Læsetid: 8 min.

Litteraturens vrede stemmer

Hvordan er det egentlig med den litteratur, som raser, skælder ud, fornærmer, chokerer og provokerer? Den litteratur, som destruerer i stedet for at bygge op? Lilian Munk Rösing begiver sig i dette essay på sporet af en vred litteratur og dens skabende potentiale
Hvordan er det egentlig med den litteratur, som raser, skælder ud, fornærmer, chokerer og provokerer? Den litteratur, som destruerer i stedet for at bygge op? Lilian Munk Rösing begiver sig i dette essay på sporet af en vred litteratur og dens skabende potentiale
20. august 2009

Den danske oplysningsforfatter Johan Herman Wessel definerede litteraturens opgave som »at gavne og fornøje«. Litteraturen skulle ud fra oplysningens forståelse både gavne ved at gøre folk klogere og mere tolerante, og fornøje gennem sine fortællinger og sin formning af sproget.

Denne oplyste forståelse af, hvad litteraturen kan og gør, har stadig meget for sig, ikke mindst i globaliseringens og migrationens tidsalder, hvor samlivet mellem forskellige kulturer fordrer den tolerance over for andre mentaliteter og bevidstheder, som litteraturen kan være med til at udvikle.

Men hvad med den litteratur, eller det i litteraturen, som hverken gavner eller fornøjer? Som snarere raser, skælder ud, fornærmer, chokerer, provokerer?

Min egen litterære lyst har ikke rettet sig mod litteraturens oplysende og fornøjende henvendelse, men snarere mod dens aggressive henvendelse. Jeg har altid haft en forkærlighed for de litterære stemmer, der har en aggressiv henvendelse i sig. Lige fra Job, der skælder ud på Gud, over August Strindberg, der raser over kvinden, til en helt aktuel digter som danske Lars Skinnebach, der kan finde på at tiltale sin læser således: »Skrid din nar, eller jeg klipper benene af dig«.

Hvad skal vi stille op med vreden? Hvad skal vi stille op med det raseri, vores nærmeste kan vække i os, eller den irritation, kollegaen kan fremkalde? Hvad skal vi stille op med unge mennesker, der kaster brosten og brænder biler af? Skal vi afvise det som destruktive kræfters rasen, eller skal vi anerkende, at der også kan findes en kreativ kraft i denne vrede? Findes der en vrede, som har kraft til at forme liv og skabe samfund?

Der findes i hvert fald en vrede, som har kraft til at forme store litterære stemmer. Hvilken fryd er det ikke at lade sig fornærme af H.C. Andersens uforskammede læserhenvendelser (»Den, der ikke forstår det, kan tage aktier i enkens garveri«) eller at identificere sig med Ophelia og lade Hamlets desperate, sjofle raseri regne ned over sig (»Lady, shall I lie in you lap?«). Hvilken storslået, tragisk diva-stemme skabes ikke, når Elfriede Jelinek giver sig hen i vreden over Østrig, over patriarkatet, over kapitalisme, konsum og kvindeforagt? (»Ingen kraft kunne hamle op med direktørens voldsomme køn, han må blot tro på det. Hele vores nationale skimandskab lever også af det!«) I litteraturen er vreden ikke en kraft, der får os til at brøle i stedet for at tale - tværtimod driver den de litterære stemmer til den højeste grad af artikulation.

Heroisk vrede

Den tyske filosof Peter Sloterdijk taler i bogen Zorn und Zeit for en anerkendelse af vredens skabende potentiale. Aktuelt ser han et problem i verdens store »raserimasse« af unge mænd, der ikke kan vinde værdighed eller skabe noget gennem deres raseri. I Sloterdijks fremstilling er det de gamle græske helte, der har tjek på vreden, som Achilleus i Illiaden, der indledes med de berømte ord: »Vreden, Gudinde, besyng«, og hermed anerkendes vreden som den heroiske dåds guddommelige drivkraft.

Sloterdijk betragter det som Vesterlandets forfaldshistorie, at vreden efter antikken har udviklet sig fra at være de selvhævdende heros drivkraft til at være benzin for »de store bebrejdelsesbevægelser«: kommunismen, feminismen, postkolonialismen etcetera. I stedet for den heroiske vrede har vi fået det slavemoralske 'ressentiment', som Nietzsche kritiserede, og som også Sloterdijk beklager. Ligesom han beklager de kollektive vredeseksplosioner på verdens gader i dag, hvad enten de er islamisk-fundamentalistiske eller helt uden ideologi (hærværk, bilafbrændinger), fordi de for ham at se i begge tilfælde mangler en skabende kraft, en vision om at frembringe noget nyt.

Sloterdijks fremhævelse af vredens kreative potentiale sker på bekostning af kærlighedens. Vores kultur har ifølge Sloterdijk glemt vreden (forstået som en kreativ trang til at sætte skel) til fordel for kærligheden (eros forstået som trang til sammensmeltning). Her vrøvler Sloterdijk. Hvad enten vi taler om erotik eller kærlighed, er aggressionen en vigtig komponent. At erklære en anden sin kærlighed er i sig selv en aggressiv handling, en voldsom indtrængen i den andens intimzone. Og sex uden aggression er meget kedelig sex.

Det afgørende skel går ikke mellem kærligheden og vreden; det afgørende spørgsmål er, både når det gælder vreden og kærligheden, om de har en kreativ og skelsættende kraft i sig eller ej. Min påstand er, at det har de netop først, når de virker sammen. Jeg påstår, at den vrede, der kan gøre en forskel, har kærlighedens henvendelse i sig, mens vrede uden kærlighed forbliver trodsig eller bitter og ikke har forandringens kraft i sig. Ligesom kærlighed uden vrede forbliver sentimentalitet, mens den skelsættende kærlighed engagerer sig i den anden også med vrede. Når dansk poesis vrede unge mand, Lars Skinnebach, anråber læseren således, »Kan du overhovedet se en hånd for dig?« kan det lyde som ren provo-trods, men når man finder ud af, at denne henvendelse lige så vel er rettet til digterens ufødte datter i moders liv, klinger der pludselig en ømhed med, som gør stemmen på én gang vred og kærlig.

Vredens Nej

Slavoj Zizek opponerer i sin bog Violence netop mod Sloterdijks adskillelse af kærligheden og vreden. Den sande vrede, som han med Walter Benjamin kalder intet mindre end »guddommelig vold«, finder han i den zone, hvor man af og i kærlighed må være brutal mod den elskede.

Zizek tager udgangspunkt i de seneste års eksplosioner af raseri i verdens gader, fra unge mænd, der brænder biler af i de parisiske forstæder, over muslimer, der brænder Dannebrog af efter karikaturkrisen, til slumkvarterernes sultne, der plyndrer supermarkeder i Brasiliens storbyer. Overordnet er han interesseret i spørgsmålet: Hvornår gør vreden en forskel? Hvornår rokker de kollektive vredeseksplosioner ved den senkapitalistiske verdensorden, de kan betragtes som mere eller mindre bevidste protester mod? Og hvornår opsluges de bare af denne orden? Er de bare spektakulære begivenheder, der glider gnidningsløst ind i senkapitalismens event-samfund, eller kan de blive virkelige, skelsættende begivenheder, der ryster dette samfund?

Zizek forsvarer i modsætning til Sloterdijk det såkaldte 'ressentiment': offerets krænkede insisteren på, at det er blevet gjort uret. Eller rettere: han mener, at ressentimentet ikke bare er knyttet til det, Nietzsche ville kalde 'slavemoral', men at der også findes et heroisk ressentiment, en heroisk insisteren på sit trauma. Som hos den fantastiske kz-overlevende forfatter Jean Améry, der insisterer på sit ressentiment og er i stand til at argumentere for det med blændende skarp og ubønhørlig analytisk fornuft.

Det 'slavemoralske' ressentiment giver Zizek ingen eksempler på, men det gør jeg gerne: Den svenske journalist Maria Svelands halvvejs selvbiografiske bog Bitterfissen (2008) forekommer mig netop at være drevet af en selvretfærdig, klynkende vrede, hvor alt gøres til nogle andres skyld. Bogens jeg-fortæller er en privilegeret, hvid, svensk middelklassekvinde, som bliver mor og oplever moderskabet som en næsten ubærlig byrde, som hun gør til mændenes skyld. Det er netop bitterhed, der driver fortællingen, frem for en henvendt (og ikke bare anklagende) vrede, der kunne forandre tingenes tilstand, her forholdet mellem kønnene.

Mit eget yndlingseksempel på en henvendt litterær vrede er den jødisk-ungarske forfatter og Nobelpristager Imre Kertész. Kertész blev som 15-årig interneret i kz-lejren Buchenwald og er en af de få kz-overlevende forfattere, der har overlevet overlevelsen (de fleste, inklusive Jean Améry, har før eller siden begået selvmord). Hans bøger bearbejder igen og igen den traumatiske erfaring, og særligt Kaddish for et ufødt barn er båret af den vrede henvendelse: Jeg-fortælleren henvender sig dels til sin ekshustru, dels til sit ufødte barn for at forklare, hvorfor han ikke vil være far. Hans 'nej' til at blive far bunder ikke bare i hans fortid som kz-fange, men i hans dybe skepsis over for hele den vesterlandske faderkultur. Han fremhæver selv, at hans 'nej' ikke er et 'jøde-nej', og snarere end at befæste hans position som jødisk kz-offer fremskriver hans vrede en anskuelse af jøde-dommen som billede på det universelle menneskelige vilkår: at vi alle er underkastet en dom, en socialt og kulturelt bestemt identitet, og at noget i os altid vil have svært ved at identificere sig med denne 'dom'. Det er netop dis-identifikationen, der driver jeg-fortællerens vrede, men af denne vrede gror en fantastisk litterær stemme frem, som faktisk sætter ekshustruen i stand til at få børn, om end med en anden mand.

Vrede med kærlighed

Kertész' jeg-fortæller insisterer over halvandet hundrede sider indædt på sit 'nej'. Vreden driver hans monolog frem i endeløse rækker af sætninger, hvor der kun sjældent sættes punktum, og hvor de mange indskud ikke hæmmer aggressionens fremdrift, men snarere giver den en særligt ihærdig tone, ved at dvæle insisterende og præciserende ved en information eller formulering, ofte med et moment af gentagelse. Men vreden er samtidig drivkraften i én lang og kærlig henvendelse, ikke mindst til den elskede ekshustru, som fortællerens ord på én gang sønderknuser og opløfter. Hans fortælling om jødedommen som en 'dom', der består i ikke at kunne identificere sig med den, får hende, med hendes egne citerede udsagn, til at løfte hovedet, rejse sig af sølet. »Min fortælling, sagde hun, lærte hende at leve«. Han befrier hende så at sige fra jødedommen ved at vise, at den er vilkårlig. Men selv fortsætter han sin insisterende, aggressive dialog med denne dom, der former sig som en dialog ikke bare med hustruen, men også med litteraturen og filosofien og stedet for Guds fravær. Og ved at insistere på denne dialog, som indebærer det bestemte 'nej' til barnet, krænker han i længden hustruen, frem for at følge med hende ud i det liv, han har lært hende at leve. Han krænker hende i samme grad, som han sætter hende fri.

En mere bevægende kærlighedshistorie skal man lede længe efter, her kan både Romeo og Julie og Tristan og Isolde godt gå hjem og lægge sig. Og det kan alle bitterfisser og klynkekusser også. Jeg ved godt, det ikke er helt rimeligt at sammenligne en kz-traumatiseret Nobelpristager som Kertész med en moderskabs-traumatiseret journalist som Maria Sveland. Men jeg kan ikke lade være med at fantasere om, hvad der kunne ske, hvis en fortæller som Svelands fik en vrede og en stemme af en kvalitet som Kertész'. Hvis den selvretfærdige bitterhed blev til vred og kærlig henvendelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

George Orwell beskrev engang Dickens som "generously angry", en betegnelse, der også kan bruges om Orwell selv.
mon det ikke er netop den form for vrede, der får tingene til at ske?

Claus Oreskov

Som Per Dich sagde så har man længe manglet, en fornyelse af den socialindignerede vise i Danmark. (Se: http://www.youtube.com/watch?v=yyY829WwR9A) Jeg vil medgive, at indignationen, verden og raseriet kan være en både kreativ og social kraft og Lilian Munk Rösing forstå, at perspektivere vreden som tema. Alligevel er jeg noget usikker overfor den nihilisme som lurer i baggrunden for en sådan fascination af vredens engle. Vredens engle i ” Den enfoldige morder” har vi alle sympati for, men er det ikke de samme engle der styrede begivenhederne ved My Lai da amerikanske soldater i et orgie af guddommeligt vrede og raseri myrdede i hundredvis af civile herunder spædbørn (Se: http://andrelevy.net/photos/neverForget/vietnamwar/) Kan være det var spektakulært og der fandtes en kreativ kraft i denne vrede, men det er ikke en form for underholdning jeg bryder mig om! Den vrede som gudinden besynger og som griber Achilleus, er metafysisk set den samme vrede som, de tyske soldater var besat af, da de invaderede Sovjetunionen og for myrdende og plyndrende frem. Ofrenes skrig – er det stor kunst? Ikke for mig!
PS: ”Skrid din nar, eller jeg klipper benene af dig”; sådan taler man også i H.A.s klubhus, det er ingen kunst! Men:” Du hykleriske læser, min broder min lige” – det kan kun en digter sige, det kan kun en Baudelaire sige.