Det er ikke mindst Kristin Scott Thomas' hudløse præstation som en kvinde, Juliette, der har siddet i fængsel i mange år og bærer på en frygtelig hemmelighed, der virkelig gør Philippe Claudels instruktørdebut, Jeg har elsket dig så længe, til så spændende og følelsesmæssigt intens en oplevelse.
Men den 49-årige, britiske skuespillerinde styres sikkert i havn af den franske forfatter, der i en alder af 47 år altså har valgt også at blive filminstruktør. Jeg har elsket dig så længe, der siden premieren i Berlin i 2008 har gået sin sejrsgang verden over - følger Juliette i tiden efter, at hun er kommet ud af fængslet og flytter ind hos sin noget yngre søster, Léa, (Elsa Zylberstein), som hun ikke har set i lang tid, og dennes mand, Luc, (Serge Hazanavicius) og lille datter, P'tit Lys.
Til at begynde med kan Juliette ikke finde ud af at omgås andre mennesker. Hun er fjendtlig og indesluttet, men langsomt åbner hun sig over for Léa, Luc og søsterens kollega, Michel (Laurent Grévill), der falder for hende. Juliettes genfødsel er i gang.
At arbejde med stilhed
Jeg har elsket dig så længe er en film fuld af hemmeligheder og uudgrundelige, tavse mennesker, og det var blandt andet muligheden for at arbejde med pauser, der overbeviste Claudel om, at han skulle iscenesætte sin første film.
»Jeg havde lyst til at arbejde med menneskeligt materiale,« siger Philippe Claudel, da vi sidder over for hinanden på et hotelværelse i Paris.
»Jeg ville arbejde med skuespillerinder og de muligheder, filmen giver: Lys, lyd, scenografien, kostumerne. Især ville jeg gerne arbejde med stilhed. Det er umuligt at arbejde med stilhed, når man skriver en roman. Jeg var interesseret i at portrættere en stum person. Det var meget spændende at arbejde sammen med Kristin omkring denne kvinde, Juliette. Hun er hele tiden stum - på nær i slutningen af filmen, hvor det hele eksploderer. Det var rart for mig at kunne bruge stilheden, pauserne, da jeg skrev, og jeg tror, at det er en stor udfordring for en skuespillerinde.«
Claudel, der i forvejen er en anerkendt forfatter - på dansk er blandt andet udkommet Grå sjæle og Monsieur Linhs lille pige - begyndte for ca. 10 år siden også at skrive manuskripter, og han ved altid instinktivt, om en historie skal være roman eller film. Det ville f.eks. være umuligt at lave Jeg har elsket dig så længe som roman, siger han.
Intimt drama
»Delvis pga. stilheden og opbygningen af historien. Det er en meget speciel måde, den bliver fortalt på, meget anderledes end en roman. Jeg har sat små stykker af liv sammen og puttet dem op på lærredet og forsøgt at bruge lærredet som et spejl. Jeg ville arbejde med forholdet mellem lærredet og publikum, og det var vigtigt for mig at bevare visse åbninger i min historie for publikum, forskellige døre at gå ind ad, give dem muligheder, de kunne vælge.«
»Sådan prøver jeg også at arbejde med mine romaner, men det er anderledes, fordi når man skriver en bog, ved man, at læserne, mens de læser bogen, har tid. Læseren kan stoppe, holde pause, læse hurtigt, læse langsomt. Det er noget helt andet end en filmforevisning, hvor det er ligesom alkymi. Nogle gange virker det, andre gange ikke. Hvis denne film er god, er det ikke kun min skyld. Det er lidt et mirakel,« siger Philippe Claudel, der er blevet overrasket over filmens succes i både Frankrig og udlandet.
»Jeg har elsket dig så længe er ikke en komedie eller en thriller, men et intimt drama, og en film som den får kun sjældent succes i Frankrig. Det er en meget provinsiel historie. Det er ikke en parisisk historie, og det har også overrasket mig, hvor positivt den er blevet modtaget i andre lande. Jeg optog ikke blot filmen i Frankrig, men i min hjemegn i en mindre by, Nancy, i det nordøstlige Frankrig. Men samtidig er det vel en universel historie. Smerten og muligheden for at blive genfødt, vanskelighederne ved at have et godt forhold til andre mennesker.«
En ødelagt kvinde
Selv om Philippe Claudel godt kan lide film med mange temaer, der giver publikum mulighed for selv at vælge, hvad de vil have med sig hjem, forklarer han, at netop vi menneskers forhold til andre mennesker er et af de vigtigste temaer i Jeg har elsket dig så længe.
»Det er ikke en mysterie-film, men det er en film om et mysterium, og jeg bliver hele tiden fascineret af de andre personers mysterier,« siger han.
»The Others ville være en god titel til filmen, men desværre er den taget. Men måske er det det vigtigste tema i min film: Vigtigheden af at have andre mennesker i vores liv. Michel er en inkarnation af mysteriet. Da Juliette og publikum første gang møder Michel, er han bare en sjov fyr, en fransk elsker-type, lidt overfladisk, men langsomt opdager man, hvor dyb han er. Det kan jeg godt lide. I begyndelsen er Juliette ligesom en Hitchcock-person, lidt farlig, men gennem Luc, Léas mands øjne, begynder vi at se anderledes på Juliette. Vi opdager, at hun ikke er farlig. Hun er spærret inde, skrøbelig, en ødelagt kvinde - hun er blevet helt ødelagt pga. en forfærdelig gerning, en forfærdelig begivenhed. Det mest forfærdelige, man overhovedet kan forestille sig.«
Vi har brug for bøger
Bøger omgiver personerne i Jeg har elsket dig så længe, og på et tidspunkt i filmen taler Léa, der underviser på et universitet, med sine elever om Dostojevskijs Forbrydelse og straf. Hun bliver vred over elevernes beundring for den russiske forfatter, og siger til dem, at hun takket være sin søster ved mere om alvorlige forbrydelser end Dostojevskij.
Hun siger, at de ikke skal opfatte bøger som bibler, for hvad har mesterværker egentlig at gøre med det virkelige liv? De er jo bare simple konstruktioner. Det er modigt af en forfatter at lade en af sine personer sige det i en film, som i sig selv er en dramatisk konstruktion, og som han så beder publikum tro på.
»Det er en vigtig, dramatisk scene, men samtidig er den lidt ironisk« siger Philippe Claudel.
»Léa siger, at mesterværker er noget fis, og livet er vigtigere. Men i en anden scene, efter at han har været i biografen med Juliette, siger Michel noget i retning af, at bogen er bedre end livet. Der er en modsætning, ja. Jeg mener, at både Léa og Michel har ret. Det er et paradoks i vores forhold til bøger og fiktionen. Der er mange, mange romaner, som er vigtige for mig i mit liv, men samtidig er livet det vigtigste, vigtigere end bøgerne. Men vi har brug for bøger og for, at de, fiktionen, forholder sig til vores liv, tager det under behandling. Alle personerne i filmen læser bøger. Vi kan godt leve uden bøger, men det er efter min mening ikke et helt liv. På den måde er Jeg har elsket dig så længe også lidt en politisk film om vigtigheden af historier og af at læse.«
'Jeg har elsket dig så længe' har dansk premiere i morgen og bliver anmeldt her i avisen
