Interview
Læsetid: 4 min.

Manden, der ikke havde behov for sandhed

Filmen 'Il Divo' er ikke blot et portræt af politikeren Giulio Andreotti, men handler om en hel epoke af Italiens historie: 'Når enkelte politikeres og et helt lands skæbne afhænger af personlige relationer, bliver det interessant på film,' siger instruktøren Paolo Sorrentino
Da sagen mod Giulio Andreotti endelig nåede til højeste retsinstans, kunne den tidligere premierminister ikke idømmes nogen straf, fordi forældelsesfristerne var overskredet.

Da sagen mod Giulio Andreotti endelig nåede til højeste retsinstans, kunne den tidligere premierminister ikke idømmes nogen straf, fordi forældelsesfristerne var overskredet.

Giuseppe Giglia

Kultur
12. august 2009

ROM - Giulio Andreotti dominerede det politiske liv i Italien i et halvt århundrede. Alligevel vil den 90-årige livstidssenator næppe blive husket som en stor statsmand, men snarere som en tvetydig og gådefuld skikkelse.

Paolo Sorrentinos film Il Divo skildrer perioden fra 1991, hvor Andreotti dannede sin sidste regering, til 1994, hvor han blev sigtet for meddelagtighed i mord og mafia- kriminalitet:

»Den historiske ramme fungerer ikke blot som en ramme, men som en integreret del af filmens fortælling, fordi Andreotti har præget en hel epoke af Italiens historie,« forklarer instruktøren Paolo Sorrentino, som Information mødte til en snak om filmen, der i 2008 blev tildelt Juryens Specialpris i Cannes.

»Når enkelte politikeres og et helt lands skæbne afhænger af personlige relationer, sympati og antipati, interesseforhold og seksuelle forhold, bliver det interessant på film. Sådan er Italien.«

Moro på samvittigheden

Andreotti er blevet beskyldt for meddelagtighed i en lang række af de forbrydelser, der har præget det italienske samfund siden Anden Verdenskrig.

»Man kan godt være grå, men ærlig, god og fuld af varme. Men ærede Andreotti, De mangler netop menneskelig varme,« skrev partikammeraten Aldo Moro, som i 1978 blev kidnappet og dræbt af terrororganisationen De Røde Brigader.

Margaret Thatcher beskyldte Andreotti for at have ophøjet umoralsk kynisme til en slags etisk princip.

»I politisk forstand er filmen en anklage. Politisk har Andreotti uden tvivl et enormt ansvar, men jeg kan ikke dømme ham som menneske. Tvetydige personer fremkalder såvel fascination som tvivl og mistænksomhed,« siger Sorrentino og understreger, at det er svært at føre bevis for Andreottis strafferetlige skyld:

»Kommandovejene i det italienske samfund kan bedst beskrives som et system af koncentriske cirkler. 'Ham journalisten er gået lidt over gevind,' siger magthaveren. Ikke andet. Men beskeden når alligevel ud i de kriminelle miljøer.«

»I filmen begræder An- dreotti Moros død, men det har han aldrig gjort offentligt. Det er mærkeligt, at han er så ufølsom i forhold til en person, han altid har kendt, og hvis død han sandsynligvis har et medansvar for. Den følelsesmæssige afstand, som Andreotti altid har udvist i forhold til Moro, er efter min mening udtryk for hans samvittighedskvaler,« siger Sorrentino.

Kompromis med mafiaen

I 2004 blev Andreotti ved kassationsdomstolen i Rom kendt skyldig i meddelagtighed i organiseret kriminalitet. Allerede i 1985 havde fire mafiosi over for de amerikanske myndigheder, som efterforskede en omfattende heroinsmugling fra Sicilien til USA, udpeget Andreotti som Cosa Nostras repræsentant i Rom. Men de angrende mafiosi vurderede, at den italienske stat ikke ville være i stand til at håndtere disse afsløringer og nægtede derfor at dele deres viden med myndighederne i hjemlandet. Da undersøgelsesdommerne Giovanni Falcone og Paolo Borsellino blev slået ihjel i 1992, ændrede de fire mafiosi holdning. Det satte gang i sagen mod Andreotti, men de strafbare forhold kunne kun dokumenteres indtil 1980, og da sagen endelig nåede til højeste retsinstans, kunne An- dreotti ikke idømmes nogen straf, fordi forældelses- fristerne var overskredet.

»Demokratiet i Italien har altid været indstillet på at gå på kompromis, også med kriminelle organisationer. An- dreottis credo var: 'Lad os få alle med og gøre alle tilfredse, så de holder sig i ro.' Det gjaldt også i Cosa Nostras tilfælde, men han gjorde sig ikke klart, at mafiaen består af intelligente personer, som ikke har nogen skrupler i forhold til voldsanvendelse,« siger Sorrentino.

I det lange løb formåede Andreotti ikke at beskytte sine sicilianske venner. Da kassationsdomstolen i 1992 stadfæstede en lang række domme på livsvarigt fængsel mod Cosa Nostras ledere, hævnede mafiaen sig. I Il Divo forsøger Andreottis mand på Sicilien, Salvo Lima, forgæves at få premierministeren i tale, inden han bliver dræbt. På det tidspunkt aspirerede Andreotti til posten som republikkens præsident. Filmen skildrer effektfuldt, hvordan mafiaen forpurrer den ambition:

»Mafiaen lader, som om den er ydmyg over for magten, men det er den overhovedet ikke. Derfor blev situationen ukontrollabel for Andreotti,« mener Sorrentino.

Snedig og fantasiløs

»Jeg interesser mig for mænd, der betragter sig selv som grå og anonyme. Det er potentielt de farligste og skøreste. De udadvendte, der betragter sig selv som fantasifulde og kreative, er i grunden uskadelige, fordi de stiller sig tilfreds med at leve i fantasiens verden. Personer, som er fast forankrede i virkeligheden, kan gøre stor skade, fordi virkeligheden er frustrerende.«

Sorrentino mener, at An- dreotti har fortolket sin egen magtbegærlighed som en guddommelig mission:

»Man er nødt til at vide, hvor nødvendig ondskaben er for at opnå det gode. Det ved Gud, og det ved jeg,« siger han i filmen.

Ifølge Sorrentino er livstidssenatorens kyniske vid mest facade:

»Andreotti er selvfølgelig intelligent og snedig, men han er ikke i stand til at artikulere komplicerede ræsonnementer. Når han bliver stillet et spørgsmål, som kræver et artikuleret svar, søger han tilflugt i kvikke bemærkninger. Den form for intelligens havde Moro, men Andreotti har altid bluffet.«

Ufuldendt demokrati

Samtidig med Il Divo kom Matteo Garrones filmatisering af journalisten Roberto Savianos bog om den napolitanske mafia, Gomorra. Derudover har forfattere som Carlo Lucarelli og Giancarlo De Catalado med stor succes behandlet det italienske samfunds skyggesider i romanform:

»Mange forfattere og filminstruktører er blevet opmærksomme på, at Italien er en guldgrube af historier, som i det virkelige liv er ubehagelige og forkastelige, men som er spændende i film og litteratur. Det har man ikke på samme måde i andre europæiske lande. Italien vakler mellem Europa og Sydamerika,« siger Sorrentino og påpeger, at det italienske demokrati er ufuldendt:

»Da demokratiet fødes, bliver det straks til et system uden meritokrati, men med udbredt klientelisme og korruption. Derfor bliver de mellemmenneskelige forhold ambivalente.«

Andreottis kone bebrejder i filmen sin mand for hans manglende behov for sandhed.

»Man lever længere uden det behov,« svarer han.

»Det er ekstremt vanskeligt at nå frem til sandheden i italiensk politik. Sådan er det ikke i andre lande, hvor man vælger politiske ledere på baggrund af deres gennemsigtighed og troværdighed,« siger Sorrentino.

'Il Divo' har dansk premiere på fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her