Læsetid 5.6771428571429 min.

Litteraturen har endelig opdaget, at kvinder er uperfekte

Litteratur er eksistensforskning, paralleller over tilværelsen, siger forfatteren Ida Jessen i anledning af sin nye bog 'Børnene', der endnu engang foregår i den fiktive landsby Hvium ved Limfjorden. Forfatteren er især træt af de svage kvindeportrætter, som dominerer dansk litteratur
Hellige køer. Hvor er det da fantastisk, at litteraturen endelig har fundet ud af, at kvinden ikke er fantastisk. Som om der herskede særlige regler i litteraturen om, at kvinder skal behandles som hellige køer, hvorimod det nærmest er et kvalitetsstempel for en bog, hvis der er et usympatisk mandeportræt. Jeg brækker mig over, at man stadig har sådanne sondringer, siger forfatteren Ida Jessen, der er aktuel med sidste roman i den trilogi, der begyndte i 2001 med 'Den der lyver'.

Hellige køer. Hvor er det da fantastisk, at litteraturen endelig har fundet ud af, at kvinden ikke er fantastisk. Som om der herskede særlige regler i litteraturen om, at kvinder skal behandles som hellige køer, hvorimod det nærmest er et kvalitetsstempel for en bog, hvis der er et usympatisk mandeportræt. Jeg brækker mig over, at man stadig har sådanne sondringer, siger forfatteren Ida Jessen, der er aktuel med sidste roman i den trilogi, der begyndte i 2001 med 'Den der lyver'.

Martin Bubandt
20. august 2009

Forfatteren Ida Jessen skriver en prosa, som tilsyneladende er lige ud af landevejen. Nogle vil hævde, at hun skriver en traditionel realisme, men det er mere præcist at sige, at hun har pustet nyt liv i den og gjort den realistiske roman til en fantastisk bøjelig form for at udtrykke store eksistentielle emner, der rammer lige ned midt i vores tid.

Hvis Ida Jessen i mange år ikke var del af det fine litterære selskab, hun står eksempelvis ikke i det betydningsfulde værk Danske Digtere i det 20. århundrede, så har hun støt og roligt skrevet sig ind i den etablerede del af dansk litteratur. En forfatter, som man har store forventninger til, hver gang hun udgiver en ny bog, fordi hun har en sjælden evne til at skrive nogle menneskeskæbner frem, som bliver siddende i folks bevidsthed i lang tid efter læsningen. I dag har hun opnået både at få kritikkens anerkendelse og et stort publikum.

Hendes prosa er af kritikken blevet karakteriseret som psykologisk realisme. Hun skriver med en særlig sans for spændingsopbygning og for sanselige detaljer. Dertil kommer, at hun er en kropslig og sine steder meget erotisk forfatter. I hendes nye bog, romanen Børnene, er der tillige en råhed og fandenivoldskhed i sproget, som aldrig har været mere intens. Romanen, der udkommer på tirsdag, er en selvstændig afslutning på den trilogi, der blev påbegyndt med Den der lyver fra 2001 og Det første jeg tænker på fra 2006.

Ida Jessens romaner er kendetegnet ved meget klare temaer. I hendes nye bog tror man først, at temaet er utroskab. Hele første del handler om Solvej, en ung frustreret kvinde omkring de 30, der er brudt ud af sit trygge, men tilsyneladende lykkeløse ægteskab med gymnasiekæresten Morten. I hvert fald finder hun spænding og ny forelskelse i den lidt ældre Tobias.

I forfølgelsen af sin lidenskab forlader Solvej ikke bare Morten, men også deres lille fire-årige datter Christiane. Først da Morten et års tid senere finder en ny kone og flytter med datteren til Hvium, rammes Solvej af dårlig samvittighed og mærker konsekvensen af, at hun forlod sit barn. Som om hun ikke var helt klar over, at det var det, hun gjorde, da hun gik ud af døren.

Solvej flytter derfor fra Nordsjælland til den opdigtede by Hvium ved Limfjorden for at være i nærheden af datteren. Fokus i bogen flytter gradvist fra at handle om Solvej til i bredere forstand at handle om forholdet mellem forældre og børn og ikke mindst om den skyld, der som forårsaget af levet liv cirkulerer mellem generationerne.

Det uperfekte

For nogle år siden gjorde Ida Jessen sig bemærket med et gennemført usympatisk portræt af kvinden Susan i romanen ABC. Hun fik i den forbindelse til sin store overraskelse spørgsmålet, om hun er kvindehader. Som om hun havde forrådt sit eget køn ved at skildre det så negativt.

Også i en række af Ida Jessens andre bøger er kvinderne ikke entydigt helte. I hvert fald er de langtfra perfekte. For hende handler det ikke om det perfekte liv. Det er ingen. Ida Jessens personer er mennesker af kød og blod, af begær, passioner. I kærlighedsberuselse gør de ting, som nogle gange har fatale konsekvenser. Sådan er livet. Og intet sted træder forfatteren fordømmende frem, for det handler ikke om at fordømme, men om at forstå mennesket.

»Hvor er det da fantastisk, at litteraturen endelig har fundet ud af, at kvinden ikke er fantastisk. Som om der herskede særlige regler i litteraturen om, at kvinder skal behandles som hellige køer, hvorimod det nærmest er et kvalitetsstempel for en bog, hvis der er et usympatisk mandeportræt. Jeg kan brække mig over, at man stadig har sådanne sondringer. Når man læser dansk litteraturhistorie, for eksempel Martin A. Hansens Løgneren, må man sige: Sikke nogen kvindeportrætter, sikke nogle mystiske figurer indhyllet i tåge. Jeg får samme smag i munden, som når jeg ser disse portrætter af kvinder på malerier, hvor de er halvt bortvendt, med slappe pølsefingre og et drømmeagtigt blik. I virkeligheden er Henrik Pontoppidan en af de få gode kvindeportrætskrivere. Ellers er det en sørgelig historie.«

- Hvorfor er det sådan?

»Forfatterne har ikke gidet! Måske skyldes det 68, hvor de havde så travlt med at fremstille sig som morgendagens heltinder, at der ikke var plads til nuanceringer. Det er horribelt, at der er gået så lang tid. Det er uinteressant at læse kvindeportrætter, som er falske. Litteraturen er jo et spejl eller troldspejl, som vi holder op for os selv. Og vi læser, fordi vi vil lære noget om os selv, fordi vi vil se paralleller til vores eget liv. Jeg skriver ikke for formens skyld. Litteratur er eksistensforskning, paralleller over tilværelsen.«

- Hvad med Herman Bang, tegner han ikke nuancerede kvindeportrætter?

»Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes altid, Bang forklejner kvinderne. De ender altid med at sidde hensygnende som Katinka Bay. Han tager ethvert håb fra kvinderne, enhver handling. Han har en fordom om kvinder som ofre, og den kører han bare af. Jeg kan kun finde Henrik Pontoppidan som mandlig forfatter.«

Børnene

At Ida Jessens nye bog skulle have børnene som perspektiv, var allerede tidligt et klart valg.

»Egentlig skulle den hedde Ned til mødrene, men så kom Helle Helles bog (Ned til hundene, red.), og så gik det ikke med den titel. Bogen skulle hedde det, fordi den handler om børnene. De er næste generation. Mine forudgående romaner har indtil denne bog beskæftiget sig med vores generation, men nu er tiden kommet til at give videre til næste generation. Nu er det snart ikke os, der er de voldsomt interessante mere, men vores børn. Trilogien er et generationsportræt af vores eget forhold til vores egen karriere, vores eget begær, vores egen skilsmisse, vores egen længsel efter kærlighed, vores børn, vores skyld og vores selvgodhed. Alt det, som kendetegner os. Vores forkælelse, vores villen-have alting og samtidig vores ekstreme sårbarhed.«

At Ida Jessens bog handler om børnene, skyldes hendes interesse for det herskende forældremønster, hvor det først og fremmest er børnenes tilstedeværelse, der dikterer den dårlige samvittighed. Hun nævner som eksempel, at godt nok har kvinderne kæmpet for at komme ud på arbejdsmarkedet, og så er det alligevel i dag det værste, man kan sige til en kvinde, at hun er en dårlig mor. Hun siger det ikke dømmende på sit eget køns vegne, men henviser i stedet til den svenske forfatter Kerstin Ekman, der har sagt, at børnene er vores dommere. »Det ligger enormt stærkt i baghovedet, at vi skal være uklanderlige over for vores børn, og det giver mulighed for dårlig samvittighed.«

Ida Jessen anerkender ikke, at Solvejs datter Christiane i hendes nye roman skulle være et offer som følge af morens svigt, selv om bogen bygger op til det med den afsluttende store konfrontation mellem Solvej og hendes nu voksne datter.

»Christiane trykker lige dér, hvor Solvej er mest sårbar, nemlig i forhold til spørgsmålet om, hvordan hun kunne forlade hende. Men Solvej har hele tiden behandlet Christiane, som om hun var et offer,« siger Ida Jessen og fortsætter: »Gavner vores dårlige samvittighed vores børn? At vi vil være så perfekte. Er det godt at dyrke en dårlig samvittighed over, at man har handlet forkert, for det gør man uundgåeligt.«

Det fiktive Hvium

Mens kvindeportrætterne i Børnene af henholdsvis Solvej, Ragna og Manne er stærke og sørgelige og på alle måder nuancerede, så lever mændene nærmest en skyggetilværelse. De er primært i bogen som ægtemand, som eksmanden, som elskeren med videre og uden meget andet. Bortset fra Søren Martinsen, en yderst ubehagelig type, som hjælper Solvej med et sted at bo, da hun kommer til Hvium, og som hun derfor kommer til at stå i en slags taknemmelighedsgæld til. Og en mand, som hun i desperation indleder et forhold til.

»Han er en skurk, den eneste, jeg ikke kan lide. Han udløser stor følelse af skam i Solvej, en stor fejhed, samtidig med at hun begærer, at han begærer hende. Og det falder hende ikke ind, at hun kan sige, at hun ikke er interesseret i ham. Hun får ikke lige sagt nej. I den forstand er Solvej meget kvinde, at når hun først har taget imod, har hun ikke ret til at sige nej. Og så finder hun noget frem i sig selv, som kan matche Søren Martinsen, for i den rene fortvivelse, hun befinder sig i, er der også en stor plads til sex og begær. Fortvivelse og sex går rigtig godt i hånd.«

Det fiktive Hvium

Handlingen i Børnene er i lighed med de to foregående romaner i trilogien henlagt til Hvium, den fiktive by et sted ved Limfjorden ikke så langt fra Viborg. Til forskel fra de to første dele af trilogien, hvor handlingen udspiller sig over en meget kort periode og med et begrænset persongalleri folder Ida Jessen i sin nye roman for første gang det store persongalleri ud, samtidig med at hun skriver et større og bredere plot, hvor de enkelte skæbner griber ind i hinanden. Også tidsligt kommer der større dybde og perspektiv på personerne, ved at forfatteren skildrer en periode på 15 år fra 1992 til 2007.

»Hvium er i virkeligheden et sted, der findes, men det er ikke et sted, jeg kender,« siger forfatteren med et finurligt glimt i øjet. »Det er bare et sted, hvor jeg har lånt kulisserne. Jeg tager tit dertil. Man kan næsten lokalisere byen og så alligevel ikke. Det er dels en leg, dels et forsøg på at slippe for, at folk går og tænker, om det er dem, der bliver skildret i mine bøger. Sådan et ærinde er jeg slet ikke ude i. Det interesserer mig simpelthen ikke, at nogen skal føle sig genkendt.«

Ida Jessen fortæller, at hun har tegnet et kort for sig selv over byen, men at hun også indimellem flytter lidt rundt på tingene. Den frihed tager hun sig over sit eget fiktive sted.

I sin nye bog tager Ida Jessen sig også en anden frihed, nemlig at genbruge egne litterære præstationer. I Børnene er der hele kapitler med næsten ordrette gengivelser af en række markante episoder og hele noveller fra den novellesamling, En mand kom til byen, som udkom forrige år. Flere beskrivelser af livet på Hviums største gård, Brogaard, hvor ægteparret Ragna og Pauli huserer, som vi kender dem fra novellesamlingen, er næsten ordret gengivet i Børnene.

»De noveller stillede sig bare sådan i vejen. Jeg var så irriteret på mig selv efter novellesamlingen. Jeg tænkte, satans også. Hvordan skal jeg svare på det, for jeg vidste, at du ville spørge om det? Men litteratur arbejder jo. Jeg kunne jo ikke ane dengang, jeg skrev novellerne, at de ville komme til at stå i vejen for romanen, men jeg kunne simpelthen ikke skrive den uden at tage novellerne med.«

Forklaringen er troværdig. Det er svært at forestille sig Ida Jessens nye roman uden disse afsnit fra novellesamlingen. Det går dog videre end som så. Hun laver så at sige også et litterært eksperiment ud af det litterære genbrug. I en af romanens centrale scener, hvor der finder et endeligt og voldeligt opgør sted mellem ægteparret Ragna og Pauli på Brogaard, er det pludselig Søren Martinsens svært tilpassede søn og medhjælper på gården Jon, der kommer mellem ægteparret og siger til Pauli, at han ikke er god ved Ragna. Scenen og replikkerne er en tro kopi af en af novellerne fra En mand kom til byen, blot med den overraskende pointe, at i stedet for Jon udfyldes rollen og de samme replikker af den fremmede bosniske mand Enis, der kommer til Hvium og i en periode arbejder på gården.

»Fordi portrættet af Enis er så underspillet. De ting, han siger, er resultatet af en stærk selvcensur. Nedenunder ligger hundrede gange mere, som er hans tidligere liv, og som han aldrig kommer til at sige til danskerne. Og samme sted står Jon, som også er i en eller anden form for underskud, og som også har alt at vinde ved at være på Brogaard. Og han siger alt, hvad han kan sige.«

Ida Jessens nye roman 'Børnene' bliver anmeldt på tirsdag, hvor den udkommer

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Født 1964. Opvokset i Thyregod.

Cand.mag. i litteraturhistorie og massekommunikation.

Debut med novellesamlingen ’Under sten’ i 1984. Har desuden udgivet novellesamlingerne ’De uskyldige’ (1994) og ’Den anden side af havet’ (1997). Har siden udgivet romanerne ’Vandpaladset’ (1998), ’Sommertid’ (1999), ’Den der lyver’ (2001), ’Foxy Lady I-V’ (2003), ’ABC’ (2005), ’Det første jeg tænker på’ (2006) og ’En mand kom til byen’ (2007).

Ida Jessen har desuden skrevet en række bøger for børn og unge.

Hun har tillige oversat en række skønlitterære bøger, heriblandt Lars Saabye Christensens ’Halvbroderen’ og Marilynne Robinsons ’Gilead’.

Har fået en række legater, heriblandt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat, BG-Banks Store Litteraturpris for ’Det første jeg tænker på’ og i forsommeren Søren Gyldendal Prisen.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Nanna Gersov

" I virkeligheden er Henrik Pontoppidan en af de få gode kvindeportrætskrivere."

Han er god, ja og så er der jo Ida Jessen selv - ha, ha!

I øvrigt var jeg enig i de foregående, nu slettede kommentarer, som åbenbart var lidt for vovede.

Vil forresten også lige nævne Martin Andersen Nexø, Ditte Menneskebarn eksempelvis, som giver indfølte skildringer af Ditte, hendes mor Sørine og hendes bedstemor og det betændte mor datter forhold, når bedstemoderen træder i moders sted, hvad der jo ofte skete på den tid, når kvinder blev gravide med gårdejersønner, som ikke ville vide af dem - især når de selv kun var tyende.

Og så vil jeg da også lige nævne, at hele vor kulturkreds bygger på kristendommen, hvor vi har lært at den første kvinde Gud skabte, Eva, var ufuldkommen idet hun forledte Adam til at spise af den forbudne frugt efter at hun var lokket af slangen...

Brugerbillede for Søren Geckler
Søren Geckler

Jeg må næsten gå ud fra, at Ida Jessen ikke har været særlig meget rundt i dansk litteratur, for man finder da udmærkede portrætter af uperfekte kvinder hos fx Holberg, Blicher, HC Andersen, Goldschmidt, IP Jacobsen, Sophus Claussen, Tom Kristensen, Knud Sønderby, Tage Skou-Hansen, Henrik Stangerup - blot for at nævne ti udover Pontoppidan.