er sammen«.

Derfor synes hun, det ville det være oplagt, hvis hendes tekster blev udgivet i en samlet udgave.

»Det skal nok blive udgivet på den ene eller anden måde. Jeg går meget ind for Do Your Own-printing og små forlag. Det skal i hvert fald ikke være de store forlag, der skal bestemme, om det skal udgives eller ej«.

PROLOG

Tekstuddrag - (Vi er både i køkkenet og på taget)

1

Jeg tænker tit på din ungdom i Odense. Jeg har spurgt: Hvornår onanerede du første gang? Fortæl om den første pige, du blev forelsket i. Der er nutid, som både indeholder fortid og fremtid. Jeg sidder i mit køkken og taler med dig. Det regner. Vi taler om døden, vores egen død, hinandens. Den optimale død. Stemningen er eksalteret. Dagens vejr er bygevejr. Jeg har en trang til omnipræsens. Vi går op på tagterrassen, det hjælper. Vi kan se helt til Nordhavn. Din ungdom i Odense ligger i den modsatte retning, og noget tilbage i tiden. Samtalen i køkkenet 4 etager ned og 5 minutter væk. Har jeg fortalt dig det før? Jeg siger de samme ting flere gange. Et liv er fuld af gentagelser. Det er gentagelserne, der folder tiden sammen. Når man holder et liv op mod et vindue, kan man se lyset igennem de områder, hvor det gentager sig. Baderutiner. Måltider. Udsigter. Du skammer dig over mig, når jeg gentager mig selv. Du ser gennem mig. Kan du se ned til min ungdom i Brønshøj? Dengang vi ikke kendte hinanden. Jeg tænker på alle dem, vi ikke kender endnu. At de findes. At vi alle er samtidige. Jeg må opgive at holde mig til tidens, stedets og handlingens enhed. Vi er både i køkkenet og på taget. Kom, vi går op på taget igen. Jeg er ikke bange for at gå i mine egne fodspor. Det samme menneske kan have mange ansigter. Det samme ansigt kan bæres af mange mennesker. Har jeg set dig før? Har jeg sagt dette før?

2

Ved at sammenholde min erindring med andres har jeg har lokaliseret en fejl ved min hjerne, et fænomen jeg har kaldt erindringsfordobling. Det består i, at mine erindringer fordobles, idet jeg erindrer dem. Vi sad på bænken i går, og nu (først nu) føles det som om, vi allerede havde siddet der før. Et forskudt deja-vu. Det lyder enkelt, men det var svært at finde ud af. (Jeg har en tendens til at gentage mig selv.) Nu er jeg sikker. Jeg halverer mine erindringer så snart de fordobler sig. Lapper på tiden. (For mange fordoblinger laver huller i tiden.) (Så kan man se vinduet igennem den.) Det er bygevejr i dag. Imellem to regnskyl kan vi se to regnbuer over Østerbro. Ikke samtidig. Vi står på taget to gange. Den anden regnbue var en anden dag. Det har regnet flere dage i træk, bygevejr. Vi står på taget mellem to regnskyl to forskellige dage. Nu regner det igen. Vi sidder i køkkenet og taler. Da jeg spørger dig, om du tror, det kan være en svulst, der får min hjerne til at fordoble erindringer, beroliger du mig og siger, at du har det samme symptom, bare omvendt, altså ud i fremtiden. Det føles lidt som et ekko, når det sker. Jeg nikker, det er også sådan det føles for mig, et visuelt ekko. Men dit ekko foregriber tingene, dit ekko er en fremtidserindring. Sådan må vi kalde det for at forstå det.

3

Hvis du har ret, hvis det virkelig passer, det du fortæller mig, så må man forestille sig, at nuet kaster et ekko, både bagud og fremad i tiden, og at vi står på hver sin side for at gribe det. Så taler vi sammen gennem tiden. Så står vi på taget to forskellige dage. Så går vi ned i køkkenet. Bygevejr. Ud af det blå siger du, at du kan mærke, jeg kommer til at sige det med svulsten igen, og du har sikkert ret, jeg gentager mig selv. Jeg siger, jeg har svært ved at tro, du kan det der med fremtiden. Det virker unaturligt. Men senere, da jeg gentænker det, tænker jeg, at jeg med min svulst om nogen burde vide, at tiden er porøs, og hvorfor altid falde baglæns igennem den? Kan man lave huller den anden vej? Mave sig ind i dem og komme på forkant med tiden? Det er i næste uge. Jeg sidder i arbejdsværelset. Jeg printer. Papiret er varmt. Jeg lægger det mod lårene, fordi jeg fryser, og jeg forestiller mig, det er noget fattige mennesker gør, men jeg glemmer, at fattige mennesker ikke har en printer. Jeg ringer til dig med det samme, jeg får færten. Jeg gør det for at blive klogere end mig selv, for at tage mig selv på fersk gerning. Jeg siger: Jeg glemmer, at fattige mennesker ikke har en printer. Du forsikrer mig om, at jeg aldrig har sagt noget lignende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu