Er journalister også mennesker?

Er journalister også mennesker? Spørgsmålet er så dumt, at man ikke behøver åbne munden for at give det indlysende svar. Hvis man alligevel gør det, vil man straks indse, at ja'et har temmelig omfattende konsekvenser. Hvis journalister også er mennesker, hvordan kan man så være sikker på, at de fortæller sandheden? Mennesker er ikke som fugle, hvis øjne tillader dem at se horisonten rundt. Mennesker har begrænset udsyn, og derfor fortælles deres historier altid fra en bestemt vinkel. Der skal meget til for at få dem til at vende hovedet og dreje 360 grader rundt om sig selv.

Det er ikke blot menneskeligt at fejle. Det er også menneskeligt at være svag, opportunistisk, behagesyg og bekræftelsessøgende og derfor helst åbne munden for at tale sin egen sag eller på vegne af dem, der kan være til nytte for en selv. Alligevel stiller vi uden videre det krav til journalisten, at han skal være objektiv og mener, han har svigtet, hvis hans menneskelighed med alle dens begrænsninger skinner igennem, som om det var muligt for ham at låse sin subjektivitet inde i et reservat og smide nøglen væk.

Der må helst ikke findes den mindste smule personlig DNA i journalisten. Han skal være identisk med den information, han giver videre. Der findes institutioner, der garanterer den slags. Avisen, radio- eller tv-stationen står inde for, at de journalister, de har ansat, fortæller sandheden. De skriver i institutionens navn. Deres eget er kun et tilfældigt vedhæng, for i princippet er de informationer, de videregiver, så uplettede af deres personlighed, at de til hver en tid er udskiftelige og kan erstattes af andre journalister, der har aflagt den samme ed. Institutionen har nøglen til journalistens indre reservater, og det er kun i kantinen eller i fritiden, at han får lov at hyle mod månen.

Hvad sker der, hvis det er institutionen, der mister sin troværdighed, og det er den, der giver sig til at hyle mod månen? To gange inden for de sidste 20 år er det sket for den amerikanske presse, og begge gange har det været en krig i Golfen, der har fået pressen til at opgive ethvert sandhedskrav og i stedet deltage i patriotismens månehyleri.

Der er også kommet et svar, og det er et interessant svar. Det bliver givet af journalister, der går deres egne uafhængige veje og på disse veje genfinder nøglen til deres indre reservater. Deres svar på det forrådte krav om objektivtet er et dybt personligt svar. De har fundet frem til andre indre ressourcer, og hvis jeg skal undgå det patetiske for ikke at ende i store ord som sandhedssøgen, kan jeg bruge det mere ligefremme ord nysgerrighed, vel at mærke en nysgerrighed, der er kompromisløs. Det sker ikke kun i USA, men også i lande som Rusland og Italien. Det er oftest i bogform, de offentliggør resultatet af deres undersøgelser, men deres personlighed er med og en uundgåelig del af fremstillingen.

Et fristed i bøgerne

Lægger man de millioner af tons af avispapir, der dagligt offentliggøres verden over, i den ene vægtskål og disse journalisters bøger, der hver for sig ikke vejer mere end et par hundrede gram i den anden, vil man gøre en forbløffende opdagelse. Det er de millioner af tons avispapir, der vil blive vejet og fundet for let. Det er disse individuelle journalister med deres vidt forskellige stemmer, både samtiden og eftertiden må gå til, hvis vi vil lære bare en del af sandheden at kende. Nogle af journalisterne arbejdede samtidig for store, veletablerede aviser. Men det var i bøgerne, de fandt et fristed for sandheden.

George Packers bog om invasionen af Irak, The Assassin's Gate, en af de første, der kom ud af den amerikanske krig i Mellemøsten, fortæller to historier på samme tid. Den ene omhandler det katastrofale resultat af et dårligt gennemtænkt forsøg på at forvandle en orientalsk diktaturstat til et vestligt demokrati fra den ene dag til den anden. Den anden er en lignende historie som den, den franske forfatter Gustave Flaubert beskrev i romanen Une Education Sentimentale: en ung mands desillusion konfronteret med sin tids foretrukne ideer.

I bogens første del giver George Packer en tilbundsgående beskrivelse af de ideer og forhåbninger, der lå bag invasionen i interviews med de mænd, der blev dens vigtigste inspirationskilder, og det går langsomt op for læseren, at Packer selv hører til blandt dem, der bakker op bag invasionen. Han rejser ind i Irak for at afprøve sine højtflyvende ideer på virkeligheden og bliver øjenvidne til en katastrofe under langsom udfoldelse, da et helt land forvandler sig til en blodgennem- sivet slagmark. På bogens sidste sider opgiver han journalistens tilsyneladende neutralitet og afleverer sine konklusioner i form af en personlig bekendelse:

»Jeg endte med at tro, at de, der bar ansvaret for Iraks skæbne havde udvist en skødesløshed, hvad angik menneskeliv, som jeg ikke tøver med at betegne som kriminel forsømmelighed.«

Parker bliver ved med at hævde, at han stadig tror, at krigen i Irak kan vindes. Efter endt læsning er det ikke en optimisme, hans læser deler med ham. De to historier, den ene, der skildrer en virkelighed, som på dramatisk vis afviger fra det triumferende sejrsbudskab om »mission accomplished«, og den anden, der udstiller en mand, hvis tro slås i stykker, understøtter gensidigt hinanden og udgør tilsammen bogens troværdighed. Her er en journalist, der fortæller sin læser sandheden, på trods af sig selv og sin egen overbevisning. George Packer knytter sit bånd til sin læser, ikke fordi han ved bedre, men fordi han er en af os, de bedragne.

Farcen og tragedien

Rajiv Chandrasekarans afslørende reportage om de nye amerikanske magthaveres isolerede liv bag betonmurene i Bagdads Green Zone, Imperial Life in the Emerald City, er først og fremmest en afsløring af det amerikanske selvbedrag i Irak, en slapstick-farce, der bliver årsag til en tragedie, da en veritabel komedie-trup af idealister og opportunister tager til et fjernt og fremmed land for på halvanden feries tid at indføre et demokrati, hvis grundmekanismer de ikke selv har den ringeste indsigt i. Voltaires ord, at det bedste er det godes fjende, passer også på bestræbelsen på at indføre demokrati i Irak. De inkompetente amerikanske rådgivere satser ikke på kontinuitet, men på et absolut brud med Iraks fortid. Uden ringeste kendskab til landet vil de genopbygge et perfekt demokrati fra grunden. Deres egen uvidenhed om Irak anfægter dem ikke. Nogen trang til at måle deres dilettantiske ideer på en kompliceret virkelighed plager dem heller ikke, for når alt skal laves om, er der jo ingen grund til at fordybe sig i det, der alligevel skal kasseres, også selv om det er sådan cirka 5.000 års historie.

Man ler sig gennem Chandrasekarans elegant skrevne bog, indtil man når den sidste side og lægger bogen fra sig. Så får man i stedet lyst til at græde.

Der er ingen grund til latter under læsningen af Dexter Filkins knugende The Forever War. Her synes den politiske dysterhed at forenes med en eksistentiel udvejsløshed, der er typisk for både krigsveteraner og krigskorrespondenter, som har opholdt sig for længe i den hede zone. Filkins er fire år i Irak. »Jeg kan ikke tale med nogen om Irak, som ikke selv har været der,« siger en kollega ved hjemkomsten. »Jeg kan ikke tale med nogen om Irak eller noget som helst andet, som ikke selv har været der,« lyder Filkins bitre kommentar. Døren til et normalt menneskeligt liv har lukket sig for ham. Han er blevet slugt af krigen.

Fra starten indser han, at ikke bare han, men også den amerikanske invasionshær er offer for et kompliceret dobbeltspil. Der er altid to typer samtaler i Irak. Den ene er den, irakerne fører med amerikanerne, den anden er den, de fører med hinanden. Mellem de to er der ingen sammenhæng. Irakerne får hurtigt en sikker fornemmelse af, at de kan bilde amerikanerne hvad som helst ind og alligevel blive troet: Soldater leder efter oprørere, der lige har beskudt dem. Oprørerne står cirka to meter borte og glor uskyldigt, og øjenvidnerne trækker beklagende på skulderen: Ingen ved, hvor fjenden blev af. Amerikanerne bliver ikke i Irak for evigt. Det er irakerne nødt til. Det er derfor, de spiller deres dobbeltspil.

De amerikanske soldater er ifølge Filkins skræmmende i deres uvidenhed. En soldat nedskyder en familie på seks, fordi de ikke stopper deres bil ved en vejspærring. »Jeg råbte stop,« siger han og trækker beklagende på skulderen. »Det er da et ord, alle forstår.«

Filkins deltager i de intense kampe i slaget om Fallujah, men han bevarer sin nøgternhed og kommer aldrig til at lide af det syndrom, som plager journalister, hvis liv er i hænderne på soldater, en menneskeligt forståelig, men journalistisk ødelæggende loyalitetsfølelse. Han lader ingen tvivl om, at soldaterne først og fremmest er toptrænede dræbere, der mentalt også er blevet forberedt på at nedskyde kvinder og børn, hvis de udviser fjendtlige hensigter.

Hinsides maskespillet

Filkins' illusionsløshed er total. Den gælder også hans egen rolle som krigskorrespondent. Kun sjældent går der en sprække i irakernes facade, og som krigen intensiveres, isoleres også journalisterne mere og mere fra det land, de skal beskrive. Filkins afreagerer ved hver aften at sætte sit liv på spil i en lang løbetur langs Eufratflodens bred uden for Green Zone. Her lever han i et kort øjeblik hinsides maskespillet, i en ensomhed, der i stedet for at være et fængsel bliver befriende, og som får en til at tænke på Alan Silitoes mesterværk af en novelle The Lone- liness of the long distance runner. Det er i sin totale hudløshed, at Filkins kommer tæt på en af krigens sandheder: hvor fatalt blinde, vi træder ind i den, og hvor uvidende, vi er om dem, vi bilder os ind, at vi vil frelse.

Også James Hider understreger i The Spiders of Allah den tragiske fremmedfølelse mellem invasionsstyrkerne og den lokale befolkning, de er kommet for at hjælpe, men oftere ender med at skyde på. »Jeg tænker ikke engang på de mennesker som mennesker,« siger en soldat til ham.

På den ene side står der soldater, som er trænet til ikke at føle det mindste, når de tager et andet menneskes liv. På den anden side irakere, for hvem loyaliteten over for en klan er det eneste holdepunkt i livet. »Begge befandt de sig en million kilometer fra den mindste viden om hinanden, og mest tragisk af alt: de var ligeglade.«

Fremmedfølelsen gælder også forholdet mellem krigskorrespondenten og de soldater, hvis kamp han dækker i sine reportager. Men her bliver distancen en etisk nødvendighed, et moralsk påbud om uafhængighed, som burde stå tatoveret spejlvendt i panden på alle krigskorrespondenter, så de kunne læse det, hver gang de selvforelskede falder hen foran deres eget spejlbillede:

»Du bliver nødt til at minde dig selv om, at soldaterne ikke er dine venner, de er genstanden for den historie, du dækker, og du må skrive objektivt om dem, både de gode og de dårlige sider … Når dit liv afhænger af dem, er det især vigtigt at huske, at du er der for at gøre dit arbejde så godt som muligt, ligesom de er der for at gøre deres.«

Anna Politkovskaja, den myrdede russiske journalist, præsenterer sig i sit harske portræt af Putins Rusland på en helt anden måde, end en amerikansk journalist nogen sinde kunne finde på at gøre. Allerede meget tidligt i bogen beskriver hun landets daværende præsident Putin som knap nok menneskelig: »Hvis han har en menneskelig side, er han god til at skjule den,« skriver hun. Med dette frontalangreb nærmer bogen sig den usminkede propaganda. Den hårde, konfronterende tone er journalistik, når den er allermest rasende, subjektiv og fordømmende.

Også Politkovskaja har to historier at fortælle, og igen er det balancen mellem dem, der gør bogen troværdig. Den ene er et sviende angreb på den nye herskende klasse i Rusland, en hæslig blanding af racister, krigsmagere, genopstandne KGB-officerer og notoriske forbrydere. Den anden historie starter med den ydmyge præsentation af forfatteren selv som et ansigt i mængden, et helt almindeligt menneske, der forarges over de forbrydelser, hun er vidne til. Selv har hun intet talent for politiske analyser, hævder hun. Hendes bog er en simpel følelsesmæssig reaktion. »Jeg lever i nuet og skriver om det, jeg ser.«

Men Anna Politkovskaja var klog nok til at vide, at skønt hun blot var endnu »et ansigt i mængden«, så lyttede det store flertal af befolkningen ikke til hende. Som så ofte før i dets historie har det russiske folk overgivet sig til apatien og accepterer passivt den herskende elites overgreb. Anna Politkovskajas stemme blev ikke hørt af dem, der havde mest brug for at høre den, og det var hun klar over. Til trods for sin isolation kæmpede hun som en enmandshær stædigt videre for at fortælle sandheden. Og hun betalte prisen.

Det er her, Politkovskajas historie bliver virkelig foruroligende. Det er ikke kun historien om en kvindelig Davids ensomme kamp mod en overmægtig Goliath. Det er også historien om et forræderi. Det var med Vestens opbakning, at Putin erobrede magten. Vi var med til at give den nye zar troværdighed i den russiske befolknings øjne. I dag bliver Politkovskaja hyldet som martyr for sin kompromisløse kamp for sandheden. Men da hun var i live, beklagede hun sig med fuld ret over, at ingen ønskede at høre hendes ubekvemme budskaber. Da vi vendte det døve øre til, blev vi medskyldige i mordet på hende. Det er muligt, at hun var propagandist, men hun kæmpede for en sandhed, der var uafhængig af alle politiske hensyn.

En sofistikeret forbryderorganisation

Det samme kan siges om den unge, italienske journalist Roberto Saviano, der i dag lever med en konstant dødstrussel omgivet af livvagter. Hans bog om den napolitanske camorra, der på dansk har fået den idiotiske titel Mafiaen i Napoli, mens den på engelsk har den langt mere intelligente Gomorrha med en bibelsk reference, der er et ekko af bogens eget tema. Camorra eller Gomorrha er ikke en folkloristisk bog om et eksotisk forbryderfænomen i Napoli, men en blotlægning af en underverden, der hersker over store landstrækninger i et land, der roser sig af sit medlemskab af EU.

Saviano viser, hvordan den napolitanske camorra ikke repræsenterer et primitivt klansamfund, men i stedet er en sofistikeret manipulator af markedsøkonomien, der kombinerer brutale mord med en dyb indsigt i den moderne forbrugerismes mekanismer. Camorraen er enhver neoliberal økonoms våde drøm omsat til virkelighed. Forbryderorganisationen er i stand til at frigøre markedet fra alle restriktioner, frem for alt den beklagelige indblanding fra statens side, der almindeligvis går under betegnelsen lov og ret. Og forbrydelsen former sig som en hyldest til vor tids mest fejrede guddomme: vækst, profit og forbrug.

Hvad enten du har brug for at iføre dig den sidste nye udgave af haute couture, at sniffe en smule kokain til selskabsbrug eller skaffe dig af med store mængder giftigt affald, så er camorraen den store leverandør, der omsorgsfuldt tager sig af såvel dine mindste som dine største behov. Camorraen, lyder Savianos budskab, er blevet en del af os selv, og vi kan lige så lidt skille os af med den, som vi kan skille os af med vores egen underbevidsthed. Camorraen er sandheden om vores livsstil.

Saviano genfortæller den bibelske historie om Gomorra for at minde os om den forbandelse, der forbinder sig med den. Enhver, der vendte sig om for at betragte den brændende by, som Gud havde sluppet sin vrede løs på, blev forvandlet til en saltstøtte. Det er, hvad Savianos er: en bog om ikke at ville se. Saviano anser ikke Europas forbrugere som ofre for en forbryderorganisation, men som medskyldige. Vores tavshed gør os til en del af forbrydelsen. Vi er dem, der ikke vender os om for at se resultatet af vores egne gerninger.

På bogens sidste side konfronterer Saviano sig med synet af det brændende Gomorra. Han besøger den ødemark, som Napolis opland er blevet forvandlet til, efter at camorraen er begyndt at bruge hele landområder som losseplads for giftigt affald. Overalt omkring ham står affaldsbjerge i flammer, mens giftig røg stiger op mod himlen. Og det er her, at han forbander den globale økonomis nye grumme guder og slynger sin forbandelse op mod den tomme himmel.

»Fordømte møgsvin! Jeg er stadig i live!«

De fordømte møgsvin er den camorra, som er årsag til tragedien, og hvis hitmen nu er på jagt efter Saviano. Men i en eller anden forstand er det jo også os.

Ingen af disse bøger er behagelig læsning. De er det modsatte. Men før vi fejrer dem som mesterværker, må vi huske, hvorfor de blev skrevet. For at sabotere andre, langt mere udbredte og magtfulde historier om virkeligheden, der tilfældigvis bare var løgne, og hvis opgave er at berolige og pacificere: Det går godt med demokratiet i Irak. Demokratiet har til trods for indledende vanskeligheder slået rod i Rusland. Et uforstyrret frit marked er demokratiets bedste, nej, eneste betingelse.

Disse journalister siger det modsatte: Demokratiet er langt fra at triumfere i Irak, i Rusland har det allerede lidt nederlag, og den vedholdende brug af begrebet, når det kommer til disse opløste og autoritære samfund, er den bedste garanti for, at demokratiet selv bringes i miskredit. Hvad angår Savianos bog om camorraen, fortæller den os, at i dagens verden findes det skyldfri forbrug ikke: selv haute couture leveres med blodpletter.

Ubekvemme sandheder

Intet samfund er nogen sinde bukket under, fordi dets borgere fik en overdosis sandhed. Det modsatte er ofte sket: Samfund har opgivet ånden efter en overdosis selvbedrag. Det gør stadigvæk ikke valget mellem sandhed og løgn til noget let valg. En ubekvem sandhed kan fratage livet mening, en løgn give det mening. Ingen har lyst til at høre, at de er blevet bedraget, og at de ikke er herrer over deres eget liv. Det kan være, at der er en midlertidig trøst i tanken om at være offer, men vi har helt bestemt ikke brug for at få fortalt, at vi er medskyldige i en forbrydelse. Sidst af alt ønsker vi at blive konfronteret med kravet om at opgive en livsstil, vi har kæmpet hårdt for at opnå. Livet er forvirrende nok i forvejen, en daglig kamp, som ikke gør os specielt åbne over for ubekvemme sandheder med dramatiske konsekvenser.

Der findes som altid en sikker løsning på problemet med de ubekvemme sandheder. Dræb budbringeren. Fyr ham, ignorer ham, undergrav hans troværdighed eller fortæl ham, at han er stor fortæller, men en ringe journalist. Eller gør som Putin og camorraen: Skyd budbringeren en kugle i nakken.

Alene det forhold, at de afgørende sandheder om vores tid må fortælles i det i offentligheden stadig mere marginaliserede bogmedie af mennesker, der sætter liv og karriere på spil, giver et perspektiv på det forsvar for ytringsfriheden, der efterhånden mest fremhæver flertallets ret over for kulturelle eller religiøse afvigere i stedet for at kæmpe for sandhedens ret overfor stat og flertal.

Hvad er sandhedssøgen? I sin sidste bog Rejser med Herodot skrev Ryszard Kapuscinski, at det menneske, der mister evnen til at lade sig forbløffe og overraske, er hult og hans hjerte dødt. Hvis nogen tror, han har set det hele, er han færdig ikke blot som journalist, men også som menneske. For Kapuscinski var det nysgerrighed, der var drivkraften. Man kan tilføje, at nysgerrigheden måske har en navnløs slægtning, den form for retfærdighedssans, der ikke nødvendigvis mener, at et undertrykt folk altid har ret, men i stedet vælger at stille sig på sandhedens side.

Ingen sandhed er uden et subjektivt element. Den kan heller ikke være det, når det gælder forholdet mellem mennesker, hvad enten vi kalder det politik eller noget andet. Der pågår altid en kamp mellem sandheder, men det betyder ikke, at alle sandheder er lige gode eller dårlige og derfor af samme gyldighed. Journalistens opgave er at skelne.

Nysgerrighed slog katten ihjel, lyder et engelsk ordsprog, som også er en advarsel. Men hvad skal katten gøre, hvis den uden sin nysgerrighed ophører med at være kat? Det spørgsmål har i hvert fald gyldighed for journalister, og hvis vi som borgere har nogen moralsk forpligtelse i et demokratisk samfund er det den at holde katten og dens forbandede, ubekvemme, nogle gange livsfarlige nysgerrighed i live.

Dette er det femte af Carsten Jensens seks essays om journalistikkens og litteraturens vilkår. De foregående blev bragt 24., 29., 31. juli og 7. august